I sine ungdomserindringer beskrev Natalie Zahle de faglige og økonomiske problemer og udfordringer, der var knyttet til guvernantegerningen.

"Min første Færd paa Pædagogikens Veje"
i "Natalie Zahle. Mit Liv. N. Zahles efterladte Papier ved Th. Moltke", 1914, s. 58-62

Min første Færd paa Pædagogikens Veje.

a. Barrit.
Efter min Konfirmation tilbragte jeg et halvt Aar hos min Onkel, Pastor Rasmus Bøttger i Barrit ved Horsens, hvor jeg gjorde mine første famlende Forsøg som Lærerinde.
Jeg skulde efter fattig Evne undervise mine to Fætre, Tvillingbrødrene Frederik og Christian (der senere som henholdsvis Arkitekt og Tømmermester i København deltog i min Skolebygnings Opførelse 1877) og min lille 6aarige Kusine Alvilda (senere Fru Levinsen). Jeg lærte dem at stave, læse, skrive og regne, medens jeg udenfor Skoletiden fortalte dem Historier, snart gamle kendte, snart digtede. Den lille opvakte Alvilda var især modtagelig for, hvad jeg kunde yde ad denne Vej.

b. Bjerre Mølle.
Det var dog først, da jeg kom ud paa min første »rigtige« Lærerindeplads (i. Maj 1843) i Bjerre Mølle ved Horsens, at jeg blev en »voksen« Pige og begyndte at tænke over mig selv og mit Kald. Dette Sted blev til Velsignelse for mig, thi her blev jeg glad og frimodig, medens jeg heller ikke i Barrit, hverken overfor min gode, venlige Onkel og særlig ikke overfor hans Hustru havde formaaet at afkaste det ængstelige, forsagte og indesluttede Væsen, hvorved jeg vel ogsaa her snarere frastødte end vandt dem.
En Lærerinde i Nærheden, en Frk. Bintzer, senere gift med en af Herredsfoged Withs Sønner i Bjerre, havde skaffet mig Pladsen efter sin Søster. Jeg skulde undervise fire Pigebørn, og min Løn skulde være 30 Rbd. aarlig. Jeg maatte derfor, for at komme ud af det, bruge den Smule Renter, jeg fik af min Arv (2000 Rbd.), hvad der senere kom til at svide til mig.
Efter at have modtaget et venligt Brev fra min vordende Madmoder, hvori hun lovede at modtage mig med Kærlighed og Godhed, holdt jeg saa, siddende paa en Fjælevogn ved Siden af Kusken, da mit »Hab und Gut« optog Resten af Vognen, mit Indtog i Bjerre Mølle. Jeg følte, at jeg kom til et forholdsvis ubemidlet Hus, hvor man var glad ved overhovedet at kunne holde Lærerinde, men jeg mærkede tillige, at disse Mennesker havde kendt bedre Dage. Jeg mødte her en Venlighed og Hensynsfuldhed, der lod mig stige i mine egne Øjne og vakte min Ansvarsfølelse, saa jeg stillede voksende Krav til mig selv. Familien hed Seiffert v. d. Merwede, men omtaltes og omtalte sig selv kun med det sidste Navn. Da jeg næste Morgen skulde tale lidt med »Madammen« om Børnenes Undervisning, mødte hun mine Spørgsmaal med de Ord: »Ja, De ved jo bedst, hvori og hvordan der skal undervises, og hvordan Tiden skal inddeles«. Jeg var nær ved at segne og følte, Blodet steg mig op i Kinderne. Jeg vidste jo ikke en Smule af alt det, hun forudsatte, men jeg maatte jo tage mig sammen og tænke over det. Og alt som Tiden gik, og jeg dels fik Elevernes meget mangelfulde Bøger i Hænde, dels ransagede min Hukommelse m. H. t. alt, hvad jeg havde lært i min egen Skoletid, kom Sagerne lidt efter lidt i Orden. Jeg var ikke fyldt 16 Aar, og min ældste Elev var 14! Til Held for mig havde min Forgængerinde ikke været overdreven dygtig, og ved Flid og Eftertanke, ved ærgerrig Stræben, for Ærgerrighed mærkede jeg nok, der var i mig, blev jeg snart anset for - en »udmærket« Lærerinde. Det »udmærkede«, blev jeg snart klar over, laa i min Omgang med Børnene. Den Orden, jeg selv i min Barndom var opdragen i, indøvede jeg hos Børnene, som ikke var særlig stærke paa dette Punkt, og den Skønhedssans, jeg havde, søgte jeg at udvikle hos dem. Da jeg tillige havde den Evne at kunne interessere dem, vandt jeg deres og deres Forældres Hengivenhed. Jeg følte mig lykkelig; lykkelig ved deres Tillid og Anerkendelse, og jeg stræbte fremad. Dertil kom, at Naturomgivelserne i høj Grad tiltalte mig og indvirkede paa mit Sind. Møllen laa ved en lille Aa, og naar jeg traadte ud af Haven og steg lidt tilvejrs, laa et smukt, men tyndt bevokset Hedelandskab for mine Øjne. Den lille Have ved Møllebakken gav Ly og Læ, og Heden indbød til Spadsereture, som særlig den ældste af mine Elever var villig til at ledsage mig paa. To ældre voksne Døtre delte min Sans for Naturen og andet skønt og smukt, og saaledes forløb det første dejlige Sommerhalvaar. Da jeg ved November fik min lille Løn udbetalt, skete dette med saa hjertelige Ord, at jeg blev meget bevæget derved, og senere forhøjede de min Løn til 40 Rbd. som Anerkendelse af mit Arbejde. Det var en Glæde. Disse første Penge for et præsteret Arbejde var mig saa dyrebare, næsten højtidsfulde, at jeg havde ondt ved at give dem ud. Men det maatte jo ske, for Renterne af mine 2000 Rbd. strakte jo ikke langt, lidt flot anlagt som jeg desværre var. Dæmrende steg pædagogiske Fremtidsplaner op for mig. Uden at kende det mindste til Grundtvigs store Skoletanker, opstod Følelsen af det mundtlige Ords Betydning hos mig. Jeg kunde ubeskrivelig lidt, tyngende lidt følte jeg, naar jeg sad og forberedte mig i Lektierne til næste Dag. Men jeg havde Evne til at skildre malende og fortælle fængslende, og det bødede paa Kundskabernes Ringhed. Jeg skaffede mig fra Horsens de Bøger, jeg kunde overkomme, Rottecks Verdenshistorie blev der begyndt og studeret med Lyst, ligesom en Del Rejsebeskrivelser og biografiske Bøger, foruden naturligvis hvad jeg kunde overkomme ved Laan af Skønlitteratur. Ved at mærke den Interesse, hvormed de Timer, jeg anvendte til Gennemgang af saadanne Værker, blive fulgt, undfangede jeg Ideen til en hel Skoledags Anvendelse kun paa Fortælling og Oplæsning, mens Børnene sad med deres - af mig meget slet ledede - Haandarbejde. Jeg talte med Forældrene om denne Tanke; de gav mig fuld Frihed, og Onsdagstanken (jeg valgte Onsdagene dertil) traadte ud i Virkeligheden. Hvor var jeg fuld af Liv og Lyst paa denne Dag! Men hvor var jeg fortvivlet de andre Dage, naar jeg mærkede, jeg savnede Kundskaber i Fag som Regning, fremmede Sprog osv., og Indsigt til at bruge dem, jeg havde.
(....)