I selvbiografien "Mellem to Tidsaldre", 1915 fortæller sygeplejersken Ida Johnsen bl.a. om sin længsel efter som ung at få en uddannelse, om modstanden i familien og om sin oplæring på Almindeligt Hospital i København, 1868-1870.

Ida Johnsen: "Mellem to tidsaldre"

Min Faders Helbred blev stadigt svagere. Bekymringen herover og den dybe vedholdende Smerte, der hvilede over alle efter den sørgelige Krig, tyngede ogsaa mit Sind saa stærkt, at jeg, trods mine unge Aar, ikke kunde ryste Vægten af mig. Sted moder og min yngste Søster rejste til Kjøbenhavn en tre Maaneders Tid for at forvinde lidt af Sommerens Besværligheder. Jeg blev tilbage for at være om Fader. Vi to flyttede saa ud paa Landet, da Randers endnu var i Opløsningstilstand, da Fjenden delvis endnu holdt Byen besat paa Grund af den ulykkelige Krigsskat, der blev Byen saa dyr og var saa vanskelig at skaffe tilstede.
Ensomheden ude paa Landet forøgede maaske mit Tungsind, og da Familien atter var samlet i Randers, foreslog Fader mig tidligt paa Foraaret at tage en Tur til Kjøbenhavn. Her, saameget fjernere fra Begivenhederne, havde disse jo ikke virket nær saa nedslaaende som hos os derovre under deres direkte Tryk, og derfor baade adspredte og oplivede dette Besøg mig meget. Men det var et vældigt Bølgeslag, der var gaaet hen over Befolkningen, og jo mere man med objektivt Blik ser tilbage paa Krigens Virkninger paa vort Folk efter 1864, kommer man til den Erkendelse, at den for Mandens Vedkommende medførte en stærk Bevægelse i religiøs Kulturretning i det første Tiaar; for Kvindens blev den alt i alt det Stød, der bragte hende til Rejsning - det vil sige ind i Arbejdslivet, den eneste Vej til Udvikling. Denne Vej har hun fulgt siden med Udholdenhed og Energi.
Mit Sind trængte i den Grad til Arbejde for et virkeligt Maal, at jeg formelig hadede de Broderier, der var de eneste Opgaver, der i de Tider blev stillet og tilladt de velstillede Hjems unge Døtre. Jeg sled tidlig og silde og med stor Flid, kun for at have noget mellem Hænder, men jo flere "kløvede Blade", mine store franske Broderier fremviste, des stærkere havde mine Tanker faaet Fart. Jeg bad om Tilladelse til at forberede mig til en Lærerindevirksomhed; men Fader svarede, at det sømmede sig ikke, at jeg tog Brødet fra de unge Piger, der ikke havde Raad til at leve i deres Hjem.
Omtrent paa denne Tid blev den bekendte Præst Pontoppidan Sognepræst i Randers1). Han var en af Grundtvigianismens største Mænd, Fader til Forfatteren, Lægerne og flere andre Pontoppidan´er. Han var en højtbegavet, men meget aparte Personlighed, baade som Prædikant og i hele sin Fremtræden. Nogle Gange kom jeg i Samtale med ham. Jeg tror i Anledning af Byens Asyl. Præsten havde anmodet Randers Damer om skiftevis at have Tilsyn med dette og skrive deres Observationer i en fremlagt Protokol. Min Stedmoder, der ogsaa havde faaet Opfordringen, ønskede ikke at træde til, og bad mig om at gaa istedetfor. Alle Damerne skrev omtrent det samme i omtalte Protokol, men jeg havde vel nok skrevet noget anderledes end de andre, og dette gav Anledning til, at han flere Gange kom til os for at tale med mig.
Disse Samtaler gjorde et vist Indtryk paa mig, og mit tunge Sind vilde vist have havt mere Gavn af det grundtvigske lysere Syn paa Kristendommen og Livet end af Pietismen med dens mørke og stærkt 1) Pastor Dines Pontoppidan (1814-79) blev 1863 Sognepræst til St. Mortens Kirke i Randers. ensidige Syn paa Menneskene og deres Trosliv. Men Stedmoder, som de fleste andre, ansaa dengang Grundtvigianismen for et saa ovenud overspændt Vildskud, at hun formente mig al videre Indtrængen ad den Vej til Christendommen. Tilfældig faldt den første Aarsberetning fra Diaconissestiftelsen mig i Hænde paa dette Tidspunkt, og gennem denne Institution syntes jeg, at jeg maatte kunne naa mine Ønskers Maal: at komme i en Virksomhed, der kunde udfylde mig, uden at træde nogen for nær. Jeg besluttede da at bryde overtvært og indgaaende tale med min Fader om Sagen. Jeg havde allerede Haanden paa Dørlaasen, da den Følelse greb mig saa overmægtigt, at jeg ved min Anmodning maa-ske vilde lægge endnu en Sorg paa hans nedtrykte Sind. -
Tidlig paa Foraaret meldte Fader en Dag sin Hjemkomst fra en Embedsrejse, og jeg gik ned til Jærnbanegaarden for at tage imod ham. Han var næsten ukendelig. Hele hans Skikkelse var sam-menbøjet, og han var saa svag, at han ikke selv kunde gaa, og skøndt støttet af Stationsfolkene maatte han standse flere Gange, inden han naaede den Vogn, der holdt efter ham. Han gik strax til Sengs, og Lægen konstaterede en Lungebetændelse. Efter faa Dages Sygeleje døde han. Jeg havde en Følelse, som om alt lukkede sig over mig, som om jeg var hjemløs paa den hele vide Jord. Men de ydre Forhold kom mig nu til Hjælp, saa at jeg endelig kunde føre mit længe nærede Ønske igennem. -
Min Stedmoder og min ugifte Søster havde fattet den Plan at danne sig et Hjem, og da jeg lidet havde passet dér, gik de med stor Glæde ind paa mit Ønske om at komme paa Diakonisse-anstalten.
Damer af bedre Familie fik endnu dengang ikke Adgang til Hospitalerne som Sygeplejersker. Hverken fra Lægernes eller fra Samfundets Side var det paa nogen Maade velset. Diakonissestiftelsen dækkede ved sin religiøse Form over slig Skandale og lagde et skaanende Slør over det "emanciperede" i Tanken. Og jeg maatte døje mange spidse Ytringer og høre mig underlagt mange sære Bevæggrunde i Anledning af min Beslutning.
I Efteraaret 1866 henad Aften rejste jeg med det gamle Dampskib fra Randers. Næsten alle mine Barndomsveninder var nede ved Havnen, hvilket egentlig undrede mig, da de heller ikke sympathi-serede med mine Planer, men kun sagde: "Ja, Ida, Du har jo altid været saa sær."
I den skønneste Aftensol svandt bag Randers Enge og Bakker det Barndomshjem, hvor jeg altid havde følt mig ensom og aldrig lykkelig. Skibet var overfyldt med unge Mennesker, thi Byens og Omegnens nye Studenter blev fulgt af deres Venner og Veninder, Forældre og Søskende paa Vej til den nye Verden, der aabnede sig for dem. Mine Tanker vandrede til min første Udflugt til Hovedstaden med det samme Skib, da Livet kom mig i Møde med aabne Arme og viste sig i sin fulde Glans.
Da det sidste Glimt af Byen var forsvundet, gik jeg ned i Kahytten. De andres Leg og Sang skar mig i Hjærtet, thi min egen Ungdom forekom mig allerede langt borte. Jeg var kun 22 Aar gammel. Min Ensomhedsfølelse, Sorgen over min Fader, Spændingen for alt det nye, der forestod, kunde altsammen ikke harmonere med de muntre Omgivelser. Medens Skibet gyngede mig et helt nyt Liv i Møde og de Unge dansede paa Dækket og raabte Hurra, tog jeg Afsked med mine Venner og min Ungdom - og senere har jeg sjældent mødt den igen.

Min Trang til at lære blev grundigt tilfredsstillet paa Alm. Hospital. Overlægen sørgede for, at alt, hvad der fremkom af nyt, strax blev indført, og han aabnede Sygestuerne for Indlæggelse af Patienter, der til andre Lægers Hjælp skulde observeres. Da Overlægen saa, at det interesserede mig, lagde han fortrinsvis disse Observationspatienter ind paa min Stue. Det var ofte en anstrængende Opgave, men man lærte meget derved. Hele Dagen var man næsten bundet til en saadan Patient, fordi Virkningen af de forskellige Mediciner, hvert Klokkeslet skulde opskrives, samt Hjærteslaget, Udtrykket osv. osv. Vaagekonerne blev paa den Tid taget fra Lemmeafdelingen og var langt fra at stole 1) Konferensraad Johan Peter Holm (1805-84) blev 1858 Borgmester for Magistratens 3dje Afdeling. paa, saa man mange Gange om Natten maatte op for at se efter og optegne.
En saadan Observationspatient gav Anledning til den første Carambolage mellem Overlægen og mig. En lille Dreng var indlagt af en 3-4 Læger, der forgæves havde søgt at stille hans Diagnose. Man vilde da forsøge med en Observation med Optegnelser hver halve Time. Jeg skrev op og observerede det bedste, jeg kunde; men en Morgen stod Lægerne ved Drengens Leje og var lige tvivlraadige. Den ene Læge syntes at have observeret én Virkning og den anden en anden.
Jeg lyttede spændt efter de forskellige Meninger og udbrød saa i min altfor store Iver: "Jeg synes den Medicin," og nævnede Navnet, "virkede stærkest i den eller den Retning." Lægerne hørte meget interesserede paa mit lille Indlæg, men Overlægens hele livlige og hæftige Temperament kom strax i Oprør. Han vendte sig om og sagde: "Vi er ikke vante til, at Stuekonerne taler med, naar vi Læger debatterer mellem os!" Alle stod vi som slagne. Lægerne saa aldeles betuttede ud, og en af dem sagde: "Men det har interesseret mig ganske overordentligt, uhyre meget!" Jeg selv mærkede, at jeg blev ligbleg. Her var jo det saare Punkt: Lægerne havde jo havt stor Ængstelse for at faa Damer ind paa Hospitalerne af Frygt for, at de skulde komme dem for nær. Brandes havde nu gjort det første Forsøg og badovs! der sprang jeg lige i Fælden! Jeg var frygtelig ked af det, men fandt, at Overlægen var gaaet for vidt. Om Eftermiddagen kom han ind og vilde gøre sin Part af Uretten god. Jeg bad ham, om han en anden Gang vilde røfle mig af, naar vi var alene, og saa var der ikke mere at sige om den Ting. Imidlertid, da Drengen nogle Dage efter døde, var han saa ædelmodig at gøre mig Afbigt overfor Lægerne ved at ytre: "Vi kan vist med Rette sige, at det, der gjorde vor Diagnose saa uvis, var, at Drengen mod al Sansynlighed holdt saa længe ud, og det kan vi jo takke Frøkenens Pleje for." "Ganske vist, upaatvivlelig," lød det i Kor fra Lægerne; men jeg havde ondt ved at lade være at le, da jeg jo nok vidste, at jeg desværre ikke havde lært at holde paa Livet.

Nu gik mit Arbejde i lang Tid sin støtte Gang. Altid var der meget at bestille. Selv stod jeg op Klokken 5 om Morgenen, for at være paaklædt og gøre alle Forarbejderne, inden hele Hospitalets Maskineri sattes i Gang Kl. 6. Saa begyndte Dagens Kamp med at faa alle 25 Patienter i Orden, der ofte hverken kunde vadske eller rede sig selv. Stuerne maatte Kl. 8 være i Stand, naar Stuegangen begyndte, med alt, hvad Lægerne skulde bruge, og Nattens forskellige Sygeberetninger ligge til Rede. Det svære Punkt i denne Plan laa i, at man skulde tage alle Forbindingerne af igen, ligesom de stakkels Patienter følte lidt Ro og Forfriskning efter den første Morgenbehandling. Denne Ordning har jeg altid funden tung overfor Patienterne, men den lader sig vel vanskelig ordne anderledes, thi saa ledes er det jo paa alle Hospitaler. - De to Læger, man hovedsagelig den Gang havde at gøre med paa Alm. Hospital, var Overlæge Brandes og Underlægen Laub, senere Generallæge ved Armeen1). Denne sidste havde mest de kirurgiske Patienter. Han var blandt de Læger, der særligt modsatte sig, at der blev ansat Damer paa Hospitalerne. Han gik endog saa vidt i sin Modstand, at han nægtede mig Adgang til min egen Stue en Dag, da han foretog en lettere Operation, og forlangte en af de gamle Stuekoner til sin Hjælp. Dette var naturligvis en frygtelig Fornærmelse og Skade for mig overfor Hospitalets øvrige Funktionærer. Jeg gik ind til ham og forklarede ham min Stilling og bad ham at staa mig bi i min Oplæring i Sygeplejen, hvilket var Hensigten med min Ansættelse her paa Hospitalet. Han bøjede sig meget elskværdigt for denne min Anmodning og blev egentlig let at arbejde under, trods noget opbrusende i hans Karakter. Hans Anordninger var altid saa koncise og bestemt afgrænsede, at der vanskeligt blev Anledning til Mis-forstaaelser, hvilket han heller ikke taalte, ligesom han altid irriteredes over Stammen eller Usikker-hed i Plejerskens Sygeberetninger. Jeg lærte altid Hovedpunkterne udenad, som jeg havde opskrevet.
Paa den anden Side var han utrættelig i at forklare og hjælpe mig til Rette, men ogsaa utrættelig i at udfinde Fejlene til de mindste Enkeltheder, hvilket naturligvis var en uvurderlig Fordel for mig.
l) Hieronymus Laub (1838-1910) var assisterende Læge ved Alm. Hospital fra 1866 til 1874 Han blev Korpslæge i Hæren 1874, Generallæge 1902

N O T E R

undefined1. Den sørgelige krig
Krigen som Ida Johnsen refererer til er den dansk-tyske krig i 1864, hvor Danmark ved fredsslutningen bl.a. måtte afstå Sønderjylland.

 

undefined2. Pontoppidan
Dines Pontoppidan (1814-1879) var præst og far til bl.a. forfatteren Henrik Pontoppidan (1857-1943) og lægerne Knud Pontoppidan (1853-1916) og Erik Pontoppidan (1847-1919).

 

 

undefined 3. Lemmeafdelingen
Almindeligt Hospital var en fattigstiftelse med en tilknyttet sygeafdeling. Lemmeafdelingen var den del af stiftelsen, hvor de der var på fattighjælp boede.

 

 

undefined4. Brandes
Ludvig Israel Brandes (1821-1894) var læge. I 1863 blev han overlæge ved Almindeligt Hospital, hvor han som den første oplærte og ansatte unge fra borgerskabet som sygeplejersker.

 

 

undefined5. Laub
Hieronymus Laub (1838-1910) var læge. Fra 1866-1874 var han assisterende læge ved Almindeligt Hospital.