Debatten i Berlingske Tidende marts 1906 mellem de to sygeplejersker Margrethe Koch og Cecilie Lütken og kirurgen E.A. Tscherning handlede om sygeplejefagets niveau og organisering i Danmark. Margrethe Koch og Cecilie Lütken, der begge var uddannet som sygeplejersker i udlandet efterlyste en statslig sygeplejeskole forestået af kvindelige lærerkræfter, mens E.A. Tscherning, ansat ved Kommunehospitalet i København, forsvarede den eksisterende 3-årige uddannelse ved hospitalerne med lægerne som tilrettelæggere og undervisere.

Margrethe Koch: "En Reform af Sygeplejen i Danmark" i "Berlingske Tidende" d. 10.3.1906


Naar vi Danske drager udenlands, og særlig naar Rejsen gaar til de engelsktalende Lande, da har de fleste af os vist en ubestemt Følelse af eller Frygt for, at alt vort eget hjemlige ikke kan staa Maal med det fremmede. I saa Henseende har gentagne kortere og længere Ophold, saavel i Storbritannien som i de Forenede Stater til en vis Grad ændret mit Syn. I det Hele og Store er mit Indtryk det, at vi ikke behøver at skamme os over vort Folk; paa de fleste Omraader er vi, saavidt jeg kan se, fulgte godt med, og i adskilligt er vi paa Højde med de Bedste - jeg nævner i Flæng vor Skoledannelse, vor sociale lovgivning, dansk Husdyravl, Mejeri o. m. a.
Ogsaa indenfor den danske Kvindeverden er der foregaaet en Udvikling henimod Frihed og Selvstændighed i Lighed med, hvad vi ser i hine Lande, en Udvikling, som - derom vil sikkert alle fordomsfrie Mennesker være enige - kun kan gavne og styrke vort Folk. Kvindens Arbejde, det være sig, af hvad Art nævnes kan, er kommet til en Hæder og Værdighed, som aldrig før. Ja, selv Husmoderens Gerning er nu atter begyndt, at blive respekteret, fordi der lægges Vind paa en grundig og systematisk faglig Uddannelse, som gør denne nye Tingenes Orden fuldtud berettiget.
Men der er een sørgelig Uddannelse, og det er den, som her skal omtales. Der findes jo i Danmark Skoler for snart sagt alt muligt under Solen. Men en Skole for Sygeplejersker har vi ikke. Jeg gentager det for Tydeligheds Skyld: Vi har ingen Skole for Sygeplejersker. Vi har Hospitaler og Kliniker, hvor unge Piger ansattes til at pleje de Syge og saa, alt efter deres Evner og aandelige Udstyr, samler sig en større eller mindre Erfaring og Dygtighed heri. Men i hvilket andet Fag vilde man vel gaa frem efter den Metode?
Og dog vil de fleste være enige om, at blandt alle kvindelige Arbejdsfelter indtager Sygeplejen den smukkeste og naturligste Plads. Derfor er det sørgeligt, at vi her staar saa langt tilbage - sørgeligt og beklageligt, ikke for vort Forhold til andre Lande, men for Gerningens og Kvindernes Skyld.
Jeg skal forklare nærmere, hvad jeg mener. Man taler om, at en Kvinde er "født Sygeplejerske", og hvis det betyder, at hun er opfyldt af Lyst og Trang til at tjene og opofre sig for sine lidende Medmennesker, da har hun sikkert ogsaa en af Grundbetingelserne for at kunne blive en dygtig Sygeplejerske. Men for at hun skal kunne opfylde de Krav, som moderne, tidssvarende Sygepleje stiller til sine professionelle Udøversker saa godt som overalt udenfor Danmark, saa maa hun gennemgaa en grundig og systematisk Uddannelse, saavel teoretisk som praktisk; hun maa oplæres i Sygeplejens Teknik saavel som i dens Etik. Det ene er lige saa vigtigt som det andet. Men hvad Uddannelse bydes der Sygeplejeelever herhjemme?
I New York og London, de to Steder, hvor man vel nok er naaet højest paa dette Omraade, har hvert af de store, ansete Hospitaler sin "Training School for Nurses", hvis Elever varetager Plejen af Patienterne. I Spidsen for Skolen staar en "Superintendent", d. v. s. en Dame, hvis alsidige Uddannelse og Erfaring gør hende skikket til at uddanne Sygeplejersker. Hun har til Hjælp, alt efter Hospitalets Størrelse, en eller to "Assistents", samt alle sine "Headnurses" Plejemødrene. Denne Stab af kyndige, fuldt uddannede Lærerinder varetager assisteret af Læger - bl. a. ved Forlæsninger -, Uddannelsen af Eleverne, som paa denne Maade er under uafbrudt Tilsyn og Belæring - praktisk og teoretisk. Undervisningen gaar systematisk og grundigt frem gennem Klasser, aldeles som i en almindelig Skole, og der vaages nøje over hver enkelt Elev - hendes Kvalifikationer og hendes Fremskridt, samtidig med at der drages Omsorg for, at alle i Løbet af den 3-aarige Læretid faar et ensartet, saa vidt muligt udtømmende Kendskab til Sygeplejens forskellige Grene.
I disse Skoler raader en Disciplin og en Tugt, som nærmer sig stærkt det militæriske og for en flygtig Iagttager kan tage sig noget rigoristisk ud, men som, naar man kommer i nærmere Berøring med den, afslører sig som Livsnerven i en god Sygeplejeskole. Der tales i vore Dage højt om Individualitetens Udvikling, personlig Selvstændighed og Frihed, og alt dette er godt nok. Men i en Sygeplejeskole gælder det, om man vil lade sig indrullere i Rækkerne og tjene i en Hær, hvis Kamp er saare vigtig og ansvarsfuld. Den amerikanske Kvinde beskyldes jo ellers ikke for Uselvstændighed eller Mangel paa Frihedsfølelse, men hun har indset, at i en saa alvorlig Gerning som Sygeplejen giver det en mægtig Støtte at være et veldisciplineret Led af et ordnet Hele, og at Ansvaret ved Gerningen er for stort til, af den paa noget Punkt kan overlades til den Enkeltes Eksperimenteren.
"The Superintendent" - Forstanderinden - er enebestemmende i alt vedrørende Plejerskerne - deres Ansættelse og Omflytning fra en Afdeling til en anden - det er hendes Departement. Alt øvrigt Hospitalets Drift vedrørende varetages af en mandlig Superintendent, der som oftest er Læge.
Det er en saadan Ordning, vi skal have herhjemme. Selvfølgelig er Mænd, og navnlig Mænd, der ingen speciel Fordannelse har paa dette Omraade, hvor praktiske og humane de end kan være, fuldstændig uskikkede til at være Sygeplejerskernes Overordnede eller til at lede deres Uddannelse. Men dette Misforhold er saa indlysende, at det forlængst maatte være blevet forandret, om vor Lægestand paa Sygeplejens Omraade var fulgt tilstrækkeligt med Tiden og havde forstaaet, at her gjaldt det om ny Landvinding i Kampen mod Sot og Syge og ikke som et Forsøg paa at trænge ind paa Lægens Gebet.
At Lægerne af det forrige Slægtled, som har maattet nøjes med Gang- og Vaagekoner, ser paa den nuværende Ordning som et tilstrækkelig stort Fremskridt, det kan ikke undre nogen. Men at den nuværende yngre Lægestand, som paa alle Punkter i sin Videnskab følger med Tiden, studerer ved fremmede Hospitaler osv., ikke har kunnet se, at Sygeplejens Stilling i Danmark lader saare meget tilbage at ønske, og derfor har faaet Lyst og Trang til at tage Haand i med for at bringe den paa Højde med Tidens Krav, det forbavser unægtelig. Der er i de sidste Aar fra Sygeplejerskernes Side blevet gjort et energisk og dygtigt Arbejde for at højne Standen og bedre dens Kaar. Men før Sygeplejeforholdene ved vore Hospitaler bliver fuldstændig omordnede og en ensartet systematisk Undervisning indført, faar det Hele ingen Art. Man maa ønske, at der snart inden for Lægestanden maa vaagne en Forstaaelse heraf, men sker det ikke, da kan Sygeplejesagen ikke af den Grund staa i Stampe herhjemme. Da bør Sygeplejeskerne ved en Appel til Offentligheden, i hvis Tjeneste de udnytter deres Kræfter og Evner, sikre sig den fornødne Støtte til, selv mod vore Lægers og Hospitalsautoriteters Ønske, at gennemføre de nødvendige Reformer, som kun har ladet vente altfor længe paa sig.

Margrethe Koch. f. Schiøler.
Tidligere "Headnurse" i New York.



Cecilie Lütken: "En Reform af vor Sygepleje" i "Berlingske Tidende" d. 14.3.1906
I "Berlingske Tidende"s Aftenavis den l0de Marts staar en Artikel af Fru Margrethe Koch, født Schiøler, som omhandler Sygeplejesagen i Danmark. Jeg kalder det "Sygeplejesagen", fordi der i mange Aar har været og er en Sygeplejesag, som der er arbejdet for og arbejdes videre paa, en stille sejg Kamp mod Stenen, der ikke vil rokkes.
Fru Kochs Artikel er som skrevet ud af mange Sygeplejerskers Hjerter, og det har været os en Glæde at læse den, og vi hilser Fru Koch som Medarbejderske i det tunge Arbejde at overvinde en Modstand, der end ikke indlader sig paa at forsvare sit døde, fremskridtsfjendtlige Standpunkt med Argumenter for dets Berettigelse. Vi kan godt forstaa, at Fru Koch maa blive underlig berørt, naar hun efter Aar tilbragte i Amerika og vænnet til Forholdene derovre, ved sin Hjemkomst finder, at Tiden helt er løben fra de danske Hospitalsautoriteter.
For Sygeplejerskerne er det allerede forlængst gaaet op, at vil de lære rationel Sygepleje, maa de rejse til Udlandet. Da jeg for mere end 15 Aar siden ønskede en ordentlig systematisk Uddannelse i Sygepleje, maatte jeg tage til Tyskland for at faa den. Siden er Sygeplejersker i stadig voksende Skarer af samme Grund dragne til Udlandet. For Øjeblikket er over en Snes danske Sygeplejersker i Tyskland, England, Holland og Amerika for at lære rationel Sygepleje og Hospitalsøkonomi.
Jeg synes, at dette er en Skamplet paa vort Land, og naar man kommer til Udlandet generer man sig for at fortælle om Forholdene herhjemme, og om, at man er nødt til at rejse ud, fordi der endnu i Aaret 1906 ikke findes en eneste Sygeplejeskole i Danmark. Naar man saa yderligere maa fortælle, at Sygeplejerskerne ikke har nogen kvindelig Chef, men staar under en Direktør, Inspektør, Forvalter eller hvad han nu kaldes, som end ikke er Læge, men maaske Jurist, Officer eller Underofficer, saa ryster de medlidende paa Hovedet.
Ja, kære Fru Koch, kunde De hjælpe os til at vække vore Hospitalsautoriteter, saa vilde vi være Dem inderlig taknemlige, men jeg tror ikke, at det lykkes. De er nemlig saa svært tilfredse med al Ting, som det er, og synes, at det gaar altsammen saare godt, som det gaar; de lukker Øjnene fast til for al den Utilfredshed, der hersker blandt de Sygeplejersker, der ønsker at lære noget, og forstaar ikke, hvilke Værdier saavel af Menneskekræfter som af Penge, der daglig ødes paa vore Hospitaler.
At Autoriteterne hverken vil eller synes at kunne se Nødvendigheden af Reformer, fremgaar klart af følgende: For ca. 3 Aar siden indsendte Bestyrelsen for "Dansk Sygeplejeraad´ et Forslag til Lægeraadet ved det kgl. Frederiks Hospital om en mere tidssvarende Ordning og Oprettelsen af Sygeplejeskole med Henblik paa det nye Rigshospital. I ca. 3 Aar kom der intet Svar paa dette Forslag, først efter gentagne Henvendelser kom endelig Svaret. Den sidste Henvendelse og Svaret derpaa skal jeg tillade mig at lade aftrykke in extenso som et meget oplysende Vidnesbyrd om hvor langt Stenen endnu er fra at rokkes.
"I Anledning af den Skrivelse, som Bestyrelsen modtog den 26de December 1906 fra den højtærede Formand for Lægeraadet, hvori det meddeles, at der ikke i en nær Fremtid kan ventes Svar paa det af "D. S. R." indgivne Forslag om en tidssvarende Sygeplejeordning med Henblik paa det nye Rigshospital, skal "D. S. R."s Bestyrelse tillade sig endnu en Gang at henstille til det ærede Lægeraad om det ikke var muligt, at Sagen snart kunde blive optaget til Forhandling igen, da det forekommer Bestyrelsen at være af stor Vigtighed i en nær Fremtid, at faa bestemt, om Sygeplejeraadets Forslag vil blive taget til Følge.
Saafremt dette maatte ske, mener Bestyrelsen nemlig, at det vil være nødvendigt, allerede inden det nye Hospital staar færdigt, at bringe Sagen i det rette Spor ved at udse og udnævne den overordnede Sygeplejerske, der skal paatage sig Chef-Plejerskens Opgave.
Denne Dame maatte allerede inden Hospitalets Opførelse have Bemyndigelse til at deltage i Byggekommissionens Forhandlinger, for at de Lokaliteter, hun senere faar at gøre med, kan blive saa hensigtsmæssige som mulig, ligesom det formentlig ogsaa ved Hospitalets Montering vilde være heldigt, om hun, som sagkyndig var medbestemmende i alt, hvad der kom til at vedrøre Sygeplejen og Sygeplejerskerne.
Chef-Plejersken kunde ogsaa medvirke til, at der blev skaffet de Sygeplejersker, der i Fremtiden skal beklæde de mere overordnede Stillinger, en saadan alsidig supplerende Uddannelse paa anerkendt tidssvarende Hospitaler i Udlandet, at de, naar det nye Hospital staar færdigt, virkelig vil være istand til at uddanne Elever, som de bør uddannes, ligesom hun paa flere andre Maader kan være medvirkende til, at der paa det nye Hospital straks kommer en saadan Ordning af Sygeplejen, at Hospitalet ogsaa paa dette Omraade kommer til at indtage den Førerstilling, der tilkommer det som Rigshospital."
Paa ovennævnte Skrivelse indløb den 6te Marts følgende Svar fra Formanden for Lægeraadet, Professor, Dr. med. C h r. Gram:
"Som Svar paa Bestyrelsens ærede Skrivelse af 23de Februar d. A.. modtaget den 27de Marts 1906, skal jeg meddele, at Forhandlinger om de i nævnte Skrivelse omhandlede Forslag neppe kan ventes optagne for Tiden, da der formentlig ikke vil blive ansat nogen saadan overordnet Sygeplejerske for Rigshospitalet, idetmindste foreløbigt, blandt andet, fordi der ikke er planlagt en Sygeplejerskeskole ved Rigshospitalet *), og den bevilgede Sum til Rigshospitalet vil rimeligvis fuldstændig gaa med til det i Lovforslaget fastsatte Program."
Som det fremgaar af denne skrivelse, er der altsaa ikke det mindste Haab om, at Lægeraadet vil gøre noget for at faa en Sygeplejeskole i Gang paa det nye Rigshospital, saa vi maa nu, som Fru Koch skriver, sætte vort eneste Haab til, at at Offentligheden har mere Forstaaelse af Sygeplejerskernes Tarv end Hospitalsautoriteterne, saaledes at vi, naar vi til Efteraaret indgiver et Andragende desangaaende til Regeringen og Rigsdagen, maa møde mere Forstaaelse, end der hidtil er vist os, og kraftig Hjælp til at flytte Stenen afvejen.

*) Udhævet af mig.



E.A. Tscherning: "Nogle Bemærkninger til Sygeplejeuddannelsen" i "Berlingske Tidende" d. 16.3.1906

Fru Koch, en afgaaet, amerikansk Sygeplejerske, har i redelig Hensigt søgt at Vække Lægerne og Offentligheden med en Artikel ("Berl. Tid." 10de Marts), der noget nær bryder Staven over, hvad der er gjort for Sygeplejeuddannelsen i Danmark. Hun anker over Mangelen af "en Skole for Sygeplejersker", idet hun peger paa de fortrinlige amerikanske Forhold *). - Artiklen vilde have været endnu vigtigere, om den havde røbet lige saa god Forstaaelse som redelig Villie.
Uden alt for meget Ophold ved de herlige amerikanske Forhold og Rangforhold i Sygeplejen, maa jeg berøre de af Fruen Fremhævede Sammenligningspunkter. "Hvert af de store ansete (amerikanske) Hospitaler har sin Skole for Plejersker", medens der hos os findes "Hospitaler og Kliniker, hvor unge Piger ansættes til at pleje Syge og saa samler sig en større eller mindre erfaring og Dygtighed heri," saaledes er Fru Kochs Ord. Forskellen er ikke saa umiddelbart indlysende. En Sygeplejeskole er dog netop et Hospital, hvor man samler Erfaring og Dygtighed i Sygepleje. Og den længere fremme saa roste Ensartethed bliver jo dog ikke opnaaet ved, at hvert Hospital har sin Skole.
Dernæst oplyses, at i Amerika "Eleverne Varetager" Plejen af Patienterne men det er netop en forkert Ordning og vor er bedre her "varetager" de uddannede Plejersker (Assistenter) Plejen, bistaaede af Eleverne.
I Amerika, siger fru Koch, at Forstanderinden "er enebestemmende i alt vedrørende Plejerskerne". Dette System er for Danmarks vedkommende forkasteligt. Systemet har alle Dage været en Anstødssten ved meget af den religiøse Sygepleje, hvor Søstrene er en anden Styrelse underlagt end Hospitalets, hvorved Plejen ofte, trods mange Søstres Kærlighed og Opofrelse, er gledet Lægerne ud af Haanden, og Systemet bliver ikke bedre ved at omplantes paa ikke religiøs Grund. Sygeplejen skal være et Instrument i Lægens Haand, og hvis en anden stærk Haand har Tag deri, løbes en stor Risiko for, at Instrumentet ved Lejlighed vrides ham af Haanden. Imidlertid er Ordningen af Hospitalerne i London og Amerika saa forskellig fra her, at det er ganske hen i Vejret at ville overføre hines Forhold direkte paa vore.
Og iøvrigt er, efter hvad amerikanske Læger har sagt mig, Forholdene derovre mange Steder bedre, end Fru Koch har skildret dem.
At vi her tillands trænger til Forbedringer, er rigtigt nok, men naar man vil gøre vore Forhold med Sygeplejerskernes uddannelse til noget af en Skandale, saa maa jeg tillade mig nogle vejledende, faktiske Bemærkninger, der maa have et lidt historisk Præg, for at man kan forstaa Sagen.
I 1863 begyndte Diakonissestiftelsen "paa Troens Grund at uddanne kristne Kvinder til Sygepleje og anden Barmhjertighedsgerning". Det herved indledede Fremskridt i vor Sygepleje bør ikke glemmes. Klogskab fra alle Sider løftede denne Sygepleje saa nogenlunde over de for slige Sygeplejeinstutioner gældende ovenfor berørte Vanskeligheder. Stiftelsen er da ogsaa i Aarenes Løb bleven Uddannelsessted for et mægtigt Korps af Plejersker, virkende paa deres eget Sygehus, paa en stor Række tildels store Provinssygehuse, i Menighedsplejer; Børne- og Rekonvalescenthjem. Det er noget en Smagssag, om man vil nægte dette Institut, hvis Elever faar saa vel teoretisk som praktisk Uddannelse under en fast Disciplin, Navnet af Sygeplejeskole. Om Diakonissestiftelsen ikke har tillagt sig dette Navn, saa har den gjort Skoles Gavn og har Æren af at have givet Stødet til, hvad der i de sidste 50 Aar er sket for Sygeplejesagen i Danmark, og har udviklet Sagen videre i alle disse Aar.
De Ændringer i Arbejderforholdene som udviklede sig hen i 2den Halvdel af det 19de Aarhundrede, vanskeliggjorde Nytilgangen af gode Emner til vore Stue- og Vaagekoner, med hvis Hjælp den foregaaende Lægealdersklasse ,,har maattet nøjes", som Fru Koch skriver med et noget for nedsættende Udtryk om hin for Manges Vedkommende saa opofrende og nøjsomme Stand. Fenger, Kommunehospitalets daværende Borgmester, besluttede da i Overensstemmelse med Overlægerne at gaa over til en Forbedring af vor Sygepleje, hvor der toges Sigte paa Nytilgang fra bedre, dannede Samfundslag, Nattetilsyn af det samme Hospitalspersonale, som afgav Dagtilsynet i Stedet for de fra Byen hentede Vaagekoner, samt Plejerskernes Ledelse og Opdragelse af overordnede, særlig duelige Plejersker, der som ,,Plejemødre" ansattes efter de inddelinger, som man fandt passende for Hospitalets Forhold, Afdelingernes Størrelse og Bygningsforholdene. Muligen kunde Fenger have faaet Sygeplejen ind under Diakonisseanstaltens Forsorg, men han og hans Overlæger var heldigvis enige om, at Hospitalet og Kommunens fremtidige Hospitaler skulde have en Sygeplejeordning, der indgik som organisk Led af Hospitalsvæsenet uden Indblanding af nogen udenfor staaende Autoritet. Efter disse Principer paabegyndtes Indførelsen af "den nye Sygepleje" i 1875. At skaffe det fornødne Personel tilveje gennem en Masseopdragelse i Udlandet, og Ansættelse over hele Hospitalet efter Afskedigelse af hele det gamle Stuekonepersonale vilde maaske have været en ønskelig Fremgangsmaade, men vilde have krævet en stor økonomisk Anstrengelse og medført en yderst vanskelig Overgangsperiode i administrativ Henseende. Man gik en anden Vej, idet man begyndte med efterhaanden at erstatte Stuekonerne paa et til en halv Afdeling (godt 50 effektive Pladser) svarende Afsnit, der derefter indlagdes under en "Plejemoders" Overledelse. Paa dette først organiserede Afsnit paabegyndte man nu at opdrage Elever, hvoraf de mest skikkede overgik til de nye Afsnit, man vilde inddrage, idet Stuekonerne dels afskedigedes, dels overførtes til ledige Pladser andet Sted, og alt som nye Afsnit inddroges, ansattes Plejemødre paa disse Afsnit, hvor man stadig blev staaende ved en Plejemoder for det nysnævnte Antal Sygepladser, og herved var indtil videre en saadan Halvafdeling fastslaaet som Hospitalets taktiske Enhed for Sygeplejen. Under "Plejemoderen ansattes Assistenter, en for hver 10 Sengestue, og det behørige Antal Elever antoges. I Løbet af Tiden til hen i 80-erne var de to medicinske og de to kirurgiske Afdelinger forsynede med de nye Plejersker, medens Sindssygeafdelingen og Afdelingen for Hudsygdom og veneriske Sygdomme først langt senere blev dragne med ind. Vanskeligheder beredtes ved, at Hospitalet i lang Tid var, som en Børs for de talrige, store Hospitaler og Sygehuse, der i Aarnes Løb vilde gaa over til en tidssvarende Ordning, og hvor af en eller anden Grund Diakonisserne ikke overtog Plejen. Selvfølgelig var det ikke vore ringeste Kræfter, der paa den Maade forlod os for at gaa andet Sted hen. Tillige forlod ikke faa Elever og Assistenter Hospitalet efter et Par Aar for at gaa ud i den private Sygepleje eller udvandre, ligesom det "Røde Kors" i lange Tider fik næsten alle sine Plejersker oplærte paa Kommunehospitalet, ej at tale om Afgivelsen af Plejersker til Byens eget, voksende Hospitalsvæsen.
I al den Tid, hvor Hospitalet saaledes uden at have Midler bevilget til andet end egen Forsyning (Kommunen har ingen Opgave som Uddannelsesanstalt for Landets Sygepleje) dog nolens volens er blevet Uddannelsessted for en stor Del af Sygeplejen i Landet, har man godt haft Øje for store Brist, paa hvilke man saa godt som muligt har søgt at bøde.
Den i Begyndelsen gældende Nyforsyning med Elever paa hvert Afsnit for sig afløstes for ca. en halv Snes Aar siden af en Nyforsyning under Et for hele Hospitalet, hvortil sluttede sig en normeret Elevtid, til hvilken de Antagne bandt sig for 3 Aar, og en i denne Tid anordnet Uddannelse paa flere Afdelinger, hvorved den tidligere Ensidighed i Uddannelsen undgaas, og mere Ensartethed for alle opnaas. Antagelsen sker efter selvskreven Ansøgning paa et Skema, der fordrer oplyst henved en Snes Spørgsmaal om Sundhedstilstand, Familieforhold og Livsførelse, alt foruden Besvarelsen bevidnet af kendte Personer, ligesom Lægeattest efter Hospitalets Fordring følger. Som Regel finder der tillige en personlig Fremstilling af Ansøgerinden for en ældre erfaren Plejemoder, der har paataget sig saavel Antagelsen af Eleverne, som disses Fordeling paa Hospitalet, idet hendes Bestemmelse paa disse Omraader godkendes af Hospitalets Sygeplejeudvalg (Hospitalsdirektøren sammen med en af Overlægerne), medens hun altid forud har forhandlet med Plejemødrene paa Afdelingerne om Fordeling og Omflytning. Efter Antagelsen prøves Eleverne i nogle Maaneder, undertiden for at undgaa Fejlgreb paa et Par Afdelinger, og de, der findes sundhedsmæssig eller professionel uskikkede fjernes. Ellers uddannes Eleverne praktisk paa to eller flere Afdelinger i tre Aar ved at deltage under Assistenterne i Sygeplejegerning, stadig under Overledelse af Plejemødrene. Efter gennemsnitlig et Aars praktisk Gerning deltager Eleverne derpaa i 4 Halvaar i teoretisk Undervisning, Forklaringer og Overhøringer i Anatomi, Fysiologi, Sundheds- og Sygdomslære, Ernæring, Lægemidler, Bandagering, Saarbehandling, Nødhjælp, Barnepleje m. m. med en 19 Arks tættrykt, vel illustreret Bog som Grundlag; Bogen er forfattet med disse Kurser for Øje. En Eksamen afslutter disse Kurser, og hertil slutter sig motiverede Vidnesbyrd fra Plejemødrene, hvor Plejerskerne har gjort Tjeneste, om deres praktiske og personlige Forhold. Disse Prøver og Vidnesbyrd danner Grundlaget for fast Antagelse og Forfremmelse.
Vore Boligforhold har i lang Tid været en slem Anke; disse Vilkaar forbedres nu ved Opførelsen af et stort Hjem for de yngre Plejersker. Den herved nødvendiggjorte Ansættelse af en Husmoder for Hjemmet vil foruden de bedre Boligforhold sikkert være et stort Fremskridt, men Ingen tror, at dermed Udviklingen skal standse.
Dette her fremstillede Arrangement kunde man godt kalde en Skole. Den er kun anordnet for Hospitalet, men, som anført, dette erved sin Størrelse langt ud over noget andet Sygehus i hele Norden blevet Planteskole for en stor Brøkdel af hele Landets Plejersker. Vi er stadig søgte af en stor Del af Landets Døtre for deres første Uddannelse i Sygeplejen og for supplerende Uddannelse for Ældre. I Aarenes Løb er talrige Damer fra Udlandet komne til os for i længere eller kortere Tid at søge Uddannelse ved Deltagelse i Gerningen. Foruden den store Tribut, Kommunehospitalet har givet til Landets Sygepleje, er det ikke faa af vore Damer, der har fundet Anerkendelse i fremmede Lande (det lyder saa stort, men det er bogstavelig sandt fra Cap Matapan til Nordkap). At der ved Siden heraf er mange Plejersker omkring i By og Land, der skilte med Opdragelse fra Kommunehospitalet, men kun er uheldige Bærere af den gode Tradition, er vist og sandt. Ingen Skole kan undgaa den Kalamitet. Men vi kan trods Manglerne og begaaede Fejl og takket være vore Plejemødres Fortjenester af Sygeplejeuddannelsen se tilbage paa et ikke ganske ringe nyttigt Arbejde, og der er derved nu skabt en Tradition for Sygeplejeforholdene, der kan udvikles videre, men ikke saadan kan ,,fuldstændig omordnes", som Fru Kochs Fordring lyder. Naar man sigter for højt over Maalet, rammer man nu en gang ikke.
Jeg har kun berørt Diakonisseanstalten og Kommunehospitalet. Dermed er ikke ment, at ikke ogsaa andre Hospitaler har bidraget meget til det hele Arbejde. Men disse to Anstalter har dog gaaet, i Spidsen, hver ad sin Vej, begge mod et ensartet Maal. Derfor har jeg draget dem frem og har af Hensyn til Pladsen maattet lade meget stryge.


*) Det meste af det her sagte har ogsaa Adresse til en Artikel om samme Emne af Frk. C. Lütken for den 14de ds.


N O T E R

  undefined 1. Margrethe Koch
Margrethe Koch (1869-1951) var sygeplejerske og fagforeningsformand. I 1897 rejste hun til USA, hvor hun som den første danske kvinde tog en 3-årig sygeplejerskeuddannelse. Kort tid efter sin hjemkomst giftede hun sig og var dermed udelukket fra at arbejde som sygeplejerske. I stedet gik hun ind i organisationsarbejdet i Dansk Sygeplejeråd, hvor hun bl.a. i en årrække arbejdede som sekretær og som redaktør af månedsbladet "Tidsskrift for Sygepleje". I en kort periode fra 1933-1934 var hun formand for Dansk Sygeplejeråd og det var i hendes formandsperiode, at Rigsdagen vedtog loven om statsautorisation af sygeplejersker.


undefined 2. Cecilie Lütken
Cecilie Lütken (1864-1950) var sygeplejerske. Hun var bl.a. uddannet på Røde Kors Hospitalet i Bremen og fra 1898-1924 var hun ansat som oversygeplejerske ved Garnisons Sygehus. Cecilie Lütken var meget engageret i opbygningen af Dansk Røde Kors og deltog bl.a. i Røde Kors´ arbejde under 1. verdenskrig.


undefined 3. Chr. Gram
Hans Christian Joachim Gram (1853-1938) var læge og professor i farmakologi.


undefined 4. E.A. Tscherning
Eilert Adam Tscherning (1851-1919) var læge. Fra 1893 til sin død var han overkirurg ved Kommunehospitalet i København. Han var gift med Dansk Sygeplejeråds formand Henny Tscherning. Uoverensstemmelser i deres holdninger til en sygeplejerskeuddannelse førte til, at hun holdt en lav offentlig profil i denne debat indtil de blev skilt i 1909.
 

undefined 5. Fenger
Carl Emil Fenger (1814-1884) var læge og politiker. Udover sit virke som overlæge ved Frederiks Hospital, var han bl.a. finansminister fra 1859-1863 og fra 1870-1872 og borgmester i København fra 1875-1883 med ansvar for bl.a. hospitalsvæsenet.


undefined 6. Nolens volens
Nolens volens er latin og betyder enten man vil det eller ej.
 

undefined
7. Hjem for de yngre Plejersker
Kommunehospitalet indviede i 1906 sine elevboliger. Elisabeth Herfurth blev samtidig ansat som forstander og fik til opgave at koordinere sygeplejerskeuddannelsen i samarbejde med læger og plejemødre.