Kvindebevægelsens begreb ”bevidstgørelse” er ifølge Juliet Mitchell inspireret af og en videreudvikling af en kinesisk revolutionær teknik, ”at tale bitterhed”. Da de undertrykte og fattige bønder for første gang fik mulighed at tale åbent om deres forhold blev de samtidigt bevidste om undertrykkelsen og motiverede til oprør mod forholdene.

Juliet Mitchell: ”Kvindernes befrielse”, 1972 s. 67-69


Begreber der ligger til grund for Kvindernes Befrielse

Den politiske organisering af Kvindernes Befrielse som en bevægelse udelukkende for kvinder baseret på et maksimum af kollektivt arbejde og et minimum af "leder"-dominans, har skabt (og er selv blevet skabt af) visse begreber. Disse begreber er på den ene side bevægelsens oprindelige bidrag til udviklingen af dens ny politik, og på den anden side et udtryk for forståelsen af kvindernes undertrykkelse. Til den første kategori hører "bevidstgørelse" og "ingen ledere" og "ingen elitedannelse"; til den anden hører "sexisme", "mandschauvinisme" og "feminisme". Ved enten at låne eller skabe disse begreber tager Kvindernes Befrielse det første skridt i retning af at gå ud over sin egen oprindelse (de første "beklagelser" som kvinderne kom med) og hen imod at organisere sig som en politisk bevægelse.

(1) Bevidstgørelse.
Mange liberationister betragter bevidstgørelse som et af de betydeligste bidrag, bevægelsen har ydet i retning af en ny politik. Kvindernes Befrielse beskæftiger sig på afgørende måde med det område inden for politik, der opleves som personligt. Kvinderne kommer ind i bevægelsen fra deres privatliv med dets uspecificerede frustrationer og finder ud af, at det de troede var et individuelt dilemma, er betinget af samfundsstrukturen og følgelig et politisk problem. Den proces der går ud på at forvandle kvindernes skjulte, individuelle angst til en fælles bevidsthed om deres samfundsmæssige karakter, give dem udløsning for deres vrede, ængstelse, kampen for at udtale det der piner dem og forvandle det til noget politisk - denne proces er bevidstgørelsen. Den model der ofte nævnes består af en lille gruppe kvinder, hvoraf én beslutter at beskrive alle sine følelser i forbindelse med en abort hun har haft; efter tur følger de andre hendes eksempel. Hvis de ikke har aborteret, kommer de med deres angst, samfundets moralske holdninger o.s.v. På denne måde undersøges en personlig oplevelse, der var dømt til privatlivets glemsel, som et udtryk for kvindernes undertrykkelse: det personlige viser sig at være et afgørende aspekt af det politiske.
Modstanderne håner bevidstgørelsesmøder som "gruppe-terapi". Beskyldningen er mere interessant end meningen i grunden var. Den afslører både mangel på præcision og fordomme. I et land som USA med en middelklasse-bybefolkning som rent faktisk er sløvet af et uopfyldt behov for psykoterapi og psykiatri, kunne man udmærket spørge a) hvorfor der er noget galt i at folk efterligner "gruppe-terapi", og b) hvorfor de ikke ved hvad gruppeterapi er for noget? På et bevidstgørelses-møde inden for Kvindernes Befrielse er der ganske enkelt ikke nogen "upartisk" terapeutiker: alle er involveret og alle har noget i klemme. Men hvis det så var tilfældet, hvorfor ville det da være noget mindreværdigt? Naturligvis er den åbenlyse latterliggørelse af gruppeterapien i virkeligheden kun en skjult forhånelse af kvinderne; åh, nu sidder de igen og hulker og sladrer og beklager sig og hakker på hinanden... det de har brug for er en ordentlig psykolog (det tyvende århundredes erstatning for den straffende fader).
I virkeligheden er begrebet "bevidstgørelse" en omfortolkning af en kinesisk revolutionær praksis, "at tale bitterhed" - en omfortolkning hvor kvinder fra middelklassen har erstattet de kinesiske bønder i et land der er ødelagt af psykoterapeutisk praksis. Disse bønder, der var underkuede af tvang og vold og den usleste fattigdom, tog et skridt ud af deres overbevisning om at deres skæbne var en naturlig ting, idet de udtrykte den i ord. Det første symptom på undertrykkelsen er undertrykkelsen af ord; tilstanden af lidelse er så total og så alment vedtaget, at det slet ikke erkendes at den er der. "At tale bitterhed" er bevidstgørelsen af den praktisk talt ubevidste undertrykkelse; en persons erkendelse af en uretfærdighed gør at hele gruppen kommer i tanker om andre uretfærdigheder. Ingen vil hævde, at denne revolutionære praksis skulle kunne importeres fiks og færdig fra en bondebefolkning i det før-revolutionære Kina til Kvindernes Befrielse i de højtudviklede kapitalistiske lande. Men der er en parallel, og den indebærer ikke nogen krænkelse af den kinesiske bonde. Eftersom kvinderne i så lang tid har været henvist til deres egen sfære, deres "anden" verden, er deres undertrykkelse skjult og fjern fra bevidstheden (dette dilemma er udtrykt som "kvinderne ønsker ikke at blive befriede"). Det er denne accept af en situation som "naturlig" eller en ulykke som "personlig", der først må overvindes. "Bevidstgørelse" er at udtale det uudtalte: og i virkeligheden det modsatte af at "sidde og sladre og klynke".

N O T E R

undefined 1. Juliet Mitchell
Juliet Mitchell (1940- ) er professor i psykoanalyse og kønsstudier ved The University of Cambridge i England. Hun er en af den nye kvindebevægelses vigtigste teoretikere og hendes bøger ”Women´s Estate”, 1972, på dansk ”Kvindernes befrielse”, 1972, ”Psychoanalysis and Feminism”, 1974, på dansk ”Kvindebevægelse og psykoanalyse”, 1977 og ”Women: The Longest Revolution: essays on feminism, literature and psychoanalysis”, 1984 har haft stor betydning.