Tre mandlige skribenter knyttet til tidsskriftet Politisk revy giver deres synspunkter på mændenes rolle i den nye kvindebevægelse.

Steen Bille Larsen, Birger Steen Nielsen, Torben Vosbein: "Det er s´gu svært at være at være mand i en kvindebefrielsestid". Politisk revy 183. 29.10.1971 s. 14-16.



Det er sgu svært at være mand i en kvindebefrielsestid

Ja, det er s´gu- svaert at være mand i en kvindebefrielsestid. Der var, en gang, at .det hele var nemmere. Det var for kvin­derne begyndte at røre på sig.
Dengang var det så nemt at kæmpe for fremskridtet, fordi det vedrørte aldrig os selv. Vi kæmpede for arbejderens sag, for befolkningerne i den tredje ver­den - alt sammen så herligt uforpligten­de, fordi det ikke vedrørte vores egen hverdag.
Nu går den ikke længere mænd! Revolutionen er nået tit os selv. Mændene bliver nu tvunget tit at analysers deres samfundsmæssige placering i de kapita­listiske lande. Og de tvinges tit at ana­lysere den i forhold tit kvindens dobbel­te undertrykkelse. Herefter må mændene så tage stilling f o r eller i m o d den nye kvindebevægelse.
Indtil videre er det næsten kun kvinder, som har ytret sig i disse sager, men vi bringer denne gang to gange tre indlæg am mændene i den nye kvindebevægelse. - skrevet af mænd.
Birger Steen Nielsens indlæg er en om­arbejdet og forkortet udgave af et oplæg fra Krabbesholm-Seminariet i somme­ren 1971. De øvrige indlæg er skrevet og tegnet specielt tit politisk revy.
Fælles for disse oplæg er ønsket om solidaritet med den nye kvindebevægelse og viljen tit at tage udfordringen op.

KVINDESOLIDARITET ER HANDLING
Den nye kvindebevægelse har klart tilkendegivet, at den ønsker at løse problemerne uden mændenes indblanding og denne holdning praktiseres i det daglige ved
at pigerne f. eks. afholder moder, hvor mænd er forment adgang. I denne situation foler mange mand, at de "brænder inde" med synspunkter og "gode rod", men den nye bevægelses kvinder har svaret hertil, at mændene i stedet kunne danne deres egen bevægelse. Denne bevægelse kunne arbejde for mændenes frigørelse fra samfundets mandsdominerede monster ved at krave retten til at le, grade og sætte sig uden for pre­stigeraset.
Resultatet har indtil videre dog varet, at selv sympatiserende mand foler sig passiviserede. Nu hvor mændene ikke kan optræde i den traditionelle lederrol­le, er de fleste blot henfaldet til en afventende hold­
ning, men det most problematiske ved denne passivitet er, at mange mand i dag foler, at kvindernes frigørelseskamp ikke vedrører dem personligt, men derimod drejer sig om "samfundet" eller andre fjerne og ufor­pligtende begreber.
Alligevel berører frigørelseskampen mændene personligt - hvad enten de støtter den eller ej - og jeg vil illustrere dette med nogle eksempler fra hverdagen.

Dameferie
For snart to ar siden hørte jeg om nogle piger, som skulle på "dameferie", dvs. en ferie, hvor de kunne slappe af uden mændene. Dengang forstod jeg ikke et suk af, hvad en "dameferie" kunne gavne, men i dag star det vel klart for alle, at "dameferien" var pigernes eneste mulighed for at være sammen uden mændenes stadige bedrevidende indblanding. Mand er jo netop opdraget til at indtage den beskyttende og al­vidende rolle.
Det er her vigtigt at huske, at hele rødstrømpebevægelsen har haft sit udspring i de progressive familier, netop fordi venstreorienterede mænd ikke har formået (eller ønsket) at gøre op med opdragelsen og de­res egen rolle som undertrykker. Mænd, der i dag vil solidarisere ;sig med kvindebevægelsen, må derfor bekæmpe deres rolle som undertrykker og skabe "dame­ferie" i det daglige ved ikke altid at falde tilbage i den beskyttende og dominerende mandsholdning
Kravet om "dameferie" må yderligere følges op med en støtte og betydelig arbejdsindsats i husligt arbejde, således at kvindens traditionelle stavnsbånd i hjemmet aktivt nedbrydes indefra.

Diskrimination
Næsten dagligt er vi vidne tit at kvinder må finde sig - i diskrimination fra samfundets side og´ mændene må deltage aktivt i protesterne mod samfundets kønsdiskriminerende barrierer. Herom kan de fleste progres­sive mind være enige.
Derimod er selv progressive mænd sjældent opmærksomme på den særlige diskrimination, som findes i de utallige nedværdigende myter om kvinder, som verserer blandt mand. F. eks. var jeg for nogle måneder siden til en fest, hvis afslutning mange må have op levet andre steder. Da klokken nærmede sig seks om morgenen og alt var almindelig oplosning, stod kvin­derne og trippede for at komme hjemad, medens mændene ville feste videre. Dette viser den traditionelle diskrimination i en nøddeskal: kvinderne foler ansva­ret overfor familien derhjemme, medens mændene
ønsker at optræde på slap linie til det allersidste. Ved denne fest skete det usædvanlige, at nogle piger angreb mændene for deres usolidariske holdning: hvorledes kunne de på den ene side påsta at støtte den nye kvindebevægelse og derefter i den konkrete situa­tion udvise en total mangel på solidaritet? - Efter en lang debat lykkedes det endeligt at komme hjemad, men det var nu tydeligt, at mændene (deres opdragelse tro), brændte efter at fa det sidste ord. Da vi skiltes råbte en af dem efter de piger, der havde fort angrebet: "In­telligente kvinder knepper dårligt(!)"

Vis solidaritet
Med disse eksempler vil jeg gerne vise, at også sympatiserende mænd stadig m& anses for undertrykkere af kvinderne. Frem for den passive og usikre holdning, som de fleste mand i øjeblikket har til kvindebevægelsen, kan vi gennem vore handlinger vise solidaritet med kvindebevægelsen. Jag kommer til at tanke på et gammelt Lenin-citat: "Dem der ikke er med os, er mod os".
Vi kan ikke forvente at blive hårt for vi gennem handling har vist vor solidaritet. Derfor må vi først erkende, at vi også selv er undertrykkere.
Nedenstående "seks punkter for kvindesolidaritet" er en opfordring til handling:

1. Som alle andre mænd er du opdraget til at være undertrykker., Beka=p denne opdragelse.
2. Du behøver ikke altid at have en forklaring på rede hånd.
3. Deltag ikke i udbredelsen af nedværdigendee myter
4. Påtag dig mere end halvdelen af pligterne med hus, hjem og børn.
5. Bekæmp alle samfundets kønsdiskriminerende barrierer.
6. Vis kvindesolidaritet.


STEEN BILLE-LARSEN


MANDENS
KØNSROLLEPROBLEMER
Rødstrømperne har været i gang et par ar nu, og virkningerne er begyndt at vise sig. Deres angrebsmetode er utraditionel - selv på venstrefløjen der mange der stejler - og deres angrebsmål er det også. De angriber et system, som hæmmer deres liv på alle mader og agenterne for dette system er os, mændene. Det paradoksale for mig er blot, at det de vil nå frem til: udfoldelsesfrihed, selvstændighed, ægte solidaritetsfølelse (alt det rare), det ønsker jeg også. Dvs. jeg foler mig også spærret inde. Sagen er altsax, at jeg spiller med i herrerollen (dobbeltbetydningen bedes bemærket) - i et system, der undertrykker samtidig med, at jeg selv bliver holdt nede. Min situation adskiller sig dog fra kvindernes på det meget væsentlige punkt, at hvis jeg ellers sorger for at benytte mig af systemet, kan jeg fa det meget bedre end dem - og
ved hjælp af dem.
Det gælder om at blive klar over, at vi går glip af en anden og bedre made at leve på, s a m t i d i g med at vi er med til at odelsægge kvindernes muligheder. Vi skal anstrenge os meget for at bryde ud af det net, der blev lagt omkring os. Og den eneste mulighed vi har)for at fa denne anstrengelse til at lykkes jer at begynde med vores, helt personlige situation. Det synes jeg nemlig er noget af det bedste rødstrømperne har vist at skal der for alvor ske noget med vores bevidst hed og dermed med vores politiske rolle, så må vi starte fra neden. Den form for politisk arbejde, som
er fremherskende på venstrefløjen forer nemlig ikke langt, idet den ved sine præstationskrav virker direkte nedtromlende på dem, der ikke har ressourcer til at være orienteret om alt head der foregår, til at deltage i teoretiske diskussioner og deltage i aktioner. Alt sammen samtidig med, at man skal få sin personlige verden til at fungere, helst ud fra de principper som ligger til grund for det politiske arbejde:
Alternativet er at starte i sin personlige situation, og så ved hjalp af et fællesskab med andre, udvide denne til at omfatte de politiske problemer omkring en selv. Og kønsroller er noget meget personligt og noget meget politisk; kønsrollerne er nemlig den most komplicerede og den mest skjulte af det borgerlige samfunds undertrykkelsesmekanismer.
Det er derfor jeg skrivet det her, for at se, om det er muligt at skabe et fællesskab mellem mænd, som kan få os til at stå ud af vore roller for alvor, få os igang med at skabe en bevidsthed, der komplementerer rødstrømpernes. Det er for det første (som de selv gentagne gange har fremhævet) den eneste made hvorpå vi kan give udtryk for vores sympati for og solidaritet med rødstrømpernes arbejde (hvis det altså er sympati og ikke fortrængt angst) Og for det andet er det hamrende nødvendigt, hvis vi vil gøre os håb om, at skabe en anden og bedre tilværelse for os
selv og andre. Jeg kan ikke se anden vej til at komme igang på end at dem, som ovenstående siger noget, ringer (146696); . eller skriver til mig: Når jeg, så forhåbentlig, har fået samlet en stabel adresser, kan vi lave et møde.
TORBEN VOSBEIN
Herluf Trollesgade 24 5. sal. 1052 Kbhvn K.


REVOLUTIONEN KRÆVER SIN MAND FULDT OG HELT
Vores umiddelbare reaktion på rødstrømpebevægelsen kan - nu hvor den første fase´ er lidt på afstand - nærmest kun beskrives som tragikomisk: tvangsmæssigt reproducerede vi i vores affærdigelse af bevægelsen - alle de gode grunde, der var til dens opståen. Vores adfærd må for rødstrømperne ha betydet en stor bekræftelse. Truet på det kraftigste i vores potens og (for de fleste ubevidst) tynget af skyldsfølelse, blev vi enten aggressive og skældte ud eller søgte at latterliggøre bevægelsen.
Der er imidlertid ingen grund til at opholde sig ved disse første reaktioner: efter at rødstrømperne har bidt sig fast og langsomt men sikkert dræner vores grupper for kvinder og i øvrigt rekrutterer nye, som måske (!) ´ellers´ ville være kommet til os er disse primitive reaktioner, så vidt jeg kan skønne, hastigt på retur. Vores holdning til kvindebevægelsen er nu blevet mere nuanceret. Vi har nu erkendt (erklæret) at det er rigtig nok at kvinderne bliver undertrykt - osse af os.
Vi har erklæret os solidariske i deres kamp og meddelt, at vi vil holde op med at undertrykke dem. (Det her er måske nok allerede at to munden for fuld, men - immervæk: det er i den retning det går). 1) Men denne erkendelse er (næsten) ikke blevet omsat i en a k t i v   s o l i d a r i s. k  p r a k s i s . I bedste fald holder vi mund og blander os ikke, men er altid forstående og accepterende. I værste fald tier vi på de strategisk rigtige tidspunkter og steder og nøjes i stedet med at små-modarbejde bevægelsen ´hjemme´, dvs. vi lægger et konstant pres på vores ´koner´.
Den sidstnævnte holdning er resultat af en fuldstændig mangel på forståelse/analyse hvorimod den førstnævnte så vidt jeg kan se er et resultat af en u t i l s t r æ k k e l i g forståelse/analyse: erkendelsen af vores kønsrolle indskrænker sig til a t   v i  u n d e r t r y k k e r   k v i n d e r n e.
Derefter er vores (nye) praksis udelukkende negativt bestemt: vi skal opgi´ nogle privilegier, vi skal l a  v æ r e  med nogle ting, og vi skal gøre det  f o r d i   v o r e s  k v i n d e r   e l l e r s  s k r i d e r! Men en sådan motivation kan næppe siges at være stærk nok til at fremtvinge fundamentale ændringer i vores måde at leve vores kønsrolle på. Den kan højst føre til overfladiske adfærdsændringer: til at vi modstræbende forlader den ene (lille) bastion efter den anden. Og det er ikke det der er brug for. En ændring i en del af vores adfærd kan aldrig bli´ andet end midlertidig, tilsyneladende, hvis den ikke følges op af (eller er et resultat af) en fundamental omstrukturering af vores (mands-) bevidsthed.
Vi er m. a. o. - hvis vi virkelig ønsker ikke at være undertrykkere nødt til at gå i gang med at erkende alle implikationerne i vores kønsrolle. Men det vil osse uundgåeligt gi os en motivation til at ændre os, der ikke er udelukkende negativ: der skal faktisk ikke megen fantasi (´følsomhed´) til for at indse at en befrielse fra vores mandsrolle osse vil betyde en kolossal udvidelse af vores muligheder som m e n n e s k e r. Ikke altid at skulle manifestere sig, bli til noget, komme til tops, ikke altid at skulle være den suveræne køber på kvindemarkedet, ikke altid at skulle kunne ta en kvinde, sørge for hendes orgasme, være potent i videste forstand.

Solidarisk praksis
Jeg mener at en forståelse - som den her skitserede - af implikationerne i vores kønsrolle vil kunne danne udgangspunkt for en ny praksis. Vi skulle ha mulighed for at komme ud over de forskellige lammende holdninger, som de fleste af os, der overhovedet har taget kvindernes befrielse alvorligt, er røget ud i.
Det er helt nødvendigt en gang for alle at fa skovlen under  a r v e s y n d e n: det er ikke o s der har undertrykt kvinderne i nogle tusind år, vi er ikke s k y l d i g e, men vi er  a n s v a r 1 i g e for den praxis vi lever nu og som vi vælger at leve fremover, vi er ansvarlige for vores praxis som mandlige enkeltindivider, ikke for ´mændenes´ praxis som sådan, eller for ´mandssamfundet´. Men det betyder ikke at vi kan reducere undertrykkelses-/befrielsesproblematikken til et spørgsmål om individuel praxis.
Det er nok en af de alter sværeste (og bitreste) erkendelser vi overhodet kan komme til at gøre: i situationer (og/eller sammenhænge) hvor vi (synes vi) er kommet meget langt, så pludselig ser hvordan ´systemet´ hole tiden alligevel fungerer i os og/eller med os. At so hvordan systemet hole tiden virket i sammenhænge, som vi - umiddelbart, som enkeltindivider - ikke har nogen indflydelse på, og se hvordan disse sammenhænge kan trænge ind i vores egne personlige: i vores forhold tit hinanden, tit do kvinder vi arbejder sammen mod, kommer sammen med.
At bit oplevet som ´mand´ p. g. a. and r e mænds praxis andre steder: Pludselig at opleve afstand ´uden at ha gjort noget´, og: uden at kunne gøre noget: det er bevidstgørelse så det batter. Og det er osse en følelse af bundløs uretfærdighed, af afmagt. - Men det her er jo ikke et resultat af at nogle kvinder har fået nogen skøre ideer, men af kollektive strukturer, og det forekommer derfor oplagt, at vi bedst bekæmper vores afmagt gennem en kollektiv solidarisk praxis.
Del betyder ikke, at vi ikke som enkeltindivider kan (og naturligvis bør) gøre noget ved vores kønsrolle. En del at dette arbejde mod os selv må bestå i at erkende hvordan vores k l a s s e- og f a m i l i e tilhørsforhold betinger, at vi er kommet til at love vores kønsrolle netop på den for hver af os altid forskellige, strengt p e r s o n t i g e made. Lidt mere konkret: det er at afgørende betydning, for, hvordan vi bar kunnet klare os som mænd om vi er fra arbejderklasse, småborgerklasse, ´kulturel´ og/eller ´økonomisk´ ´overklasse´, og om vi (derfor) har skullet bryde mod vores klasse for at klare os bedre, avancere som mænd i samfundet. Og det er igen af afgørende betydning for hvordan vi har kunnet love vores klassetilhørsforhold og vores (evt.) bred med vores klasse om vi har været enebørn, eller haft søskende, om vi har haft brødre og/otter søstre, am vi er ældste- eller yngstebørn osv. osv.
Kun hvis sådanne faktorer er taget med i betragtning (og det er betydelig mere kompliceret end disse antydninger kan vise) kan vi forklare vores forhold tit hinanden og tit kvinder lisom vores f o r s k el l i g e reaktioner på kvindebevægelsen - om vi har felt skyld eller angst eller foragt eller ligegyldighed osv. - først med en sådan analyse blir forståelige. -Men det betyder - netop fordi det er en kollektiv kønsrolle vi lever som forskellige enkeltpersoner - at vi sammen må forsøge at afdække det fælles I vores tilværelse som mænd i det senkapitalistiske Danmark.
Hvis vi kun individuelt beskæftiger os med vores kønsrolle kommer vi automatisk tit at reproducere den, thi netop i n d i v i d u a t i s m e n synes at være noget at det most centrale overhovedet i vores mandspraxis: det er en del af vores kønsrolle, at vi kommer tit at fungere så umådeligt ukollektivt, ikke-solidarisk, konkurrerende. Del er en del at vores kønsrolle, at vi mod hvor nervespids ved at det tjener os bedst at være selvtilstrækkelige, suveræne, uafhængige. At vi er mere vellykkede når vi manifesterer os, skiller os ud, præsterer noget. At vi kun kan erobre/holde på en kvinde når vi er vellykkede. At hun vil droppe os hvis vi blir usikre, svage. At det er farligt at ´røbe sig´: vi har simpelthen fantastisk svært ved at tale personligt, at. tale med hinanden.
Det er naturligvis i forlængelse af det her logisk at vi har si svært ved at komme videre (Iæs: igang) Der er så fandens meget vi skal ha øjnene op for og derefter bekæmpe for vi overhodet kan sætte os sammen og begynde at snakke.
Det vil uden tvivl bli besværligt at skulle droppe potensmanifestationerne i videste forstand, at skulle fungere som ´kvindemænd´ - uden at la os gå på af reaktionerne fra masser af mænd - og kvinder. Vi vil fa brug for al den indbyrdes solidaritet vi kan stable på benene - og vi vil fa brag for kvindebevægelsens solidaritet. Men det er indlysende i vores files interesse at komme (gang. ´Positivt´ fordi vi først derved for alvor kan gøre os håb om at overvinde den psykiske Invalidering der hele tiden truer os. ´negativt fordi det vil betyde uoverskuelige problemer i vores forhold tit kvinder hvis vi ikke kvinder os eller hvis vi ikke er tilstrækkeligt mange der ændrer os. Vi kan godt formulere det sådan her: dem af os der er mest ´presset´ må begynde. Hvilken konkret praxis skal vi vælge? Skal vi lave en egentlig mandebevægelse, som en parallel tit kvindebevægelsen? Jog er ikke sikker rya del.
Jeg forestiller mig i øjeblikket en løsere struktur med mandegrupper (som rødstrømpernes ´sludregrupper´) samtidig med at vi fortsætter med at arbejde i den traditionelle anti-kapitalistiske bevægelse. Som
en begyndelse. Om vi overhodet skat stræbe efter at manifestere os ´offentligt´, som en ny ´bevægelse´ forekommer mig tvivlsomt: Jog er bange for at det kun vil forplumre ´debatten´ om kvindernes befrielse. Og en ting må være klart: vi skal ikke tit at konkurrere på undertrykkelse´: godt nok blir vi alle, både mind og kvinder, undertrykt af vores kønsrolle, men det er en afgørende forskel, at det indgår i v o r e s kønsrolle at vi u n d e r t r y k k e r   k v i n d e r n e. Men alt det her må vi snakke om. Vi må bare ikke endnu engang bit siddende og snakke og ordne det hele og være nogen fandens karle.

Hvem er vi
Ud fra ovenstående ku man spørge: hvem er ´vi´ overhodet? Jog kan kun komme mod et par antydninger. Det vigtigste udgangspunkt jeg kan finde er, at del er så forsvindende Fa mænd, der kan nå til tops i
hierarkierne, bit rigtig vellykkede, potente. Lang de fleste mænd klarer sig simpelthen dårligt. Det er indlysende: der er ganske enkelt ikke plads to mere end et fåtal i toppen.
Men dette forhold der jo I sig selv skulle være en tilstrækkelig begrundelse for de fleste mænd til at bryde mod potensræset, bevirker ofte tværtimod en forstærket dyrkelse af selvsamme ræs, eller rettere: hvis man ikke kan klare sig I potensræset ude i samfundet, mand og mand imellem, så må man kompensere på andre områder, hvilket normalt vil sige at man manifesterer al sin potens hjemme, over for konen, den daglige ydmygelse i produktionssfæren kompenseres gennem selvhævdelse I konsumptionssfæren, Men der er osse en anden mulighed hvis man ikke kan klare sig: man kan - hvis man er ´heldig´ og bar de nødvendige privilegerede muligheder gå i indre emigration, man kan udvikle et fintmærkende psykologisk apparat, ´følsomhed´, og man kan udvikle en kritisk bevidsthed, en evne tit at analysere, for at kunne forklare over for sig selv og ´verden´ hvorfor det er bedre at være mislykket som ´mand´, hvorfor det er dårligt at ´manifestere sig´. Og pi den made kan man så manifestere sig.
Do fleste af os der aldrig rigtig bar kunnet klare os har nok en bevidsthed der rummer træk af begge disse reaktionsmåder. Og det eneste der kan siges om hvem ´vi´ er, blir noget I retning at, at vi nok skal ha været temmelig privilegerede (mulighed for lang uddannelse, for tid tit at beskæftige os mod os selv m. m.) for på nuværende tidspunkt at være motiveret tit at arbejde på mændenes befrielse. Det er en besk erkendelse, men sådan ser det ud for mig i øjeblikket.

BIRGER STEEN NIELSEN

BI. a. på baggrund af diskussionen på Krabbesholm
er der et par ting jog godt vil slå fast: Det her er ikke et forsøg på at ´psykologisere klassekampen´. Der er heller ikke tale om perifere (´overbygnings´) problemer der først ka løses e f t e r  revolutionen, angiveligt med don begrundelse at der ´ikke er tid´ til den slags nu. Tværtimod: en løsning af det her problem kan og skal påbegyndes nu indenfor ´den proletariske bevægelse´, både for de enkelte ´medlemmers´ skyld (og hvad fanden er bevægelsen egentlig andet end de mennesker der ´arbejder i den´? - lad os få nedbrudt bevægelsens fetish-karakter) - men såmænd osse. alle mulige andre (´private´) mål. Og at arbejde ´med sig selv´ for at forstå og komme ud over den slags er i k k e et ´ego-flip´. Tværtimod!

1) At selv denne beherskede optimisme var noget forhastet er desværre blevet demonstreret siden da. Der er stadig mænd ´på venstrefløjen´ der ikke rigtig kan finde ad af det. Eks: Vietnamkomiteerne (mænd) viser deres forståelse for kvindeproblemet ved at afgi et helt nummer at Vietnam-solidaritet tit kvindebefrielse - samtidig med at det ved selvsamme komiteers EEC-demonstration er nødvendigt for kvinderne at tilkæmpe sig taleret.
2) Muligvis bar forkortelsen af artiklen bevirket at noget af argumentationen er blevet upræcis/uklar. Det er lidt svært for mig at afgøre. Hvis der er nogen der er interesseret i at læse hele den oprindelige tekst kan de finde den i Århus-rødstrømpernes kompendium fra sept.  i år.
 

 


N O T E R
 

undefined 1. Lenin
Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924) var russisk revolutionær og marxistisk teoretiker. Han var leder af den russiske revolution 1917 og blev Sovjetunionens grundlægger og første regeringschef.


undefined 2. Vietnamkomiteerne
De Danske Vietnamkomiteer var en organisation der agiterede mod Vietnamkrigen. Målet var at USAs tropper skulle forlade Vietnam og at få den danske regering til at tage afstand fra USAs krig i Vietnam.