Massemediernes interesse for Femølejren var massiv og mange journalister og fotografer blev bortvist. Lasse Ellegaard kritiserer i Information kvindernes holdning til pressen. Han mente, at kvinderne på Femølejren ikke kunne tillade sig at nægte at tale med journalister da Femølejren havde modtaget offentlig støtte.

Lasse Ellegaard: "Rødstrømperne på Femø kan ikke lide pressens folk". Information 22.7.1972 s 4


Rødstrømperne i Femølejren kan ikke lide pressens folk
Kvindelig journalist blev nægtet adgang til lejren og en anden blev overfuset, da hun ankom uden tilladelse

Af LASSE ELLEGAARD
Femølejrens deltagere er vrede på pressen. Aviser og ugeblade opfattes entydigt som udbyttere, der kun er ude på at fotografere rødstrømperne for at få gratis billeder af nøgne damer.
Modviljen mod medierne har undertiden givet sig groteske udslag. En medarbejder ved fjorten dages-bladet Eva ringede forleden og spurgte, om hun måtte besøge lejren med henblik på at skrive en artikel. Hun fik blankt afslag, og rødstrømpen i telefonen truede yderligere med en "analyse" som bevægelsen har lavet af netop dette blad. Information kan allerede nu afsløret - uden i øvrigt al kende "analysen" - at dens konklusion går ud på at Eva er et organ som profilerer på kvindernes mindreværdskomplekser.
Hvorvidt afslaget på journalistens anmodning overhovedet er holdbart i betragtning af, at det er kulturministeriet og undervisningsministeriet, der delvis finansierer feministernes ferieophold, er uafklaret. Grunden, lejren er placeret på, er lejet for offentlige midler.

Rådslagninger
Et andet typisk eksempel på de 100 deltageres presseparanoia blev leveret i onsdags, da en kvindelig journalist fra et billed-ugeblad viste sig i lejren med en fotograf. Hun havde - forklarer hun til Information - positive forventninger om besøget på baggrund af erfaringer fra sidste års lejr.
Da hun kom i onsdags, blev hun omgående konfronteret med spørgsmålet om hvorvidt hun "havde fået tilladelse til at komme ind i lejren". Det havde hun ikke, og efter nogen rådslagning blev rødstrømperne enige om, at hun ikke skulle smides korporligt ud.
"De var lige ved at brække sig, når de hørte man kom fra et ugeblad, og de begyndte at råbe og skrige op om, at de ikke ville være udstillingsgenstande og underholdning for ugebladslæsere", fortæller journalisten, og fortsætter: " Vi spurgte om vi måtte overvære et gruppemøde, men det kunne slet ikke lade sig gøre.
Rødstrømpernes skepsis gav sig yderligere bizarre udslag, som f.eks. en idelig afholdelse af møder bl.a. med henblik på beslutninger om, hvorvidt journalisten og fotografen kunne få lov at sidde med til bords og spise. Efter nogen drøftelse nåede man frem til, at der kunne bevilges siddepladser på den betingelse, at der ikke blev fotograferet under måltidet.

Overfuset mod betaling
"Vi fik lov at fotografere et par piger nede ved vandet, men masser ville ikke fotograferes, fordi de mente, at vi kun ville vise "røv og baller", men vi synes det ville være lidt forskruet at bede dem om at tage tøjet på til fotograferingen", siger journalisten videre. "Ind imellem blev vi bestandig overfuset af hystader, som råbte og skreg om ugeblade og aviser".
Søstersolidariteten gælder således ikke for kvindelige journalister, men lejren er dog ikke mere pressefjendtlig, end at de pressefolk, der får lov at komme, skal erlægge 50 kr. i lejrens kasse. Det sker ud fra devisen om "noget for noget", og således bruger rødstrømperne nøjagtig samme teknik som film- og popstjerner, der honoreres for interviews. Den kvindelige journalist, der også erlagde denne afgift, karakteriserer flertallet af deltagerne som en "samling frustrerede, frelste kællinger, der holder ferie".

"Ingen bænkevarmere"
Dog, det er ikke alle pressefolk, der må leve under rødstrømpernes forbandelse. En kvindelig medarbejder ved dagbladet Politiken har således også været i kvindelejr, og resultatet af hedes anstrengelser kan aflæses i gårsdagens avis, hvori del bl.a. hedder:
"Vi drog ingen konklusioner i vores gruppesamtaler, fortalte hinanden vores livs historier og lærte på den måde noget om os selv, om hinanden og om vores fælles stilling som kvinder. Vi fandt ingen løsninger, men alligevel en stor opmuntring i at kunne tale så frit sammen og føle, at vi alle ni var fritstående væsener og ikke, som kvinder rent vanemæssigt kan opleve hinanden, vedhæng på en mand.
Det var afslappende og spændende dage og det var morsomme aftner med dansefester til båndmusik og med Janis Joplin og Beatles i fællesteltet. Vi dansede fint sammen og stemningen var sødere og mere livsglad en ved de fleste tokønsselskaber. Der var ingen bænkevarmere".
Information kan tilføje, at ugens diskussionsemne var "seksualitet".

35.000 kr. i tilskud
Femølejren har fået 35.000 kr. i tilskud fra ølejrkontoret, eller som en talsmand for kontoret understreger: "Den selvejende institution for ølejre og "beslægtede miljøaktiviteter"", som i alt har fået 800.800 kr. af kulturministeriet. Derudover betaler deltagerne selv 15 kr. om dagen for opholdet, hvilket med et gennemsnit på 100 om dagen vil indbringe rundt 50.000 kr. og her er presseafgifterne ikke taget med. Disse penge går til leje af telte og grund samt kost. Yderligere er der stillet et beløb til rådighed gennem amtskontoret, som bruges til fritidsundervisning i lejren. Hvor stort delte beløb er, var i går ikke muligt at opklare, med del drejer sig formodentlig om 10.000-15.000 kr.

N O T E R

undefined 1. Lasse Ellegaard
Lasse Ellegaard (1944- ) er journalist. Han arbejdede på Information i 1970´erne og var chefredaktør på avisen 1990-94. Han har også arbejdet på bl.a. Weekendavisen og Jyllandsposten og skrevet bøger om politik og sport.