Maria Marcus analyserer i en kronik Informationjournalisterne Lasse Ellegaards og Jan Stages rødstrømpefjendske retorik. Hun viser, med hvilke retoriske kneb de latterliggør kvinder og feminister - og giver tilbage med samme mønt.

Maria Marcus: "Nogle typiske måder at lægge os ned på". Informations kronik 31.7.1972 s 4.


Nogle typiske måder at lægge os ned på

Af Maria Marcus

Maria Marcus, der har deltaget i rødstrømpedebatten så tidligt som 1964 med bogen "Kvindespejlet", har nærlæst de to artikler i Information (Lasse Ellegaards den 22. juli og Jan Stages den 26. juli), der allerede har givet anledning til så mange reaktioner. Hun betragter dem som skoleeksempler på, hvordan man lægger folk, og især kvinder, ned, hvis de kommer med idéer, der rokker ved andre folks privilegier.
Nej, jeg mener ikke lægge ned på ´den´ måde. Jeg mener sådan som man lægger en modstander ned, en der går ind for nye ideer der truer ens verdensbillede, ens tryghed, ens magtposition. Der er nogle måder at gøre det på, der er mere udbredte end andre, og vi har netop i den sidste tid fået et par lækre skoleeksempler på dem her i bladet, nemlig fra Lasse Ellegaard (22.7.) og Jan Stage (26.7.).
Og det skal vi være glade for. Det gælder nemlig om at være fortrolig med fjendens våben. Så lad os benytte lejligheden til at se nærmere på dem.
Broder Lasses rapport af andres rapporter fra Femø-lejren frembyder ingen større problemer. Det er et lidt uovervejet frontal-angreb, det oser fedt af indestængt had, det er rådne æg lige i synet. Tingene siges direkte, de adjektiver der bruges om os er f. eks. ´groteske´ og ´bizarre´, citaterne drejer sig frydefuldt om ´hystader´ og ´frustrerede, frelste kællinger´. Og så afsløres det at vi har bragt af offentlige midler!
Sammen med Peter Lautrops hadske kvindeportrætter kan ingen være i tvivl om hvad meningen er.
Det kan derimod med Broder Jans sørgmuntre causeri om den smukke spildte aften, da Jan og Lasse på eventyr var så uheldige at løbe ind i en rødstrømpe, der ødelagde det hele før dem. Her er ingen grove skældsord, ingen direkte beskyldninger. Kun en vemodig beretning, fuld af selvransagelse, med alle udfald blødt svøbt ind i stilistiske indfald. Man mærker nok en svag rådden stank, men man skal tæt på for at konstatere hvor den kammer fra.
Lad os springe ud i en gang nærlæsning.

Broder Lasses kone har haft en ´rødstrømpeperiode´. Kortvarig, irriterende, ildelugtende som en menstruationsperiode. Eller som overgangsalderen med dens humørsvingninger og uberegnelige nykker.
Rødstrømpe er ikke noget man bliver ved med at være (medmindre man er hystader som Femø-kvinderne), det er en mode, der går over af sig selv.
Broder Lasses kones rødstrømpeperiode har gjort ham overfølsom og sur. Men hvad værre er: de to brødre bliver lidt efter lidt ´apatiske´, især da damens talestrøm ligesom går ´sammen med aftenvarmen´. To påvirkninger af samme slags. Sløvende, man blir døsig, for lyst til at lukke både øjne og ører. Det er jo dg så inderligt lindt alt sammen, en fad strøm uden saft og kraft. Ordskvalder. Vi har hørt den historie til ulidelighed, så hold da kæft for satan lad os få vores ´gin-tonoc´ i fred.
De nye ideer er altså ´kedelige´. Mere trænede skribenter plejer i øvrigt på dette punkt at væve videre på hvor ældgamle de er, og Broder Jan kan en anden gang trække parallellerne til gamle dages blåstrømper og mandhaftige kvindesagskvinder, evt. suppleret med lidt Holberg. Det er jo alt sammen ´sagt før´, der er intet nyt under solen - og så vil I have vi skal tage jer alvorligt! Jo, det er til at blive apatisk af.
Men trods aftenvarmen er det svært at falde helt hen. For damen fremturer, og vore brødre skal nu midt på det idylliske, fredelige Grå brødretorv ´stå til regnskab ansigt til ansigt med Historien, Klassekampen og Retfærdigeheden´. De skal høre om ´Bevægelsen (ordet skred pompøst frem over hendes, læber, ledsaget af pauker og trompeter)´. De fine ord er med stort begyndelsesbogstav, som en slags indirekte tanke. Som en anden Don Quijote fægter hun afsindigt - mod vejrmøller. Hun er gudhjælpemig engageret! Noget de to brødre heldigvis er for kloge til, især Broder Lasse, som er ´vant til at omgås disse fine begreber med sorgløs munterhed´, hvorimod damen er ´umoden´ nok til at tage dem alvorligt.
Her er Broder Jan helt på linje med traditionen. De nye truende ideer er ikke bare døgnfluer, gentaget indtil hudløshed (altså både for ny og for gamle). De er også ´latterlige´ og stempler dem der går ind for dem. Damen blir til grin. Det klæder hende ikke at ´intoner ouverturen til Klassekampen´. Tænk at blive eksalteret i den varme - og så ikke engang bare på egne vegne, men tilmed på andres også!
Det gør Broder Jan og Broder Lasse ´mismodige´. Så vidt havde de aldrig troet det skulle komme. At kvinder skulle begynde at bruge deres tid til sådan noget!
Nu er det selvfølgelig et spørgsmål, i hvor høj grad denne dame med den ´flittigt brugte´ stemme helt kan regnes for kvinde. For det første er hun ´sidst i tyverne´, altså i betænkelig nærhed af den kriminelle højalder. Og for det andet er den stemme der ´strømmer ud fra hende´ som en ulidelig kværnen ´lidt anderledes, lidt dybere end de fleste pigestemmer´. Vi forstår en fin antydning. For at gå ind for nye ideer må man jo være lidt ´unaturlig´, lidt pervers, lidt lesbisk. Hvorfor i alverden skulle kvinder ellers interessere sig for andre kvinder? På det samme tyder den omstændighed, at hun taler ´med jumbostemme´. Altså taler hun højt. Og det er ukvindelig! Kvinder taler sagte, diskret, og kun i pauserne hvor mændene ikke siger noget. Kvinder bør tie i forsamlingen, men hende her ahar åbenbart overdøvet de tø brødre. Fy dog! Men det er værre endnu, endnu mere elementært. Selve hendes stemmes kvalitet er ukvindelig, hverken blid, kurrende, kælen eller koket.

DETTE er den alvorligste anklage. Selv om hun havde haft ret i alt andet, så var hun alligevel ikke værd at lytte til - for hun er ikke nogen rigtig kvinde. Hendes køn er ikke rent og ukompromitteret. Hvad faen skal vi så overhovedet med hende?
Der er en ting jeg er i tvivl om. Har damen set godt ud? Modstandere af nye ideer der truer deres magtposition plejer nemlig at gøre mere ud af dette punkt, når de nye ideer kommer fra kvinder, end Broder Jan har gjort. Der plejer at være to stilistiske muligheder: Enten siges det at damen er fladbrystet, hængepattet, bredrøvet, uredt og i alle tilfælde rædselsfuldt usexet, så hun med garanti aldrig vil kunne få nogen mand til at bolle sig. Hun behøver såmænd ikke engang være lesbisk, hun er bare uden salgsværdi, og så skidt med hvad hun siger, det er jo bare hendes måde at kompensere for savnet af en mand på.
Eller også siges det at det var en skøn dame, nougat-brun med strittende babser og et par bløde læber der fuldstændig bjergtog forfatteren, så han ikke hørte et ord af hvad hun sagde, men bare tænkte på hvad de læber meget bedre kunne bruges til. For damer der er med til at fremsætte nye ideer der truer mændenes magtposition er enten alt for usexede til at det de siger kan have nogen betydning. Gud ved hvorfor Broder Jan nøjedes med at antyde at hun var lesbisk... mon det var helt klogt?
Men han har måske villet økonomisere med sine virkemidler, og selvfølgelig har han ret. Han har faet slået fast at hun er ude af trit med det mandsetablerede kvindeideal. Og så havde han måske ikke engang haft brug for de andre kategorier - at hendes ideer er overgangsfænomener, kedelige, umodne og latterlige. Kunstnere, undertrykte befolkningsgrupper og andre fortalere for nye ideer blir man nødt til at lægge ned med alle til rådighed stående midler. Kvinder kan man strengt taget nøjes med at stemple som ikke-kvinder - eller også lægge dem ned korporligt så de taber vejret og ikke kan sige mere. Og her sidder vores to venner, to fuldblods mandfolk, og spilder en smuk sommeraften på en ukvindelig kvinde

Det er helt synd for dem. Især for ham hvis kone sammen med andre ´militante rødstrømper´ (læs: aggressive u-kvinder) har ´spillet hans plader´ og ´skrevet på hans skrivemaskine´. Jeg ved ikke hvilken af delene der er værst: al de har forgrebet sig på hans ejendomsret (selvfølgelig er det hans plader, han har betalt dem med sin højere løn i sit mere overordnede job, mens hun bare har gået og passet hans børn - og har han måske nogensinde forgrebet sig på hendes karklud eller på hendes støvsuger?) - eller at de har benyttet hans skrivemaskine, symbolet på hans naturlige åndelige overlegenhed. For hvem har sagt at kvinder skulle være konstruktive? Det er næsten lige så galt som når de nede på Femø bruger skatteborgernes penge på at diskutere - seksualitet´, of all things! Det er da ikke noget man diskuterer eller tænker over, det ernoget man gør. Og tænk hvis de nu fandt ud af al de kunne gøre det på andre måder - af de kan selv - eller med andre kvinder - eller hvis de fandt ud af de kunne gøre ligesom mændene ganske naturligt altid har gjort, nemlig bruge en mand når de havde lyst fil en (man skal jo ikke hælde barnet ud med badevandet) og i øvrigt more sig og tale sagligt med andre kvinder? Og hvem ska så vaske Broder Jans og Broder Lasses snavsede sokker?
Man forstår at brødrene fnyser over deres ´gin-tonic´ (falder den nu ikke lidt uden for stilen, sådan noget sødt feminint stads?), for nu begynder damen endog at tale hen over hovedet på dem til en ´kønsfælle´ (del ender galt! ) om at de skal ´gå sammen fra et punkt til et andet, om muligt med hinanden i hånden´, og være ´søde og hjælpsomme!´ Og da hermed kvintessensen af den moderne kvindebevægelse er lagt frem til almen beskuelse og alle kan se hvor de nye ideer skrumper ind for det klare maskuline blik, er der gjort klar til nådestødet: hun og hendes slyngveninder kan ´tage i spejderlejr og blive blåmejse-fører´. Andel var der ikke i den sag. ´En storm i et glas vand´, og i virkeligheden reaktionært.

Læg mærke til, at det var Broder Lasse og Broder Jan der om med det forslag. Broder Jan har siddet og er blevet mere og mere ´mismodig´ og har trøstet sig med at han ikke kunne gøre for det, for han er og blir en ´halvgammel liberal´ og i virkeligheden helt på linje med de nye ideer, de kan slå hinanden på skuldrene, han og hun, de er lige ´borgerlige´ begge to.
Og han har sit på det tørre. Han har læst Hanne Reintoft, for af bar elskværdighed følger han med i hvad der sker i tiden, også på dette inferiøre område. Han er in, kan man høre, når han betror os at han ´ikke bliver høj på deres selvhøjtidelige barokstil´, for rødstrømperne ´skriver so en brækket arm´. Når alt andet er opbrugt, kan modstandere af nye ideer altid falde tilbage på at angribe den ´form´ de nye ideer fremstilles i. Måske kan faderen endda lære novicerne et par stilgreb, så de ikke skal dumme sig så meget…

Hvis de altså kan se at Broder Jans stil er deres overlegen. Den er jo ikke barok, snarere en fint ciseleret rokoko, den følger forbillederne, den er pseudo-humoristisk som erindringskronikker i endnu mere borgerlige blade, svøbt i klædelig ironi (ironi går man aldrig fejl af), alt overtrukket med rosenrød nostalgi. I virkeligheden var det slet ikke rødstrømperne det drejede sig om, men Broder jan der fik en smuk sommeraften ødelagt.

Og med endnu et kunstgreb æder Broder Jan det hele i sig igen. Dette var da ikke noget angreb, og det var udelukkende min egen skyld (siger Broder Jan), at der opstår et par disharmoniske akkorder imellem os søstre. Livet er ikke hvad det har været...

Så har vi da hele spektret, og læg godt mærke til det, for overalt hvor nye ideer skal angribes og man ikke ønsker at gøre det frontalt og åbenlyst: De nye ideer er et modelune, eftersnak efter gamle ideer, kedelige, overeksponerede, deres fortalere er kønsligt suspekte, og så den form det fremsættes i… Helt bortset fra at de ret beset er reaktionære og at vi inderst inde er helt enige. Jeg ved ikke om man skal kalde dette sammensurium af beskyldninger for mandelogik…

Overfortolkning? Ak nej. Men man kender efterhånden taktikken, og det er ganske skægt at få repertoiret serveret så rendyrket. Derfor tak til Information på disse skoleeksempler på hvordan man lægger folk, og især kvinder, ned, hvis de kommer med ideer der rokker ved andre folks privilegier og selvfølelse og magtposition, og skræmmer dem, og tvinger dem over i en forsvarsposition. Jeg tror ikke det har været forgæves. Jeg tror at tænkende mennesker i alle lejre (og måske også nogle af e mandlige eksemplarer af racen der pryder Informations plakat) vil tage teksteren til sig på deres egen måde. Jeg gætter faktisk på at de vil forstå, at man kan komme til at foretrække søstre for brødre.

N O T E R

undefined 1. Maria Marcus
Maria Marcus (1926- ) er forfatter, psykoterapeut og sexolog. Hun debuterede med "Kvindespejlet" i 1964. Hendes mest kendte bog er "Den frygtelige sandhed" fra 1974 om kvinders masochisme. Hun er en fremtrædende repræsentant for 1970´ernes nye kvindelitteratur og har skrevet en række bøger, bl.a. romaner, terapibøger, ungdomsbøger og erindringer.


undefined 2. Don Quixote
Don Quixote er hovedpersonen i romanen med samme navn fra 1605 af den spanske forfatter Miguel Saavedra de Cervantes (1547-1616). Don Quixote er ridder og fantast og med sin tro væbner bonden Sancho Panza drager Don Quixote ud og kæmper mod vejrmøller.


undefined 3. Hanne Reintoft
Hanne Reintoft (1934- ) er socialrådgiver, forfatter og brevkasseredaktør. Hun blev valgt ind i Folketinget for Socialistisk Folkeparti i 1966. I 1967 forlod hun SF og var med til at danne Venstresocialisterne, som hun repræsenterede 1967-1968. I 1970 blev hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og indgik i partiets Folketingsgruppe 1970-1971 og 1973-76. I 1983 blev Hanne Reintoft formand for den nystiftede Mødrehjælpen af 1983, fra 1987-95 fungerede hun som daglig leder. Mest kendt er Hanne Reintoft dog nok for radioprogrammet "Hvad er min ret og hvad er min pligt", hvor hun fra 1976-87 ugentlig fortolkede sociallovgivningen for lytterne.

Læs mere om Hanne Reintoft i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/171/bio/1773/