Efter at lærerinderne i 1867 havde fået adgang til det offentlige skolevæsen blev lovgivningen i de følgende 30 år gradvis lempet for kvinders ansættelse i offentlige embeder.

"Uddannelse og erhverv. Den vigtigste lovgivning om kvindens adgang til uddannelse og erhverv" i "Alle Tiders Danske Kvinder", 2000 s. 57

Uddannelse og erhverv
Den vigtigste lovgivning om kvindens adgang til uddannelse og erhverv
1672 Stadslægerne forpligtes til at undervise og eksaminere jordemødrene, før disse må praktisere.
1714 Jordemødre i København skal eksamineres af den nyoprettede Jordemoderkommission, jordemødre i provinsen af de derværende læger.
1761 Ugifte kvinder får adgang til jordemoderuddannelsen.
1810 Ved ansættelsen skal en udlært jordemoder være mellem 20 og 30 år. Hun skal præstere vandels- og lægeattest. En gift jordemoder, der selv har født, skal foretrækkes.
1814 Undervisningspligt gennemføres for børn af begge køn fra det 7. til det 14. år.
1827 Kvinder får tilladelse til at sælge modepynt, lavet af dem selv eller af andre kvinder.
1845 Skoleinstitutbestyrerprøve indføres for både mænd og kvinder.
1857 Enker, forladte og fraskilte hustruer samt ugifte kvinder over 25 år får lige ret med mænd til næringsdrift.
1859 Kvinder får tilladelse til at aflægge lærerindeeksamen.
1867 Lærerinder opnår ret til ansættelse ved det offentlige skolevæsen.
1875 Kvinder får ret til at aflægge studentereksamen som privatister.
1875 Kvinder opnår samme ret som mænd til universitetsstudier og til at tage universitetseksaminer og akademiske grader, dog ikke i teologi. Kvindelige akademikere får ikke adgang til offentlige embeder.
1876 Kvinder får samme ret som mænd til at indstille sig til eksamen som tandlæge.
1882 Der bevilges offentligt tilskud til uddannelse af sygeplejersker uden for København.
1882 Kvinder, der er fyldt 17 år, får adgang til at aflægge Almindelig Forberedelseseksamen, der er en forudsætning for at tage adgangsprøve ved en række læreanstalter.
1882 Kvinder kan ikke praktisere som sagførere eller ansættes som fuldmægtige hos sagførere eller retsbetjente.
1889 Kvinder får lige adgang med mænd til at blive elever i Telegrafvæsenet. Der gælder særlige lønbestemmelser for kvinder.
1889 Kvinder får lige adgang med mænd til at blive elever i Postvæsenet.
1892 En forskolelærerindeeksamen etableres.
1894 Kvinder får adgang til uddannelse ved statsseminarierne.
1895 Kvinder har ikke adgang til embeder, der kræver skovbrugs-, landinspektør- eller dyrlægeeksamen.
1895 Kvinder får samme adgang som mænd til stillinger i Statens Statistiske Bureau.
1901 Københavns Kommunehospital indfører tre års elevtid for sygeplejersker.

(...)