KVINFOs tidsskriftsprojekt
spacer spacer
Kvindekilder
1850 - 1920
Valgret
Uddannelse
Arbejde
Reformdragt
Sædelighedsfejden
1960 - 1985
Om Kvindekilder
 

Uddannelse

Side: Previous

Demokratisering af uddannelsessystemet i Danmark 1789-1849


Uddannelse blev et vigtigt politikområde omkring 1800. Modernisering af landbruget, udvikling af byerhvervene og demokratiske styreformer krævede nye kompetencer, og det store befolkningsflertal havde hidtil kun fået en nødtørftig undervisning. Akademisk og faglig uddannelse var forbeholdt mænd. En lille intellektuel elite, hvoraf de fleste var præster, blev uddannet på Københavns Universitetet, oprettet 1479, eller på universiteter i udlandet.

Ved Reformationen i 1536 erstattedes Den Katolske Kirke med en national lutheransk, men højere uddannelse var forsat baseret på den kristne europæiske enhedskultur og foregik på latin. Private latinskoler forberedte drenge til universitetsstudier. Håndværkerne var organiserede i lav, der kontrollerede lærlingeuddannelsen. Jordemødre, der fra 1787 skulle aflægge en obligatorisk praktisk prøve, var de første kvinder med en reguleret, kompetencegivende uddannelse. Adelens og det bedrestillede borgerskabs børn blev undervist hjemme af forældrene eller privatlærere. I 1736 indførtes konfirmationen, og herefter fik alle børn nogen oplæring i bibelshistorie og salmesang som led i forberedelsen.

Den franske revolution indvarslede 1789 enevældens og det feudale bondesamfunds fald. Samme år nedsatte den danske regering Den store Skolekommission. Dens første resultat blev etablering af en læreruddannelse gennem oprettelse af statsseminarier, desuden blev latinskolerne moderniseret, bl.a. indførtes dansk som undervisningssprog, og i 1814 kom loven om almindelig undervisningspligt. Alle børn skulle undervises fra de var 6-7 år til de blev konfirmerede, men det var op til forældrene, om de ville sende dem i skole eller sørge for undervisningen i hjemmet. Da Danmark med Junigrundloven i 1849 fik en demokratisk forfatning, blev både pligt og ret til undervisning skrevet ind i den.

De demokratiske rettigheder med valgret som den vigtigste var i første omgang forbeholdt mænd, og ud fra den logik videreførte det nye demokrati den gamle kønsforskel i uddannelsessystemet. Universitetet, seminarier og latinskoler var fortsat forbeholdt mandlige studerende. Det samme var folkehøjskolerne, der blev oprettet for at udvikle bondestanden fra almue til borgere. I børneskolen var der ganske vist både piger og drenge, men de blev så vidt muligt undervist hver for sig og i forskelligt pensum. Håndarbejde fyldte fx op til 33% af pigernes skema, mens kun drengene havde naturfag.


 
undefined

Døtreskolen, Christianshavn 1917.
Danske Kvinders Fotoarkiv.

Pige- og kvindeuddannelsen 1850-1918

Eftersom uddannelse var en uomgængelig forudsætning for politisk og økonomisk frihed og lighed, måtte det også blive hovedkravet for den internationale feminisme, der udsprang af demokratibevægelserne. Under Den franske revolution fulgte progressive intellektuelle fra hele verden omvæltningerne, bl.a. englænderen Mary Wollstonecraft. Hun var især optaget af revolutionens skolepolitik og udgav i 1792 "A Vindication of the Rights of Women", det første moderne feministiske manifest, hvor hun bl.a. agiterede for, at piger og drenge fik samme undervisning. Blækket var knapt tørt på Junigrundloven, før Mathilde Fibiger med brevromanen "Clara Raphael", 1851, rejste en dansk debat om pigesocialisering og kvinders muligheder for at deltage i samfundslivet.

Der skulle imidlertid gå 20 år, før den første danske kvindeorganisation Dansk Kvindesamfund blev oprettet. På dette tidspunkt var det tydeligt, at familierne ikke længere kunne opsuge den kvindelige arbejdskraft. Med industrialiseringen flyttede produktionen af fødevarer og beklædning ud i fabrikkerne, og der var i befolkningen et stort overskud af kvinder bl.a. som følge af, at mange mænd udvandrede. Adgang til arbejde blev derfor det vigtigske formål for den nye forening, der fra 1871 påtog sig ledelsen af kampen for uddannelse. Mod århundredes slutning blev fagforeninger som Dansk Sygeplejeråd også væsentlige aktører.

I mellemtiden startede en gruppe kvinder, der brændte af kundskabstørst og virkelyst, et storstilet uddannelsesprojekt. På privat basis opbyggede de såvel en lærerindeuddannelse som fagligt velfunderede pigeskoler og skabte således forudsætningerne for kvindeligt borgerskab. Den organiserede kvindebevægelse står helt bogstaveligt på skuldrene af pionerpædagogerne: Lederne var rekrutteret fra deres skoler.
 
undefined

'Agnete'. Elev på Husholdningsskole.
Danske Kvinders Fotoarkiv.
 

Lærerinder som fortrop i kampen for ligestilling



Mary Wollstonecraft og Mathilde Fibiger havde begge været guvernanter, en mellemting mellem selskabsdame og lærerinde i private hjem. Det var omtrent den eneste mulighed, borgerskabets ugifte kvinder havde for at forsørge sig selv, og den var ikke attraktiv: Lønnen under eksistensminimum, positionen i familien vanskelig, de faglige forudsætninger mangelfulde. Natalie Zahle har i sine ungdomserindringer beskrevet sine kvaler som purung guvernante i 1840'erne.

Den første chance for uuddannede lærerinder kom i forbindelse med en reform af det københavnske skolevæsen i 1844-45. Dengang gik halvdelen af hovedstadens børn i privatskoler, en fjerdedel i kommuneskoler, resten blev hjemmeundervist. Der var flere piger end drenge i de private skoler, og de udgjorde formentlig også flertallet blandt dem, der blev undervist hjemme. De fleste lærere var universitets- eller seminarieuddannede, men også blandt dem var der en stor gruppe uden uddannelse, og ca. 25% af undervisningen i skolerne blev varetaget af lærerinder.

Fremover skulle lærere i kommuneskolerne som minimum have studentereksamen, og derved blev kvinder udelukkede. Hvad angik privatskolerne, skulle lederne bestå en prøve, der omfattede såvel pædagogik som kyndighed i undervisningsfagene. Denne institutbestyrerprøve blev den første kompetencegivende boglige eksamen, danske kvinder fik adgang til at aflægge.
De kvindepolitiske perspektiver fremgår af, at 197 kvinder og 11 mænd aflagde institutbestyrerprøven i perioden frem til 1887, da den blev afskaffet. Selvom det ikke var et krav, var der en del eksaminerede institutbestyrerinder blandt provinsens pigeskoleledere, bl.a. Pauline Worm, der virkede i Randers og Århus, og Th.Lang, der i Silkeborg opbyggede det største skolekompleks uden for København.

Det var overladt til ansøgerne selv at forberede sig til institutbestyrerprøven. Men allerede i 1845 dukkede det første kursus op med undervisning i det krævede pensum, Den højere Dannelsesanstalt for Kvinder under ledelse af Annestine Beyer. Hun var lærerinde ved en af byens førende pigeskoler og blandt hendes kursister var Natalie Zahle, der tog institutbestyrerprøve i 1851 og derefter grundlagde Zahles Skole med et privatlærerindekursus - "en Forhindringsanstalt for daarlige Lærerinder", som hun kaldte det. Samme år indrykkede en anden nybagt institutbestyrerinde Athalia Schwartz en annonce om manuduktion til lærerindeeksamen i avisen. De første spirer til kvindeseminarier var lagt.

På trods af den voldsomme økonomiske og politiske udvikling var der udbredt modvilje mod at give piger en uddannelse, som pegede ud over det traditionelle liv som hustru og moder. Det blev stadig diskuteret, om piger overhovedet skulle gå i skole, og pigeskolernes anseelse var lav.

Modstanden kom fra læger, der påstod, at skolegang og intellektuelt arbejde undergravede pigers helbred, og fra almindelige borgere, der mente, det undergravede moral og familieliv. Fx udsendte ortopæden J.C.A Bock i 1852 pjecen "Om Pigers Opdragelse i vor Tid med Hensyn til Helbred og Figur". Han havde konstateret en større udbredelse af rygskader hos piger og tilskrev det de mange, dvs. 5-7, timer i skolen i unaturlige stillinger ved ubekvemme møbler og dårlig belysning. I stedet anbefaler han naturlig motion, fx ved husarbejde i hjemmet. Blandt de mere prominente debatører var skuespillerinden Johanne Louise Heiberg. I to artikler "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse", 1859, gjorde hun sig også til fortaler for, at piger bedst uddannes af mødrene i hjemme, og hun kritiserede pigeskoler og lærerinder for at være unaturlige kvinder og arbejde i kvindeemancipationens tjeneste.

Athalia Schwartz var pionergenerationens skarpeste pen. Hun udsendte i 1853 en solid gennemgang af de københavnske pigeskoler som svar på Bocks løse påstande, og i 1859 gik hun ind i debatten med skriftet "Skal jeg sætte min Datter i Skole?" Selvom hun sagtens kunne se brist ved skolerne, var hendes svar et ubetinget ja. Det var nødvendigt med større kundskaber, hvis kvinderne skulle matche de nye udfordringer i familie og samfund. Fremtiden var bedre pigeskoler, ensidig husmodersocialisering ren nostalgi.

Købstæderne havde samme blanding af kønsopdelte privat- og kommuneskoler som i hovedstaden, mens landsbyskolen var kommunal. Undervisningen blev her varetaget af førstelæreren, undertiden assisteret af en andenlærer og/eller kvindelige familiemedlemmer; børnene mødte kun hver anden dag, piger og drenge og flere årgange blev undervist sammen. Op igennem 1850'erne arbejdede man på forbedringer, og Pauline Worm foreslog på et skolemøde 1858 i Århus, at der oprettedes en lærerindeprøve, der gav kvinder adgang til skoler over hele landet. Hendes forslag vandt tilslutning blandt mødedeltagerne og i ministeriet, selvom en eksperthøring viste store betænkeligheder.

Tilhængere og modstandere var enige om, at kvinder havde værdifulde erfaringer med børneopdragelse og privatundervisning af piger, uenigheden stod om, hvorvidt disse erfaringer kunne og skulle anvendes i det kommunale skolevæsen. På plussiden talte det, at der faktisk allerede varmange kvalificerede lærerinder, og at pigerne havde brug for kvindelige lærere, specielt var håndarbejdsundervisning et problem. Desuden fremførte Pauline Worm og hendes meningsfæller vægtige økonomiske argumenter: Lærerinder var billigere end lærere, og ugifte kvinder manglede forsørgelsesmuligheder. For modstanderne var det afgørende at fastholde kvinder inden for hjemmets virkekreds og i hvert fald forhindre, at de blev ligestillet med mænd.

Lærerindeeksamen blev etableret i 1859. Den skulle aflægges ved et af mandsseminarierne eller ved en eksamenskommission og gav adgang til ansættelse ved kommunale pigeskoler i København og i købstæderne. I modsætning til lærereksamen omfattede fagrækken håndgerning, men ikke naturfag. Ved en ny lov i 1867 faldt endnu en barriere: Eksaminerede lærerinder fik adgang til drengeklasserne og landsbyskolerne.

Forberedelsen kom igen til at foregå i privat regi. De første kvinder blev eksamineret i 1860, forberedt af Annestine Beyer, der tog initiativ til oprettelsen af, hvad der skulle blive til Femmers Kvindeseminarium. På Zahles Skole begyndte man også straks eksamensforberedende undervisning, og skolen skulle i løbet af 20 år udvikle sig til landets største seminarium. Omkring 1880 dukkede der også et par private kvindeseminarier op i provinsen; på dette tidspunkt udgjorde eksaminerede lærerinder halvdelen af lærerstaben i Københavns kommunale skolevæsen, mens der kun var ansat 3 i jyske landsbyskoler.

Da kvinder i 1875 fik adgang til universitetet, oprettede Zahles Skole også studenterkursus og fik snart følgeskab af andre pigeskoler. Men op mod halvdelen af de studiner, der udklækkes før 1900, kom fra Zahles.


 
undefined

Studenter og lærere på N. Zahles Skole, 1895.
Danske Kvinders Fotoarkiv.
 

Fra private pige- og lærerindeskoler til statsanerkendte seminarier og offentlige gymnasier



Staten ydede fra 1873 støtte til kvindelige lærerstuderende. Over resten af Europa blev der oprettet statslige kvindeseminarier, men i Danmark gik tendensen mod privatisering af seminariedriften. Omkring 1890 var der 4 statslige seminarier for mænd og op mod 30 private seminarier.

Et statsligt kvindeseminarium stod imidlertid højt på dagsordenen i kvindesaglige kredse, hvor man fandt det urimeligt, at kvinder betalte dyrt for en uddannelse, som mænd fik forærende. Det betød, at eksaminerede lærerinder hovedsageligt kom fra det bedre borgerskab og søgte ind ved byskoler. For at få lærerinder til landsbyskoler måtte man tilbyde begavede bondepiger bedre betingelser. Kravet var et offentligt finansieret kvindeseminarium med eksamen på tre niveauer: En etårig forskolelærerindeuddannelse beregnet på de mindste elever på landet, den almindelige 3-årige læreruddannelse og overbygningskurser for dem, der underviste i den højere pigeskole, som gymnasieklasserne kaldtes.

Under forhandlingerne om et forslag regeringen fremsatte i 1891, erkendte politikerne behovet for reformer, men de opfyldte kun dele af de stillede krav. Statens Forskolelærerindeseminarium i Vejle blev oprettet 1893 og Seminarieloven af 1894 regulerede læreruddannelsen. Private seminarier kunne fremover blive statsanerkendt og opnå statsstøtte, og kvinder kunne optages på nogle af dem, der tidligere var forbeholdt mænd. Loven betød, at eksamenskravene blev ens for lærere og lærerinder, og denne ligestilling, der pegede frem mod ens undervisning af piger og drenge - og på længere sigt fællesskoler - fik en blandet modtagelse og udløste bl.a. en debat mellem rektor på Femmers Kvindeseminarium J.Th. Huus og den fagligt aktive kommunelærerinde Anne Bruun.

Dansk Kvindesamfund førte kampen til sejr i 1918, da Rigsdagen vedtog at omdanne det private seminarium i Ribe til et statsseminarium for kvinder og dermed fjernede den sidste kønsbarriere i læreruddannelsen. Hanna Adler havde 1893 som den første i Danmark åbnet en skole, hvor piger og drenge skulle undervises sammen fra 1. klasse til studentereksamen. Inspirationen kom fra USA, og hun præsenterede projektet i foredrag, hvor hun blandt fordelene fremhævede den gensidige inspiration og det naturlige samspil i fællesskolen. Modstandernes påstand om, at piger havde en svagere fysik og blev overanstrengt, hvis de skulle følge trop med drengene, afviste hun som uvidenskabelig. For hende hang forskelle i sundhedstilstanden sammen med fysisk træning, og hun anbefalede, at gymnastik skulle være obligatorisk for piger som det allerede var for drenge.

Ved en reform i 1903 tog man et stort skridt fremad mod fællesundervisning i den højere skole. Latinskolen blev omdannet til gymnasiet, og piger fik adgang til statsgymnasierne. I det cirkulære, Undervisningsministeriet udsendte til fortolkning af lovbestemmelserne, er ligestilling i undervisningen et gennemgående tema, selvom der stadig tages et vist hensyn til, at piger kan have en svagere fysik.

Herefter begyndte pigeskoler med gymnasieafdelinger at optage drenge, og i 1918 blev de fleste overtaget af staten eller kommune. Enkelte som Zahles og Ingrid Jespersen fortsatte dog som private pigeskoler, fordi man her mente man, at fællesskolen havde overtaget drengeskolens indhold og målsætning og skrottet de kvindelige værdier. Og dem ville samfundet få hår brug for fremover, som Zahles arvtager Henriette Skram sagde i en kommentar ved grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder valgret.

Omkring århundredeskiftet gik op mod ca. 75% af børnene i byerne og 90% på landet i kommnuneskoler. Her blev forholdene reguleret ved en lov i 1899, der bl.a. foreskrev, at alle lærere skulle være seminarieuddannet. Desuden blev fagrækken udvidet og klassekvotienten nedsat til 35. Men den kønsadskilte undervisning i byerne fortsatte til efter Anden Verdenkrig, i København fx til 1946.



 
undefined

To lærerinder, 1905.
Danske Kvinders Fotoarkiv.
 

Sygeplejersker - det andet professionelle kvindefag

Langt op i 1800-tallet foregik behandling og pleje af syge i hjemmet. Læger blev sjældent tilkaldt af almindelige mennesker, og de få hospitaler ansås for værre end døden. Frederiks Hospital fra 1757 er Danmarks første egentlige sygehus med uddannelse af læger og fra 1787 også jordemødre. Almindeligt Hospital var en fattigstiftelse med en stadig voksende sygeafdeling.

Efter 1850 kom der gang i sygehusbyggeriet over hele landet. Kommunehospitalet i København, indviet 1863 med 890 senge, blev det nye flagskib. I 1880 var gennemsnittet for de 73 provinssygehuse 27 senge. Lægefaglige fremskridt, især inden for bakteriebekæmpelse, stillede større krav til sygeplejen, end de hidtil anvendte våge- og stuekoner kunne honorere. Derfor åbnede fremsynede læger som L.I. Brandes, der var overlæge på Almindeligt Hospital, for ansættelse og oplæring af unge kvinder fra borgerskabet.

En af de første sygeplejeelever var den jyske embedsmandsdatter Ida Johnsen, der i erindringerne "Mellem to tidsaldre", 1915, har fortalt om sin lyst til til uddannelse og arbejde, modstanden i familien og oplæringen på Almindeligt Hospital 1868-70. Hun havde tidligere været elev på Diakonissestiftelsen, der fra 1863, under Louise Conrings ledelse, udbød den første danske sygeplejerskeuddannelse.

I 1876 stiftedes Dansk Røde Kors, der organiserede en 1-årig uddannelse i samarbejde med hospitalerne, og samme år begyndte Kommunehospitalet at uddanne sine egne sygeplejersker .
Hjemmesygeplejerskerne rekrutteredes hovedsageligt fra Røde Kors og Diakonissestiftelsen, der samarbejdede med de københavnske kirker om en menighedsplejeordning. Den fynske læge Th. Trautner tog omkring 1880 initiativ til oprettelse af sygeplejeforeninger over hele landet. Foreningerne ansatte opvakte bondepiger, der efter 1/2 års oplæring på et sygehus, plejede syge i et eller flere sogne.

Den tidlige danske sygeplejerskeuddannelse var en slags mesterlære, afhængig af den organisation og det sygehus eleven var tilknyttet. Ville man have en standardiseret uddannelse på et højt faglig niveau, måtte man endnu i begyndelsen af 1900-tallet tage til udlandet.

Det store ideal for danske sygeplejersker var The Nightingale School for Nurses på St. Thomas Hospital i London, oprettet 1860 af Florence Nightingale, der var blevet en international legende efter sin indsats under Krimkrigen 1853-56. Charlotte Norrie, der var oplært på Almindeligt Hospital, men som alle sygeple-jersker måtte forlade faget ved sit giftermål, introducerede Nightingale-skolen i artikler om sygeplejens historie. I 1888 fremlagde hun en plan for en dansk sygeplejeskole efter engelsk mønster med en 3-årig uddannelse i praktisk og teoretisk sygepleje, ledet af sygeplejersker og afsluttet af en kompetencegivende eksamen. Dette program gik igen i formålsparagraffen, da sygeplejerskerne i 1899 organiserede sig i Dansk Sygeplejeråd med Charlotte Norrie som formand. Fra 1900 var forudsætningen for at blive medlem af Dansk Sygeplejeråd en 3-årig uddannelse, der inkluderede ophold på flere hospitalsafdelinger, og rådet udstyrede medlemmerne med en brosche og et armbind, de skulle bære som bevis på deres kvalifikationer.

1901 indførte Kommunehospitalet 3 års elevtid, hvor der var indlagt nogle teoritimer. Lægerne havde også udarbejdet en lærebog og udbød således stadig den mest kvalificerede oplæring. Men i disse år planlagde man Rigshospitalet til afløsning af det forældede Frederiks Hospital og et nyt kommunalt hospital på Bispebjerg.
Dansk Sygeplejeråd lobbyede kraftigt for at få eksamensgivende sygeplejeskoler med i planerne, men lægerne var ikke indstillet på at opgive kontrollen med oplæringen af sygeplejeeleverne og ledelsen af sygeplejen på deres afdelinger.

I 1906 kom det til en debat i Berlingske Tidende mellem E.A. Tscherning, der var overlæge på Kommunehospitalet, og to udenlandsk uddannede sygeplejersker Margrethe Koch og Cecilie Lütken om grænserne for de to faggruppers kompetence og det sygeplejefaglige niveau i Danmark. Da der ikke var udsigt til at komme overens med hospitalerne, begyndte Dansk Sygeplejeråd at bearbejde det politiske system. Der blev etableret et samarbejde mellem de organisationer, der udddannede og beskæftigede sygeplejersker, og de fremlagde i 1910 et udkast til et lovforlag om udannelse af sygeplejesker, som søgte at tilgodese de modstridende interesser.

Uddannelsen skulle placeres på godkendte sygehuse og afsluttes med en eksamen. Den skulle være obligatorisk for alle, der havde sygepleje som erhverv. For hospitalssygeplejersker skulle uddannelsen være 3-årig, for hjemmesygeplejersker 1-årig.
Forslaget blev præsenteret på et offentligt møde, hvor der især var modstand mod hjemmesygeplejerskernes korte uddannelse og klassedelingen i faget. På den anden side kunne folk, som anså sygepleje for en særlig kvindelig kompetence eller et religiøst kald, ikke gå med til, at man skulle aflægge eksamen for at kalde sig sygeplejerske.

Diskussionen fortsatte i diverse udvalg og kommissioner, indtil Rigsdagen i 1921 tog sagen op. Her faldt den imidlertid på grund af uenighed om, hvorvidt hjemmesygeplejen skulle foregå i privat eller offentligt regi. Først i 1933 blev sygeplejerskeruddannelsen reguleret ved lov.

Rigshospitalet, der blev indviet i 1910 fik ingen sygeplejeskole. Til gengæld lykkedes det i 1913 at få etableret en sygeplejeskole efter Dansk Sygeplejeråds model ved Bispebjerg Hospital, hvor forstanderen Charlotte Munck i de følgende årtier satte en ny standard for dansk sygeplejeuddannelse.
 
undefined

 Fødselsstiftelsen.
Danske Kvinders Fotoarkiv.

 

Kvindelige Akademikere

Ligesom med valgret førte USA an i spørgsmålet om kvindelige akademikere. Oberlin College i Ohio optog kvinder fra oprettelsen i 1833. Efter Seneca Falls deklarationen 1848, der startede den amerikanske ligeretskamp, kom flere til. Nogle af dem, fx det berømte Vassar College fra 1865, blev oprettet som kvindeuniversiteter. Schweiz åbnede universiteter for kvinder 1864, og der var kvindelige universitesstudende i adskillige europæiske lande, da en dansk lærerinde tog sagen i egne hænder.

Efter at have læst en avisartikel om kvindelige læger i USA skrev Nielsine Nielsen i 1874 en ansøgning til undervisningsministeriet om atmåtte tage studentereksamen og studere medicin. Ministeriet sendte spørgsmålet videre til det medicinske fakultet, hvor flertallet stillede sig positivt, bl.a. under henvisning til tidens ligestillingsbestræbelser. Overkirurg på Frederiks Hospital Matthias Saxtorph protesterede dog kraftigt i en mindretalsudtalelse, især fordi han ville forskåne de de mandlige studerende for kvindeligt selskab under anatomiundervisningen.

Da resten af universitetet herefter fik lejlighed til at udtale sig, krævede det teologiske fakultet med henvisning til Bibelens krav om mandlige præster at blive undtaget. Resultatet blev, at kvinder ved en kongelig resolution i 1875 fik adgang til at aflægge embedseksamen i alle andre fag end teologi. Der blev dog udtrykkeligt gjort opmærksom på, at de ikke dermed havde ret til de samme embeder, som de mandlige kandidater.

Nielsine Nielsen tog, støttet af bl.a. Dansk Kvindesamfund, studentereksamen som privatist i 1877 og blev som Danmarks første kvindelige akademiker cand.med. i 1885.
Medicinere dominerede statistikken blandt de tidlige kvindelige akademikere, men historikeren Anna Hude disputerede som den første i 1893. Fra 1904 kunne kvinder også blive cand.theol. Efter at dørene var åbnet på universitetet, blev kvinder uden problemer optaget på de øvrige højere læreanstalter, fx tog den første kvindelige tandlæge eksamen 1881 og de første ingeniører udgik fra Polyteknisk Læreanstalt i 1897.

Denne gnidningsløse sagsbehandling var ikke udtryk for, at den lærde verden tog mod kvinderne med begejstring. De blev bogstavelig talt usynliggjort, fx ulejligede det juriske fakultet sig ikke med at ændre eksamensbeviserne, men fortsatte med at skrive "han" om kandidaterne. Og den første kvindelige dr.med. Eli Møller har fortalt, at professor Saxtorph sprang hende over, da han lykønskede kandidaterne efter den afsluttende eksamen.

 
undefined

Kvindelige ingenjører
Danske Kvinders Fotoarkiv.

 

Højskolerne, husholdning og hånderning

Nederlaget og tabet af Sønderjylland i 1864 rystede hele nationen og førte til en mobilisering af alle ressourcer under slagordet: Hvad udad tabes, må indad vindes. Det gjaldt ikke mindst den danske folkehøjskole, der var skabt som et led i 1840'ernes demokratiske og nationale røre med Rødding Højskole i grænselandet som flagskib.

Da Rødding kom under tysk administration, blev førertrøjen afleveret til den nyopførte Askov Højskole. I et brev fra 1866 understregede forstanderen Ludvig Schrøder, at man skulle styrke den nationale sag ved at rekruttere begge køn, og han fremlagde en kursusplan, hvor dansk historie, sprog og litteratur var prioriteret sammen med håndarbejde. Højskolernes chefideolog N.S.F. Grundtvig beklagede i en grundlovstale på Marielyst Højskole 1868, at kvinderne ikke havde fået valgret i Junigrundloven af 1849. Det ville have ført til et bedre værn om Danmark, mente han.

Højskoleeleverne kom fra landet, hvor skoleundervisningen var sparsom, og opholdet blev ofte epokegørende. I midten af 1880'erne havde 2/3 af højskolerne kurser for piger, og de udgjorde ca 33% af kursisterne. Undervisningen var kønsadskilt med karle om vinteren og piger om sommeren. Der oprettedes enkelte rene kvindehøjskoler, fx på Levring Højskole under ledelse af Eline Begtrup, og på Askov eksperimenterede man fra 1878 med blandede kurser.

Blandt højskolefagene fik især gymnastik og håndarbejde kvindesaglig betydning. Kvindegymnastik blev introduceret i 1884, da faget endnu var ualmindeligt i pigeskolerne, og siden udviklet af bl.a. Ingeborg Appel på Askov. Hun har i et tilbageblik beskrevet den frihedsfølelse den løse gymnastikdragt gav kursisterne, der ellers var snøret ind i stramt kvindetøj. Med Jenny la Cour som pioner blev Askov Højskole centrum for genopdagelse og udvikling af kvindelig husflid som vævning og broderi. Højskolens kurser i gymnastik og håndgerning lå på et så højt niveau, at de gav grundlag for ansættelse som lærerinde i disse fag på høj- og efterskoler.

Det grundtvigianske folkeoplysningsprojekt omfattede også landbrugsskoler, der fra 1860'erne bredte sig ud over hele landet og blev forbillede for husholdningsskoler, som skulle give kvinderne en tilsvarende faglig ballast inden for deres arbejdsområde. Initiativet til husholdningsskolerne udgik fra Sorø Højskole, hvor formand for Dansk Kvindesamfund Jutta Bojsen-Møller var medforstander. Hun opfordrede 1895 Magdalene Lauridsen til at oprette Sorø Husholdningsskole, en succes, der hurtigt trak andre skoler med sig.

Samtidig havde Birgitte Berg Nielsen udviklet en plan for en videnskabeligt funderet og offentlig finansieret undervisning i husholdning. Hun begrundede det med husholdningernes store samfundsøkonomiske betydning, og Dansk Kvindesamfund besluttede på sit fællesmøde i 1899 at støtte planen, der ville opgradere det største kvindefag. Det første skridt blev taget samme år, da der på Danmarks Lærerhøjskole efter pres fra lærerindeorganisationer blev etableredet et kursus for køkkenskolelærerinder til folkeskolen, som havde introduceret faget på forsøgsbasis. Men uddannelsen af lærerinder til høj- og aftenskoler kom til at foregå i privat regi: Magdalene Lauridsen opførte Ankerhus ved Sorø i 1902 og1905 åbnede Suhr's og Birgitte Berg Nielsens Husholdningsseminarium i København.

I 1900-tallets første årtier udviklede husholdningsspørgsmålet sig til en folkesag. Frygten for, at nye erhvervsmuligheder ville få kvinder til at forlade husligt arbejde, gik hånd i hånd med bestræbelserne på at gøre husholdning til et anerkendt fag, der bidrog til national velstand på linje med landbrug og håndværk.
Landbo- og kvindeforeninger kappedes om at arrangere såkaldte vandrekurser, hvor husholdningslærerinder i intermistiske lokaler underviste husmødre i effektiv husførelse ved hjælp af sammenskrabet køkkenudstyr. For at sikre den nationale oprustning på hjemmefronten diskuterede man at indføre kvindelig værnepligt i form af 1 års tvungen husligt arbejde for alle kvinder.

Fra 1907 kunne husholdningsskoler opnå statsanerkendelse og få et tilskud, der dog lå langt under, hvad højskoler og landbrugsskoler modtog. Kvindeorganisa-tionernes aktioner for bedre vilkår for husholdningsundervisningen kulminerede 1918 i forbindelse med det første valg efter kvindevalgretten var indført, og resulterede i nedsættelsen af en kommission, der skulle regulere uddannelsen af husholdningslærerinder.

Blandt medlemmerne var Birgitte Berg Nielsen, der kort før kommissionen i 1920 afgav sin betænkning, i foredraget Kvindesag og Husgerning fremlagde et scenario for fremtidens husholdning. Hun foreslog, at begge køn skulle lære husgerning, så de kunne dele husarbejdet i en moderne lønarbejderfamilie. At man indførte tidssvarende uddannelses- og arbejdsforhold, der gjorde husholdning til en attraktiv profession. At man oprettede en husholdningslinje i gymnasiet og et kandidatstudium på universitetet til gavn for samfundshusholdningen og folkesundheden.

Politikerne var knap så fremsynede. De tre husholdningsseminarier opnåede i 1924 en aftale om tilskud til en 2-årig uddannelse. 1931 forøgedes statstilskuddet til husholdningsskolerne og husgerning blev obligatorisk i folkeskolen for piger i 1937. 1946 oprettedes et specialkursus i husholdning ved Århus Universitet.

 
undefined

Kvinder i skolekøkken på Birgitte Berg Nielsens husholdningsskole og seminarium.
Danske Kvinders Foto Arkiv.

 

Dansk Kvindesamfunds fagskoler og uddannelseslegater

I 1870'erne, da uddannelsesmulighederne endnu var strækt begrænsede, løb Dansk Kvindesamfund selv et par vigtige skoler i gang. Efter en offentlig indsamling blev Handelsskolen for Kvinder oprettet i 1872 med det formål at oplære unge piger til jobs i den ekspanderende handels- og kontorsektor. Kvindesamfundets formand Caroline Testman påtog sig hvervet som formand og stod for uddannelsen af godt 1.200 elever i perioden frem til 1906. Skolen kunne nedlægges, da en ny handelsskole, Købmandsskolen, begyndte at optage elever af begge køn.

1876 fulgte Tegneskolen for Kvinder med sigte på job i kunsthåndværk og grafiske industrier. Den blev ligesom handelsskolen hurtigt en selvejende institution og eksisterer i dag som Danmarks Designskole. Dansk Kvindesamfund havde siden 1874 arbejdet på at få optaget kvindelige studerende på Kunstakademiet, og da det lykkedes 1888, tjente tegneskolen også som forskole for akademiet.

Der var planer om flere fagskoler, bl.a. for syersker, og i 1887 blev Dansk Kvindesamfund opfordret til at fremme uddannelsen af kvindelige håndværkere. Det viste sig umuligt at finansiere et værksted, men arv og indsamling skaffede midler til Fru Marie Rovsing, født Schacks Mindelegat for Kvinders haandværks-mæssige Uddannelse, der blev af stor betydning for rekrutteringen af kvinder især til møbelsnedker- og bogbinderfaget.

Andre store kvindesagsforkæmpere som Pauline Worm og Jutta Bojsen-Møller blev hædret med mindelegater til fordel for uddannelsessøgende, samtidig med at man på privat basis "adopterede" både universitetsstuderende og lærlinge, der var værdifulde rollemodeller i Dansk Kvindesamfunds mandefagsstrategi.

 
undefined

Kunstakademiets afdelning for kvinder.
Danske Kvinders Foto Arkiv.

 

Forslag til videre læsning om kvindeuddannelse:

Clios døtre gennem hundrede år: i anledning af historikeren Anna Hudes disputats 1893. Red. Marianne Alenius, Nanna Damsholt og Bente Rosenbeck. København: Museum Tusculanums Forlag, 1994. 280 s.

Hartby, Inger: Højskolekvinden - mor, søster, datter: højskolekvindens kulturelle status og livsvilkår 1870-1920. Odense Universitetsforlag: Nornesalen, Forskningscenter for folkelig Livsoplysning, 1999, 133 s.

Hilden, Adda: Lærerindeuddannelse: lokalsamfundenes kamp om seminariedriften. Odense: Odense Universitetsforlag, 1993, 470 s.

Hilden, Adda: Skal jeg sætte min datter i skole?: pigeopdragelse i 1800-tallets midte. Århus: Modtryk, 1987, 95 s.

Japsen, N. E.: Ingrid Jespersen og hendes skole. Århus : Klim, 2003. 143 s

Kvindelige akademikere 1875-1925. Udgivet af Clara Black m.fl. Under redaktion af Lis Jacobsen. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1925, 240 s.

Petersen, Esther: Fra kald til fag: kampen om statsautorisationen. København: Dansk Sygeplejeråd, 1989, 203 s.

Petersen, Esther: Fra opvarter til sygeplejerske: træk af danske sygeplejerskers historie frem til år 1900. Dansk Sygeplejeråd, 1988, 181 s.

Petri, Gerda: Mor Magda - og alle de andre: husholdning som fag fra 1900 til i dag. Komma, 1980, 112 s.

Possing, Birgitte: Viljens styrke: Nathalie Zahle: en biografi om dannelse, køn og magtfuldkommenhed. Kbh: Gyldendal, 1992, 2 bd, 622 s.

Wingender, Nete Balslev: Firkløveret og ildsjælene: Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999. Kbh.: Dansk Sygeplejeråd, 1999. 2 bd.

Publikationerne kan lånes på KVINFOs bibliotek.


Kilder til uddannelse

Mary Wollstonecraft: "A Vindication of the Rights of Women", 1792:
http://www.bartleby.com/144/

Ændringer i Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf i årene 1871-1915 fra Gyrithe Lemche: "Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar", 1939

Natalie Zahle: "Mit Liv. N. Zahles efterladte Papirer ved Th. Moltke", 1914 s. 58-62.

"N. Zahles Skole" i Birgitte Possing: "Viljens styrke", 1992 s. 427.

Annonce i Berlingske Tidende 9.4.1851

Spectatrix: "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse" i "Ugentlige Blade" nr. 16, 1859 s. 188-190, 192

Athalia Schwarz: "Skal jeg sætte min Datter i Skole?" i Adda Hilden: "Skal jeg sætte min Datter i Skole?", 1987 s. 67-69, s. 71-72, s. 74-75, s. 75-77.

"Af Aktstykker vedrørende Oprettelsen af Lærerindeeksamen og Lærerinders Ansættelse ved Folkeskolen" i "Bog og Naal", 1917

a: Frøken Pouline Worms Skrivelse til Skolemødet 25.5.1858 s. 2-3, s. 4, s. 5-6.

b: Overlærer N. Kraibergs Skrivelse til Overskoledirektøren Oktober 1858 s. 6-7.

c. Biskop Brammers Erklæring 3.2.1859 s. 8-10.

d. Skoledirektør Borgens Erklæring til Ministeriet 11.6.1859, s.12-13, 19-21.

"Antal af studenter i aarligt Gennemsnit" i "Kvindelige akademikere", 1925 s. 155.

Tabel over privatseminarier i Hilden og Nørr: "Lærerindeuddannelse", 1993 s. 324.

"Forslag til Lov om Oprettelse af en Statskole for Kvinders Uddannelse til Lærerinder", fremsat 23.10.1891 af kirke- og undervisningsminister C. Goos i "Rigsdagstidende 1891-92. Tillæg A" s. 3075-82 og J.J. Bjerres indlæg ved 1. behandling 17.11.1891 i Landstinget i "Rigsdagstidende 1891-92. Landstinget" s. 446, 477-48.

J.Th. Huus: "Lærerinder og Lærere" i "Kvinden og Samfundet", 1894 s. 91-97 og Anne Bruun: "Lærerinder og Lærere" i "Kvinden og Samfundet", 1894 s. 125-127.

Hanna Adler: "Fællesskolen i Amerika" i "Vor Ungdom", 1894 s. 98, 105-109.

"Anordning af 31.7.1903 om Undervisning i Statens Fællesskoler for Drenge og Piger" i "Lovtidende", 1903 s. 544-545 og "Cirkulære i Anledning af kongelig Anordning af 31te Juli 1903 om Undervisningen i Statens Fællesskoler for Drenge og Piger" i "Ministerialtidende", 1903 s. 192-193.

Henriette Skram: "Bør Ændringen af Kvindens retslige Stilling her i Landet kræve en Omdannelse af Barne og Ungdomsskolen for Pigebørn?" i "Vor Ungdom", 1915 s. 306-09.

Ida Johnsen: "Mellem to tidsaldre", 1969 s. 76- 81, s. 118-120, 124-125.

Charlotte Norrie: "Sygepleje før og nu" i "Kvinden og Samfundet", 1892 s. 52-54, s. 58-63.

"Foreløbige Vedtægter for Dansk Sygeplejeraad 1899" i Esther Petersen: "Fra opvarter til sygeplejerske", 1988 s. 183-85.

"Love for Foreningen "Dansk Sygeplejeraad"1900" i Esther Pedersen: "Fra opvarter til sygeplejerske", 1988 s. 187-191.

Foto af emblem og armbind i "Alle Tiders Danske Kvinder", 2000 s. 224.

Margrethe Koch: "En reform af Sygeplejen i Danmark" i "Berlingske Tidende" 10.3.1906 og Cecilie Lütken: "En Reform af vor Sygepleje" i "Berlingske Tidende" 14.3.1906 og E.A. Tscherning: "Nogle Bemærkninger til Sygeplejeuddannelsen" i "Berlingske Tidende" 16.3.1906.

"Forslag til Lov angaaende Sygeplejerskers Uddannelse" i "Tidsskrift for Sygepleje", 1910 s. 40-41.

Referat af debatmøde om statsautorisation af Sygeplejersker 25.1.1910 i "Tidsskrift for Sygepleje", 1910 s. 43-48, 57-61, 69-71, 79-81.

Professor Mathias Saxtorphs mindretalsudtalelse i "Københavns Universitets Årbog", 1875

Det teologiske fakultets udtalelse i "Københavns Universitets Årbog", 1875

"Anordning af 25.6.1875 angaaende Kvinders Adgang til et erhverve akademisk Borgerret ved Københavns Universitet" i "Lovtidende", 1875.

"Embedseksaminer fordelt efter Fakulteter" i "Kvindelige Akademikere", 1925 s. 176 og "Kvindelige og mandlige Doktorer" i "Kvindelige Akademikere", 1925 s. 193.

"Brev fra Ludvig Schrøder til Niels Larsen Tybjerg februar 1866" i N. Olav Nielsen (red.): "Minder fra Folkehøjskolen", 2, 1945 s. 10-11, 14-15.

N.F.S. Grundvig: "Taler på Marielyst Højskole 1856-1871", 1956. s. 84-85.

Ingeborg Appel: "Af en gammel Gymnasts Erindringer" i "Snoghøjbogen", 1940 s. 8-13.

"Husholdningsskoler 1895-1915" i Gerda Petri og Minna Kragelund: "Mor Magda - og alle de andre", 1980 s. 30.

"Referat af Forhandlinger om Husøkonomi som Statssag på Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Odder 23.7.1899" i "Kvinden og Samfundet", 1899 s. 134-38.

"Adresse til Regering og Rigsdag om Oprettelse af Skolekøkkener" i "Kvinden og Samfundet", 1899 s. 13-14.

"Love for "Dansk Kvindesamfund"s Husholdningsvandrekursus" i "Kvinden og Samfundet", 1914 s. 10-11.

"Undervisningsmateriel til Landboforeningernes Husholdnings-Aftenskoler" i "Beretning fra Udvalget for Husholdnings-Aftenkursus". De samvirkende danske Landboforeninger 1908

Elna Hansen: "Kvindens Værnepligt" i "Kvinden og Samfundet", 1911 s. 86.

Kath. Bjerre: "Tvungen Undervisning i Husgerning" i "Kvinden og Samfundet" 1912 s. 206-07.

"Kvindesag og Husgerning". Foredrag af Birgitte Berg Nielsen på Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde Juli 1920 i "Kvinden og Samfundet" 1920 s. 139-40, 147- 48, 155-56.

Aksel Mikkelsen: "Kvinden som Haandværker" i "Kvinden og Samfundet", 1887 s. 177-82.

 

 

 

Side:
print
Show all pages