KVINFOs tidsskriftsprojekt
spacer spacer
Kvindekilder
1850 - 1920
1960 - 1985
Nyt kvindeoprør
Ude eller hjemme
Abort
Rødstrømperne
Ligeløn
Ligestillingspolitik
Om Kvindekilder
 

Rødstrømpebevægelsen

Side: Previous

Rødstrømperne kommer på banen

Omkring 1970 ventede alle på en dansk version af det internationale kvindeoprør. Spørgsmålet var kun, hvornår det brød løs. Der var fokus på Individ og Samfund, Dansk Kvindesamfunds nye aktivistiske ungdomsgruppe og tre grupper, der poppede op i universitets- og kunstnermiljøer: Kanonklubben, Kældergruppen og Rødstrømperne.

Rødstrømperne bestod af en håndfuld studerende, bl.a. Ninon Schloss, Karen Syberg og Vibeke Vasbo. I et interview har Vasbo fortalt om inspirationen fra de amerikanske Redstockings, hvis første manifest fra 1969 blev internationalt toneangivende. Bluestockings/ blåstrømper var en af de mange betegnelser for den gamle kvindebevægelse. At skifte fra blåt til rødt for markere den politiske venstredrejning var et sprogligt kup, og selvom de forskellige grupper i begyndelsen optrådte under egne navne, blev rødstrømper snart samlebetegnelsen for alle aktivister. Navnet Rødstrømpebevægelsen var således givet, da der blev skabt rammer om samarbejdet mellem grupperne.

Op til den første aktion svirrede det med rygter om et forestående angreb på livgardens ugentlige parademarch den 8. april 1970. I den anledning var livgardens repertoire udvidet med Her kommer Pippi Langstrømpe, og der var udkommanderet ekstra politibeskyttelse og et vældigt presseopbud. Gardisterne fik dog lov til at gå i fred. I stedet demonstrerede et dusin kraftigt opdullede kvinder med et par mandlige håndlangere mod tøj- og kosmetikforretninger op gennem Strøget. På Rådhuspladsen smed de udklædningen i affaldssække med påskriften: Hold Danmark ren og tog ud til Tuborg for at diskutere ligeløn med de kvindelige bryggeriarbejdere.

Avisernes store billeder og reportager viste, at der var fest i gaden, men ikke hvorfor. Mikset af traditionelle politiske paroler om ligeløn og fri abort, fed ironi og syret absurditet, fx Jeg, en lokkedue, Vask kun din egen sok og Et køleskab for daglige varme knald, tegnede et nyt politikbegreb, som journalisterne ikke kunne afkode. De kunne heller ikke begribe filosofien bag de enkelte gruppers autonomi, medlemmernes følelse af kollektivitet og ønske om anonymitet, men gik som sædvanlig på jagt efter ledere, talsmænd og formålserklæringer.

Overraskelse over den voldsomme effekt går igen i initiativtagernes tilbageblikaktionen. De havde sat en lavine i gang og stod uden den masterplan, som offentligheden afkrævede dem. Deres første bud på, hvad de havde gang i, kom med kronikken Something is happening, but you dont know what it is, do you, Mr. Jones?, der er lige så mangetydig som aktionen.

Titlen er hentet fra en Bob Dylansang. Andre af tidens mandlige venstrefløjsikoner, marxismens fædre, Bibelen og tegneserier citeres i et væk og citater flettes sammen med erindringsbrudstykker. På bundlinien står der, at forfatterne har fået nok af deres pigeopdragelse, deres mødres liv, deres kæresters chauvinisme, den gamle kvindebevægelse, machokulturen. Nu skal hele bulen ryddes, så noget nyt kan opstå. "Ingen skal føle sig sikker, for ingen er sikker". Slet ikke drengerøvene på venstrefløjen.

Samme stil finder man i Qak, julinummer af tidsskriftet MAK, som rødstrømperne fik overladt redaktionen af. Uvilje mod at blive omklamret af systemet og låst fast af programerklæringer gennemsyrer de indledende artikler En historie om hvordan rødstrømperne blev rødstrømper, Om revolutionære kanariefugle og Hvad er en "Rødstrømpe"? og får forfatterkollektivet til at lande på minimumsdefinitionen: "En rødstrømpe er af hunkøn en rødstrømpe er socialist". Rødstrømperne profilerede sig som en del af en international bevægelse gennem oversættelser, bl.a. af et engelsk undergrundsblad, og eksperimenterede med mange genrer, fx klassikere med feministiske kommentarer.

 


 

 

undefined

Kvindetegnet med den knyttede næve er måske det mest kendte symbol for den nye kvindebevægelse.

 

 

 

Fortsatte aktioner og begyndende koordinering

Rødstrømperne kommunikerede dog først og fremmest med flere aktioner og demonstrationer over temaerne: Ligeløn og fri abort, hvor de deltog i 1960ernes vigtigste kvindepolitiske kampagner, EF, hvor de fulgte venstrefløjens nej-linje - plus deres egen mærkesag: Befrielse af den koloniserede kvindelighed.

Da de skrottede bher, parykker, make-up osv. på Rådhuspladsen, indledte demonstranterne et oprør mod snærende dresskoder og stereotype skønhedsidealer. Et oprør der nærmest blev et ritual i bevægelsen. Fx handlede en af de mest populære rødstrømpesange om at rydde tøj- og kosmetikskabet, inden man meldte sig ind, og ved store sammenkomster stod kvinderne i kø for at blive klippet.

Traditionel kvindelighed blev betragtet som en spændetrøje, der fastholdt kvinder i rollen som seksualobjekter for mænd og profitobjekter for, hvad rødstrømperne kaldte skønhedsindustrien. Derfor eksperimenterede de langt mere end de meget omtalte langhårede mænd med grænseoverskridende iscenesættelser af køn. Kort hår og lilla ble, overalls og kedeldragter, nøgne overkroppe og ubarberede ben blev sammen med usminkede ansigter og frit svingende bryster tegn på frigjorte kvinder - subjekter, der definerede sig selv.

På aktionsplanet fortsatte demaskeringen af kvindeligheden i udstillinger og demonstrationer mod centrale agenter som modebutikker, ugeblade og skønhedskonkurrencer. Fx åbnede en gruppe lærere og studerende på Kunstakademiet, blandt andre Kirsten Justesen og Jytte Rex, samme dag som Strøgaktionen udstillingen Seks levende Damebilleder, hvor de selv sammen med familie og venner indgik som modeller i tableauerne: Luderen, Skønheden, Opvasken, Forsvaret, Kjortlerne og Lejren.

I starten opererede aktionsgrupperne under deres oprindelige gruppenavne. Fx kaldte Karen Jespersen sig selv for en repræsentant for Individ og Samfund, da hun i en kronik forklarede, hvorfor Dansk Kvindesamfund og ligestilling på mandsamfundets præmisser ikke duede og måtte erstattes af en ny kvindebevægelse på socialistisk grundlag med frigørelse som målsætning.

Et par uger senere besatte hun og et par andre Individ og Samfund-aktivister talerstolen ved LOs 1. majmøde, og nu proklamerede medierne, at rødstrømperne slog til igen. Rødstrømpe blev lynhurtigt samlebetegnelse for rebelske kvinder - uanset politisk ståsted, organisatorisk tilhørsforhold og alder. Selv krasse kritikere af kvindebevægelsen som Kvindeligt Arbejderforbunds formand Edith Olsen, født 1901, kunne udråbes til rødstrømpe.

Under Strøgaktionen annoncerede demonstranterne et offentligt debatmøde den 14. april 1970. Det blev et tilløbsstykke både for kvinder og mænd, og man kan sige, at Rødstrømpebevægelsen blev stiftet den aften, fordi deltagerne spontant tog nogle beslutninger med vidtrækkende, principielle konsekvenser. Først blev mændene bedt om at gå igen og bevægelsen dermed erklæret separatistisk. Derefter fordelte kvinderne sig på nye grupper og valgte dermed en antihierarkisk netværksstruktur. Endelig besluttede de fremover at holde kontakt med hinanden gennem regelmæssige fællesmøder.

De nu i alt 13 grupper var autonome og kunne i princippet handle helt på egen hånd. Alligevel opstod der snart diskussioner om, hvem der var "rigtige" rødstrømper, og man distancerede sig især fra "stjernerødstrømper", der blev anklaget for at bruge bevægelsen til personlig profilering. Fx haglede kritikken ned over Ulla Dahlerup efter et tæt pressedækket anti-Mors Dag-stævne i Fælledparken den 10. maj 1970.

På vej hjem nægtede en flok demonstranter med henvisning til uligelønnen at betale fuld pris for busbilletten, og da de ikke ville forlade bussen, blev politiet tilkaldt for at fjerne dem. Forsidebilleder af en storsmilede Dahlerup i favnen på en lige så fornøjet politibetjent udløste vrede over, at hun flirtede med de kønsroller, bevægelsen bekæmpede.

Ulla Dahlerup var den mest kendte rødstrømpe. Men stjerneproblemet ramte mange andre, bl.a. Suzanne Giese, der valgte at sætte sin journalistiske karriere på standby for at undgå konflikter med idealet om kollektivitet. Som stærkt efterspurgte foredragsholdere og kommentatorer risikerede alle de første aktivister at ende som mediedarlings - og uformelle ledere. Ifølge en stor spørgeskemaundersøgelse, Drude Dahlerups Rødstrømpeenquete, var medlemmerne meget opmærksomme på tendensen til, at de mest aktive kom til at køre hele bevægelsen.

Der findes ikke pålidelige tal på antallet af rødstrømper i de første år med den meget løse organisation. Men tilstrømningen fortsatte, og fællesmøderne opfyldte slet ikke det voksende behov for udveksling af informationer, evaluering af aktioner, oprettelse af nye grupper, teori- og strategiudvikling.

Hen over sommeren og efteråret 1971 arrangerede en gruppe kvindelejr på Femø, andre besatte et par faldefærdige bygninger, der blev indrettet til Københavns første kvindehus, og nogle udgav det første nummer af Rødstrømpebladet alt sammen for at skaffe bedre rammer for bevægelsen. I bladet, der udkom indtil 1974, kan man følge de mange forskellige aktiviteter, fx gennem oversigter over emnegrupper.

I Århus fik rødstrømperne fodfæste allerede i 1970, og med teoretisk stærke frontfigurer som Drude Dahlerup og Mette Kunøe kom de til at øve stor indflydelse, ikke mindst på kvindeforskningen. Men ellers var Rødstrømpebevægelsen de første år først og fremmest et Københavnerfænomen.

 
undefined

Ulla Dahlerup bliver båret ud af en bus under en en rødstrømpeaktion for ligeløn. Foto: Lars Hansen
 

 

 

 

Basisgruppen: Det private er politisk


Basisgruppen med 4-8 medlemmer blev kernen i bevægelsen, fordi den anti-elitære gruppestruktur var en optimal ramme for deltagerdemokrati. Nye medlemmer blev indsluset gennem basisgrupper, og rødstrømperne lagde så stort vægt på denne form for politisk skoling, at to af de tre første pjecer i deres Serie af grundhæfter til brug i kvindekampen var guiden En basisgruppe, 1975 og basisgruppeseminarrapporten En dag med 120 kvinder, 1976.

Grupperne fungerede som tænketanke eller med bevægelsens egne ord som støtte-, analyse- og handleenheder, for da alle eksisterende forestillinger om kvinder blev forkastet som undertrykkende myter, var der et kæmpebehov for reel viden. Den skulle uddestilleres af kollektive erfaringer i små, tæt samarbejdende teams.

Foruden basisgrupperne bestod bevægelsen af ad hoc grupper, der varetog administrative funktioner, fx bogcafé-gruppen, eller koncentrerede sig om særlige emner, fx abortgruppen. Grænserne mellem de forskellige typer var flydende, og i princippet skulle de alle fungere som basisgrupper for at styrke sammenholdet og undgå magthierarkier og politiske kortslutninger.

Inspirationen kom ifølge Juliet Mitchell fra "en kinesisk revolutionær praksis", hvor fæstebønderne fortalte om godsejernes grusomhed med enorm effekt. Når de, ofte for første gang i deres liv, satte ord på undertrykkelsen, opstod der en stærk følelse af fællesskab og tro på politiske ændringer.

Amerikanske feminister koblede teknikken "at tale bitterhed" med en stærk national tradition for psykoterapi og udviklede detaljerede programmer for kvindepolitisk skoling eller consciousness-raising i bitch- eller rap-sessions, som de sagde.

Deltagerne begyndte med at præsentere sig ved at fortælle deres livshistorier, som med de mange lighedspunkter eksponerede et kvindeligt skæbnefællesskab. Det videre arbejde var typisk studier af socialistiske og feministiske nøgletekster, læst i lyset af medlemmernes personlige erfaringer. Fx beskrev en basisgruppe i Rødstrømpebladet synergien mellem Germaine Greers Den kvindelige eunuk eller Friedrich Engels Familiens, privatejendommen og statens oprindelse og personlige erfaringer med seksualitet og familierelationer. Den faste indledende Siden sidst-runde og afsluttende Kritik/selvkritik-runde sikrede, at alle kom til orde og lagde op til evaluering af, om analyserne blev omsat til politisk handling.

Basisgruppen blev et vendepunkt i mange kvinders liv. I tilbageblik taler deltagerne om en erkendelses- og følelsesmæssig revolution og voldsom energiudladning. Begejstring over ny indsigt, vrede over undertrykkelsen og glæde over fællesskabet løb sammen i overbevisningen om, at verden kunne ændres over en nat, når de selv pludseligt forandrede sig radikalt.

Tabuerne lå særlig tungt over seksualiteten, og basisgrupperne arbejdede intenst med at afdække undertrykkelsesmekanismerne her. I en brevveksling med litteraten Jette Lundbo Levy om begreberne politisk og privat har filminstruktøren Mette Knudsen reflekteret over, hvor grænseoverskridende det trods 1960ernes frigørelse stadig var at konfrontere sig med sin egen og andres seksualitet.

Det ugelange uafbrudte samvær i fri natur på Femølejren var en optimal ramme om basisgruppearbejdet. Som det fremgår af Suzanne Gieses rødstrømperoman På andre tanker, 1978, diskuterede kvinder, der netop havde mødt hinanden, her onani og orgasme med samme selvfølgelighed som uddannelse og arbejde.

I rødstrømpernes ordbog betød privatlivets ukrænkelighed mænds grundlovssikrede ret til at begå overgreb i fred. Basisgrupperne var i sig selv en krænkelse af freden, og nogen gik meget håndfast til værks, som Ulla Dahlerup beskriver i sin roman Søstrene, 1979. Da en højgravid kvinde under et møde fortæller om sin mands utroskab, tager hele gruppen ud til elskerindens lejlighed, hvor de giver hende en grundig lektion i søstersolidaritet og smider ham ud.

De stærke følelser, som bevidstgørelsen om den hidtil fortrængte, bagatelliserede og privatiserede undertrykkelse vakte, var dynamoen i den nye kvindebevægelse, hemmeligheden bag rødstrømpernes høje aktivitetsniveau og karismatiske udstråling. Forvandlingen til feminist og forskellen i opfattelsen af verden før og efter er omdrejningspunktet i bevægelsens selvforståelse og motiv for mange tegninger og sange, spændende fra det patetiske i Kvinde kend dit eget værd til selvironi i Jeg er blevet bevidstgjort. Og med numre som Vi har smidt returbillen væk og Storebælt bragte folkesangeren Trille budskabet ud på den professionelle musikscene.


 
undefined

Det private er politisk. Plakat for 8. marts 1981
 

 

 

 

Separatisme og kønskamp


De traditionelle kvindeforeninger var åbne for mænd - et tilbud meget få tog imod. Dansk Kvindesamfund havde fx kun et par procent mandlige medlemmer. Men selvom man altid havde betragtet kønspolitiske problemer som kvinders egen sag, blev separatisme som organisatorisk princip det mest kontroversielle træk ved den nye kvindebevægelse.

Paradoksalt nok førte rødstrømpernes fokus på fællesskabet mellem kvinder til en voldsom interesse for deres forhold til mænd, og de blev konstant konfronteret med anklager for mandehad. Overskriften Vi hader ikke mænd, men de skaber problemer på en reportage fra den første Femølejr afstikker positionerne i debatten.

Bevægelsen valgte selvstændig kvindeorganisering, fordi mænd i kraft af deres strukturelt betingede magtposition dominerede kønsblandede grupper og blokerede for en politisk bevidstgørelsesproces på kvinders præmisser. Som det fremgår af afsnittet Er det virkelig synd for mændene? i debatbogen Med søsterlig hilsen, 1971, tog rødstrømperne udgangspunkt i interessemodsætninger mellem kønnene, og de gjorde den enkelte mand personligt ansvarlig for kvindeundertrykkelsen.

Dansk Kvindesamfund fastholdt trods radikalisering på andre punkter medlemspolitikken. Thilderne, Dansk Kvindesamfunds nye aktivistgruppe, som ellers lå tæt op ad Rødstrømperne, optog mandlige medlemmer. Holdningen til separatisme i Dansk Kvindesamfund fremgår bl.a. af et referat fra en studiekreds, der kritiserer den "mands-aggressive holdning" i Qak.

Fra kvindesagligt aktive politikere som Hanne Reintoft var der heller ingen opbakning. I Kvinden i klassesamfundet, 1972, fastholdt hun med direkte adresse til den nye kvindebevægelse, at solidaritet med deres mandlige kammerater var vigtigere for arbejderkvinder end søstersolidaritet på tværs af klasseskel. Da bogen var det første større danske indlæg i feminisme/socialismedebatten, gjorde rødstrømperne meget ud af at forklare sig i deres grundige anmeldelser.

De nye venstreorienterede bevægelser som fx Venstresocialisterne viste større forståelse for den separatistiske linje, specielt kredsen omkring det toneangivende tidsskrift politisk revy, hvor Bente Hansen var bannerfører for en progressiv kønspolitik. Under overskriften Det er sgu svært at være mand i en kvindebefrielsestid kaldte tidsskriftets mandlige skribenter til solidaritet med kvindekampen. Rent praktisk anbefalede de deres kønsfæller fx at påtage sig mere end halvdelen af husarbejdet og oprette egne basisgrupper.

Men den offensive stil slog også benene væk under rødstrømpernes kærester og kampfæller på venstrefløjen, og det skabte særlig stor frustration, når der kom offentlig kritik af bevægelsen fra den kant. Fx udløste en artikel i Information, der omtalte deltagerne på Femølejren i 1972 som "hystader" og "en samling frustrerede, frelste kællinger", trusler om boykot af avisen og hidsige indlæg i debatten, som selv avisens maskot Trolden Teddy blev involveret i.

På højrefløjen var afvisningen massiv. Fx fandt teologen Søren Krarup det ikke umagen værd at nævne den nye kvindebevægelse, da han i 1971 ved Dansk Kvindesamfunds 100 års jubilæum erklærede, hvad han kaldte Damesagen for totalt irrelevant.

Rødstrømperne kunne ellers ikke klage over at blive ignoreret, men de var meget kritiske over for kvaliteten i mediedækningen. En opsamling af erfaringerne fra det første år konkluderede, at pressen udelukkende gik efter profit, kogte bevægelsens budskaber ned til banaliteter og kun stillede skarpt på stjernerødstrømper.

 



 
undefined

Kvindeplakat fra 1970'erne
 

 

 

 
Lesbisk Bevægelse

Under angrebene på Rødstrømpebevægelsen lurede en overbevisning om, at den virkelige begrundelse for separatismen var seksuel frustration, på bundlinjen lesbianisme. Der var formentlig også lesbiske blandt de mange kvindesagskvinder i den gamle kvindebevægelse i slutningen af 1800-tallet, der aldrig giftede sig og ofte levede i kvindekollektiver. Men de skiltede ikke med det. Det gjorde de lesbiske rødstrømper. I en bevægelse, der baserede sig på politisering af det private, kunne man simpelthen ikke skjule sin seksuelle orientering.

Homoseksualitet var stadig omgærdet af fordomme og uvidenhed, fx figurerede det på Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme indtil 1980. Med oprettelsen af Forbundet af 1948, senere Landsforeningen for bøsser og lesbiske, begyndte kampen mod diskrimination af seksuelle minoriteter, fortrinsvis ført af mænd. De få kvindelige aktivister blev derfor tiltrukket af Rødstrømpebevægelsen.

Selvom lesbiske rødstrømper kun udgjorde et lille mindretal, tegnede de ofte bevægelsen i kraft af deres høje aktivitetsniveau, som det fremgår af Rødstrømpeenqueten. Familieforpligtelser trak mange heteroseksuelle ud i periferien, mens de lesbiske flokkedes i centrum sammen med kæresten og hele deres sociale netværk.

Efter en af de store kvindefester beskrev Suzanne Giese og Jette Lundbo Levy udstrålingen fra den lesbiske indercirkel og tilskyndelsen til at udvide det seksuelle repertoire. Hittet Du er så smuk og dejlig med Anne Linnet og bandet Shit og Chanel blev opfattet som en lesbisk kærlighedssang og blev et eksempel på homoseksualitetens forvandling fra afskyvækkende abnormitet til fascinerende mulighed.

Fra 1972 opstod der lesbiske tværgrupper, der bl.a. udgav bladet Kvinder Kvinder for at aflive myterne om homoseksuelle og afklare sammenhængen mellem den generelle kvindeundertrykkelse og undertrykkelse af lesbiske. Forbilledet var den amerikanske gruppe Radicalesbians, hvis manifest Den kvindeidentificerede kvinde, 1970, introducerede begrebet tvangsheteroseksualitet. Ifølge dem var heteroseksualitet et resultat af pigers opdragelse til underordning og lesbianisme det ultimative oprør mod kvindeundertrykkelsen.

Rødstrømpebevægelsen profilerede sig fra starten på militant kønskamp med mænd som fjendebillede og kastrationsmetaforer. Fx indeholdt Qak knækprosadigtet Vi er en hær af undertrykte trusler om at ”kastrere kongen” og ”skære pikken af panserne”. Denne linie fortsatte lesbiske rødstrømper i sange som Blot et hug af vore hvasse tænder og foredragsgruppens beskrivelser af heteroseksuelles forunderlige vaner, fx at gå i seng med deres fjender.

De lesbiske fremstod som særlig rabiate, fordi den dobbelte outsiderposition - som kvinde og homoseksuel - skærpede blikket for betydningen af seksuelle fordomme, magtforhold og arbejdsdelinger. Det demonstrerede etnologen Karin Lützen eksemplarisk i en beskrivelse af sit studenterjob som hotelreceptionist, hvor hun forvandlede indcheckningen fra en ligegyldig rutine til en absurd komedie om køn.

Radikaliteten i de lesbiskes patriarkatskritik og den konsekvens, hvormed de omsatte teorier om kvindefællesskab til praksis, udfordrede også internt i bevægelsen. Rødstrømpernes andet smertepunkt var forholdet mellem feminisme og lesbianisme og uenigheden her skabte lige så mange dybe konflikter som feminisme/socialisme-spørgsmålet.

 
undefined

 Forside fra tidsskriftet Kvinder Kvinder, nr. 4, 1975.

 

 

 

Strukturseminarer, fraktionsdannelser og geografisk spredning

For at holde sammen på de stadig flere og mere forskellige grupper arrangerede rødstrømperne fra 1972-81 løbende weekendseminarer om bevægelsens indhold og form - eller som den første arrangørgruppe spurgte: "Hvem er vi?"og "Hvordan synes I bevægelsens nuværende struktur virker?". Diskussionerne tog udgangspunkt i skriftlige oplæg fra grupperne, og rettidigt indsendte oplæg blev efterhånden en betingelse for deltagelse.

Organisatorisk skete der en gradvis stramning fra det første seminar, hvor der blev fremlagt forslag om at udsende en programerklæring, indføre medlemskontingent og centralisere beslutningsprocesserne, til det sidste, hvor kompetencefordelingen mellem den enkelte gruppe og koordinationsmødet, som fællesmødet kom til at hedde, fandt sin endelige form.

I 1972 var frygten for at ende med en traditionel foreningsstruktur stadig så stor, at man valgte at udbygge den decentrale model. Funktionsgrupperne fik større vægt, og bl.a. Kontorgruppen mobiliserede den selvdisciplin, fortsættelsen af den flade struktur krævede. Først to år senere var der flertal for at begrænse gruppeautonomien og opbygge en form for repræsentativt demokrati, hvor udadvendte aktiviteter skulle godkendes af fællesmødet, kontingentbetaling være obligatorisk, og kommunikationen sikres gennem et medlemsblad.

Struktur- og indholdsdebat var vævet tæt sammen. De fleste rødstrømper var unge studerende på vej ind i middelklassen, og de kunne ifølge den fremherskende marxistiske historieopfattelse ikke udgøre en revolutionær avantgarde. Derfor skulle kontakten til arbejderklassens kvinder styrkes, og det mente mange krævede en mindre anarkisk organisation og et politisk program med større vægt på den økonomiske kvindeundertrykkelse. Andre stod vagt om basisgruppernes arbejde med nye feministiske definitioner af politik og afviste, hvad de opfattede som knæfald for klassisk socialisme.

Da der i 1976 endelig blev enighed om en programerklæring, undgik man det omstridte begreb socialisme og fastslog blot, at kapitalisme og patriarkat var kilder til kvindeundertrykkelsen. Erklæringen sluttede "Ingen kvindekamp uden klassekamp. Ingen klassekamp uden kvindekamp", der blev bevægelsens hovedparole, selvom det aldrig formelt blev besluttet.

Rødstrømperne havde heller ikke noget officielt logo. Socialisternes knyttede næve indskrevet i det biologiske tegn for hunkøn og kussetegnet, formet med begge hænder som en omvendt V, var de mest brugte og pryder fx for- og bagside af bogen Kvinder og kvindebevægelse, 1974, som var pionerernes egen fortælling om, hvordan og hvorfor det hele startede.

Undervejs blev nogen så trætte af uoverensstemmelser og tunge beslutningsprocesser, at de dannede fraktioner eller helt nye organisationer. På den socialistiske fløj blev fx Kvindefronten oprettet af en gruppe, der ikke kunne komme igennem med organisatoriske ændringsforslag og som derfor i 1974 meldte sig helt ud. På den anarkistiske fløj var der Lesbisk Bevægelse, der etablerede sig samme år, men bevarede en base i kvindehuset i en slags partnerskab med Rødstrømpebevægelsen.

Tilstrømningen fortsatte op gennem 1970erne, og den nye struktur sikrede troværdige tal på registrerede rødstrømper. I 1976 var der således tilmeldt 114 grupper med ca. 600 medlemmer. For at lette indslusningen blev der skrevet en Håndbog i Rødstrømpebevægelsen, også kaldet Jordmorpjecen, 1976, revideret 1981. Kommunikationen foregik gennem et internt blad med referater fra og oplæg til koordinationsmøderne. Bladet udkom fra 1973- 86 under forskellige navne - Meddelelser, Det interne blad for København, Internt blad - og er hovedkilden til bevægelsens mange forskelligartede aktiviteter i denne periode.

Uden for København tog tilvæksten efterhånden også fart, så der i slutningen af 1970erne var mere end 60 kvindegrupper spredt over hele landet. Trods lokale variationer, Århus var fx meget tidligt ude med programerklæringer, koordinationsmøder og et internt blad Rødstrømpen, 1971-83, - definerede de sig som en del af den nye kvindebevægelse, bl.a. ved at organisere sig i basisgrupper.

Fra midten af 1970erne var der en vis koordination på regionalt og nationalt plan, fx gennem blade som Kvinder i Vestjylland, 1975-85, og Lands-debat, 1976-81. Samarbejdet resulterede bl.a. i en landsdækkende kampagneuge mod kvindearbejdsløshed i 1977.

 

 
undefined

Kvindeplakat fra 1970'erne

 

 

 

Kvindehuset og Femø


A Room of Ones Own
, Virginia Woolfs berømte essay fra 1929 skrev feministisk filosofihistorie med sin fokusering på betydningen af fysisk råderum. Den offentlige sfære var forbeholdt mænd, som også havde fri adgang til privatsfæren. Kvinder derimod havde ingen steder for sig selv.

Med sine knappe midler fik den gamle kvindebevægelse først i 1936 eget rum i Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsensgade 10 i København. Rødstrømperne havde heller ingen penge, men sluttede sig til slumstormerbevægelsen - 1960ernes bzere - og besatte i 1971 et par kondemnerede huse på adressen Åbenrå 26-30 i København. Da de skulle rives ned, rykkede bevægelsen i 1975 ind i Prinsessegade 7på Christianshavn. Efter langvarige forhandlinger accepterede Københavns Kommune i 1978 at stille det nuværende kvindehus i Gothersgade 37 til rådighed.

Kvindehusene, som efterhånden også skød op i provinsen, blev fast base for grupperne, der tidligere mødtes privat eller i lånte lokaler. Det var desuden et stort fremskridt, at potentielle medlemmer fik et sted at henvende sig. Med bogcafeer, værtshuse, fester, informations- og diskussionsmøder, kurser og rådgivning fremstod husene som åbne, dynamiske kvindemiljøer.

Rødstrømperne importerede stort set en nøgleklar teori og praksis fra USA. (Ø)lejrbevægelsen derimod var et dansk fænomen, initieret i 1970 af Kulturministeriet i anledning af det europæiske naturfredningsår og eksponeret af venstrefløjsorganisationen Det Nye Samfund med Thylejren, hvor 15.000 mennesker under stor medieopmærksomhed eksperimenterede med alternative samværsformer. Året efter i 1971 arrangerede en rødstrømpegruppe en lejr på Femø.

Femølejren voksede indtil 1976, da antallet af deltagere kulminerede med omkring 1300. Man regner med i alt ca. 10.000 deltagere i perioden fra 1971-86, hvortil skal lægges andre kvindelejre, fx en jysk på Samsø i 1978 og en lesbisk på Sejrø 1977-79. Næsten halvdelen af alle organiserede rødstrømper tog på ølejr, de fleste flere gange, hver 12. blev rekrutteret på Femø. Lejrene tiltrak også mange udlændinge, og engelsksprogede uger medvirkede til at placere Femølejren centralt i det internationale feministiske netværk.

Skiftende Femøgrupper administrerede lejren, som gradvis udvidedes fra fire uger til tre måneder, den ene til opbygning og sammenpakning af telte, køkkenudstyr, værktøj etc. Alt praktisk arbejde, inklusive den forhadte tjans med at tømme lokummer, blev fordelt mellem teltgrupperne, der også fungerede som basisgrupper. Om aftenen samledes hele lejren til fællesmøde, sang og dans i værtshusteltet, derudover var der frit valg mellem emnegrupper og almindeligt socialt samvær. For de nye kunne oplæg, fx en guide til gruppesamtaler på seksualitetsugen i 1972, være nyttige, mens erfarne deltagere mere suverænt kombinerede emner og aktiviteter med deres aktuelle situation, fx om de havde børn med, som det fremgår af en deltagers optegnelser om sit ophold i 1972 og 1973.

Begejstringen over fællesskabet på Femø affødte mange nye projekter, designet til at forlænge samværet ud over sommermånederne. Fx planlagde deltagere på den første lejr besættelsen af kvindehuset, kimen til kurser i feministisk selvforsvar blev lagt i 1973, og i 1975 opstod tanken om et center for udvikling og formidling af feministisk teori i højskoleregi.

 

 
undefined

Plakat for Femølejren sommeren 1977

 

 

 

Kvindehøjskolen


Den nordiske Kvindehøjskole
, indviet i 1979 i Visby ved Tønder med plads til 24, senere 40 kursister, var den nye kvindebevægelses største enkeltprojekt, realiseret af ca. 100 kvinder i et netværk, der forsatte som støttekreds for skolen. Den blev det ultimative laboratorium for testning af bevægelsens teorier. Således beskriver seminaroplæg om feministisk pædagogik, hvordan al virksomhed tog afsæt i basisgruppemetoden.

Som det fremgår af et interview med nogle af initiativtagerne var faste bygge- og landbrugskurser nødvendige for den planlagte udbygning og selvforsyningen med grønsager. Men formålet var også at underminere kønsarbejdsdelingen ved at udvide deltagernes kompetencer inden for typiske mandefag og udvikle alternative bygge- og dyrkningsmetoder, baseret på genbrug og bæredygtighed. Et af Kvindehøjskolens kendetegn blev kreativt byggeri, et mylder af anderledes rum med en toetagers ottekantet spise-, og undervisnings- og festsal som det mest ambitiøse projekt.

Jobrotation, basisdemokrati og selvforvaltning var organisatoriske grundprincipper. Formelt havde højskolen hierarkisk struktur med bestyrelse og forstander og lærere. Men reelt fungerede den som et storkollektiv på de op til fem måneder lange forårs- og efterårskurser, mens de administrativt krævende fjortendages kurser blev lagt ud til skiftende grupper af sommeransvarlige.

Sovesale og fællestøj gjorde det private offentligt - røgfri rum og økologisk vegetarmad gjorde det politisk - kedeldragter og nøgne kroppe flyttede grænserne for kvindelighed. I løbet af 1980erne blev personlig udvikling skolens vigtigste varemærke i kraft af den store interesse for kurser i astrologi, drømmetydning og healing osv.

Lesbianisme lå lige for i dette samfund uden mænd. Selvom skolen understregede, at den var åben for alle kvinder, tiltrak den især lesbiske. I en erindringsskitse har psykologen Vibeke Nissen beskrevet overgangen fra en mandekæreste til kvindekærester som en selvfølgelig del af vejen fra kvindegruppen i Tarm til lærergruppen på Kvindehøjskolen.

Ved fem års jubilæet i 1983 placerede festtalen Kvindehøjskolen i den danske højskoletradition. Bønder og arbejdere havde brugt højskoler til at udvikle en ny politisk kultur, nu var det kvindernes tur. Men da var den nye kvindebevægelse allerede på retur, og i slutningen af 1980erne faldt kursisttallet som følge af nedskæringer i de statslige tilskud så meget, at Kvindehøjskolen måtte lukke i 1993 en skæbne den delte med mange andre højskoler.

 

 
undefined

Undervisning i Kvindehøjskolens Ottekant. Foto: Karin Riggelsen

 

 

 

En feministisk kulturrevolution

I 1973 vendte højkonjunkturen til en langvarig økonomisk krise. Arbejdsløshed og sociale nedskæringer afløste fri abort og ligeløn som kvindepolitiske hovedtemaer. Rødstrømperne satte også tydelige fingeraftryk i denne fase, bl.a. gennem en kampfondgruppe, der støttede strejkende kvinder økonomisk.

Men da bevægelsen i bund og grund var antiparlamentarisk, fik traditionelt politisk arbejde aldrig høj prioritet. Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har formuleret den dybe skepsis over for systemet i sin meget alternative ministerliste med fx Anne Marie Helger som udenrigsminister.

I stedet lagde rødstrømperne alle kræfter i kulturkampen, og det er indsatsen for at revolutionere samfundets forståelse af køn og politik, der sikrer dem en fremtrædende plads i 1900-tallets historie. Grænserne mellem offentligt og privat forrykkedes afgørende, begreber som kampen om opvasken og retten til at bestemme over sin egen krop udvidede den kønspolitiske arena og krav om sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv afslørede fatale fejltagelser i tidligere tiders kvindepolitiske strategier.

Denne nye dagsorden kom fx til udtryk i besættelsen af Grevinde Danners Stiftelse og indretningen af ejendommen til et krisecenter for voldsramte kvinder, den største kvindepolitiske manifestation i slutningen af 1970erne.

For den gamle kvindebevægelse var seksualitet et ikke-emne, abort en bombe og moderskabet helligt. Med en ny version af det populære spil Matador - Matamor - viste Rødstrømperne, at børn i et samfund med traditionel kønsarbejdsdeling og utilstrækkelige offentlige pasningstilbud var et stort handicap for kvinder. Effekten af deres frontalangreb på hele familieinstitutionen kan umiddelbart aflæses i de officielle statistikker med færre vielser, flere skilsmisser og især et brat fald i fødselstallet.

I debutbogen med den tidstypiske titel Fri os fra kærligheden, 1973, ramte Suzanne Brøgger sin generations oplevelse af destruktiviteten i parforholdet, som hun sammenligner med krig og kannibalisme under overskrifter som Fra kernefamilie til kernevåben.

Alternativer blev bl.a. afsøgt i feministisk science fiction, fx bestselleren Women at the Edge of Time, 1976, på dansk Kvinde ved tidens rand, 1980, af Marge Piercy. Hovedpersonen pendler mellem sin samtids New York og et højteknologisk økologisk landbrugssamfund anno 2137. Her er alle lige, kernefamilien afskaffet, kønsforskelle udvisket, også gennem hormonbehandling, så alle kan amme de fælles børn, der avles i væksthuse.

1970erne står som rødstrømpernes årti i kraft af deres evne til at radikalisere de øvrige kvindepolitiske aktører. ”De gav os mod”, sagde en af de kvindelige bryggeriarbejdere i den afgørende fase af ligelønskampen.

Der var konstante vandringer ind og ud af bevægelsen. Ifølge Rødstrømpeenqueten var kun 2 procent medlemmer hele perioden fra 1970-85, halvdelen meldte sig ud igen efter 1-3 år, oftest for at arbejde videre i fagforeninger, politiske partier osv. Man kan betragte den organiserede rødstrømpebevægelse som en træningslejr, der uddannede medlemmerne til at føre dens politik ud i alle kroge af samfundet.

Fra 1974 satsede Rødstrømperne på den brede formidling gennem store offentlige arrangementer, hvor også mænd var velkomne. årlige kvindefestivaler i Fælledparken i København og Tangkrogen i århus samlede op til 100.000 deltagere, og Kvindernes Internationale Kampdag, indstiftet af arbejderbevægelsen 1910, fik en renæssance med landsdækkende demonstrationer 8. marts.

Kvinder, 1975-84, var rødstrømpernes mest ambitiøse bladprojekt. Det udkom hver anden måned som et alternativ til ugebladene og indeholdt foruden nyheder og analyser noveller af bl.a. Jytte Rex, en brevkasse, redigeret af bl.a. Birgit Petersson og opskrifter, fx på at skifte ruder. Med fremtrædende billedkunstnere som Lene Adler Petersen og Kirsten Justesen i redaktionsgruppen bød bladet også på layout af høj kvalitet.

Rækkevidden af rødstrømpernes budskaber kunne aflæses på offentlige toiletter overalt i landet. En kvinde uden en mand er som en fisk uden cykel er et af mange feministiske slagord i Tarzan er død. Jane er på Femø, en samling af kvinders lokumsgraffiti fra 1982.

Den nye kvindebevægelse kulminerede sidst i 1970erne. Herefter faldt aktivitetsniveauet, og fra midten af 1980erne kan man ikke mere tale om en bevægelse. I århus tog de konsekvensen af denne udvikling ved at nedlægge organisationen ved en kæmpefest i 1985.

Der er mange modstridende forklaringer på nedturen. Nogle af pionererne var tidligt ude med kritik af bevægelsens manglende politiske realisme. I kronikken Rødstrømpen og parforholdet, 1975, hævdede Ninon Schloss, at mærkesager som seks timers arbejdsdag og gratis daginstitutioner krævede alliancer med politiske partier, primært de regerende socialdemokrater.

Filminstruktøren Elisabeth Rygaard pegede i artiklen CIA kunne ikke ha gjort det bedre, 1984, på uprofessionel håndtering af dybtgående intern splittelse, især mellem Rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse.

En tredje veteran, historikeren Tinne Vammen fremhævede i et interview fra 1983, at den politiske højredrejning, som resulterede i borgerlige regeringer i perioden 1982-93, lammede hele venstrefløjen. Overskriften på interviewet Ideologisk har vi næsten sejret os til døde kan tjene som konklusion på hele historien. Aktivismen og de organisatoriske rammer smuldrede, men ideerne levede videre.

 
undefined

 Tidsskriftet Kvinder, forside nr. 9, aug.-sept. 1976

 

 

 

Forslag til videre læsning

Agger, Inger: Basisgruppe og kvindebevidsthed: En analyse af basisgruppemetoden som udviklingsproces. Kbh.: Munksgaard, 1977. 174 s.

Dahlerup, Drude: Is the New Women's Movement Dead? Decline or Change of the
Danish Movement. London: Sage, 1986. s. 217 244 (Sage Modern Politics Series. vol. 12)

- Rødstrømperne: Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970 1985. Kbh.: Gyldendal, 1998. 2 bd.

Giese, Suzanne: Drømmen om kvinden: Kvindeidealer og feminisme i tre årtier. Kbh.: Centrum, 2001. 347 s.

Hansen, Bente: En køn historie : - erindringer fra kvindebevægelsen. - København : Lindhardt & Ringhof, 2004. - 325 s.

Hansen, Else: Når kvinder rejser ud for at komme hjem: kvindelejren på Femø 1971-1986 / I: Veje at vandre / redaktion: Adda Hilden og Grethe Ilsøe. Roskilde Universitetsforlag, 2003.

Kvinder og kvindebevægelse: 11 rødstrømpehistorier. Red.: Signe Arnfred. Kbh.: Tiderne Skifter, 1974. 153 s.

Kvinders hæfte: 36 brændende historier om Q-bevægelse og kærlighed / red. Lisbeth Dehn Holgersen, Kirsten Justensen, Helle Munk, Anette Nielsen, Nina Vedelsby. - Kbh. : Foreningen Kvinders hæfte, 1984.

Kvindfolk: en danmarkshistorie fra 1600 til 1980. Red.: Anne Margrete Berg; Lis Frost; Anne Olsen. Billedredaktion: Karin Lützen 1: 1600 1900 2: 1900 1980. Kbh.: Gyldendal, 1984. 2 bd. Side 319-331: Rødstrømpebevægelsen, side 333-345: Lesbisk Bevægelse, side 347-360: Kvindebevægelsen i provinsen.

Lauridsen, Susanne K.: Rødstrømpebevægelsens organisatoriske udvikling i København, 1970 74. Kbh.: Københavns Universitet, 1992. 99 s.

Marcus, Maria: Kvinde i dag : samtaler med elleve danske kvinder; fotografier af Vibeke Winding. - Kbh. : Lindhardt & Ringhof, 1973. - 118 s.

Med søsterlig hilsen. Skrevet og illustreret af et kollektiv bestående af: Lillus Bisgaard et al. Kbh.: Høst & Søns Forlag, 1971. 64 s.

Mellem opgør og tilpasning: Kvindebevægelse og kvindesituation i Danmark siden -68. Af Elisabeth Flensted Jensen; Susi Frastein; Anette Steen Pedersen. Århus: Modtryk, 1977.
2 bd. 422 s.

QAK / red.: Lone Christensen ... [et al.]. - Kbh. : Mak, 1970. - 40 sider. - (MAK ; 1.årg 1970, nr.6)

Richard, Anne Birgitte: Kvindeoffentlighed 1968 75: Om kvindelitteratur og kvindebevægelse i Danmark. Gyldendal, 1978. 302 s.

Rosa, Clara og vi andre: Århus: Kvindetværfag, 1979. 90 s.

Rødstrømper: en kavalkade af kvindefilm / [redaktion: Mette Knudsen]. - [Kbh.] : Statens Filmcentral, 1985. 26 s

Thomsen, Inga et al.: Uden kvindefrigørelse ingen socialisme: en opsamling af den ny kvindebevægelses væsentligste feministiske og socialistiske erfaringer samt en vurdering af aktuelle forsøg på integration af kvindekamp og klassekamp. Århus: Fagtryk, 1977. 259 s.

Walter, Lynn: The Embodiment of Ugliness and the Logic of Love. The Danish Redstocking Movement. I: Feminist Review 36, 1990, s.103-126


Tidsskrifter og serier:


Det interne blad for København. Udg.: Rødstrømpebevægelsen i København. Kbh.: Rødstrømpebevægelsen i København, 1974 1977.

Grundhæfte. Udg.: Rødstrømpebevægelsen i København. Kbh.: Rødstrømpebevægelsen i København, 1975

Titlerne på hæfterne er:
0. Rødstrømpebevægelsen i København forår 1970-sommer 1974. Kort historisk gennemgang.
1. En basisgruppe
2. Lesbiske fra isolation til bevægelse
3. En dag med 120 kvinder. Basisgruppeseminar d. 25. oktober 1975
4. Jordmorpjecen. En håndbog i Rødstrømpebevægelsen i København
5. Kvinder kræver fuld beskæftigelse
6. Sangen har kvinder
7. Håndbog i Rødstrømpebevægelsen. "Jordmorpjecen"

Kvindefronten. Kbh.: Kvindefronten i København, 1978 1986.

Kvinder. Udg.: Rødstrømpebevægelsen i København. Kbh.: Rødstrømpebevægelsen i København, 1975-1985.

Kvinder kvinder / fra lesbisk bevægelse. - No 1 (maj/juni 72)- nr. 8 (juli 1981). - Kbh. : Kvindehuset, 1972-1981.

Rødstrømpebladet. Udg.: Rødstrømpebevægelsen i København. Kbh.: Rødstrømpe-bevægelsen i København, 1971-1974.

Rødstrømpen. Udg.: Rødstrømpebevægelsen i Århus. 1971-1983.


Kilder:

Maria Marcus: "Kvinde i dag". 1973, s. 89-98 Se pdf.

"Rødstrømpe-Manifest". I "Søsterskab! Artikler fra den amerikanske kvindebefrielse". 1971, s. 256-58 Se pdf.

"Nu vil pigerne dolke og skyde de gale mænd". Søndags-Aktuelt 5.4.1970 s 8 Se pdf.


Lisbeth Dehn Holgersen: "Den dag vi gik på Strøget med balloner i brystholderen". I "Rødstrømper. En kavalkade af kvindefilm". 1985, s. 5-7 Se pdf.

Else Cortzen: "Ingen kan være sikre for rødstrømperne" og "Politi passede på garden - men rødstrømperne snød". Ekstrabladet, 9. april 1970 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne". Bind 1, 1998, s. 170 + note 17 s. 246 Se pdf.

""Rødstrømpernes" hårde kerne". B.T. 9.4.1970 s. 17 Se pdf.

"Kvinder og kvindebevægelse". 1974, s. 11-17 Se pdf.

Lisbeth Dehn Holgersen, Åse Lading, Ninon Schloss og Marie-Louise Svane: "Something is happening, but you don't know what it is, do you, Mr. Jones?". Informations kronik 6.5.1970 Se pdf.

"En historie om, hvordan rødstrømperne blev rødstrømper". Qak. Mak 6, juli 1970, s. 1-2 Se pdf.

"Om revolutionære kanariefugle"? Qak. Mak, 6. juli 1970 Se pdf.

"Hvad er en "Rødstrømpe"? Qak. Mak. 6. juli 1970 Se pdf.

Kolofon og indholdsfortegnelse. Qak. Mak 6, juli 1970 Se pdf.

"Det bobler i slaggedyngen - slammen koger over". Qak. Mak 6, juli 1970 Se pdf.

"Ægteskabshistorier". Qak. Mak. 6. juli 1970 Se pdf.

"Rødstrømpebevægelsen i København forår 1970 - sommer 1974". Grundhæfte 0, 1975. s. 4-12 Se pdf.

Poul Worm: "Derfor gik de unge på barrikaderne 1. maj 1970". Ekstra Bladet 2.5.1970 s 23-25 Se pdf.
B:
Jane: "Rødstrømper i Folketinget: Vi vil have ligeløn nu". Politiken 17.12.1970 s 16 Se pdf.

S. Østre: "Kvinder synger". 1977, s. 160-62 Se pdf.

Kvinde kend din krop", 1975 s. 205-211 Se pdf.

Suzanne Giese: "På andre tanker", 1978 s. 18-28 Se pdf.

Lizzie Bundgaard: "Kunstnerpiger laver kvindeoprør". I Ekstra Bladet 8.4.1970 Se pdf.

Karen Jespersen: "Rødstrømperne har gjort kvindesagen politisk". I Information 21.4.1970 Se pdf.

"Så er Edith også trukket i rødstrømper". Politiken 18.2.1971 Se pdf.

"Mænd ikke velkomne". I Ekstra Bladet 15.4.1970 Se pdf.

"Mors dag giver os kvalme". I Ekstra Bladet 8.5. 1970 Se pdf.

Lars Hansen: Foto af Ulla Dahlerup. Politiken 11.5.1970 Se pdf.

"Vi opførte os som høns". I Ekstra Bladet 12.5.1970 Se pdf.

Karen Syberg: "En rødstrømpe slås ikke med politiet den ene dag for at flirte med betjentene den næste". I B.T. 14.5.1970 Se pdf.

Maria Marcus: "Kvinde i dag". 1973, s. 109-19 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne". Bind 1, 1998, s. 467-69 Se pdf.

Susanne K. Lauridsen: "Rødstrømpebevægelsens organisatoriske udvikling i København, 1970-74", 1992 s. 79-82. Se pdf.

Annette Leleur: "Århusrødstrømpernes historie". Kvindelighed: en introduktion til den nye kvindebevægelses ideer. 1974, s. 26-32. Se pdf.

"Kvindelejr på Femø". Politisk revy 174. 11. juni 1971 Se pdf.

"Kvindehuset". Qmokke. 1971 Se pdf.

"Sådan arbejder vi". QMokke, 1971 Se pdf.

"Tværgrupper". Rødstrømpebladet 9. december 1972 Se pdf.

"En basisgruppe". Grundhæfte 1, 1975 Se pdf.

"Jordmorpjecen. Håndbog i Rødstrømpebevægelsen". Grundhæfte nr. 4. 1981 s. 8-12 Se pdf.

"Bogcafé-gruppen". Rødstrømpebladet 13. oktober 1973, s. 26 Se pdf.

"Abortgruppen". Rødstrømpebladet nr. 13, 1973 Se pdf.

"En dag med 120 kvinder". 1976 s. 58-60 Se pdf.

Juliet Mitchell: "Kvindernes befrielse", 1972 s. 67-69 Se pdf.

Kathie Sarachild: "Et program for feministisk "bevidstgørelse". Søsterskab! Artikler fra den amerikanske kvindebefrielse, 1971 s. 135-40. Se pdf.

"Rapport fra en basisgruppe". Rødstrømpebladet 13. Oktober 1973 Se pdf.

Inger Agger: "Basisgruppe og kvindebevidsthed", 1977 s. 13-15 Se pdf.

Jette Lundbo Levy og Mette Knudsen : "En offentlig brevveksling om det private". HUG 1, 1974, s 34-38 Se pdf.

Ulla Dahlerup: "Søstrene", 1979 s. 78-85 Se pdf.

"Noget om kontorassistent, fru Larsen". En dag med 120 kvinder, 1976 s. 50-51, 43 Se pdf.

"Kvinde, kend dit eget værd". I Kvinder nr. 7. Apr./maj 1976 Se pdf.

Pia Nyrop: "Jeg er blevet bevidstgjort". Kvinder synger, 1977, s. 134 Se pdf.

Trille: "Vi har smidt returbillet væk" og "Storebælt". I "En lille bunke krummer", 1977 Se pdf.

Karen Fredslund Ellegaard: "Vi hader ikke mænd men de skaber problemer". Information, 7.-8.8.1971 Se pdf.

"Med søsterlig hilsen", 1971, s. 37-41 Se pdf.

Bodil Begtrup: "En studiekreds med Rødstrømper". Kvinden og Samfundet nr. 10, 1970 Se pdf.

"Thildebørnenes historie". Kvinde og Samfundet 9, 1972 Se pdf.

Hanne Reintoft: "Kvinden i klassesamfundet", 1972 Se pdf.

Lone Christensen: "Kønskamp og klassekamp". Politisk revy nr. 202, 11.8.1972 Se pdf.

Karen Jespersen og Tinne Vammen: "Kvinden i klassesamfundet". Rødstrømpebladet nr. 9. December 1972 Se pdf.

Steen Bille Larsen, Birger Steen Nielsen, Torben Vosbein: "Det er s'gu svært at være at være mand i en kvindebefrielsestid". Politisk revy 183. 29.10.1971 Se pdf.

Lasse Ellegaard: "Rødstrømperne på Femø kan ikke lide pressens folk". Information 22.7.1972 Se pdf.

Jan Stage: "Bitter aften med Aleksandra Kollontaj ved et bord på Gråbrødretorv". Information 26.7.1972 Se pdf.

Maria Marcus: "Nogle typiske måder at lægge os ned på". Informations kronik 31.7.1972 Se pdf.

Trolden Teddy. Information 1.8.1972 Se pdf.

Søren Krarup: "Damesagen". Den danske dagligdag, 1973, s 59-67 Se pdf.

Inger Stauning og Karen Jespersen: "Dagspressen og kvindebevægelsen". politisk revy 202, 11.8.1972 Se pdf.

Suzanne Giese og Jette Lundbo Levy: "Om modsætninger i kvindebevægelsen". HUG. Det kønsliv, den politik, 1980 s. 108-11 Se pdf.

"Lesbisk gruppe". Rødstrømpen 13, oktober 1973 Se pdf.

Kvinder Kvinder. nr. 2, november 1973 s. 1-2 Se pdf.

"Den kvinde-identificerede Kvinde". Grundhæfte nr. 2, 1975, s. 34-38 Se pdf.

"Vi er en hær af undertrykte". Qak. Mak 6, juli 1970 s. 37 Se pdf.

"Blot et hug.." Lesbisk sangbog, Lesbiske Göteborg 1974/75, s. 16 Se pdf.

Homofil rådgivning: "Hvorfor er I så aggressive?". Kvinder Kvinder 3, juni 1974 Se pdf.

Karin Lützen: "Om kvinders manglende synlighed". Kvinders hæfte, 1984 s. 108-14 Se pdf.

"Hvem er vi? Hvad kan vi gøre?" Kvindeseminar, 1972 s. 59-64 Se pdf.

"Regler for struktur for rødstrømpebevægelsen". Håndbog i rødstrømpebevægelsen, 1981 s. 98-99, 101-02. Se pdf.

"Kontorgruppen". Rødstrømpebladet 13. Oktober 1973 s. 23-24. Se pdf.

"Rødstrømpe-seminar". Rødstrømpebladet 16. 1974 s. 19-20 og 31. Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne". Bind 1, 1998, s. 424 Se pdf.

"Parolen". Håndbog i Rødstrømpebevægelsen, 1981. s. 46 Se pdf.

"Kvinder og kvindebevægelse: 11 rødstrømpehistorier". København: Tiderne Skifter, 1974 Se pdf.

"Vesterbros kvindegruppe". Rødstrømpebladet 13, oktober 1973 s. 3-4 Se pdf.

"Lesbisk bevægelse". Jordmorpjecen: en håndbog i Rødstrømpebevægelsen i København, Grundhæfte nr. 4. 1981 s. 88-90 Se pdf.

"Grupper i Rødstrømpebevægelsen". Jordmorpjecen, 1976, s. 60-61 Se pdf.

Det interne blad for København. Nr. 28, 1976 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne Bind 1, 1998, s. 202 og s. 262 Se pdf.

"Hvordan gik kampagneugen?" Kvinder, nr. 18, februar-marts 1978. s. 13-16 Se pdf.

"Kvindehuset". Jordmorpjecen 1976, s. 21-25 Se pdf.

"Tid & sted". Kvinder nr. 55, marts 1984, s. 30-31 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne" bind 1, 1998 s. 170 Se pdf.

"Velkommen til Femø". 1979 Se pdf.

"Femø 79". Femøpjece 1979 Se pdf.

"Oversigt og oplæg til seksualitetsugen på Femø 1972". Jette Szymanskis arkiv. Kvindehistorisk Samling Se pdf.

"Femø, sommeren 73". Jette Szymanskis arkiv. Kvindehistorisk Samling Se pdf.

Chris Poole og Patricia Baker: "Fra et sydende telt på Femø, til Åbenrå, til Prinsessegade, til Gothersgade, til en smuk sal på Danner". Kvinders hæfte, 1984 s. 63-65 Se pdf.

"Tag med på Kvindehøjskolen", 1979 Se pdf.

Jytte Larsen og Lene Sjørup: "Feministiske læreprocesser/pædagogik". Rapport fra Hindsgavl-Seminaret, 1980 s. 26-30 Se pdf.

"Kvinder kan stå for deres egen tilværelse". Kvinder nr. 23 dec.1978/jan 1979, s 22-24 Se pdf.

Ingrid Mejer Jensen: "Skæve vinkler. Om Kvindehøjskolens kvindeskabte rum" Egne rum, 1991 s. 211-18 Se pdf.

"Sommer". Kvindehøjskolen Sommerkursusprogram 1983. Se pdf.

Vibeke Nissen: "Kvindebevægelsen bor i mit hjerte". Kvinders hæfte, 1984, s. 68-72 Se pdf.

Jytte Larsen: "Kvindehøjskolen 5 år". Kvindehøjskolen 1978-88, 1988, s. 60-62 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne" bind 1, 1998 s. 170 Se pdf.

Kamma Langberg: "Ligeløn -Pigeløn", 1981. Uddrag fra upagineret bilag Se pdf.

"Kvinder kræver fuld beskæftigelse", Grundhæfte 5, 1978 s. 1-7 Se pdf.

"Kampen om grevindens hus", 1980, s. 2-9 Se pdf.

Jytte Rex: "Fra en restaurationspiges dagbog". Kvinder, nr. 25 april/maj 1979 s. 19-21 Se pdf.

"Brevkassen", Kvinder nr. 8, juni/juli 1976, s. 23-25 Se pdf.

"At skifte en rude ud". Kvinder, nr. 33, august/september 1980 Se pdf.

Kvinder nr. 51, august /september 1983, forside ved Elisabeth Therkelsen og Bodil Høyer Se pdf.

Drude Dahlerup: "Rødstrømperne" Bind 1, 1998, s. 454 Se pdf.

Elisabeth Rygård: "CIA kunne ikke have gjort det bedre". Kvinders hæfte, 1984, s. 101-04 Se pdf.

Pernille Kløvedal Helweg: "Kære KVINDER". Kvinders hæfte, 1984, bagsiden Se pdf.

Pat Mainardi: "Opvaskens politik". KAMP, 197? Se pdf.

Hanne Dam: "Ideologisk har vi sejret os næsten til døde". Information 5.-6.11.1983 Se pdf.

Merete Carlsen: "Tarzan er død. Jane er på Femø", Forlaget Hønsestrik 1982 s., 12-13, 16-17, 26-27, 32-33, 34-35 Se pdf.

"Matamor". Kvinder 49, april 1983 s 16-17 Se pdf.

Ninon Schloss: "Rødstrømper og parforhold". Politikens kronik 22.11.1975 Se pdf.

Suzanne Brøgger: "Fri os fra kærligheden", 1973 s. 21-22 og s. 25-30 Se pdf.

Mogens Nygaard Christoffersen: "Familiens ændring: en statistisk belysning af familieforholdene". Kbh.: Socialforskningsinstituttet, 1993, s. 92 Se pdf.

Marge Piercy: "Kvinde ved tidens rand", 1980. s.109-115, 144-50 Se pdf.

"Seminarudtalelse - Helsingør, januar 1976". Jordmorpjecen. 1976 s. 74-75 Se pdf.

"Arbejdsmarkedet". Statistisk tiårsoversigt 1980, s. 74 Se pdf.

"Farvel til ligelønnen i EF". Demokraten 20.4.1972, s. 1-2. Se pdf.

8. marts: http://www.kvindekilder.dk/kvindedag/indhold/indhold.htm


Ophavsret:

KVINFO har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til kildetekster og illustrationer. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt for redaktøren at finde frem til rettighedshaverne. Hvis du kan påberåbe dig ophavsret til tekster eller billeder i KVINDEKILDER og ikke er blevet kontaktet, beder vi dig om at henvende dig til KVINFO.

 

 


 

Side:
print
Show all pages