Lokal kvinderepræsentation. Ligestillingens oversete akilleshæl

Med 93 procent mandlige borgmestre og 73 procent mænd i de kommunale råd halter Danmark pinligt bagefter i forhold til lokal kvinderepræsentation. De sidste 10 år er udviklingen stagneret, og strukturreformen og kommunesammenlægningerne i 2005 var mest af alt et ligestillingspolitisk tilbageslag. Hvordan kan denne udvikling forklares, og hvad kan man gøre for at vende den?

Af Ann-Dorte Christensen

Der er fokus på ligestilling i politik både i Danmark og på internationalt niveau. Herhjemme ser vi det for øjeblikket i form af partiformænd, hvor der nu er flere kvinder end mænd i spidsen for de politiske partier. Og på internationalt niveau har det gennem flere år været tydeligt, at kampen om politiske topposter også er noget, kvinder blander sig. Fx er det i Tyskland og Finland med Angela Merkel og Tarja Halonen lykkedes at få valgt kvinder til de øverste poster. Andre steder melder de sig som seriøse kandidater til præsidentposter som Ségolène Royal i Frankrig og ikke mindst Hillary Clinton og Sara Palin i USA. De kvindelige toppolitikere er ikke længere et særsyn, selvom der stadig er kønnede metaforer klistret til dem.

Således viser det stigende antal kvinder på topniveau også mangfoldighed og forskellighed. Tænk bare på forskellen mellem Pia Kjærsgård fra Dansk Folkeparti og Margrethe Vestager fra Det radikale Venstre og på den amerikanske valgkamp, hvor Hillary Clinton og Sara Palin repræsenterer markante forskelle både i form og indhold. Væsentligt i denne sammenhæng er det dog, at ”kønskortet” er blevet et centralt parameter i kampen om vælgere både i Danmark, i Norden og på internationalt niveau.

Ser vi på den parlamentariske kvinderepræsentation har den i Norden været jævnt stigende siden 2. Verdenskrig, selvom der de seneste år er sket en stagnation i Danmark på lige under 40 pct. kvinder, og vi må se os overhalet af lande som fx Rwanda, Cuba og Argentina (se uddybende Dahlerup, 2008).

Det parlamentariske niveau og spørgsmålet om Danmark som 'glasloft-land' er et meget centralt både demokratisk og ligestillingspolitisk spørgsmål, som heldigvis har kønspolitisk bevågenhed. Imidlertid vil jeg argumentere for, at man i debatten om ligestilling i politisk repræsentation har overset det lokale niveau og dermed ikke i tilstrækkelig grad har fået tematiseret de eklatante ligestillingsmæssige problemer, der er i den kommunale kvinderepræsentation. Det har for det første betydet, at de forklaringer og teorier, der er udviklet om kvinderepræsentation, primært er relateret til det nationale niveau. For det andet, at der politisk har været langt mindre opmærksomhed omkring det kommunalpolitiske niveau.

Grænsen for hvad der er en legitim kønsfordeling i demokratiske forsamlinger på lokalt niveau, ligger langt lavere end på parlamentarisk niveau. Fx er der ingen tvivl om, at et nationalt parlament i Norden med 73 pct. mænd (svarende til andelen af mænd i danske kommunalbestyrelser) ville blive opfattet som en skamplet på forestillingen om Norden som en ligestillet region. Ligeledes er der nok heller ikke nogen nordisk statsminister, der ville vove at udpege en regering med kun 8 pct. kvinder (svarende til andelen af kvindelige borgmestre i Danmark). Man taler tit om et ’glasloft’ på parlamentarisk niveau, men er sjældent opmærksom på, at der er endnu lavere til loftet på kommunalt niveau.

Eva Madsen, første kvindelige borgmester i Danmark. Hun var borgmester i Stege 1950. Foto: Lokalhistoriske arkiv for Møn

Denne artikel sætter fokus på den kommunale kvinderepræsentation i Danmark. Jeg vil ikke så meget forholde mig til generelle forklaringer på lav kvinderepræsentation, men snarere prøve at indkredse, hvilke faktorer, der særligt kendetegner den lave udvikling på kommunalt niveau. Det gør jeg ved først at belyse de lange linjer i kvinders politiske repræsentation på kommunalt niveau (sammenlignet med det nationale niveau). Dernæst ser jeg på debatten i forbindelse med strukturreformen og kommunesammenlægningerne i 2007 og i forlængelse heraf på fordelingen mellem kommuner med en forholdsvis ’høj’ kvindeandel versus kommuner med en ’lav’ kvindeandel ved sidste kommunalvalg i 2005. Til sidst i artiklen diskuterer jeg nogle mulige forklaringer og forslag til strategier.

Udviklingen i den lokale kvinderepræsentation

Tabel 1: Kvindeandelen af valgte medlemmer til Folketinget og kommunale bestyrelser. Procent. Udvalgte år.













Note til tabel 1:
1) I første kolonne er tallene til venstre for skråstregen året for folketingsvalg og tallene til højre året for kommunalvalg.
2) Kvindeandelen for folketingsmedlemmer er beregnet ud fra 175 mandater, altså er de nordatlantiske ikke medregnet.
Kilde: Borchorst & Dahlerup, 2003, side 238, 242 og 244, www.stm.dk

Tabel 2: Kvindeandelen af ministre og borgmestre. Procent. Udvalgte år.



Note til tabel 2:
1) I første kolonne er årstallet til venstre for skråstregen året for kvindeandelen af ministre efter folketingsvalg og årstallet til højre året for kvindeandelen af borgmestre efter kommunevalg.
Kilde: Borchorst & Dahlerup, 2003, side 240, 241 og 245. Christensen & Knopp Damkjær, 1998, side 20, www. stm.dk

Ser vi først på udviklingen i kvinders politiske repræsentation i folketinget og de kommunale bestyrelser, viser tabel 1, at der i den første periode i efterkrigstiden var en støt stigning i kvindeandelen. Frem til midten af 1980’erne er der også tale om stort set parallelle udviklinger mellem folketinget og kommunerne med en kvindeandel, der bevægede sig fra under 5 pct. til omkring 25 pct. Men mens det kommunale niveau siden midten af 1980erne er blevet liggende på dette niveau (27 pct.), fortsatte det parlamentariske med at stige frem til midten af 1990erne (38 pct.). Herefter har der for begge områderne været tale om stagnation, og forventningerne om et fortsat kontinuerlig og fremadskridende proces er ikke blevet indfriet (Christensen og Damkjær, 1998). ¹

Ser vi dernæst på kvindeandelen i den politiske elite (ministre og borgmestre) viser tabel 2, at den gennem alle årene har været højere for ministrene end for borgmestrene. For ministrenes vedkommende var kvindeandelen under Nyrup-regeringen i 1990erne på omkring 1/3. Under den borgerlige regering har der været en faldende tendens. Dette er dog blevet opvejet ved de seneste par ministerrokader, hvor kvindeandelen har ligget på 37 pct. For borgmestrenes vedkommende har der siden 1990’erne været tale om stagnation på omkring 9 pct., og efter de seneste kommunalvalg har der endda været tale om et fald i kvindeandelen. I hvert fald har strukturreformen og kommunesammenlægningen ikke fremmet andelen af kvindelige borgmestre, idet 92 pct. af borgmesterkæderne nu hænger om halsen på mænd, der er i spidsen for de nye kommuner.

I Appendiks 1 uddyber tabel A  (se pdf) og tabel B (se pdf) denne udvikling. Her ses den samlede udvikling fra kvinders valgbarhed og frem til i dag i folketinget og kommunalbestyrelser. Set i forhold til skævheden mellem kvindeandelen i folketinget og kommunale bestyrelser er det værd at bemærke, at tabellerne viser, at vælgernes tilbøjelighed til at stemme på kvinder er højere til folketingsvalgene end til de kommunale vag. Således fremgår det, at der siden 1971 er blevet valgt en højere andel af kvinder ind i folketinget end der var opstillet. Fx var der ved det seneste valg i 2007 opstillet 32 pct. kvinder, mens der blev valgt 38 pct. Det modsatte gør sig gældende ved kommunalvalget, hvor kvindeandelen af de valgte er lavere end af de opstillede. Fx var der i 2005 opstillet 30 pct. kvinder, mens der blev valgt 27 pct. Dette viser, at vælgernes tilbøjelighed til at stemme på kvinder er større ved folketingsvalg end ved kommunale valg. Det understreger samtidig, at hvis man skal ændre på den skæve kvindeandel, er det ikke nok at sætte fokus på de politiske partiers opstillingslister. Det er også nødvendigt med et bredere fokus på ligestilling i forhold til vælgerne.

Opsamlende kan vi altså konstatere, at kvinders politiske repræsentation i Danmark er stødt på de største barrierer på lokalt niveau. Det ses som stagnation i kvindeandelen i de kommunale råd på under en tredjedel, men endnu mere markant i forhold til andelen af borgmestre, som ligger over 90 pct. mænd. Strukturreformen har ikke ændret på dette – tværtimod har den være med til at cementere den lave kvindeandel på lokalt niveau og måske været med til at forringe andelen af kvindelige borgmestre.

Jeg vil i det følgende gå mere i dybden og se på strukturreformen og dernæst mere detaljeret undersøge forskelle mellem de forskellige kommuner ved det seneste kommunalvalg.
 

Strukturreformen og kommunesammenlægninger

Strukturreformen, som trådte i kraft i 2007, er den største ændring af den danske velfærdsstat i årtier. Men på trods af at reformen indeholdt en række kønsmæssige implikationer, indgik spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene stort set ikke i debatten om reformen.

Grundlæggende levede regeringen ikke op til ligestillingsloven i arbejdet med strukturreformen. Fx var der med en sammensætning på 13 mænd og 1 kvinde tale om en markant ulige kønsfordeling i strukturkommissionen, som derved ikke overholdt loven om en ligelig fordeling af medlemmer i offentlige udvalg, kommissioner o.lign.. Noget andet er, at man lavede en kønsblind strukturreform. Køn indgår ikke i rapporten for strukturkommissionen og nævnes ikke som en central del i anbefalingerne. Ligestillingslovens krav om mainstreaming – dvs. at offentlige myndigheder inden for deres område skal arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning - er ikke overholdt. Ud af de oprindelige 46 lovforslag var der kun fire, der var gennemgået for ligestillingsproblemer. (Information 3/1, 2005; Christensen, 2005; Østergaard, 2004).

Men hvorfor har strukturreformen så de store kønsmæssige betydninger? Først og fremmest fordi kvinders og mænds tilknytning til den offentlige sektor er forskellig - både som borgere, som ansatte og som brugere. Som borgere, fordi de demokratiske idealer bør indbefatte en lige tilstedeværelse af begge køn i offentlige forsamlinger på alle niveauer (Teigen & Skjeie, 2003). Som ansatte, fordi over 70 pct. af de offentlige ansatte på lokalt niveau er kvinder, hvilket betyder, at ændringer i arbejdsbetingelserne for offentligt ansatte vil påvirke kvinder mere end mænd. Som brugere, fordi velfærd stadig i høj grad er bundet til en kønsbestemt arbejdsdeling, hvor kvinder har en tæt tilknytning til omsorgsområderne. Derudover er kvinders og mænds politiske holdninger generelt forskellige, og kvinder er typisk mere positive over for velfærdsstaten end mænd ligesom de også er mere skeptiske over for skattelettelser og for udlicitering og privatisering end mænd (Borchorst & Christensen, 2005; Borchorst & Goul Andersen, 2006).

Vender vi tilbage til borgeraspektet var den lave kvinderepræsentation på lokalt niveau faktisk et af de områder, som fik regeringens bevågenhed i forbindelse med strukturreformen. Ligestillingsafdelingen igangsatte således en undersøgelse af, om større kommunale enheder ville øge kvindeandelen i kommunalbestyrelserne. Undersøgelsen blev udført af Tina Kjær Bach fra FREIA, Center for Kønsforskning ved Aalborg Universitet (Bach, 2005). Rapportens analyse er fokuseret omkring en sammenligning mellem udviklingen i kvinderepræsentationen i større og mindre kommuner i perioden fra kommunalreformen i 1970 og frem.

Går man ned i de enkelte områder, tegner der sig et billede af, at der er større forskelle end ligheder kommunerne imellem. Både store og små kommuner markerer sig med høje, lave og skiftende kvinderepræsentationer. Fx viser rapporten, at i de største kommuner (med over 50.000 indbyggere) er den gennemsnitlige kvindeandel for de sjællandske kommuner 40 pct., mens den for de jyske kommuner er 29 pct.

Og inden for denne spændvidde er der store variationer. Jyllands største kommune og landets næststørste kommune, Århus, har fx kun 23 pct. kvinder, mens Horsens med lige over 50.000 indbyggere har en kvindeandel på 56 pct. Kvindeandelen i Århus kommunalbestyrelse faldt således markant ved kommunalvalget i 2001 fra 42 til 23 pct. De helt små kommuner (under 8.000 indbyggere) springer også i øjnene med både relativt høje kvindeandele, fx Holmsland med 46 pct. kvinder, mens Læsø stadig er en såkaldt Black Spot, hvor der er nul kvinder i kommunalbestyrelsen (Bach, 2005).


Louise Gade, første kvindelige borgmester i Århus 2001-05. Foto: Århus Kommune

Alt i alt viser rapporten, at der på landsplan er en svag tendens til, at flere indbyggere i en kommune også betyder en højere kvindeandel i kommunalbestyrelserne. Men beregningerne viser samtidig, at det er de sjællandske kommuner og især hovedstadsområdet, der trækker tendensen i den retning. Det er ikke indbyggertallet, men primært urbaniseringsgraden og kvinders erhvervsfrekvens, der har en positiv indflydelse på kvinderepræsentationen. Sagt med andre ord, har det i sig selv ikke noget betydning for ligestillingen at lægge en række små landkommuner sammen. Ud over denne pointe understreger rapporten, at kvinderepræsentationen er omskiftelig og foranderlig, og at den har en nøje sammenhæng med de lokale politiske kulturer (Bach, 2005).
 

’Høje’ og ’lave’ kommuner efter valget i 2005

Som nævnt tidligere førte kommunesammenlægningerne i forbindelse med strukturreformen ikke til en højere kvindeandel i de nye kommunale bestyrelser. Den forblev på det samme niveau, nemlig 27 pct. På baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik udarbejdede Kvinderådet i 2007 et notat over kvindeandelen i de enkelte kommuner (Kvinderådet, 2007). Ud fra dette materiale har jeg opstillet nedenstående kategorisering i ’høje’ og ’lave’ kommuner, hvor ’høje’ kommuner er defineret med en kvindeandel over 40 pct. og ’lave’ kommuner er defineret med en kvindeandel på 20 pct. og derunder. ²

Tabel 3: Oversigt over ’høje’ og ’lave’ kommuner fordelt på regioner.

I lighed med Bachs undersøgelse viser Tabel 3, at de ’høje’ kvindeandele især er forankret i hovedstadsområdet. Således springer det i øjnene, at dette område er den eneste region, der har mere end tre ’høje’ kommuner samtidig med, at det også er den region, der kun har én ’lav’ kommune (Albertslund). I regionerne vest for Storebælt er der en kraftig overrepræsentation af kommuner med ’lave’ kvindeandele. Fx er der hele 10 ’lave’ kommuner i region Syddanmark (fx Esbjerg, Kolding og Middelfart), ligesom region Nordjylland skiller sig ud ved slet ikke at have nogle ’høje’ kommuner. Ud over disse meget generelle tendenser er der et par andre iøjnefaldende ting, der kan fremhæves på baggrund af tabel 3.

For det første er det værd at fremhæve, at de store kommuner (bortset fra København), generelt har en forholdsvis lav kvindeandel på trods af en forholdsvis høj grad af urbanisering. Således kommer hverken Aalborg, Odense eller Århus kommune i kategorien af ’høje’ kommuner. I Aalborg er kvindeandelen 36 pct., i Odense 31 pct. og i Århus helt nede på 23 pct. Århus er særlig interessant, idet kvindeandelen ved valget i 2005 blev den laveste i over 20 år (Se Appendiks, tabel C). Den toppede ved kommunalvalget i 1997 med en kvindeandel på 42 pct., mens den faldt betragteligt ved valget i 2001, nemlig til 23 pct.

Det paradoksale er, at ved samme valg overtog Louise Gade fra Venstre borgmesterstolen. Selvom dette blev fremhævet som en ligestillingspolitisk markering skete udnævnelsen af den kvindelige borgmester samtidig med, at der var en betydelig tilbagegang for den brede kvinderepræsentation i byrådet. Det er påfaldende, at dette markante fald ikke gav anledning til nogen nævneværdig debat set i lyset af, at Århus kommune tidligere har haft en forholdsvis ’høj’ kvindeandel og fokus på kommunal ligestilling (Bach, 2004; Dahlerup, 2003).

For det andet er det værd at fremhæve kommuner, der har en relativ ’høj’ kvindeandel. Her springer Gentofte kommune naturligvis i øjnene, fordi den med en kvindeandel på 53 pct. er den eneste kommune i Danmark, hvor der i dag er flere kvinder end mænd. I 2001 var der 6 kommuner med kvindeligt flertal. En af disse var Horsens. Også i forhold til det seneste valg skiller Horsens sig ud, idet det er den kommune uden for hovedstadsområder, som har den højeste kvindeandel, nemlig 48 pct. (Se Appendiks, tabel D).
 

Det er ikke noget nyt, at Horsens markerer sig med en forholdsvis høj kvindeandel. Bortset fra et fald i 1974 har udviklingen i kvinderepræsentationen været jævnt stigende. Horsens er ofte blevet fremhævet som en by, hvor der har været fokus på køn og ligestilling. Fx var der tilbage i 1970erne stærke grupper af ’rødstrømper’ i byen, som tidligt satte en kvindepolitiske dagsorden og som senere var medvirkende til en forholdsvis høj grad af institutionalisering, bl.a. i form af kommunale ligestillingspolitikker (Dahlerup, 1998).

Selvom Horsens og Århus begge var nogle af de første kommuner, der fik oprettet ligestillingsudvalg, er der tilsyneladende store forskelle på, hvorvidt man kan kunnet fastholde det ligestillingspolitiske fokus. De to cases viser for det første, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem kvindelige toppolitikere og den brede kvinderepræsentation, og for det andet, at det er vigtigt at fastholde en debat og et pres på kommunal ligestilling. Drude Dahlerup har betegnet dette som nødvendigheden af at fastholde et eksklusionsargument – det vil sige et argument for en mere ligelig repræsentation (i modsætning fx til argumenter om at kvinder har andre prioriteringer end mænd) (Dahlerup, 2001).

Alt i alt kan vi altså konstatere, at kvinderepræsentationen på det kommunale niveau er stagneret på et lavt niveau på under en tredjedel. Den omfattende strukturreform med nye opgavefordelinger og kommunesammenlægninger har ikke ændret på dette. Tværtimod er den i forvejen meget lave andel af kvindelige borgmestre nu helt nede på 7 pct. - den laveste andel i mere end 25 år. Analysen viser, at der er en tendens til, at indbyggertallet og urbaniseringsgraden kan fremme en højere kvindeandel.

Det er dog især hovedstadsområdet, der trækker i denne retning, hvor andre storbyer – som fx Århus – viser hvor omskiftelig og forankret i lokale politiske kulturer og udviklinger kan være. Dermed peger resultaterne også i retning af, at et væsentligt parameter for kvinderepræsentationen er, at der skabes et fokus og en debat om ligestilling lokalt - også ude i de enkelte kommuner. Dette ligestillingsmæssige fokus blev overset i debatten om strukturreformen. I stedet må vi konstatere, at det efter reformen står endnu mere sløjt til med ligestillingen på kommunalt niveau med 73 pct. mænd i kommunalbestyrelserne og 93 pct. mandlig borgmestre.

Ritt Bjerregaard, første kvindelige overborgmester i København 2005- . Foto: www.ritt.dk
 

Efterslæb, mandlige magthierarkier eller kvinders fravalg?
 

Hvordan skal vi forklare denne udvikling? Generelt har der i forskningen været opstillet konkurrerende forklaringer om den manglende kvinderepræsentation i politik. I sit bidrag til dette jubilæumsskrift præsenterer Drude Dahlerup de fire mest anvendte teorier: kønsmagtteorierne, efterslæbsteorierne, mæthedstesen og de diskursive rammer/kvindebevægelsens betydning. Der er ingen tvivl om, at der i disse teorier kan hentes væsentlige forklaringselementer på den kommunale uligestilling. En anden typologi er opstillet i Christensen & Damkjær (1998) og Bach (2005), der skelner mellem marginaliseringshypotesen, der lægger vægt på kønsmagt og kvinders fortsatte underordning i politisk repræsentation, og efterslæbshypotesen, som bygger på, at der tager tid, inden kvinder som en ny mobiliseret gruppe er integreret i politik. Christensen & Damkjær argumenterer for, at hverken marginaliseringshypotensen eller efterslæbshypotesen kan opstille tilfredsstillende forklaringer. Dette skyldes først og fremmest, at generelle og helhedsorienterede forklaringer ikke er brugbare på dette område. ”Snarere må der opstilles en bred og flertydig fortolkningsramme, der kan rumme den kompleksitet, der kendetegner området” (s. 32).

I dag – 10 år senere – vil jeg stadig argumentere for, at der er behov for at udvikle mere komplekse forklaringer. Disse skal dels kunne tage højde for forskellen mellem forskellige politiske arenaer (fx EU, nationale parlamenter og kommunale bestyrelser), og dels kunne rumme de mere specifikke forhold, der gør sig gældende fx som her forskelle i de lokale politiske kulturer. Endelig skal de være sensitive over for forandringer, som ofte vil være usamtidige (fx går kvindeandelen op på visse områder, samtidig med at den tilbage på andre).

Set i lyset heraf vil jeg afslutningsvis diskutere nogle forskellige forklaringer – ikke generelt som helhedsforståelser, men mere specifikt knyttet til den skitserede udvikling i den lokale kvinderepræsentation.

I Norge har undersøgelser peget på, at der er et særligt efterslæb for kvinders politiske integration på det kommunale niveau, hvilket bl.a. forklares med, at der her ofte vil være et mere traditionelt syn på forholdet mellem kønnene (Raaum, 1995). Der er ingen tvivl om, at nogle af de barrierer, som kvinder støder på, kan være forankret i lokale kønsstereotype forestillinger. Ovenstående analyse af forholdet mellem ’høje’ og ’lave’ kommuner viser netop, at der ser ud til at være særlige ligestillingsmæssige problemer forbundet med områderne vest for Storebælt. På den anden side viser analysen også, at Danmarks næststørste by, Århus, har udviklet bastante ligestillingsmæssige problemer efter tidligere at have haft en forholdsvis god ligestillingsmæssig profil. Dette kan ikke forklares med kulturelt efterslæb, men formentlig snarere med et skift fra en stærk til en svag ligestillingspolitisk diskurs.

Der er ingen tvivl om, at hvis man skal forklare så markant en mandlig overrepræsentation, som der er tale om på disse betydningsfulde lokale tillidsposter, så handler det også om magt og indflydelse. Rip-Rap-Rup-effekten ser ud til at trives i bedste velgående omkring stærke lokale magthierarkier med mandedominans. Med strukturreformen og kommunesammenlægninger ser det ud til, at disse magthierarkier rustede sig for at bevare de eksisterende magtpositioner. Det så vi fx i debatten om kommunesammenlægningerne, hvor det var tydeligt, at de daværende kommuner og amter var meget opmærksomme på at bevare eller gerne udvide egen indflydelse. Det faktum, at der blev færre pladser at kæmpe om i kommunalbestyrelserne og ikke mindst på borgmesterposterne, så bestemt ikke ud til at fremme kvindeandelen. Argumenter var sjældent knyttet til køn, men langt mere til partier og lokalitet.

En tredje forklaring, som er betydningsfuld for at forstå den seneste lokale udvikling, er spørgsmålet om de diskursive rammer. Som nævnt blev køn og ligestilling overset i debatten om strukturreformen. Spørgsmålet blev ikke sat på dagsordenen ’fra oven’ i forbindelse med arbejdet i strukturkommissionen, ligesom det også i meget ringe grad havde regeringens bevågenhed. Ligeledes ser det ud til, at det var meget tilfældigt og sporadisk i hvor høj grad køn og ligestilling blev tematiseret ’fra neden’ – dvs. ude i kommunerne og i de politiske partier, fx i forbindelse med opstillinger og valgmøder.
 

Endelig vil jeg nævne et fjerde forhold, som jeg mener, har været overset i forklaringerne på kønsskævhederne i politiske repræsentation lokalt, nemlig spørgsmålet om forskelle i kvinders og mænds lokale deltagelsesprofil. Således har flere undersøgelser peget på, at der er væsentlige forskelle i kvinders og mænds lokale deltagelsesprofil. Mens mænd i højere grad end kvinder deltager i vælgermøder op til kommunalvalgene samt i møder om lokale og kommunalpolitiske spørgsmål, ser det ud til, at kvinder i højere grad deltager i møder i de lokale institutioner som fx skoler og daginstitutioner. Kvinder er således interesseret i lokalpolitik, men lægger tilsyneladende deres engagement og aktivitet uden for det formelle politiske system. I forlængelse heraf kan arbejdsbetingelserne i kommunalpolitik også være en kønsmæssig barriere. Kommunalpolitik er ikke som folketingspolitik et fuldtidsjob, men netop noget man laver i ’fritiden’ – en fritid, som kvinder (og også mænd med små børn) givetvis har svært ved at forene med et presset hverdagsliv. Med andre ord tyder det på, at de lokale politiske kulturer ofte kan være baseret på en forældet og traditionel kønsarbejdsdeling, som bedst kan forenes med det hverdagsliv og familieansvar som mænd i ældre aldersgrupper har. Dertil kommer, at kvinder (og især unge kvinder) har en meget lav partideltagelse på under 10 pct. Der er med andre ord ikke noget stort kvindeligt potentiale, der står på spring for at udfordre mændene på de lokale opstillingslister (Christensen & Siim, 2001; Christensen & Tobiasen, 2007).

Sammenfattende vil jeg fremhæve, at den lave kvindeandel i kommunale bestyrelser og blandt borgmestrene skal forklares som et samspil mellem forskellige faktorer. Efterslæb kan givetvis spille en rolle i visse kommuner, men rummer ikke hele forklaringen. Meget tyder på, at kombinationen mellem lokale magthierarkier, der kæmpede for at bevare eksisterende positioner i forbindelse med strukturreform og kommunesammenlægninger, kombineret med mangel på ligestillingspolitisk fokus har spillet en afgørende rolle. I de tilfælde, hvor ligestillingen er kommet på den politiske dagsorden, er det som oftest forblevet ren symbolpolitik.

KarenKaren Delfs, borgmester i Vejle, 2006. I en specialdesignet kjole ved festen for det "gamle" personale forud for kommunesammenlægningen. Foto: Henrik Elkjær

Eller udtrykt med Groucho Marx’s ord:
”Jeg ville gerne have tilbudt Dem min stol, frue. Hvis jeg ikke lige selv sad på den” (citeret fra Teigen & Skjeie, 2003).
 

Strategier og vejen frem

Det ser således ud til, at der skal ydes en særlig indsats, hvis man skal kanalisere det lokale engagement, som kvinder har, over i kommunalpolitik. Her kunne man fokusere på:

1) Markere at kommunalpolitik i høj grad handler om køn
Det er vigtigt med en mere politisk indholdsmæssig diskussion af de seneste års udvikling i kommunerne, herunder at se på de kønsspecifikke konsekvenser i forhold til både brugere og ansatte. Det er ikke tilstrækkeligt at tale om ændrede strukturer og nye beføjelser – det må italesættes som grundlæggende ændringer i velfærds- og socialpolitikken. Man skal ikke lade sig besnære af argumenter om nærhed og rummelighed eller kvalitetssikringer, men i stedet synliggøre, at der også kan blive tale om privatisering og dårlige og mindre professionel kompetence.

2) Sætte fokus på ligestilling og kønsbalance
Det er afgørende at synliggøre kønsskævheder og debattere kønsbalance som et demokratisk ideal. I forhold til folketinget er demokratiske forsamlinger med ekstrem overvægt af det ene køn er ikke længere legitime, men argumenterne om kvinders ret til at være til stede i offentlige forsamlinger skal tematiseres stærkere i forhold til det kommunale niveau. Samtidig skal lokale forskelle diskuteres, da idealer og krav om kønsbalance ikke skal gælde øst for Storebælt.

3) Kritisk diskussion af den politiske kultur i partierne
Her er spørgsmålet om partierne gør en aktiv indsats for at få kvinder på listerne til kommunalvalgene? Sikres de kvindelige kandidater gode pladser på listerne, eller er de fortsat på ’pyntepladserne’? Gøres der tilstrækkeligt i forhold til at få meldt ud, at der er brug for begge køn i det lokale demokrati? Herudover skal der sættes mere fokus på, at det er vigtigt at stemme på kvinder.

4) Arbejdsbetingelser i kommunalpolitik
Hvordan er mødekulturen, og er den baseret på ’old boys network’ og mænds hverdagsliv?
Kan man ændre mødetidspunkterne, så det er foreneligt med et ansvarligt familieliv med børn? Man kan overveje at gøre kommunalpolitik til lønnet arbejde, så man kan frikøbe sig fra jobs. I det hele taget skal der gøres op med tanken om, at kommunalpolitikere er nogen, der har ’baglandskvinder’ derhjemme.

5) Kvindeorganisationer og kvindepolitiske netværk
For kvindeorganisationer og for de kvindepolitiske netværk ligger der en vigtig opgave i at udvikle kollektive strategier med henblik på, at få kvinder til at stille op og blive valgt. Det er nødvendigt med samarbejde på tværs af partier for at skabe fælles debat og handling om at få flere kvinder ind i kommunalpolitik med al den diversitet og mangfoldighed, som de rummer på tværs af politiske skel.

Samlet set er opgaven at markere, at en central del af kampen for at bevare og udvikle velfærdssamfundet i årene fremover kommer til at ligge på det kommunale niveau. Og disse væsentlige diskussioner og beslutninger bør ikke overlades til kommunalbestyrelser, hvor over 70% er mænd eller til borgmestre, hvor over 90% er mænd.
 

Noter

1. For overskuelighedens skyld har jeg ikke inddraget det amtskommunale niveau. Kvindeandelen har også her været stagnerende omkring 30 pct. for dog at falde i 2001 til 27 pct. og derefter i 2005 (med overgangen til regionsråd) at stige til 34 pct.
2. Betegnelsen ’høj’ og ’lav’ er relativ. Således er ’høj’ defineret som en repræsentation af kvinder på 40 pct., fordi det ligger væsentligt over gennemsnittet på 27 pct. og ikke fordi 40 pct. i sig selv opfattes som en ’høj’ eller ’tilstrækkelig’ kvindeandel.

Appendiks

Tabel A: Kvinderepræsentation i Folketinget, 1918-2007
Tabel B: Kvinderepræsentationen ved kommunale valg, 1909-2005B
Tabel C: Kvindeandelen ved kommunalvalg i Århus, 1966 – 2001
Tabel D: Kvindeandelen ved kommunalvalg i Horsens, 1966 – 2001

Litteratur

Aftale om strukturreform www.im.dk
Bach, Tina Kjær (2005): Kvinder i kommunalpolitik - Rapport udarbejdet for Ligestillingsafdelingen, FREIA-tekst nr. 57, Aalborg Universitet http://vbn.aau.dk/fbspretrieve/14135270/57.pdf.
Bach, Tina Kjær og Ann-Dorte Christensen (2005) ”Girlpower. Politikken lokker. Pamperiet skræmmer”. Analyse. Politiken 8. marts, 2005.
Borchorst, Anette og Drude Dahlerup (2003). Ligestillingspolitik som diskurs og praksis. København: Samfundslitteratur.
Borchorst, Anette og Ann-Dorte Christensen (2005) "Når der går symbolik i ligestillingen", Kritisk Debat, september 2005.
Borchorst, Anette og Jørgen Goul Andersen (2006): ”Er kvinder en underskudsforrretning? – Velfærdskommissionens kønsperspektiv og mangel på samme”, i Borchorst & Christensen: Kønsreflektioner – om magt og mangfoldighed. Aalborg Universitetsforlag, side 55-77.
Christensen, Ann-Dorte og Poul Knopp Damkjær (1998). Kvinder og politisk repræsentation i Danmark. GEP-tekstserie, nr. 7, Aalborg Universitet.
Christensen Ann-Dorte og Birte Siim (2001). Køn, demokrati og modernitet. Mod nye politiske identiteter. København:Hans Reitzels Forlag.
Christensen, Ann-Dorte (2005) "Ligestilling i kommunalpolitik", Kritisk Debat, oktober 2005.
Christensen, Ann-Dorte og Mette Tobiasen (2007). Politiske identiteter og kønspolitiske holdninger i tre generationer. Forskningsrapport, FREIA-tekst nr. 64, Aalborg Universitet.
Dahlerup, Drude (2008): ”Glasloft-landet. Udvikling i kvinderepræsentationen i Danmark i et nordisk og globalt perspektiv”. Jubilæumsskrift for kvinders valgret. Læs artikel
Dahlerup, Drude (1998): Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag, 1970-1985. Bd. 1-2. København: Gyldendal.
Kvinderådet (2007). Valgene til kommunalbestyrelserne den 15. november, 2005 i de enkelte kommuner opgjort på køn. Notat på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik.
Jyllands-Posten den 30/5, 2004
Information den 3/11, 2005
Raaum, Nina C. (1995). Kjønn og politikk. Oslo: Tano.
Ministerliste, Statsministeriets hjemmeside: www.stm.dk
Teigen, Mari & Hege Skjeie (2003). Menn imellom. Mannsdominas och likestillingspolitikk. Oslo: Gyldendal Akadmisk
Østergaard, Tinne Stubbe (2004) ”Kønsblind strukturreform”. Kvinden og Samfundet, nr. 4-5.