Diskurser om ligestilling, velfærdsstat og kommunalpolitik i to generationer

I 1960’erne var forfatterens mor del af en mobilisering af kvindelige kommunalrødder, der tørstede efter job, uddannelse og personlig frihed. Et par årtier senere kastede Karen Sjørup sig selv ind i den kommunalpolitiske kamp for daginstitutioner og skoler.
De repræsenterer hver deres generations kvindeliv - fra hjemmegående husmoder med ønske om en plads i samfundslivet, til højtuddannet kvinde midt i det moderne dilemma mellem arbejde og familie, hvor kommunalbestyrelsesarbejdet blot blev en ekstra belastning.

Af Karen Sjørup

Det er nu 100 år siden, at kvinder fik kommunal valgret i Danmark. Men har det overhovedet gjort nogen forskel? Vil kvinder noget andet end mænd i kommunalpolitik? Hvordan hænger kommunalpolitik sammen med ligestilling – hvis overhovedet? Hvorfor er kvindernes repræsentation i kommunalbestyrelserne fortsat så ringe? Og hvorfor er kvinders repræsentation så meget ringere på det kommunale og regionale plan end på folketings- og regeringsniveau? Har kvinder fået et ligestillet medborgerskab, eller snarere en slags kvinde-medborgerskab, hvori moderskabet indgår som særligt parameter?

Jeg vil forsøge at belyse disse spørgsmål ud fra et personligt livshistorisk perspektiv, som udspringer af, at min mor i 1960’erne var konservativt medlem af Esbjerg byråd, mens jeg i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne repræsenterede Venstresocialisterne i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Selv om min mor og jeg således repræsenterede hver sin fløj i dansk politik, så havde vi dog en kvindepolitisk og erklæret feministisk baggrund til fælles. Min mor i Dansk Kvindesamfund, de konservative kvindekredse og hendes egen kvindekreds, og jeg i 1970’er-feminismen med rødstrømpebevægelsen, de socialistiske kvindegrupper og forældrebevægelsen for flere daginstitutioner.

Vi havde også hver på sin tid og måde del i det anliggende at kombinere moderskab med lønarbejde og politisk aktivitet og dermed også en direkte tråd til nutidens familie-arbejdslivskonflikt. Samtidig repræsenterer vi også en periode, hvor kvinderne er gået fra husmødre over deltidsarbejdende til fuldtidsarbejdende mødre, og hvor socialpolitikken er gået fra et trangs-princip til et universalistisk princip. Gennem det 20. århundrede udviklede der sig i det meste af Europa forskellige typer af velfærdsstatsmodeller, hvorigennem socialpolitik, uddannelsespolitik og sundhedspolitik blev udviklet på forskellig måde. I nogle lande efter en overvejende liberal familieorienteret model, og i andre – især de nordiske - efter en model baseret på samme rettigheder til alle, f.eks. folkepension, og dermed på statslige og kommunalt baserede politikker og institutioner frem for markedsmæssige løsninger.

Denne model er også blevet kaldt den social-demokratiske. ¹ Den blev udviklet inden for en parlamentarisk politisk diskurs, hvor altså den politiske indflydelse og handlen betragtes som den væsentligste drivkraft, og hvor arbejderklassen gennem dens politiske repræsentation i Socialdemokraterne ses som den historisk mest væsentlige agent for velfærd og social omfordeling mellem de sociale klasser. ² Tilsvarende har man gennem denne diskurs set arbejdernes solidaritet og forhandlingsposition over for arbejdsgivere og staten som den væsentligste sikring af den sociale sammenhængskraft i det moderne industrisamfund.

Både min mors og min egen historie vidner imidlertid om andre aktører, som velfærdsstatsteorien i væsentlig mindre grad har formået at placere i historien. Det gælder således både kvindebevægelserne og andre bevægelser, samt ikke mindst fremvæksten af de nye videnskabelige og professionelle diskurser inden for sundhed, det sociale område, uddannelse og pædagogik, som i stadig stigende omfang indholdsudfyldte velfærdsstatens institutioner. Man kan således på et teoretisk Foucault-inspireret diskursanalytisk plan tale om, at man inden for det, man kunne kalde den parlamentarisk politiske diskurs, betragter de politiske borgerrettigheder som en særligt privilegeret form for magtudøvelse, det virkelige folkelige demokrati. Hvorimod det, Foucault kalder ’bio-magt diskurser’, ³ dvs. udviklingen af de moderne, videnskabeligt funderede professioner som medicin, pædagogik, psykiatri og jura, betragtes som de praktikfelter, der i princippet er underlagt det parlamentariske styre. I praksis er der tale om professioner og diskurser, som op gennem det 20. århundrede i stigende grad blev udfoldet af kvinder inden for rammerne af det, vi betegner som velfærdsstaten – om end dette primært foregår i kommunalt regi.

Foucault bruger også begrebet ’governmentality’ til at forstå denne særlige styreform, hvor disse videnskabelige diskurser indgår som led i statens styring og den enkeltes evne til at styre sig selv, samtidig med at man bliver styret gennem de særlige sandhedsregimer, som denne styreform skaber. Dvs. at man accepterer de klassifikationer, som diskurserne udstikker som f.eks. psykisk syg, kriminel, homoseksuel eller barn, og dermed også de normaliseringsstrategier, som sættes ind i forhold til disse ’afvigelser’. ⁴

Udviklingen af velfærdsstaten er således snarere foregået i kamp eller dialog mellem det partipolitiske, de politiske bevægelser og de professionelle diskurser. Min pointe vil være at vise, at de videnskabelige diskurser og de tilhørende professionelle praksisser som sundhedsvæsen, skolevæsen og socialvæsen indgår med langt større vægt i udviklingen af velfærdsstaten, end de fleste politologer eller velfærdsstatsteoretikere generelt antager. Foucaults begreb om ’governmentaliteten’ ⁵ udgør i min analyse et bedre begreb for at forstå dette samspil og udviklingen af et forholdsvis fredeligt, men kompliceret samfund, hvor forholdet mellem moral, økonomi og politik forhandles i et sindrigt mønster af politiske og professionelle magtsystemer. Samtidig bygger disse biopolitiske, professionelle diskurser historisk videre på de religiøst baserede filantropiske organisationer, der i høj grad var baseret på kvinders frivillige eller billige indsats.

Dette er ikke mindst relevant, fordi vi jo har oplevet det paradoks, at man taler om kvinders dominans og magtudøvelse i den offentlige sektor, om kvindernes indflydelse på og rolle i governmentaliteten, og om velfærdsstaten som ’vaginalstat’, ⁶  eller som et kvinderegime, hvor drenge trænges ud af en feminint domineret uddannelsessektor. ⁷ Samtidig har kvinderne gennem et århundrede ikke opnået at kunne sætte sig på mere end en tredjedel af de parlamentariske poster.
 

Esbjerg som kampplads

Søren Kolstrup, der har skrevet en afhandling om det, han kalder kommunesocialisme, skriver om Esbjerg i begyndelsen af 1900-tallet: ”Som Nakskov var Esbjerg en eksperimenternes by. Her indledtes i 1904 en nyordning af byens skolevæsen, som dannede optakten til et intenst reformforløb fra 1905 til 1909, da Socialdemokratiet som det første sted i landet erobrede et komfortabelt flertal. Esbjerg blev en rød by. Skole- og sundhedsvæsen antog nye former, og byrådet traf beslutning om en kommunal skolepolitik, der dog først blev delvis realiseret under boligkrisen i årene efter 1916.” ⁸ Kolstrup udnævner dermed socialdemokraterne som den væsentligste aktør i dannelsen af denne tidlige form for lokalt baseret velfærdsstat.

Men dette er en sandhed med store modifikationer, for den nye by Esbjerg var en kampplads af forskellige interesser og modsætninger. På den ene side med en selvbevidst socialdemokratisk arbejderklasse ledet af den daværende bykonge J.P. Sundbo, der byggede nye kommunale skoler med skolelæge, skolebespisning, gratis skolebøger, gymnastiktøj og skiftesko, skolebad og skolehaver samt børneasyl og et kommunalt hospital, som man lod opføre uden brug af lokale håndværksmestre, men udelukkende af håndværkere ansat af kommunen. Deroverfor en indre missionsk organisering med missionshus, egne præster, KFUM og K og en bitter strid med det socialdemokratiske styre om religionsundervisningen i skolerne. En menighedspleje, forgængeren for vor tids hjemmesygepleje, som blev udført af de sygeplejeuddannede diakonisser. Yderligere den katolske indflydelse med Sct. Joseph-søstrenes hospital og sanatorium, der blev stærkt støttet af byens lille og trængte konservative borgerskab, der så de katolske hospitaler som en billig løsning i forhold til en kommunal og sygekassefinansieret offentlig hospitalsdrift. Endelig den private realskole, byens første egentlige eksamensskole, som i begyndelsen af århundredet også varetog gymnasieundervisningen og var en betalingsskole for borgerskabets børn.

Socialdemokraterne i Esbjerg førte således omkring 1900-10 en særdeles aktiv skolepolitik, der tog udgangspunkt i den store fattigdom og børnedødelighed i byen og dermed det store og voksende antal gadebørn, der var resultat af byens hurtige vækst. Skolepolitikken så helt klart børnene som en kommunal opgave, en opgave, som forældrene ikke forventedes at kunne løse. ⁹
 

Esbjerg i 1960’erne

Mit liv i Esbjerg startede dog først 40-50 år, to verdenskrige og en national socialreform senere (1948). Minderne fra denne første kamp om byen stod ikke desto mindre fortsat i stærk erindring i min egen familie, der var del af det trængte borgerskab. Begge mine forældre var aktive i det ’borgerlige kulturelle miljø’ i den ny og rå fisker- og arbejderby, med det stærke socialdemokratiske arbejdermiljø og et omfattende indremissionsk fiskermiljø, primært repræsenteret af partiet Venstre. Og selv om Esbjerg er blevet betragtet som en af de røde – socialdemokratiske – kommuner, hvor velfærdsstatslige initiativer allerede blev igangsat i begyndelsen af det 20. århundrede, så var det alligevel missionshuset, der kom først (1880) som civilsamfundets samlende sted med bespisning af børn og hjemløse, religiøse møder, basarer og religiøse fester. Ligesom de katolske Sct. Joseph-søstres hospital blev det første hospital (1903) og den private realskole (1888) blev den første eksamensskole.
 

Rejsegilde for det nye Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg. Byrådsmedlem Ingrid Sjørup repræsenterede kommunens byggeudvalg og skåler her i Jyske Vestkystens reportage med museets formand og daglige leder.









1950’erne, som var rammen om det meste af min barndom, var fattige efterkrigsår og år, hvor det at være nationalt orienteret, kongetro og dansksindet blev betragtet som væsentligt blandt de borgerlige i denne landsdel, som jo blot 40 år tidligere havde haft grænsen til det tyske rige blot få kilometer væk. Derfor var mit barndomsmiljø også stærkt anglofilt. Alt hvad der var engelsk var godt og rigtigt, mens tysk og russisk var bandlyst, ligesom Esbjerg som by jo også blev oprettet som en del af strategien for ”hvad udad tabes skal indad vindes” efter tabet af Sønderjylland i 1864. Det var eksporten af landbrugsprodukter og fisk til England, som var en væsentlig del af Esbjergs berettigelse og også min families levebrød. Men fattigdommen var stadig udbredt, og foran SID, som lå på vejen til vores børnehave og skole, stod lange køer af arbejdere hver morgen som daglejere parat til at påtage sig en dags arbejde på havnen eller gå hjem med understøttelsen.

Men i 1960’erne ændrede det sig radikalt. Rask skal det gå, var byens motto. Og rask gik det. De fiskere, som vi kendte fra vores nabolag som vore legekammeraters indremissionske forældre, der som brødre og fætre var flyttet fra strandfiskeriet i Agger til den nye fiskerihavn i Esbjerg, fik egne kuttere, nye huse, TV, garager og biler. Missionshuset, Indre Mission og bibelkredse, som de plejede at mødes i, og som også udgjorde kvindernes fællesskab og forum for social kontrol og hjælpsomhed, når mændene var på havet, svandt lige så stille hen. Arbejderne, både kvinder og mænd, tjente gode penge på havnens fiskefiletfabrikker og de mange byggepladser, og arbejderne flyttede også fra de kommunale boliger til parcelhusene uden for bykernen.
 

Min mor i byrådet

Min mor sad i byrådet (1962-68) netop i den periode, hvor alle de hjemmegående husmødre ville have et job. En udvikling, der for alvor eksploderede, da man i 1970 gik fra efterbetalt skat til kildeskat og delvist ophævede sambeskatningen af ægtefæller. I 1950’erne blev ca. 80 pct. af alle gifte kvinder betragtet som hjemmegående eller defineret som sådan af et statistisk system, hvor opgørelsen af arbejdsmæssig stilling skete gennem folketællingerne, med et skema opgjort efter familiens hovedforsørger. I virkelighedens verden dækkede begrebet husmødre over gifte kvinder, hvoraf nogle havde store eller små jobs med rengøring eller madlavning, mens andre deltog i en række forskellige filantropiske aktiviteter.

For min mor trådte det borgerlige ombud som byrådsmedlem – ligesom for andre af de seks kvinder, som blev valgt ind i 1964 – i stedet for et job. Deraf to konservative, min mor og Margit Schroll, der begge var hjemmearbejdende husmødre med rod i Dansk Kvindesamfund, to venstrekvinder og to fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse. De seks kvinder udgjorde 24 pct. af de 25 medlemmer i Esbjerg Kommunalbestyrelse, en kvindeandel langt over gennemsnittet på knap 10 pct. på den tid.


Jyske Vestkysten bragte i efteråret 1964 en reportage fra det første møde i det nye Esbjerg Byråd efter valget.
Ingrid Sjørup er nr. to fra højre.

Min mor havde ikke valgt at blive husmoder. Hun kom fra en meget akademisk præstefamilie, der flyttede rundt i landet i stadig jagt på bedre embeder og præstegårde, der kunne huse de børnerige præstefamilier. Før sit ægteskab havde min mor stræbt efter en akademisk karriere. Den gik imidlertid i vasken, da hun blev gift og fik børn og flyttede til den nye industri- og fiskerby Esbjerg, hvor mulighederne for en videregående uddannelse var små i 1940’erne og 1950’erne. Min mor kompenserede for denne manglende uddannelse ved at kaste sig over bibliotekets bøger, deltage i aftenskolekurser, historiske foreninger, arkæologi, kunst og politik.

Min mor var i 1950’erne også stærkt engageret i de konservative kvindekredse og Dansk Kvindesamfund, ligesom hun også lokalt havde oprettet sin egen kvindekreds, parallelt til Bodil Kochs ¹⁰ Folkevirke, som min mor senere også kom ind i. Bodil Koch var da også en af min mors helte, selv om hun tilhørte det socialdemokratiske parti, som i vort barndomshjem blev betragtet som fjenden. En anden var Thit Jensen, som min mor var vært for ved flere lejligheder, og som jo talte om det ligestillede kammeratskabsægteskab, som også var mine forældres ideal, og som de formentlig bedre end Thit Jensen formåede at realisere. En tredje helt var Lis Møller, der i sine TV-programmer i 1960’erne talte stærkt for de enlige mødre. Lis Møller mente: ”At kvinder skulle være så meget som muligt hjemme, mens børnene var små. Hun var stærkt imod vuggestuer, men gik ind for halvdagsbørnehaver og deltidsarbejde.” ¹¹

Det repræsenterede meget præcist holdningen blandt de borgerlige kvinder i 1960’erne og også min mors tankegang. Men problemet for mange var sikkert, ligesom for min mor, at de reelt ikke havde nogen kompetencegivende uddannelse og derfor heller ikke kunne få et job, der levede op til deres evner og ambitionsniveau. Min mor blev senere i livet som enke korrekturlæser på Jyske Vestkysten og fortsatte i dette job, til hun var oppe i 70’erne. Hun nød at blive en del af den rå arbejderkultur blandt typograferne, som stod i så skærende kontrast til hendes eget borgerlige miljø.

I vort hjem stod vores far lige så meget i køkkenet som vores mor, selv om han også var forsørgeren i huset. Opfattelsen var, at både børn og voksne skulle hjælpes om tingene, men altså ikke, at husmoderens plads var i køkkenet, sådan som 1970’er feminismen og historieskrivningen ellers primært har valgt at se den generations hjemmegående husmødre. Vores hjem har givetvis været anderledes end de fleste på den tid, men ikke desto mindre var der et stort publikum til Thit Jensens foredrag, og Dansk Kvindesamfund var udbredt i hver krog af landet, så det kan ikke kun have været i vores hjem, at kønsrollerne var under opbrud. Selv Fanø havde på den tid en afdeling af Dansk Kvindesamfund.

Min far havde dog også sine mandefællesskaber, bl.a. Svæveflyverklubben, Hjemmeværnet og Frimurerlogen, som også byggede en enorm højborg i Esbjerg i 1960’erne. Både min bedstefar, onkel og familiens læge, advokat og revisor var med i logen. Formålet med logen er jo også socialt hjælpearbejde på et kristent grundlag, men hvad der faktisk foregik, fortaber sig i det umådelige hemmelighedskræmmeri.

Min mors ugifte søster var diakonisse og videreførte dermed familiens religiøse orientering. Hun ledede sammen med en diakonissesøster et rekonvalescenthjem for mindrebemidlede kvinder på Falster. Mine søstre og jeg tilbragte mange sommerferier der, og muntrede os med rekonvalescenterne, der ofte var interessante ’faldne’ kvinder fra hovedstaden, prostituerede, bakkesangerinder og mange rigtig syge kvinder. Men det var tydeligt, at den religiøst baserede sygepleje, som blev dem tilbudt i dette miljø af ugifte, religiøse søstre med et kald til en filantropisk indsats, i 1950’erne og 1960’erne havde overlevet sig selv. Det var altid en kamp, at rekonvalescenterne ikke måtte have besøg af mænd, udover søndag eftermiddag mellem 13-15. Vi børn blev ofte bestukket til at gå tur i skoven med dem, når de skulle træffe deres kærester.

Imidlertid var diakonisserne langtfra snæversynede, de var yderst internationalt orienterede. De rejste med Ydre Mission til Afrika og Indien, kom tilbage med flotte lysbilledshow, drog på kongresser og møder i London og Rom og boede på KFUKs søsterorganisationers hjem rundt omkring. Min mor var meget knyttet til sin søster og rejste også nogle gange sammen med hende. Men samtidig stod det homosociale diakonissemiljø jo i skarp kontrast til det heteronormative borgerlige miljø, hun selv var en del af. Og alliancen mellem de konservative og de religiøst funderede sociale institutioner var for længst brudt. I modsætning til i visse af vore nabolande, f.eks. Norge, forsvandt disse mere eller mindre ud af billedet i 1960’ernes og 1970’ernes velfærdsudvikling.

Men kvindebevægelsen i min mors generation var også en del af den politiske og sociale lejrtænkning, som gjorde sig gældende på den tid, således at Dansk Kvindebevægelse blev betegnet som en borgerlig kvindebevægelse. Kvinderne var - i hvert fald udadtil - stolte husmødre, som krævede at blive respekteret for deres arbejde på lige fod med mændene. Men der var også en række højtuddannede kvinder, skolelæger, tandlæger, lærere, jurister m.fl., der allerede dengang spillede en aktiv rolle i opbygningen af velfærdssamfundets professionelle grundlag.
 

Som nyvalgt i den konservative byrådsgruppe blev min mor underlagt det samme krav om respekt for partidisciplinen, som alle nyvalgte repræsentanter i større partigrupper bliver. Dermed bliver det også vanskeligt at føre en særlig kønspolitisk linje i en partigruppe, som ikke tænker i køn. Min mor blev belært om, at hun ikke måtte sige noget i salen, hvis ikke hun havde et ordførerskab. Alligevel kunne hun, der i sin fritid også var amatørarkæolog, ikke opfylde dette krav, da hun konstaterede, at en ny vejføring gik lige igennem en fredet gravhøj, og det lykkedes hende da også at få slået et sving på vejen. For ellers skulle veje være lige i Esbjerg.
Som medlem af Gade- og vejudvalget er Ingrid Sjørup (nr. to fra højre)
med til at indvie den nye Spangsbjerg Møllevej-bro over Vardebanen.

Min mor blev, ligesom jeg selv senere på Frederiksberg, medlem af de typisk kvindetunge udvalg: Socialudvalg, skolekommission og modsat jeg også medlem af Mødrehjælpens bestyrelse. I min mors tid var der også stadig et børneværn, som hun kom med i. I den sammenhæng blev hun værge for en pige af fattige kår, der åbenbart havde været for vild på den forkerte måde. Jeg husker, at denne pige, som var jævnaldrende med mig, af og til kom på besøg, men jeg tror ikke, at min mor anede, hvad hun skulle stille op med hende.

Men min mor var klart bærer af sin tids borgerlige kvindebevægelsesidealer og en repræsentant for de ambivalente ideologier og interesser, som medlemmerne repræsenterede. ¹² De var ikke optaget af den universalistiske velfærdsstat, som udviklede sig omkring dem, men derimod af den enkelte kvindes ret til uddannelse og erhverv samt politiske rettigheder, og samtidig af familien, det enkelte barns udvikling og vilkår snarere end af den kollektive ånd.

Samtidig var Dansk Kvindesamfund på landspolitisk plan med til at sikre, at de gifte kvinder beholdt retten til erhverv, ligesom de kæmpede mod sambeskatninger, der gjorde, at gifte kvinder skulle have en ret høj indtægt, for at det kunne betale sig at arbejde. De kæmpede også for retten til at kende deres mænds indkomst og dermed familiens forsørgelsesgrundlag og retten til at skrive under på deres mænds selvangivelse. Det kan forekomme latterligt i dag, men dengang fik gifte kvinder husholdningspenge af deres mænd og skulle hver uge stå til regnskab for, hvordan pengene var blevet brugt samt tigge om ekstra, hvis de skulle have noget tøj eller andet til sig selv.

Jeg har med dette forsøgt at illustrere, at der var mange forskelligartede aktører på banen i skabelsen af den særlige form for governmentality, som den tidlige velfærdsstat repræsenterede. Min mor accepterede vel stort set, at kommunalbestyrelsens dagsorden blev sat som en særlig maskulin orden, samtidig med at hun udfoldede sit engagement i kvinde- og kulturpolitik både i og uden for dette rum, uden at hun dermed kom til at få nogen særlig privilegeret eller magtfuld position.
 

Børn, daginstitutioner og skoler i Esbjerg i 1960’erne

Esbjerg var allerede i begyndelsen af det 20. århundrede kendt for sit progressive skolevæsen. I 1950’erne og 60’erne var der kæmpe kommuneskoler med skolelæge, tandlæge, skolebespisning og skolehaver. Det var en udvikling, der var startet i begyndelsen af det 20. århundrede som en del af den kommunesocialisme, som Søren Kolstrup har analyseret, og en væsentlig og nødvendig udvikling i en by, hvor arbejderbefolkningen ’boede i jordhuler, mens man på Fanø gik på realskole’ sådan som fannikkerne hånede esbjergenserne for. Og det er ikke nogen overdrivelse. Udbygningen af Esbjerg omkring havnen, oprettet som statshavn i 1868 efter tabet af Sønderjylland i 1864, gik så stærkt, at det var umuligt at bygge huse til arbejderne i samme hast, så nogle af dem boede faktisk i jordhuler i skrænten ned mod havnen. Siden voksede antallet af børn med eksplosiv kraft, således at Esbjerg i sidste halvdel af 1940’erne kunne præstere den største vækst i børnetallet nogensinde i Danmark.

Valgbrochure fra Det Konservative Folkepartis kvindekreds i Esbjerg op til kommunalvalget i 1964, hvor 6 kvinder blev stemt ind.










Søren Kolstrup har ikke behandlet kønsperspektivet i sin analyse af de røde kommuner, men af billedmaterialet fremgår, at kvinder udgjorde en væsentlig del af de lærere, læger, skolelæger, skoletandlæger m.fl., som var med til at skabe den lokale velfærdsstat. Samtidig var kvinder lavt og ujævnt repræsenteret i byrådene på denne tid. ¹³ Tilsvarende spillede kvinder også en væsentlig rolle i den organiserede form for filantropisk indsats, der blev ydet af nonnerne, diakonisserne, menighedsplejen og i KFUM og KFUK. Men det var også disse organisationer, som blev trængt ud af den fremstormende socialdemokratiske velfærdsstat.

I 1960’erne havde Esbjerg også en socialdemokratisk bykonge, Henning Rasmussen, med stærke rødder i arbejderhøjskolen. Forskellen mellem ham og den tidligere Sundbo var, at han faktisk formåede at være elsket i begge lejre og dermed at forene dem. Han blev senere indenrigsminister, dog med væsentlig ringere succes. Min barndom i 1950’erne og 60’erne var alligevel stadig præget af denne konflikt og af en skarp klassedeling og deling i det kulturelle miljø, som gav sig udtryk i, hvilke aviser, bøger og blade man læste, hvilken musik man hørte, og hvilke skoler man sendte børnene på. Ifølge mine forældre var de kommunale skoler kun for socialdemokrater, ligesom man ifølge dem skulle være socialdemokrat for at få en hvilken som helst stilling i kommunen. Så mine to søstre og jeg blev ikke sendt på kommuneskole, men derimod på den trængte private realskole med blot 200 elever og tilhørende børnehave, hvor min far og hans brødre også havde gået tilbage i 1920’erne. Den lå side om side med den socialdemokratiske idealskole Stormgade skole med 1500 elever, kæmpe sportspladser, skolebespisning og tandlæge.

Skolens børnehave var i modsætning til Esbjerg Asyl, der lå lige henne om hjørnet, ikke et asyl, som skulle skabe et hjem i dagtimerne for børn af udearbejdende mødre. Frøknerne Rødgårds børnehave var derimod en institution, hvor børnene i 3 timer om formiddagen eller eftermiddagen skulle lære at begå sig med andre børn og lære at indordne sig under reglerne for renlighed, bordskik og høflighed. En af reglerne var, at man efter at have spist sin medbragte madpakke skulle stille op i en lang række, give hånd til ’frøkenen’ og sige tak for mad. Min yngste søster og jeg hadede børnehaven og løb hjem, hvis vi kunne se vores snit til det, og der var da også både en mor og en ung pige i huset at løbe hjem til. Det lykkedes da også os begge at blive udmeldt før tiden. Børnehaven bestod af ’lille børnehave’ for de 3-4 årige og ’store børnehave’ for de 5-7 årige. Den mindede på sin vis om de børnehaveklasser, som var indført på de kommunale skoler, men havde også den funktion at bringe borgerbørnene sammen allerede i en tidlig alder. Det virkede. Jeg har stadig venner og kollegaer, som jeg har kendt tilbage fra børnehavetiden i Esbjerg. ¹⁴

Skolen var en forældreskole baseret på grundtvigianske principper. Børnene var forældrenes og ikke kommunens, og man lagde derfor megen vægt på forældrenes aktive deltagelse i skolens liv, og mindre på lærernes seminarieuddannelse. Flere af vore lærere havde således ikke nogen seminariebaggrund, og skolen var rent fagligt ringere end de kommuneskoler, som vi blev opdraget til at foragte. Skolen var på det tidspunkt ud over den katolske skole den eneste tilbageblevne privatskole i Esbjerg. I begyndelsen af det 20. århundrede var der 27. ¹⁵ De fleste af disse havde blot en enkelt klasse med én lærerinde, som også ejede skolen. I min skoletid havde de kommunale skoler, som var bygget i første halvdel af århundredet, alle over 1000 elever. Der var stor børnerigelighed i de år.

En af de børneaktiviteter, som trivedes i de år, var spejderbevægelserne. Der var både de kristelige og de mindre kristelige, de borgerlige og de, der var knyttet til arbejderbevægelsen, de blå, gule, grønne og DUI’erne. På det tidspunkt var spejderbevægelsen skarpt kønsadskilt i drenge- og pigespejdere, men aktiviteterne hos piger og drenge var ikke så forskellige, hvis overhovedet. Begge køn skulle lære at marchere, lave bål, samle brænde, bygge hytter og lave knob, og på den måde var centrale dele af pigeopdragelsen dengang i 1950’erne og 1960’erne langt mindre lyserød, end den er nu. Siden er de danske spejderkorps blevet kønsblandede og langt mindre udbredte end dengang, og ifølge Harriet Bjerrum Nielsens ¹⁶ studier er der opstået en kønsarbejdsdeling og en kønnet belønningsstruktur blandt spejderbørnene, der langt hen ad vejen ligner den, som vi finder på arbejdsmarkedet.

Begge mine forældre gik meget op i, at deres døtre blev spejdere. Dels fordi spejderkorpsene i høj grad passede sammen med den borgerlige nationalromantiske ånd efter besættelsen, og havde konge- og dronningehuset som protektorer og medlemmer, men også fordi de mente, at deres døtre skulle lære at tage på lejr og sove i telt, lave mad over bål og grave egne latriner.

Frederiksberg i 1980’erne

Rødstrømpebevægelsen opstod i 1970 og satte hurtigt en diskurs om at politisere det private. Men kampen om opvasken og opgøret med husherren, der forventede at konen satte tøflerne frem for ham, var for mig et billede, som allerede var en joke i min barndom, og som jeg derfor heller ikke kunne forene mig med. Hvis der var nogen, som trællede med både at tjene penge til tre forvænte døtre og en forvænt kone samt klare indkøb, madlavning og opvask, så var det min egen far. Det marxistiske billede af den fornærede kapitalist, der lod andre arbejde for sig, og selv sad i lænestolen med cigaren og nød profitten, passede lige så dårligt på min egen familie som på mine veninders borgerlige fædre, der alle knoklede for det industrielle under, som Esbjerg var dengang i 1960’erne - ligesom fiskerne på havet og arbejderne i fabrikkerne gjorde det.

Alligevel var mine forældre altså en levende del af det konservative miljø, både lokalt og på landsplan. Da jeg kom i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, gik min mors gamle veninde siden barndommen i Maribo landsretssagfører Hanne Budtz ¹⁷ samtidig ud, ligesom den netop detroniserede borgmester gennem 25 år Arne Stæhr-Johansen altid med et glimt i øjnene bad mig hilse min smukke mor, som han havde haft en ungdomsforelskelse i.

Karen Sjørup i byrådssalen på Frederiksberg, hvor hun blev valgt ind i kommunal-bestyrelsen for VS i 1978.










Den socialistiske del af 70’ernes kvindebevægelse, som jeg blev en del af, omformede parolen til ’ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp’. Den passede på sin vis lige så dårligt til min erfaringshorisont, men til gengæld godt til den marxistiske analyse, som var enerådende på sociologistudiet på den tid. Min egen indgang til kommunalpolitik var alligevel venstrefløjsengagementet og kvindebevægelsen, kampen mod kvindearbejdsløsheden, mod kvinders lave løn og for bedre vilkår for kvinder på universitetet, samt ikke mindst for flere og bedre daginstitutioner. I 1978, hvor jeg blev valgt, var jeg færdig med min uddannelse på universitetet og underviste samme sted. Min ældste søn gik på daværende tidspunkt i Frelsens Hærs børnehave, en af de mange menighedsbørnehaver, som Frederiksberg Kommune havde overenskomst med. Der var stadig mange rester af den tidligere kristent-filantropiske velfærdsorganisering på Frederiksberg i 1970’erne.

På det tidspunkt var der på den danske venstrefløj meget fokus på de sociale bevægelser som agenter for politisk forandring både på miljøområdet, kvindefrigørelsen og kampen for daginstitutioner. Jeg var aktiv i Frederiksberg Forældrenævn, der på militant vis kæmpede for flere, bedre og billigere daginstitutioner og havde i samme sammenhæng ladet mig vælge som forældrerepræsentant i børnehavens bestyrelse. Og mens pædagogerne i de fleste børnehaver på Frederiksberg var aktive i det DKP-dominerede BUPL, så var pædagogerne i Frelsens Hærs børnehave frelsersoldater, der betragtede deres arbejde som et religiøst kald. Flere af dem var selv børnehjemsbørn opvokset i hærens børnehjem, og de så det derfor også som noget helt naturligt at tage med børnene på sommerlejre og udflugter over flere dage, så børnene fra stenbroen kunne få lidt lys og luft. At det så ikke længere var forsømte nøglebørn, men snarere overstimulerede akademiker-, skolelærer- og borgerbørn, var så en anden sag.
 

Mødekultur med snaps og cigarer

Mens min mor altså kom i byrådet som hjemmearbejdende hustru med store børn, fik jeg kommunalbestyrelsesarbejdet oven i et fuldtidsjob som universitetsansat sociolog og kønsforsker, et barn, en graviditet og derefter to børn. Men Frederiksberg Kommunalbestyrelses mødekultur tog ikke hensyn til småbørnsforældre, endsige gravide kvinder. Selv om Tine Schmedes allerede på daværende tidspunkt var blevet udvist fra et møde i Københavns Borgerrepræsentation, fordi hun ammede sit barn under mødet, så var småbørnsmødre stadig en undtagelse i kommunalbestyrelser – og er det stadig.

Vi var i Frederiksberg Kommunalbestyrelse i 1978 8 kvinder ud af 25 medlemmer. Tre konservative, tre socialdemokrater, en radikal og en VS’er. Jeg var modsat min mor enmandsgruppe for VS. Det betød, at jeg var ordfører på alle områder og skulle forholde mig til alt fra teknisk udbygning, gadenavne og børnefjernelser til daginstitutionsudbygning, hospitalsvæsen og overordnet økonomi og budget. Min baggrundsgruppe i VS bestod af en litterat, en statistiker, en historiker og en byplanlægger. De forsynede mig med omfattende dokumentation og ordførertaler, som forlængede kommunalbestyrelsesmøderne med timer, selv om det som regel var en tom manifestation uden nogen politisk gangbarhed – men på et meget højt akademisk niveau.

Alligevel repræsenterede jeg en ny tid, hvor de unge folkevalgte også var blevet professionelle, og hvor jeg dermed kunne levere et kompetent modspil til kommunens embedsfolk og praktikere. På den tid en modsætning til medlemmerne af det konservative flertal, som typisk var selvstændigt erhvervsdrivende, hjemmegående husmødre, samt et par offentligt ansatte jurister. En af disse var Grete Fenger Møller. ¹⁸ Hun var på daværende tidspunkt landsformand for Dansk Kvindesamfund og også medlem af Folketinget. Men hun var ugift, havde ingen børn og repræsenterede på daværende tidspunkt en anden form for feminisme end jeg. Det var hende, der korreksede de mandlige medlemmer for mandschauvinistiske bemærkninger, mens jeg arbejdede for daginstitutioner og skoler.

I Frederiksberg Kommunalbestyrelse holdt man hyppigt udvalgsmøder kl. 8 om morgenen, således at de erhvervsaktive kunne nå deres job derefter. Det var møder med gammel dansk, kaffe, rundstykker, og alskens tobak blev budt rundt og med velbehag nydt under mødet. Andre udvalgsmøder blev afholdt sidst på eftermiddagen og blev afsluttet med det, som blev kaldt en beskeden arbejdsmiddag, når der var møde i salen kl. 19 om aftenen. Den beskedne arbejdsmiddag bestod af mindst fire retter mad ledsaget af øl og snaps og afsluttede med kaffe, wienerbrød og cigarer. Jeg halvsov mig gennem mange af disse møder, det var der også andre, der gjorde, men for mit vedkommende skyldtes det ikke den righoldige indtagelse af spiritus og mad før møderne.

I Frederiksberg Kommune var man allerede på daværende tidspunkt sidst i 1970’erne i fuld gang med at gennemføre det, som nu kendes som new public management, nemlig en tæt styring af kommunens udgifts- og indtægtsbalance og en skattestoppolitik. Det betød, at man ikke accepterede, at der blev fremsat forslag til behandling, der ville forøge kommunens udgifter, uden at der var angivet det man kaldte kompenserende besparelser på indstillingen. Da jeg som venstresocialist konsekvent fremsatte det, der meget rammende blev kaldt overbudspolitik, var der ikke megen støtte at finde i det komfortable konservative flertal.

Så i stedet fremsatte jeg hvert år til budgetforhandlingerne forslag om nedsættelse af kommunalbestyrelsens repræsentationskonto som kompenserende besparelser til mine forslag om flere daginstitutioner, medborgerhus og cykelstier. Forslag, jeg faktisk ofte kom igennem med, da ingen kunne leve med en offentlig skildring af kommunalbestyrelsens rejser, middage, julefrokoster med levende musik omkring juletræet, mandelgaver og cognac til kaffen. Alligevel kan man her i bagklogskabens lys se, at denne betjening var en ringe, men for de fleste attraktiv, kompensation for det ulønnede kommunalbestyrelsesarbejde, hvor man kunne tjene omkring 10.000 kr. om året i diæter.

Samtidig dyrkede man også denne særlige patriarkalske parlamentariske kultur, hvor man levede i og med rævekagerne i rygeværelset og den særlige komedie, der bestod i, at man talte affabelt og formelt i salen, kaldte hinanden hr. og fru. Jeg måtte affinde mig med at blive tituleret fru, selv om jeg insisterede på, at jeg ikke var og aldrig havde været gift, omend samlevende i kernefamilie med mine to børn og deres far. Man insisterede altså på, ligesom man vel stadig gør det i Folketinget, at adressere kvinder i forhold til en mand, mens mandlige medlemmer adresseres uden reference til ægteskabelig status.

Ved valget i 1978, hvor jeg blev valgt, havde socialdemokraterne, personificeret ved den daværende folketingsmand og finansudvalgsformand Kristian Albertsen, forsøgt at vinde det politiske flertal og dermed borgmesterposten. Det lykkedes ikke, bl.a. fordi det radikale medlem Hanne Helveg, som sammen med de tre venstrefløjsrepræsentanter var den udslagsgivende stemme, ikke ville stemme på socialdemokraterne. Dermed sikrede de radikale endnu en periode for de konservative, en bastion, som de stadig holder med den magtfulde borgmester Mads Lebech. De radikale må stadig leve med ansvaret for, at systemskiftet ikke kom, da det ellers var så tæt på. Skuespilleren Helle Virkner var også på tale som borgmester og skriver i sine erindringer, at kampen mod de mange små private plejehjem var hendes væsentligste politiske budskab. ¹⁹

Til gengæld fik socialdemokraterne pladsen som formand for socialudvalget, og de begyndte i denne lomme at forsøge at omforme Frederiksbergs socialpolitik i retning af de røde kommuner med færre ’hattedameinstitutioner’, flere kommunale daginstitutioner og færre private udbydere af både daginstitutioner og plejehjem. På daværende tidspunkt havde Frederiksberg Kommune aftaler med en række private plejehjem, ofte tidligere rigmandsvillaer i Søllerød og langs Strandvejen, hvor de gamle kunne sidde i mahognimøbler, gå på ægte orientalske tæpper og dinere sammen i små grupper på 4-6 beboere, som typisk var størrelsen på de små private plejehjem.

Vi var på besigtigelser rundt på disse plejehjem, hvor jeg kunne se, at de ældre hyggede sig, og med min borgerlige baggrund følte jeg mig også hjemme. Min egen bedstefar boede herskabeligt på et lignende hjem i Rungsted i mange år, hvor han flyttede ind allerede, da han var midt i 60’erne. Men alle disse driftaftaler blev opsagt, og i stedet kom institutionsagtige store kommunale plejehjem og en hær af hjemmehjælpere, som skulle håndtere strategien om ’længst muligt i eget hjem’. Så i dag sidder kommunens mange ældre borgere i egne store villaer og små lejligheder på 5. sal uden elevator, med de flittige SoSu’ere farende ind og ud og op og ned ad trapper. Jeg ved ikke, hvad der var det bedste, men skammede mig over nedlæggelsen af de små private plejehjem, som dog var et trygt alternativ for mange.
 

Børn og daginstitutioner på Frederiksberg i 1970’erne og 1980’erne

Ikke desto mindre var jeg med min stemme selv med til at skabe denne udvikling. Ligesom jeg var med til at oprette mange nye daginstitutioner, ikke mindst de vuggestuer, der var så hårdt brug for, nu hvor den første generation af småbørnsmødre forventedes at genoptage deres arbejde 3 måneder efter børnenes fødsel. Det var imidlertid langt fra tilbuddet, da mine børn var små. Da måtte man klare sig i mindst et år eller to med sort dagpleje, ligesom man forventedes at tage den daginstitution, som blev én tilbudt. Men pladsanvisningen arbejdede på højtryk i de år, og forældrene undså sig ikke for at møde op til kæmpedemonstrationer på rådhuset eller parkere deres børn på socialdirektørens kontor.




















I august 1978 rapporterer Ekstra Bladet fra Vodroffsvej på Frederiksberg, hvor flere byrådsmedlemmer har besat en lejlighed. En af dem er Karen Sjørup (til venstre).

Et eksempel på min egen kamp for bedre og flere daginstitutioner kan aflæses af den forespørgselsdebat, jeg rejste i april 1979 om, hvorvidt kommunen ville iværksætte en nødplan for at afhjælpe den store mangel på daginstitutionspladser for børn i kommunen. ²⁰ I referatet kan jeg konstatere, at der var mødt en større gruppe af de aktionerende ’ventelisteforældre’ med børn op på tilhørerpladserne for at lægge maksimalt pres på det konservative flertal. Borgmesteren gennemførte til gengæld det velkendte lille drilleri med at lægge dagsordenspunktet så sent på aftenen, at de fleste var gået hjem i seng.

Alligevel er det tydeligt, at der ikke rigtig var nogen i kommunalbestyrelsen, der var i stand til at hæve stemmen imod det overordnede budskab: At mange forældre ikke kunne få passet deres børn. Navnlig enlige mødre var i en katastrofal situation, hvis de ikke kunne få deres børn passet, efter barselsorloven på dengang 14 uger var udløbet. Især da den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering havde udsendt det såkaldte børnepasningscirkulære, som betød, at kvinder efter endt barsel skulle kunne fremlægge bevis for, at de kunne få passet deres børn for at være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge. Den socialdemokratiske socialudvalgsformand argumenterede ikke mod mine krav, men udfoldede sine overvejelser om, hvilke ejendomme det kunne lade sig gøre at indrette til midlertidige daginstitutioner. De konservative var helt tavse under debatten, mens kun Fremskridtsmanden argumenterede imod. Han mente, at man i stedet burde sætte priserne på daginstitutioner op for de bedstbemidlede forældre og samtidig sætte grænserne for fripladser i vejret, således at børneinstitutionerne kom dem til gavns, som havde mest brug for dem.

Der blev da også oprettet nye daginstitutioner med en rivende hast. Mit andet barn, født 1980, kunne således rykke ind i en af de helt nye vuggestuer, som jeg havde været med til at forhandle på plads. I min bevidsthed blev kampen for flere og bedre daginstitutioner en af de vigtigste kampe i det særlige feministiske paradigme, hvor flertallet af danske kvinder gerne ville have både uddannelse, børn og en spændende og indholdsrig erhvervskarriere. Dette element er mærkværdigvis meget lidt til stede i historieskrivningen om kvindebevægelsen fra 1970’erne, selv om det var en kamp og et resultat af denne kamp, der prægede vores liv allermest. Det er også et resultat, som vi kan bryste os af mere end noget andet land i Europa. Selv hos vore skandinaviske kvindevenlige velfærdsstatsnaboer finder vi ikke den dækning af især vuggestuer og dagpleje for børn på 0-3 år, som vi har i Danmark.

Da jeg i 1982 ikke genopstillede til kommunalbestyrelsesvalget, men til gengæld lod mig vælge til skolenævnet på min ældste søns skole, blev jeg kastet ud i endnu en af de kampe, som blev meget repræsentativ for sin tid. Nemlig kampen mod kommunalbestyrelsens beslutning om at nedlægge netop den skole, som var kommunens nyeste med de bedste faciliteter for børnene, men til gengæld også den, som kommunen i fattig-firserne mente bedst kunne sælges til andet formål. Det blev en hård og frustrerende kamp, som foregik landet over i de år, og som var med til at nedbryde mange af de gamle skoleidealer og kulturelle samlingspunkter over hele landet – men skolen blev nedlagt.

På Frederiksberg blev disse nedlæggelser faktisk overflødige. De demografiske beregninger, som kommunen benyttede sig af, havde vist, at forældre ville fraflytte kommunen og de små lejligheder, når børnene skulle i skole. Det skete imidlertid ikke længere. Lejlighederne blev renoveret, og mange af familierne blev i byen. Til gengæld betød faldet i det kommunale skolevæsens standard, at væksten i de private skoler blev begunstiget. I dag går vel en fjerdedel af børnene i private skoler, der jo i overensstemmelse med det universalistiske ideal er stærkt statsunderstøttede, således at disse altovervejende finansieres af skattemidler. Statistikeren i min baggrundsgruppe i kommunalbestyrelsen kunne vise denne udvikling sort på hvidt, men kommunalbestyrelsen troede ikke desto mindre mere på sit eget embedsværk end på ekspertisen.
 

Mobiliseringen af kvinder til kommunalpolitik

Da min mor blev medlem af byrådet i 1960, nåede kvinderepræsentationen på landsplan for første gang op over 5 %. Da jeg blev valgt i 1978, var den på 18 % efter en stor stigning gennem 1970’erne. I dag er den 27 %, og det har stort set ikke flyttet sig siden midten af 1980’erne. Det er bemærkelsesværdigt, at repræsentationen af kvinder såvel i Esbjerg i 1960’erne som på Frederiksberg i 1980’erne var væsentligt højere end på landsplan og nærmest svarede til det landsgennemsnit, vi har i dag. Det er i tråd med det ikke ukendte fænomen, at der generelt er højere kvinderepræsentation i de større byer end i landkommunerne.

Kvinderne er forblevet en minoritet i den kommunale repræsentation. Repræsentationen stod stort set i stampe fra 1915 til 1943 med kun 1 % kvinder, hvorefter der fra 2. verdenskrig og frem til 1985 skete en kraftig vækst. Nu har den igen stået i stampe de sidste 20 år, til trods for at netop denne seneste periode er den tid, hvor de fleste mener, at ligestilling er blevet en fuld realitet.

Min mors og min historie er derfor begge en del af den periode fra midten af det 20. århundrede, hvor kvinderepræsentationen på kommunalt plan voksede. Og man kan da spørge, hvad det var for mekanismer, der skabte denne mobilisering. Ifølge Lis Togeby ²¹ var det kvinders tilknytning til arbejdslivet og indirekte til uddannelsessystemet, der var en afgørende faktor bag mobiliseringen i 1970’erne og 1980’erne. ”En stabil tilknytning til uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet bidrager til at bryde kvinders sociale isolation og skabe en social ensartethed som grundlag for en fælles identitet.” ²²  Dette er jo en plausibel forklaring på den mobilisering, som jeg selv var en del af, hvor 1970’ernes kvindebevægelse jo i høj grad udsprang af unge kvinder på uddannelsesinstitutioner og kravet om ligeløn og fuld beskæftigelse. Men man kunne hævde, at familie-arbejdslivskonflikten var den, som først mobiliserede og senere demobiliserede kvinder i forhold til kommunalpolitik.

Derimod passer analysen meget dårligere på min mors generation og dermed hendes politiske mobilisering. Hun blev snarere mobiliseret som substitut for arbejde og uddannelse, men var nu langtfra præget af den sociale isolation, som Togeby forudsætter. Tværtimod var hun en del af en livlig civilsamfundskultur, hvor de politiske foreninger, kvindeorganiseringen, de kirkelige organisationer og det kulturelle liv spillede en aktiv mobiliserende rolle, om end denne repræsenterede sin tids udprægede lejrtænkning i et borgerligt miljø over for et arbejdermiljø og i Esbjerg også et indremissionsk miljø.

Min mor og hendes generation af kvindelige kommunalrødder repræsenterede altså den første reelle mobilisering af kvinder til kommunalpolitik. Man kan derfor spørge, hvad der adskilte denne generation af kvinder fra den forudgående? En generel faktor har nok været den samme, som den var for min mor. Tørsten efter et job og en uddannelse, som kun et mindretal i denne generation havde adgang til. En anden faktor var også den skærpelse af de politiske holdninger til kvinders personlige frihed, der bl.a. kom til udtryk i striden om kvinders ret til at kende deres ægtemænds indkomst samt opgøret med sambeskatningen.

Ifølge Birte Siim ²³ er kvinder mindst lige så politisk aktive som mænd i det ’lille’ demokrati i sager, der vedrører hverdagslivet – skoler og daginstitutioner for børn – mens mænd generelt er mere aktive end kvinder i det ’store’ demokrati. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at så få kvinder i dag er aktive i kommunalpolitik, mens kvindeandelen i såvel folketing som regering er i det mindste en anelse højere.

Min personlige erfaring er, som demonstreret ovenfor, at mange af os i Rødstrømpegenerationen, der fik børn i 1970’erne og 1980’erne, kanaliserede vores politiske engagement ind i kampen for daginstitutioner og skoler. Nogle gennem politiske partier og andre gennem forældreorganiseringer. Det var da også karakteristisk, at der meget hurtigt i slutningen af 1970’erne opstod en politisk konsensus om kampen for flere daginstitutioner, som bl.a. implicerede at jeg hurtigt og til min overraskelse befandt mig i de samme forældrebevægelser som højrefløjsfolk og samtidig også erfarede, at modstanden mod kampen for flere og bedre daginstitutioner fra det konservative flertal på Frederiksberg var ganske lille. Det var ikke svært at se, at en sådan modstand kunne føre til, at det mangeårige konservative flertal i kommunen kunne forsvinde, hvis man ikke kunne levere daginstitutionspladser til partimedlemmernes børn.

I begyndelsen af 1970’erne foregik en storstilet og succesfuld kampagne i Norge med sloganet ’kvinde stem på kvinder’. Den spredte sig også til Danmark, og der kom mange nye kvinder i kommunalpolitik i 1978, hvor jeg selv blev valgt ind. Siden har kvindeandelen næsten stået i stampe. Tilsvarende er de kvindepolitiske aktiviteter efter det, som i 1980’erne blev udnævnt til et backlash, blevet stærkt reduceret og i øvrigt i væsentligt højere grad handler om kvinders engagement på arbejdsmarkedet og i karriere end i politisk og socialt arbejde. Det samme gælder de forældrebevægelser, som bragte mig ind i kommunalpolitik. De unge forældre i dag betragter ’pladsgarantien’ som deres individuelle og selvfølgelige ret og reagerer overraskende fredsommeligt på forringelser i kvaliteten af daginstitutioner og skoler, i bedste fald sender de deres børn på private skoler og reagerer dermed individualistisk snarere end kollektivt på velfærdsforringelser.

De har i mindre grad end vi kommunalbestyrelserne at skyde på eller søge indflydelse i, da disse jo er underlagt regeringens aftaler med Kommunernes Landsforening og skattestop. I min tid i Frederiksberg Kommunalbestyrelse var hverken Københavns Kommune eller Frederiksberg Kommune medlemmer af Kommunernes Landsforening og havde derfor også langt større muligheder for at disponere lokalt.

Efter min erfaring er mødekulturen, og det at kommunalbestyrelsesarbejde stadig betragtes som et fritidsjob, nogle af de centrale barrierer for, at kvinder ønsker at stille op. De yngre generationer af fuldtidsarbejdende kvinder og forældre vælger ganske systematisk de civilsamfundsaktiviteter fra, og dermed også kommunalpolitikken, som tidligere generationer af kvinder i højere grad tog sig af. Det er jo ganske tankevækkende, at vi i dag taler om familie-arbejdslivskonflikten uden at overveje, at vi dermed italesætter livet som noget, der enten foregår på arbejdet eller i familien. Vi glemmer, at der er andet i livet end arbejde og familieliv. Samtidig er det lokale politiske liv, det kirkelige og fritidslivet blevet professionaliseret, mens kommunalbestyrelsesarbejde stadig ses i forlængelse af denne snart hedengangne lokale civilsamfundskultur.
 

Den kvindevenlige velfærdsstat

Det var især sikringen af kvinders individuelle rettigheder til kompensation for forsørgerevne og nettet af sociale omsorgsinstitutioner, der sikrede kvinders uafhængighed af manden. Det er disse individuelle rettigheder, som har givet anledning til, at man har talt om ”den kvindevenlige velfærdsstat”. ²⁴  Men det spejler samtidig en opfattelse af kvindevenlighed med udgangspunkt i opfattelsen af kvinden som moder og moderskabet som en samfundsmæssig rolle, der hæver sig op over faderskabet og samtidig hindrer et fuldt medborgerskab. Det må i nogen grad ses i kontrast til den rolle, som kvindelige professionelle reelt har spillet og spiller i opbygningen af velfærdsstaten.

Kvindelige professionelle kom til at spille en afgørende rolle i udviklingen af indholdet i den danske velfærdsstat. Kvindelige lærere, læger, tandlæger m.fl. indgik i stigende grad i opbygningen af den tidlige velfærdspolitik i starten af det 20. århundrede ikke mindst på det lokale niveau. Samtidig voksede interessen for kvinders vilkår. Moderskabets centrale rolle i befolkningspolitikken blev fastslået i 1930’ernes bekymring over, hvad der dengang blev betragtet som permanent faldende fødselstal. En bekymring ikke ulig den man oplever i de europæiske samfund i disse år (dog uden at en heroisering af moderrollen er på plakaten som i 1930’erne). Efterhånden som velfærdsstaten for alvor voksede i 1950’erne og 1960’erne, blev kvindernes rolle som velfærdsproducenter især i servicesektoren større. Man kan sige, at de velfærdsreformer der, som eksempelvis udbygningen af daginstitutionerne, øgede kvindernes mulighed for deltagelse på arbejdsmarkedet også sikrede dem beskæftigelsen. Men den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse skabte ikke automatisk ligestilling.

1970’ernes kvindeoprør var i høj grad et oprør mod husmoderligheden. ”Frigørelse er mere end ligestilling” var en parole. ”Politisér det private” var en anden. Denne kamp for frigørelse på det personlige plan, i forholdet mellem den enkelte mand og kvinde, foregik samtidig med, at kvinder fik lønarbejde og i stigende grad kom til at fylde i uddannelsessystemet. 1970’erne avlede også ligelønslovgivning og Ligestillingsrådet, der gennem årtusindets sidste 25 år skulle skabe en statslig ligestillingspolitik ud af temaerne i de mange kvindepolitiske bevægelser og kampe, der foregik i denne periode. Kampene handlede i høj grad om at berede kvinderne vejen ind i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Men samtidig kan man påstå, at den privilegering af moderskabet, som blev resultat af den kvindeorienterede velfærdsstat, ikke blev ophævet til trods for kampen mod husmoderligheden. Tværtimod kan man hævde, at kvinders særrettigheder i forhold til børn blev forstærket af de løsere familiestrukturer, som også blev resultat af kvindernes økonomiske frihed gennem muligheden for selvforsørgelse og adgangen til offentlig kompensation. Således forblev børnene primært kvindernes anliggende – også i forbindelse med en ophævelse af samlivsforhold mellem forældrene.

Helga Hernes fastslog i 1987, at den norske velfærdsstat gennem de seneste årtier havde vist nogle feministiske træk, og hun karakteriserede den derfor som kvindevenlig. En karakteristik, som en del forskere har overtaget og overført på den nordiske velfærdsmodel i almindelighed. I den forstand er den nordiske velfærdsstat blevet kendt og efterstræbt som modelsamfund - ikke mindst i forhold til den ligestillingspolitik, der føres i EU, og som i dag er den væsentligste drivkraft for medlemslandenes ligestillingspolitik.

Konklusion

For min og senere generationer af kvinder er ligestilling blevet synonymt med uddannelse, arbejde og egen indtægt. I min mors generation var det snarere det ligestillede ægteskab med kvinden som samfundsmæssigt engageret og samtidig hjemmearbejdende hustru. Historien vidner om, hvordan diskursen eller de politiske idéer om frihed og lighed i praksis omformes til noget andet, der aktuelt identificeres som frihed og lighed. At min mors generations idealer om den ligestillede husmoder og deltidsarbejdende, der brugte sin politiske indflydelse på lige fod med manden, men samtidig accepterede, at statussen som mor affødte nogle andre rammer for hendes liv, er afløst af en ligestillingsdiskurs, som primært ser lønarbejde, uddannelse, ligeløn og lige karrieremuligheder som et mål for frihed og lighed for kvinder.

Det er umuligt entydigt at svare på, om kvinder har gjort nogen forskel i det kommunalpolitiske arbejde. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at de har været med til at formidle en velfærdsstatslig situation, hvor det er muligt at have både børn og karriere. Dog stadig med de modifikationer, at kvinderne laver det meste af husarbejdet, afholder det meste af barselsorloven, tager fri til syge børn, er alene med 90 pct. af de børn, som lever uden begge forældre osv. Dermed er ”kvinde” i velfærdsstatslig sammenhæng også blevet til ”arbejdende mor”.

Men først og fremmest er der brug for at genskrive velfærdsstatens historie som en kvindernes historie. I min barndoms Esbjerg udgjorde nonnerne på Sct. Joseph hospitalet, diakonisserne i menighedsplejen, frøkenerne i børnehaven, de kvindelige skoletandlæger og skolelæger, sygeplejerskerne og skolelærerne baggrunden for, at velfærdsstaten overhovedet kunne udfolde sig som et praktisk civilisatorisk redskab. Samtidig tabte den religiøst baserede del af velfærdsstaten, eller husmoderens alliance med præsten terræn til de nye professionelle, husmoderens alliance med lægen og dermed med de nye videnskabelige professioner. Siden er kvinderne selv blevet hovedaktører i den professionelle forvaltning af de biopolitiske diskurser. Dermed har de også været med til at bringe varetagelsen af kommunernes sociale og uddannelsespolitiske rolle ud af det kommunale univers og placere denne i et videnskabeligt univers.

Kvinderne har altså i mindre grad formået at gøre deres indflydelse gældende på det politiske plan end på det professionelle i den kommunale sektor. Samtidig har den professionelle indflydelse også været en magtfuld position, hvor fag og uddannelser i høj grad har udfyldt rammerne og udviklingsretningerne for velfærdsstaten. På mange måder har dette været en mere magtfuld position end den politisk-parlamentariske, som gennem mange år har sat vide rammer for de professionelle diskursers udfoldelse gennem opbygning af stadig mere omfattende velfærdsstatslige institutioner og praksisser. I de seneste årtier er disse imidlertid blevet underlagt stadig skarpere økonomisk kontrol og effekt- og kvalitets-måling af den politiske diskurs, der med new public management i hånden sætter nye og snævrere rammer for den professionelle udfoldelse, i et omfang, som er i gang med at nedbryde de professionelle standarder.

Samtidig sættes denne politiske diskurs i stadig mindre grad i det kommunalpolitiske regi, men derimod snarere i det landspolitiske. Så man kan måske også vove den påstand, at det er en ganske fornuftig disposition af kvinderne ikke at søge det kommunalpolitiske arbejde, men derimod i højere grad søge indflydelse tværpolitisk gennem de professionelle organisationer på landspolitisk plan. Strejkerne i foråret 2008 peger på, at det er noget sådant, der er ved at ske. Den store udfordring er så at få flyttet opmærksomheden fra den i øjeblikket nødvendige kamp for en anstændig løn til kampen for kvalitet. Og for den enkelte medborgers størst mulige frihed og udfoldelsesmuligheder i de velfærdspolitiske institutioner og ydelser, såvel som de professionelles ret til faglig udvikling og indflydelse på rammerne for deres arbejde.

Man kan således med den Foucaultske sprogbrug hævde, at kvinderne har haft stor indflydelse på den governmentality, der har udspillet sig i det politiske regi, bl.a. i kommunalbestyrelserne. Denne indflydelse bliver imidlertid mindre tydelig på dette politiske plan, samtidig med at den gennemsyrer de professionelle diskurser, som dette politiske system sætter rammerne for.

Det er tankevækkende, at jeg i min analyse af kommunalpolitik henholdsvis i Esbjerg og på Frederiksberg gang på gang anvender begrebet ”bykonger”. Det understreger jo på den ene side, at man i kommunalpolitik hyppigt forstår sig selv som en enhed, som skal modarbejde og begrænse det landspolitiske greb om kommunerne, og derfor i mindre grad betoner det partipolitiske. På den anden side vidner det også om det særlige kønsaspekt, der giver sig udslag i, at borgmestre, især de mandlige, kan sidde på posten i lange perioder og gennem deres evne til at hævde deres egen kommune også gøre sig gældende til en landspolitisk karriere. Vi har væsentligt færre bydronninger, og så vidt jeg umiddelbart kan vurdere, er de i langt mindre grad i stand til at personificere en sådan alfaderlig legitimitet, og dermed sidder de også langt mindre sikkert i sadlen.

Noter

1. Esping-Andersen, Gøsta (1990). The Three Worlds of Welfare Capitalism. Oxford: Polity Press s. 26ff.
2. Torfing, Jacob (2000). ”Velfærdsstatens ideologisering” i Diskursteorien på arbejde. Roskilde Universitetsforlag.
3. Rabinow (ed.) (1984). The Foucault Reader. An introduction to Foucault’s thought. London: Penguin.
4. Disse teoretiske refleksioner fører for vidt at udfolde nærmere i denne sammenhæng, men jeg henviser til mit essay: ”Velfærdsstaten som middel i kvinders magtspil. Governmentalitet og statsfeminisme i den moderne velfærdsstat.” Kvinder, Køn og Forskning 2/1997.
5. Begrebet er hentet fra The Foucault Effect. Studies in Governmentality. Red. Burchell, Gordon & Miller. Wheatsheaf. Hemel Hampstead. 1991.
6. Cathrine Holst diskuterer dette begreb, som stammer fra en norsk debattør, som mener, at den norske stat er blevet kvindedomineret  i "Statsfeminisme og nasjonalstaten". Kvinder, Køn og Forskning 4/2006.
7. Anne Knudsen rejste i 1995-96 denne debat bl.a. i bogen Her går det godt, send flere penge. Gyldendal, 1996.
8. Kolstrup, Søren (1996). Velfærdsstatens rødder. Fra kommunesocialisme til folkepension. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie. København: SFAH s. 106.
9. De Coninck-Smith, Ning (2000). For barnets skyld. Byen, skolen og barndommen 1880-1914. Gyldendal.
10. Possing, Birgitte (2007). Uden omsvøb. København: Gyldendal.
11. Lis Møller var konservativt folketingsmedlem, gift med partiets formand Poul Møller og mor til Per Stig Møller. Hun var samtidig journalist på TV aktualitetsafdelingen. Biograferet af Anette Borchorst (2000) i Dansk Kvindebiografisk leksikon. København: Rosinante 2 s. 625
12. Siim, Birte (2000). Politics Matters. Gender and Citizenship in France, Britain and Denmark. Singapore: Cambridge University Press, s. 117.
13. Kvinder var meget ujævnt repræsenteret, bedst i de røde kommuner, også Esbjerg, der lå over gennemsnittet 1 kvinde = 5 % 1909-29, 2 = 8 % 1933-43 og 5 = 20% i 1946 og 1950. Se pdf
14. Birte Siim, som også har gået i frk.nerne Rødgårds børnehave, har mere udførligt skrevet både om denne børnehave og børnehavernes historie mere generelt. Bl.a. i Borchorst, Anette & Siim, Birte (1984). Kvinderne i velfærdsstaten. Aalborg Universitetsforlag.
15. De Coninck-Smith, (2000).
16. Bjerrum Nielsen, Harriet. ”Fire måter at slippe unna oppvasken på. Jenter og gutter på speiderleir i Russland, Slovakia, Portugal og Danmark”. Kvinneforskning 2/03.
17. Hanne Budtz var landsformand for Dansk Kvindesamfund, medlem af Folketinget, medlem af kvindekommissionen. Hanne Budtz kæmpede ligesom min mor for sambeskatningens ophævelse og enlige mødres forhold. Biograferet af Lisbeth Haastrup (2000) i Dansk Kvindebiografisk leksikon. København: Rosinante.
18. Grete Fenger Møller, biograferet af Anette Borchorst (2000) i Dansk Kvindebiografisk leksikon. København: Rosinante.
19. Virkner Krag, Helle (1994). Hils fra mig og kongen.
20. Frederiksberg Kommune 1/1-31/12 1979. Kommunalbestyrelsens forhandlinger og beslutninger, s. 294ff.
21. Togeby, Lise (1994). Fra tilskuer til deltager. Den kollektive politiske mobilisering af kvinder i Danmark i 1970erne og 1980erne. Århus: Politica.
22. Ibid s. 56. Her citeret fra Christensen, Ann-Dorte & Raaum, Nina (1999) ”Kvinnemobilisering i Norden” i Likestillte demokratier. Bergquist (red.) Oslo: Universitetsforlaget.
23. Siim, Birte (2000). Politics Matters. Gender and Citizenship in France, Britain and Denmark. Singapore: Cambridge University Press, s. 137.
24. Hernes, Helga (1987). Welfare State and Woman Power. Essays in State Feminism. Norwegian University Press.