En sag for de kvindelige borgerrepræsentanter - daginstitutioner til københavnske børn 1935-45

Hvordan skaffer man flere daginstitutionspladser i København?
I 1930'erne og 40'erne brugte kvinder på arbejdspladserne de socialdemokratiske kvinders netværk og borgerrepræsentanter til at sætte kravet på dagsordenen i Borgerrepræsentationen.

Af Anette Eklund Hansen

Mange forskellige grupper arbejdede i 1930'erne og 40'erne for flere og bedre daginstitutioner til de københavnske børn: Aktive i fagbevægelsen og arbejderpartierne, pædagoger, personer fra den kristelige bevægelse, borgerlige politikere, kvindebevægelsen osv. ¹ Arbejderbevægelsen var som udgangspunkt af den opfattelse, at det var det offentliges opgave at sørge for pasning af børnene, mens forældrene var på arbejde. For mange arbejderfamilier var det nødvendigt, at begge forældre arbejdede, og for enlige (kvinder) var det en forudsætning for deres selvforsørgelse, at de kunne få passet deres børn. Presset for etablering af flere daginstitutioner blev derfor rettet mod politikerne i Borgerrepræsentationen og mod Socialborgmesteren i magistratens 3. afdeling.

Aktørerne i arbejderbevægelsen repræsenterede mange forskellige faglige og politiske organisationer, samt pædagoger og forældre. Fælles var dog, at det primært var kvinder og kvindeorganisationerne, der arbejdede for flere daginstitutioner. Ikke at mændene var uvillige, men det var ikke deres projekt. Jeg vil i denne artikel fokusere på aktørerne i arbejderbevægelsen og samspillet med dens repræsentanter i Borgerrepræsentationen.
 

Daginstitutioner i Københavns kommune

Omkring 1900 fandtes der asyler i de fleste større byer, der optog børn fra mindrebemidlede familier, det vil sige fattige arbejderfamilier, hvor moderen var nødt til at gå på arbejde. Asylerne var oprettet på et filantropisk grundlag og blev finansieret ved velgørenhed. Omkring 1900 begyndte filantroper, pædagoger og repræsentanter for arbejderbevægelsen at interessere sig for en løsning af de udearbejdende kvinders børnepasningsproblemer. Samtidig rejste der sig et krav om at skabe en højere kvalitet i institutionerne ved at ansætte uddannede pædagoger til at tage sig af børnene. Holdningen var, at arbejderbørn også havde krav på at blive passet i et udviklende miljø, og ikke bare opbevaret under et vist opsyn, mens deres forældre var på arbejde.

Fra 1901-1919 engagerede flere kommuner sig i børnepasning og gav tilskud til daginstitutioner. Nogle socialdemokratisk ledede kommuner som København og senere Nakskov oprettede kommunale vuggestuer, der særligt rettede sig mod mindrebemidlede familier. I 1919 blev den første lov vedtaget om statslige tilskud til ”institutioner for forebyggende børneforsorg”. I de næste 50 år blev statens og kommunernes engagement langsomt større, indtil der i 1964 blev vedtaget en lov, hvor der blev åbnet for offentlige daginstitutionstilbud til alle børn, uanset klassetilhørsforhold og uanset om mødrene var ude – eller hjemmearbejdende. Daginstitutionerne ophørte med at være en del af den sociale børneforsorg og blev i princippet et tilbud til alle.
 

Kommuner og stat engagerer sig

I Københavns Borgerrepræsentation opnåede Socialdemokratiet flertal i 1917, men allerede fra kommunevalget i 1913 kunne partiet med støtte fra det socialliberale parti Det radikale Venstre åbne kommunale vuggestuer i nogle af arbejderkvartererne. I 1914 oprettedes en vuggestue på Jagtvej og senere en på Østerbro. Ligeledes etableredes der folkebørnehaver i brokvartererne, ligesom kirken og menighedsrådene oprettede børneinstitutioner i de kvarterer, hvor arbejderfamilierne boede, og behovet var påtrængende. Vuggestuer og børnehaver var et tilbud til de allerdårligst stillede familier, enlige mødre og andre arbejderfamilier, hvor familiens eksistens var afhængig af moderens arbejde. De kommunale institutioner blev drevet efter moderne pædagogiske og hygiejniske principper, og der var ansat uddannet personale betalt med løn efter tariffen. ²

I 1919 fulgte staten op på kommunernes initiativer, og den første lov om tilskud til børneinstitutioner blev vedtaget i Rigsdagen. Loven afsatte 1/4 mill. kroner, som staten kunne give i støtte til kommuner, private institutioner eller personer, der åbnede daginstitutioner, der kunne betegnes som institutioner for forebyggende børneforsorg. Lovgiverne håbede, at dette kunne bidrage til færre anbringelser af børn uden for familien. Selv om beløbet var lille, var det epokegørende, at staten gik ind i det, der ellers blev anset for at være et privat familieanliggende: At passe sine børn. Sigtet var socialpolitisk, ikke pædagogisk, men viste dog, at partierne i Rigsdagen erkendte, at staten havde et ansvar i forhold til de børn, hvis mødre var nødt til at arbejde. Børnepasning var ikke kun overladt til filantroper. ³

Blandt socialdemokrater var holdningen til offentligt støttede daginstitutioner forskellig. I Nakskov og Esbjerg var de socialdemokratiske borgmestre gået i spidsen for kommunale daginstitutioner for alle børn med den begrundelse, at det var godt for børn fra forskellige klasser i samfundet at lege sammen og lære af hinanden. Andre socialdemokrater og senere ministre som K.K. Steincke og F. Borgbjerg støttede kun offentlige daginstitutioner til børn af mindrebemidlede forældre. ⁴ Holdningen i samfundet – også blandt mange socialdemokrater – til kvinders erhvervsarbejde: At kvindernes plads var i hjemmet, som moder og husmoder, afspejledes hos politikerne i deres opfattelse af formålet med daginstitutionerne.
 

Behovet for daginstitutioner erkendes i 1930'erne

Institutioner, der modtog støtte efter 1919-loven blev pålagt et offentligt tilsyn med de forhold, børnene blev passet under, og kravene til hygiejne blev strammet med et sundhedsdirektiv fra 1931. Dette stillede større økonomiske krav til institutionerne, som i mange tilfælde var økonomisk hårdt trængte.

Næste lovtiltag kom i 1933 under den socialdemokratisk-radikale regering som en del af Socialreformen under afsnittet om forebyggende børneværn. Rammebeløbet blev ophævet, og loven gav mulighed for, at der kunne gives et tilskud – på op til 50 % til oprettelse af nye institutioner, som væsentligst modtog børn fra mindrebemidlede forældre. I praksis kom 2/3 af børnene fra denne forældregruppe. Daginstitutioner var altså fortsat et socialpolitisk tiltag som støtte til de mødre, der af økonomiske grunde var nødt til at gå på arbejde. Selv om der nu var lovmæssigt grundlag for tilskud til oprettelse af flere daginstitutioner, gik det meget langsomt. 2½ år efter vedtagelsen af loven var der kun givet tilskud til oprettelse af 6 nye institutioner i hele landet. ⁵

Det store behov for vuggestuepladser og børnehavepladser i Københavns Kommune blev dokumenteret i flere undersøgelser i 1930'erne. Den første af Befolkningskommissionens betænkninger fra 1936 handlede om behovet for flere daginstitutionspladser. Undersøgelsen viste, at der i 1936 gik 406 børn i vuggestue i København, men også at der var en venteliste på 2654 børn. ⁶ Københavns Kommune lavede i 1938/39 en undersøgelse, der igen dokumenterede det store behov, der var for flere vuggestue- og børnehavepladser. 689 børn var så heldige at have fået en plads i vuggestue, mens 1456 stod på venteliste. På børnehaveområdet havde 5150 børn en plads, mens 1812 stod på venteliste. Der var flest afvisninger i arbejderbydelene: Vesterbro og Nørrebro, men også mange i nye arbejderkvarterer i Bispebjerg og Brønshøj /Utterslev. De afviste forældre havde i et skema angivet grunden til deres ønske om en daginstitutionsplads. En meget stor del angav arbejde som årsag til ønsket. Ca. en tredjedel var eneforsørgere. ⁷

Vuggestue på udflugt. Foto: Arbejdermuseet & ABA.

Der var altså et stort dokumenteret behov for daginstitutionspladser først og fremmest til arbejderfamiliernes børn. Der var flere årsager til det stigende behov for daginstitutioner. Antallet af erhvervsaktive kvinder steg, fordi flere arbejderkvinder fandt arbejde i industrien eller i serviceerhvervene. Også den økonomiske krise i 1930’erne sendte flere arbejderkvinder ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsløshed, sygdom eller andre ulykker kunne hurtigt bringe familien i nød, så kvinderne ud over pasningen af husholdning og børn også måtte tage et arbejde. Enlige forsørgere var under alle omstændigheder nødt til at arbejde og skulle derfor have passet deres børn. En undersøgelse foretaget i 1939 på baggrund af skattevæsenets opgørelse i Københavns Kommune viste, at 46 % af de gifte arbejderkvinder havde haft hel – eller deltidsarbejde i løbet af året. Så selv om størstedelen af arbejderkvinderne ikke havde fuldtidserhvervsarbejde, var der et stort behov for børnepasning. ⁸
 

Kvindelige medlemmer af Borgerrepræsentationen 1929-1946

I Københavns Borgerrepræsentation blev manglen på børneinstitutionerne ofte taget op, og det lykkedes også at få oprettet flere nye institutioner og udvidet nogle af de gamle. Som det vil fremgå senere, var det næsten udelukkende de kvindelige medlemmer af Borgerrepræsentationen, der tog emnet op.

Udviklingen i antallet af daginstitutioner i København, Frederiksberg og Gentofte

Kilde: Hanne Caspersen: Moderskabspolitik i 30rne i Danmark, 1985, s166ff
Tabellen viser både private og offentlige børneinstitutioner.

Socialdemokratiet havde i perioden 1929-46 et flertal på 32-35 af Borgerrepræsentationens 55 medlemmer. Antallet af kvinder svingede mellem 11 og 14, hvoraf de 6-9 var socialdemokrater.
 

I perioden 1929-1946 sad 16 forskellige socialdemokratiske kvinder i Københavns Borgerrepræsentation i kortere eller længere perioder, og de var ikke hvem som helst. Kvinderne var særdeles aktive og centrale personer i det københavnske socialdemokratiske kvindenetværk, der i trediverne arbejdede for større indflydelse til kvinderne både internt i partiet og eksternt i Folketinget, Landstinget og Borgerrepræsentationen. Ud over repræsentationen og det ligestillingselement, der lå heri, ville kvinderne også sikre, at spørgsmål der havde særlig interesse for kvinder, blev rejst og diskuteret i de lovgivende forsamlinger. Ikke at deres mandlige partifæller ikke kunne stille krav, der sigtede på at forbedre forholdene for arbejderfamilien, bedre skoler eller bygning af flere boliger, men de kvindelige repræsentanter havde mere indsigt i kvindernes problemer og satte disse på dagsordenen, som f.eks. bygning af flere daginstitutioner.

De 16 kvinder, som i kortere eller længere perioder havde sæde i Borgerrepræsentationen i perioden 1929-1946, var: ⁹

Alvilda Andersen: Forbundsformand, BR: 1929 - 1937
Nina Andersen: Partisekretær, MF, BR: 1944 - 1954
Martine Bjørneboe: Filantrop, BR: 1933 - 1943
Andrea Brochmann: Fagforeningsformand, ML, BR: 1917 - 1943
Inger Hempel: Kontorfuldmægtig, BR: 1943 - 1947
Margrethe Høst Neerup: Kontorfuldmægtig, BR: 1936 - 1940
Caroline Jensen: BR: 1921 - 1937
Anna Jensen: Fagforeningsformand, BR: 1913 - 1937
Fanny Jensen: Forbundsformand, minister, BR: 1938, 1943 - 1947
Anna Johansen: Fagforeningsformand, BR: 1909 -1936
Helga Larsen: Fagforeningsformand, MF, BR: 1913 - 1944, 1944 - 46. Rådmand
Mathilde Nielsen: Børnehaveleder, BR: 1935 - 1954
Viola Nørløv: MF, BR: 1943 - 1950
Edel Saunte: Borgmester, MF BR: 1937 - 1974
Astrid Skjoldbo: ML, MF, BR: 1938 - 1970
Thea Tønder: Tobaksarbejder, rådmand, BR: 1937 - 1944

Billede til højre: Edel Saunte. Foto: Arbejdermuseet & ABA.
De fleste af kvinderne er biograferet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon - klik på navnene for at se biografi.
 

Opfordring til Borgerrepræsentationen

”Generalforsamlingen d. 22. januar 1936 i den socialdemokratiske vælgerforening i 2. kreds København, henstiller til den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen at medvirke til at den følelige mangel på vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, som gør sig gældende mange steder i byen, så vidt muligt afhjælpes ved kommunalt initiativ, bl.a. ved at man fordrer sådanne institutioner oprettet, hvor kommunen selv bygger eller hvor der gives tilskud til byggeforetagender.”

Initiativet til denne resolution kom fra Kvindeudvalget i 2. kreds, hvis formand var Margrethe Høst Neerup, der 8.1.1936 oversendte følgende opfordring til partiforeningen:
”Foranlediget af de ønsker, man stadig hører fremsat om oprettelse af forebyggende børneværnsinstitutioner, anmoder vi om, at nedenstående resolution må blive forelagt generalforsamlingen d. 22.ds til vedtagelse.” ¹⁰
(Forebyggende børneværnsinstitutioner betød i tidens terminologi: Vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og legepladser.)

Under budgetdebatten i Borgerrepræsentationen i slutningen af 1936 tog Anna Johansen også emnet op. Anna Johansen var fagforeningsformand og medlem af Borgerrepræsentationen fra 1909:
”Når kvinderne kommer med krav til samfundet og hævder, at dette har pligt til at træde i mødrenes sted, medens disse er på arbejde, så får man ofte det svar, at kvindernes plads er i hjemmet, og der kan de selv passe børnene. Ja, man kommer endda med den for kvinderne så irriterende bemærkning, at så bliver der mere arbejde for mændene. De fleste kvinder vil, når de gifter sig, hellere end gerne blive i hjemmet og passe deres børn, men det viser sig desværre stadig, i hvert fald inden for industrien, at kvinder som er kommet og har meddelt, at nu skulle hun giftes og så skulle de ikke arbejde mere, kort tid efter er kommet igen og har fremført forskellige grunde til at de var nødsaget til igen fat.” ¹¹

Også Mathilde Nielsen, børnehaveleder og forkæmper for flere daginstitutioner, samt aktiv i det socialdemokratiske kvindenetværk, tog emnet op i budgetdebatten.
”For mig, der altid har været en ivrig forkæmper for det, vi i børnesagskredse kalder det forebyggende arbejde, er der i virkeligheden noget meget forjættende i, at alle partier i denne sal ved denne debat har været talsmænd for, at dette arbejde skal fremmes og have den plads, som det ifølge sin betydningsfulde natur fortjener...” ¹²

Mathilde Nielsen havde ret i, at der var meget velvilje omkring sagen. Alle kvinderne i Borgerrepræsentationen kommenterer sagen positivt, men det betød ikke, at der blev oprettet mange flere institutionspladser. Det var små skridt frem.

I april 1937 bevilligedes penge til oprettelse af en daginstitution med henvisning til Borgerrepræsentationens kvindelige medlemmer: ” Forsamlingens højtærede kvindelige medlemmer har fremdraget spørgsmålet om bevilling af midler til forebyggende børneforsorg. Vi har adskillige gange drøftet dette spørgsmål.” ¹³

Bevillingen blev givet af en samlet Borgerrepræsentation fra en pulje på 100.000 kr., som var afsat i anledning af Christian 10.’s regentjubilæum. Borgerrepræsentationens kvindelige medlemmer, som ud over Socialdemokratiet kom fra Det radikale Venstre og Det konservative Folkeparti tog igen og igen over årene etableringen af nye daginstitutioner op, samt større bevillinger til allerede etablerede institutioner. De socialdemokratiske kvinder mente i udgangspunktet, at institutionerne burde være kommunale, men efterhånden som manglen blev mere og mere udtalt, accepteredes private institutioner, hvis de kunne leve op til de kommunale standarder, herunder at erhvervsaktive kvinders børn skulle prioriteres først.

Et skub fremad fik sagen, da Sigvard Munk blev borgmester for Magistratens 3. afdeling i 1938. Han udviste stor interesse for oprettelse af flere institutionspladser og var en magtfuld allieret i de efterfølgende år. Således tog han i 1939 initiativ til Komiteen til fremme af forebyggende børneværn i København. Komiteen fik flere bevillinger, der blev brugt til oprettelse eller udvidelse af daginstitutionerne.

Behovet for daginstitutionspladser blev ved at stige også efter besættelsen af Danmark i 1940. Med jævne mellemrum blev den store mangel på daginstitutioner taget op af de kvindelige medlemmer af Borgerrepræsentationen, både socialdemokrater og borgerlige, og resten af forsamlingen gav deres tilslutning til oprettelse af flere institutioner både i kommunal og privat regi.
I 1944 steg behovet for pladser katastrofalt. Et storstillet netværksarbejde gik i gang for at skaffe flere daginstitutionspladser. I den følgende case om krisebørnehaver vil jeg vise, hvordan kvinde- og organisationsnetværkene arbejdede tæt sammen med det politiske system. Mit fokus ligger på arbejderkvinderne og deres organisationer, samt referaterne fra Borgerrepræsentationen. Der kan altså sagtens også have foregået netværksarbejde blandt de borgerlige kvinder og deres organisationer, men jeg har kun registreret deres synspunkter i Borgerrepræsentationen.
 

Krisebørnehaver til de københavnske børn

Efterspørgslen på ufaglærte kvinders arbejdskraft steg fortsat. Mange kvinder med mindre børn måtte sige nej til arbejde på grund af manglende pasningsmulighed. Hvis ikke kvinderne kunne tage imod et tilbudt arbejde, mistede de retten til arbejdsløshedsunderstøttelse, også selv om det skyldtes manglende pasningsmuligheder. Denne problemstilling blev taget op på bestyrelsesmøde i Kvindeligt Arbejderforbunds Afdeling 5 (KAD, afd. 5) 27.4.1944:

”Johanne Johansen meddelte, at det var så godt som umuligt at anvise arbejdskraft for os, fordi arbejdsgiverne kun vil have kvinder fra 20 års alderen til 25 år, og disse har små børn de ikke kan få passet, fordi vuggestuer og børnehaver er overfyldt, og der kan ikke skaffes pladser det første år. Man vedtog derfor i bestyrelsen at sende en skrivelse til Borgerrepræsentationen, hvori man anmodede om at få oprettet flere daghjem rundt omkring i de forskellige bydele, således at vore medlemmer kan få anbragt deres børn og samtidig ikke har alt for langt at gå for at hente og bringe dem.
Samtidig har vi tilsendt Hovedforbundet en kopi af den skrivelse til Borgerrepræsentationen og senere modtaget svar fra fru Fanny Jensen hvori det meddeles os at Fanny Jensen vil gøre alt hvad der står i hendes magt, for at fremme dette vigtige spørgsmål." ¹⁴

Den 4. maj var det noteret i Borgerrepræsentationens protokol, at Borgerrepræsentationen havde modtaget henvendelsen. ¹⁵ Formanden for Kvindeligt Arbejderforbund Fanny Jensen tog sagen op på et bestyrelsesmøde i forbundet den 26. juni, som handlede om den politik som Socialdemokratiet skulle arbejde for, når krigen var slut. Blandt en række kvindekrav som partiet skulle fremme, stod som nr. 6, "at der i store boligkomplekser ved lov bør påbydes indrettet vuggestuer, børnehaver og fritidshjem”.

Alle KADs afdelinger i København engagerede sig i efteråret 1944 i sagen, og der sendtes en skrivelse til socialborgmester Munk. Problemet blev taget op på flere møder, bl.a. med direktøren for Arbejdsdirektoratet 29.11.1944, hvor også formanden for KADs afd. 5, Johanne Johansen samt tillidsmanden fra General Motor Karoline Beck deltog. Karoline Beck havde på bestyrelsesmøde den 24. november i Afd.5 kunnet fortælle, at KADs medlemmer på virksomheden havde vedtaget en resolution om manglen på daginstitutionspladser og konsekvenserne for mødrene, når de ikke kunne få passet deres børn. Resolutionen var blevet sendt ud til alle afdelingens arbejdspladser i København.

Den socialdemokratiske kvindeforening, Kredsen holdt d.1.12.1944 medlemsmøde, hvor Nina Andersen talte om fremtidens socialdemokratiske kvindepolitik. Alle 7 Borgerrepræsentations medlemmer deltog i mødet. ¹⁶ og et af de punkter, der blev diskuteret var etablering af flere daginstitutioner – både vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Budgetforhandlinger i Borgerrepræsentationen december 1944

I begyndelsen af december 1944 debatterede Borgerrepræsentationen næste års budget. Etableringen af flere daginstitutioner blev igen trukket frem af forskellige medlemmer. Mathilde Nielsen havde 7.12.1944 et længere indlæg om daginstitutionssituationen i Københavns kommune, det store behov for børnepasning og et forslag om midlertidig oprettelse af krisebørnehaver i kommunen. Kommunen havde siden 1939 oprettet en del nye vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, men slet ikke nok til at klare efterspørgslen. Kvinder var en efterspurgt arbejdskraft, og de havde brug for at arbejde for at forsørge deres familier, hvad enten de var eneforsørgere eller medforsørgere. Når kvinderne bidrog til at øge samfundets produktion og betalte deres skat, havde de også krav på, at deres børn kunne blive passet på en forsvarlig måde, mens de var på arbejde. Derfor skulle der bygges flere institutioner, uddannes og ansættes kvalificerede medarbejdere, som skulle betales en ordentlig løn. Dette ville dog tage nogen tid at få gennemført, så på grund af situationens alvor fremsatte Mathilde Nielsen et forslag om oprettelses af krisebørnehaver, forstået som midlertidige foranstaltninger, hvor børnene som i gamle dage blot blev ’parkeret’, men trods alt var under opsyn. Et pædagogisk tilbud var der ikke tale om, men dog et tilbud om pasning.

Kommunen måtte i en kort periode se stort på reglerne om lokalernes standard, personalets uddannelse og pædagogiske tilbud til børnene. Disse krisebørnehaver skulle endvidere udelukkende være forbeholdt børn af arbejdende mødre. Et bemærkelsesværdigt forslag fremsat af en pædagog og børnehaveleder, samt mangeårigt medlem af ledelsens for Landsforeningen for forebyggende børneværn. Men hun var som meget aktivt medlem i det socialdemokratiske kvindenetværk fra starten af 30'erne og medlem af Dansk Kvindesamfund særdeles velunderrettet om de problemer, som arbejderkvinderne stod i. ¹⁷

Fanny Jensen  (til venstre, foto: Arbejdermuseet & ABA), formand for KAD, aktivt medlem af det socialdemokratiske kvindenetværk og central aktør i børnehavesagen, tog også emnet op i sit indlæg i budgetdebatten. Hun fortalte om de kvinder, medarbejderne på fagforeningskontoret måtte tage understøttelsen fra, fordi det ikke var gyldig grund for medlemmerne ikke at kunne få passet deres småbørn. Fanny Jensen havde den foregående uge fået henvendelser fra 27 kvinder, der ikke kunne få deres børn passet. ¹⁸

Endnu et socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen Viola Nørløv tog børnehavesagen op. Viola Nørløv var bl.a. meget andet medstifter af den socialdemokratiske forening Landsforeningen for Frie børnehaver, der siden 1937 havde støttet oprettelsen af daginstitutioner på et religions-frit grundlag. Viola Nørløv argumenterede for flere og bedre daginstitutioner, hvor det pædagogiske sigte var i højsædet og havde som fremtidsønske: At børnehaverne blev gratis ligesom Folkeskolen, så de kunne være et pædagogisk tilbud til alle børn. ¹⁹
Kvindelige borgerlige politikere, som Karen Lorentzen fra De Radikale og Gerda Mundt fra De Konservative støttede de andre kvinders indlæg og betonede samtidig, at de private institutioner også manglede penge, så der kunne betales en ordentlig løn til de ansatte.

Borgmester Sigvard Munk havde ligeledes et længere indlæg, hvor han listede op, hvad kommunen havde gjort, og hvad man i øjeblikket og fremover kunne og ville gøre. Han fremhævede blandt andet, at der de sidste 6 år havde været en tilgang af pladser på 63 %, men at behovet var steget stærkt, således var der i 1943 blevet afvist 2280 vuggestuebørn og 3093 børnehavebørn, og at tallet det sidste år var steget med henholdsvis 1000 og 1700 børn. Der manglede uddannede medarbejdere til institutionerne, derfor ville kommunen oprette uddannelsespladser. I denne situation havde borgmesteren ingen problemer med private daginstitutioner, så længe de levede op til de krav kommunen stillede. Staten blev bebrejdet, at den ikke engang levede op til loven om økonomisk støtte til institutionerne. Borgmesteren ville gerne støtte forslaget om oprettelse af krisebørnehaver. Der skulle dog håndhæves visse regler, selv om man kunne slække på nogle for at få plads til flere børn. Der skulle bygges flere nye institutioner, så snart krigen var slut, og der igen kunne fås byggematerialer. Lovgivningen måtte også laves om, således at statstilskud til boligbyggeri kun blev givet under forudsætning af, at der samtidig blev bygget institutioner. Han mente dog, at det nuværende store behov for pasning af børn, ville falde, fordi den store efterspørgsel efter kvindernes arbejdskraft ville aftage efter krigen. Og når kvinderne blev arbejdsløse, kunne de selv passe deres børn. Virkeligheden viste, at det sidste var ønsketænkning, idet ventelisterne fortsatte med at være lange også efter krigens slutning. ²⁰

Et enkelt medlem mere af Borgerrepræsentationen blandede sig i debatten. Det var Knud Thamsen fra Frisindet Arbejderliste, der efter krigen indgik i DKPs gruppe. Han beklagede, at arbejderkvinderne ikke kunne få passet deres børn. Han bebrejdede kvinderne i Borgerrepræsentationen, at de gik mere op i marmeladekogning end i at skaffe institutionspladser og opfordrede kvinderne til at støtte oprettelsen af flere kommunale institutioner. Han gik ikke ind for private institutioner. Kvinderne tilbageviste i enighed hans påstand om deres passivitet. ²¹

Det var de socialdemokratiske kvinder, der med stor vægt beskrev problemerne omkring børnepasningen, fordi de kendte dem fra deres daglige arbejde og foreningsarbejde. De borgerlige kvinder støttede, og flere af dem var selv engageret i børnesagen. Ingen i Borgerrepræsentationen talte imod etablering af flere daginstitutioner, men der var nuancer i opfattelsen af det fremtidige behov, og om initiativet skulle være offentligt eller offentligt og privat.
 

Kvinderne i fagforeningerne er aktive

De faglige kvinder lå heller ikke på den lade side. Den 13. december 1944 besøgte et udvalg fra KAD og formændene for afd. 1, 4 og 5 lærlingehjemmet på Nattergalevej for at se, om der skulle være egnede lokaler til en vuggestue her, dog uden resultat. Andre lokaler blev også besigtiget. ²²

Fanny Jensen kontaktede herefter biskop Hans Fuglsang-Damgård og Kirkeministeriet, for at få kirkerne til at stille lokaler til rådighed. KADs hovedbestyrelse besluttede endvidere på et møde den 30. januar 1945, at KAD ville yde 10.000 kr. til indretning af vuggestuer og børnehaver og håbede, at afdelingerne også vil yde et beløb til formålet. Dette gav anledning til nogle kraftige diskussioner både i afd.5s bestyrelse og på afdelingens generalforsamling. Afdelingen ville ikke betale til kirkens daginstitutioner med den begrundelse, at der ingen garanti var for, at pladserne blev givet til KADs medlemmer, og kvinderne ønskede ikke, at kirken skulle have indflydelse på deres børns opdragelse. Generalforsamlingen vedtog i stedet en resolution: "Kvindelige Arbejdere fra Afdeling 5 forsamlede til generalforsamling den 13.3.1945 udtaler, at de ikke vil støtte kirkerne med oprettelse af vuggestuer og børnehaver, men kræver at stat og kommune opretter vuggestuer og børnehaver i det omfang, det gøres nødvendigt". ²³

Dansk Børnehaveråd, som var de uddannede pædagogers organisation, blev også draget ind i sagen. Formanden Inge Oldenborg havde været til møde sammen med pastor Fritz Lerche hos borgmester Munk om oprettelse af krisebørnehaver. Borgmesteren var meget interesseret og ville gerne have, at de første børnehaver kunne etableres 1.marts 1945. Dansk Børnehaveråd påtog sig herefter at udarbejde et sæt retningslinjer for krisebørnehaver, som skulle følges ved oprettelsen. Reglerne godkendtes i februar 1945 af Overinspektoratet for børneforsorgen i Københavns Kommune. Børneringen, som var en privat forening for oprettelse af selvejende daginstitutioner, blev også engageret i projektet. ²⁴ Der blev oprettet en del krisebørnehaver, men kommentarer senere på året viste, at der var problemer med at overholde selv de minimumsregler, der var blevet opstillet for krisebørnehaverne. Selv om børnepasningsproblemerne ikke på nogen måde var blevet løst i Københavns Kommune, var antallet af børneinstitutioner trods alt blevet forøget efter en ihærdig indsats fra de kvindelige borgerrepræsentanter.
 

Ny lov om Forebyggende daginstitutioner

Arbejdet bar også frugt på en anden måde. Den 29. juni fremsatte den socialdemokratiske arbejds- og socialminister i overgangsregeringen Hans Hedtoft, forslag i Folketinget om en ny lov for forebyggende børneinstitutioner. Og den 27. juli 1945 kunne loven om daginstitutioner inden for forebyggende børneværn vedtages. ²⁵ Det offentliges tilskud blev sat op til i alt 70 %, 40 % fra staten og 30 % fra kommunerne. Det pædagogiske personales lønninger skulle forbedres, og der blev indført fast læge- og tandlægetilsyn. Der var blevet lagt pres på lovgiverne fra mange sider for at få denne lov igennem, så hurtigt det var muligt efter krigens ophør.

Borgmester Munk kunne under budgetforhandlingerne i december 1945 bl.a. fortælle: "Allerede før besættelsens ophør havde jeg angående denne lov forbindelse med nogle af de personer, der kom til at deltage i samlingsregeringen, og loven var i store træk planlagt, allerede inden krigen var forbi. Det var grunden til, at den kunne vedtages så kort tid efter, at Danmark atter var blevet frit. I øvrigt vil jeg gerne fremhæve den indsats, formanden for Børneringen, Fru Ingeborg Christiansen, gjorde ved lovens forberedelse." ²⁶ Som det er fremgået, havde mange presset på for, at Folketinget skulle tage hånd om et af kvindernes og arbejderfamiliernes store problemer: Flere og bedre børneinstitutioner.
 

Kvinderne er halvdelen af den socialdemokratiske himmel

Børnehavesagen viser, hvorledes det socialdemokratiske kvindenetværk arbejdede i praksis på kryds og tværs af faglige og politiske organisationer med tæt kontakt til de kvindelige græsrødder. Netværket og samarbejdet var ikke kommet af sig selv, men var derimod resultat af de socialdemokratiske kvinders kamp i 1930'erne for opbygning af en selvstændig organisering for kvinder indenfor Socialdemokratiet. Efter kvindernes opfattelse var det nødvendigt, for at de også kunne få den indflydelse på partiets politik, som de mente sig berettiget til. Kvinderne støttede massivt op bag partiet. Det sås bl.a. ved at antallet af kvindelige medlemmer af partiet i mellemkrigstiden steg fra 17 % i 1915 til 34 % i 1940. ²⁷ Ved ”Stauning eller kaosvalget” i 1935 fik Socialdemokratiet 46,6 % af stemmerne. Men kvinderne havde ikke en tilsvarende repræsentation i de demokratiske politiske fora. Både i Landstinget og i Folketinget sad der i 1930´erne kun et par socialdemokratiske kvinder.


Kvindelige delegerede på Socialdemokratiets kongres i 1939.
Forreste række fra venstre: nr3: Nina Andersen, nr4: Andrea Brochmann, 2.række fra venstre: nr 1: Astrid Skjoldbo, nr 3: Viola Nørløv, nr 7: Thea Tønder, nr 8: Margrethe Høst- Neerup
Foto: Arbejdermuseet & ABA.

På den kommunale front havde kvinderne i den københavnske Borgerrepræsentation som tidligere vist en lidt større repræsentation. Også i Socialdemokratiets egne organer stod det sløjt til, idet der gennem hele perioden kun var 2-3 kvindelige medlemmer af partiets ledelse. ²⁸ I Socialdemokratiet anså man(d) ikke dette for at være et demokratisk problem. Når bare kvinderne stemte socialdemokratisk og var medlemmer af partiet, var der lighed mellem kønnene. Alle havde lige muligheder for at blive valgt og få sine ideer hørt i vælgerforeningerne. Men sådan opfattede de socialdemokratiske kvinder det ikke. Tværtimod.

Kvinderne ønskede, at der kunne oprettes kvindeudvalg i partiforeningerne for at styrke kvindernes stilling i partiet. Kvindeudvalgene skulle tage udgangspunkt i de kvindelige medlemmers hverdagsliv og møde dem, der hvor de befandt sig i samfundslivet. Som en af initiativtagerne til kvindeudvalgene Sylvia Pio formulerede det i 1932: ”Jeg har meget tilovers for kvinder, jeg synes ofte de har haft det hårdt, på grund af sproget har det store flertal ondt ved at følge med i de nye bevægelser, til trods for at vi har så mange kvinder i partiet. Men de var mere eller mindre passive, skønt mange af dem gerne ville være aktive.” ²⁹

Der var behov for et sted, hvor kvinderne kunne mødes på egne præmisser, hvor de kunne tage fat i emner, som de kendte fra deres praktiske liv: børn, skoler, boligforhold, kvindehygiejne etc., emner som mænd sjældent beskæftigede sig med. En anden af initiativtagerne til kvindeudvalgene Margrethe Høst Neerup sagde senere i 1948 om kvindeudvalgene: ”Kvindeudvalgenes betydning mht. kvindernes repræsentation ligger ikke alene i at bane vejen for de kvinder, som har evne, tid og kræfter til at gøre arbejde i den offentlige tjeneste, men den største betydning ligger i at skabe baggrunden for deres arbejde, en oplyst og forstående, politisk interesseret vælgerskare til at stå bag dem og derigennem give deres arbejde mere vægt, fordi de taler på de manges vegne.” ³⁰
Høst Neerup betragtede altså også kvindeudvalgene som et kontaktled til de kvindelige vælgere og som en støtte til de kvindelige politikeres arbejde i de demokratiske fora, hvor de var valgt. Det gav de kvindelige politikere en yderligere legitimitet i deres politiske arbejde.

Selv om der var stor modstand blandt mændene i Socialdemokratiet lykkedes det i 1929 en mindre gruppe kvinder at få gennemført, at der kunne dannes kvindeudvalg i partiforeningerne, og i 1934, at der i København også kunne oprettes et Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, der kunne koordinere arbejdet i Hovedstaden. Først efter anden verdenskrig blev det muligt at få oprettet landsdækkende koordinationsudvalg. Mange mænd i Socialdemokratiet så stadig kvindeudvalgene, som potentielle splittelsesorganisationer. Så det første trin for kvinderne var at få partiet til at acceptere, at partiforeningerne kunne oprette kvindeudvalg, der kunne stå for oplysningsarbejde og dygtiggørelse af kvinderne, så de havde bedre mulighed for at tage del i det offentlige liv og måske selv få lyst til at blive valgt til en tillidspost.

Denne negative holdning havde tidligere ramt Socialdemokratisk Kvindeforening, som Andrea Brochmann havde taget initiativ til at oprette i 1908, og som aldrig fik partiets velsignelse. Foreningen var en selvstændig kvindeorganisering uden for partiet, og mange af 1930'ernes aktive kvinder var også medlemmer af denne forening. Foreningen levede i 1930'erne en noget hensygnende tilværelse uden de store aktiviteter.

I 1942 så endnu en ny forening for socialdemokratiske kvinder dagens lys. Det var Kredsen. Her mødtes ledende kvinder fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet til fælles foredrag og diskussion af de emner, som kvinderne hver især arbejdede med. Kredsen blev som vist et vigtigt forum for udveksling af viden og ideer, hvoraf mange senere blev en del af partiets politik både i Folketinget og i Borgerrepræsentationen.
 

Store forventninger til fremtiden

Det var en meget vigtig sag for arbejderkvinderne og arbejderfamilierne i København, at der blev oprettet flere daginstitutionspladser. Familiernes levevilkår var direkte afhængige af det. Som det er vist ovenfor, var der en direkte linje fra kvinderne på arbejdspladserne til deres kvindelige repræsentanter i Borgerrepræsentationen. Flere af de socialdemokratiske kvinder i Borgerrepræsentationen var også fagforeningsledere. Andre arbejdede professionelt med børn eller var engagerede i foreninger, der havde forbedring af børns vilkår som mål. ³¹ For alle de socialdemokratiske kvinder i Borgerrepræsentationen gjaldt det, at de var medlemmer af og aktive i de socialdemokratiske kvindeforeninger i 1930’erne og 1940’erne.

Børnehavesagen er et godt eksempel på, hvordan kvinderne kunne sætte et emne på dagsordenen, tage det op igen og igen og få gennemført forbedringer, omend det tog sin tid. Da problemet blev akut i slutningen af krigen, kunne der også handles hurtigt om end kvaliteten af krisebørnehaverne ikke levede op til de normale standarder. At det også lykkedes kvindernes netværk sammen med Ingeborg Christiansen (som også var socialdemokrat) og borgmester Sigvard Munk at ’netværke’ videre, så Folketinget vedtog en ny lov, der pålagde staten et større økonomisk engagement i daginstitutionerne, og dermed forbedrede kommunernes økonomiske muligheder for at skaffe flere daginstitutionspladser, var vellykket politisk håndværk.

De socialdemokratiske kvinder havde store forhåbninger om mere indflydelse efter krigen, hvilket nedenstående henstilling til Socialdemokratiets ledelse tydeligt viser.
18.5.1945 oversendte De Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg kommentarer til Fremtidens Danmark, Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram. Heri hed det afslutningsvis:
" Vi vil til slut fremhæve, at en del af de her nævnte ønsker, sammen med oprettelsen af de nødvendige vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, ikke blot vil aflaste den udenfor hjemmet arbejdende kvinde, men vil også give husmoderen en mulighed for aktivt at kunne arbejde med vort samfunds demokrati. Det er vor opfattelse, at den tid, som kommer efter krigen – og her tænkes ikke alene på den umiddelbare efterkrigstid – vil stille krav til vort parti, som kun kan opfyldes, hvis alle kræfter, både mænds og kvinders kræfter tages i brug. Derfor er det ikke tilstrækkeligt, at der opstilles politiske krav, som kvinderne gerne slutter sig til, men der bør også gives kvinderne mulighed for at kunne udføre dette arbejde." ³²

Noter
 

1. Tinne Vammen: Inden- og udenfor visse grænser. Hovedstadens børnehavesag 1880-1940 i europæisk perspektiv i: Den privat-offentliga gränsen. Det sociale arbetets strategier och aktörer i Norden 1860-1940, København 1999. Anette Eklund Hansen: Hvem passer børn, når mor er på arbejde? I: Arbejdermuseet og ABA: Årbog 2006. Begge artikler beskæftiger sig med daginstitutionernes udvikling og lovgivningen heromkring i 1900-1964.
2. Søren Kolstrup, Velfærdsstatens Rødder, 1996 s. 178
3. Anette Borchorst: Den danske børnepasningsmodel – kontinuitet og forandring. I: Arbejderhistorie nr. 4, 2000
4. Kolstrup, 1996, s 85 og s. 318
5. Befolkningskommissionens betænkninger nr 1, Foreløbig betænkning vedr. børnehavespørgsmålet mv , 1936 s. 12
6. Her citeret efter Hanne Caspersen: Moderskabspolitik i Danmark i 30’erne. 1985, s. 127
7. Caspersen, 1985, s. 178
8. Kirsten Geertsen: Arbejderkvinder i Danmark . Vilkår og Kamp 1924-1939. 1982, s. 50
9. Borgerrepræsentationens protokoller, div. årgange.
10. Arkivnr 86: Margrethe Høst Neerup, ks 1, ABA
11. BR protokol 1936/37 s. 1514
12. BR protokol 1936/37 s.1643
13. Br protokol 1937/38 s.155
14. Arkivnr 660, Kvindeligt Arbejderforbund afd. 5; forhandlingsprotokol d.27.4.1944. Denne historie kan føles i forhandlingsprotokollerne fra: Kvindeligt Arbejderforbund (arkivnr 552) og KAD afd.5 (arkivnr 660), ABA
15. BR protokol 1944/45 s. 128
16. Arkivnr 913 Kredsen, protokol og medlemsprotokol 1944, ABA
17. BR protokol 1944/45, s. 1328-1335
18. BR protokol 1944/45 s. 1344-45
19. BR protokol 1944/45 s. 1340-41
20. BR protokol 1944/45 s. 1420-1425
21. BR protokol 1944/45 s. 1464
22. Arkivnr 660, forhandlingsprotokol dec. 1944 og arkivnr 552, forhandlingsprotokol jan 1945
23. Arkivnr 552, forhandlingsprotokol jan. 1945 og arkivnr 660, forhandlingsprotokol marts 1945
24. Arkivnr 2903, Dansk Børnehaveråd, ABA, forhandlingsprotokol 1945
25. Lovtidende, nr 368 1945
26. BR protokol 1945/46 s. 1310
27. Lars K. Christensen m.fl.: Arbejdernes Historie i Danmark 1800-2000, 2007. s.167 ff.
28. Beth Helle Lauridsen: De politiske kvindegrupper i Socialdemokratiet fra 1929-1958, Utrykt afhandling, 1983. s 93. Dette afsnit bygger på denne afhandling
29. Ibid s. 26
30. Ibid. s. 27
31. Se www.kvinfo.dk , Dansk Kvindebiografisk Leksikon, opslag med de respektive kvinder.
32. Arkivnr 519. Socialdemokratiske kvindeudvalgs fællesudvalg, protokol 1945.