Den kommunale kvindevalgkampagne 1970. Argumenter og strategier for øget kvindelig repræsentation

Den første kommunale strukturreform i 1970 skabte frygt for, at der ville blive valgt færre kvindelige politikere. Det udløste den største kvindevalgretskampagne i dansk kommunalpolitisk historie. Blandt andet fik kvindeorganisationerne placeret 16 kronikker af kendte kvinder i aviser og ugeblade weekenden op til valget.

Af Anne Overgaard Jørgensen

I weekenden op til kommunalvalget tirsdag den 3. marts 1970 kunne man læse kronikker om køn og politik i aviser landet over. Kronikkerne stod i 15 dagblade og et ugeblad og var skrevet af en række kendte kvinder, der spændte fra det konservative folketingsmedlem Ellen Strange Petersen til den kommunistiske forfatter Ulla Ryum. Initiativet til aktionen kom fra Dansk Kvindesamfund, og formålet var at undgå, at den i forvejen beskedne kvinderepræsentation ville blive endnu lavere efter den netop gennemførte strukturreform, som lagde omkring 1100 gamle kommuner sammen til 277 nye.

Den historisk enestående valgkampagne viser, hvor stærkt kvindebevægelsen stod ved udgangen af 1960’erne. Men den afslører også den splittelse, der brød ud i lys lue, da rødstrømperne i april 1970 gik på gaden – blot en måned efter valget. I denne artikel er tre af kronikkerne valgt ud til belysning af synet på kvinders politiske repræsentation, som den tog sig ud for feminister fra forskellige generationer og med forskelligt parti- og kvindepolitisk tilhørsforhold ved indgangen til 1970’erne.

Analysen søger svar på følgende spørgsmål:
• Hvorfor er kvinder underrepræsenteret i politik?
• Er politisk kvinderepræsentation vigtig?
• Hvad kan samfundet gøre for at få flere kvindelige kommunalpolitikere?

Indledningsvis ridses 1960’ernes kvindepolitiske landvindinger op, og til slut bliver kommunalvalget i 1970 perspektiveret mod kommunalvalget i 2005 efter endnu en kommunalreform, men uden stærk kvindepolitisk mobilisering.
 

Kvinder indtager det offentlige rum

I 1960’erne var der opbrud i det danske samfund. Den økonomiske vækst bragede derudaf, og smalhalsen efter Anden Verdenskrig blev afløst af en forbrugsfest, som de fleste danskere deltog i. Der var høj beskæftigelse, og arbejdsmarkedet havde derfor brug for kvinder, der i stor stil fik arbejde uden for hjemmet.¹  Siden industrialiseringen havde der været kvinder på arbejdsmarkedet, men nu tog en større og mere velstillet gruppe af kvinder arbejde uden for hjemmet. Den kvindelige arbejdskraft kunne bruges i industrien og i de jobs, den voksende velfærdsstat genererede. Kvinders erhvervsarbejde fik stor samfundsmæssig betydning og bidrog til at skabe nye familiemønstre.²

Udviklingen i kvinders samfundsrolle fik adskillige samfundsdebattører til at mene, at ligestilling mellem mænd og kvinder var en realitet og organisationer kun for kvinder overflødige. Fx blev Socialdemokratiets, Venstres og Det Radikale Venstres kvindeudvalg nedlagt 1969-70.³  Kritikken af kvinders manglende ligestilling fortsatte dog uanfægtet i Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd, der i 1960’erne var store organisationer med tidens indflydelsesrige kvinder som medlemmer. I 1960 havde Dansk Kvindesamfund 13.000 medlemmer fordelt på 113 kredse. På samme tid bestod paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd af 66 medlemsorganisationer, svarende til 500.000 medlemmer._⁴  Begge organisationer arbejdede for at forbedre kvinders vilkår inden for rammerne af det repræsentative demokrati, fx ved at udarbejde rapporter, der belyste uligestillingen mellem mænd og kvinder, rejse debat og arrangere høringer.

Fra græsrods- til statsfeminisme

Selv om nogle meningsdannere fandt, at der var ligestilling mellem kvinder og mænd, var det for den socialdemokratiske regering, og især for kvinderne i dens bagland, tydeligt, at mænd og kvinder stadig ikke havde samme vilkår i samfundet. For at skabe overblik over kvinders position i samfundet nedsatte regeringen i 1965 ”Kommissionen vedrørende Kvindernes Stilling i Samfundet” (i daglig tale kaldet Kvindekommissionen). Danmarks nabolande havde allerede kvindekommissioner, og i foregangslandet USA havde John F. Kennedys store kvindekommission afgivet betænkning i 1963 under stor bevågenhed.⁵

Kvindekommissionen, der var ledet af den politisk garvede socialdemokrat Edel Saunte, skulle undersøge, hvorfor kvinder ikke var fuldt ligestillede, når de to køn stort set havde opnået retslig ligestilling. Edel Saunte håbede på en lille kommission på cirka 13 medlemmer. I stedet blev hun leder af en kommission på 55 medlemmer, der repræsenterede partier, husmororganisationer, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger samt relevante eksperter. ⁶

Kvindekommissionen arbejdede i ni år, frem til 1974, og fik hovedparten af sine anvisninger gennemført. Det vigtigste resultat, kommissionen fik gennemført, var oprettelsen af Ligestillingsrådet, der skulle agere vagthund og sikre statslig og kommunal ligestillingspolitik. Med oprettelsen af rådet blev ligestillingspolitik konsolideret som et statsligt anliggende. Med andre ord blev statsfeminisme nu en realitet.⁷
 

Hvem skal styre de nye kommuner?

Kvindemobiliseringen afspejlede sig også i kommunalbestyrelserne, hvor kvindeandelen fra midten af 1960’erne begyndte at stige. I første halvdel af årtiet sad der lidt over 5 % kvinder i de danske kommunalbestyrelser. Efter valget i 1966 steg kvindeandelen markant til næsten 10 %.⁸  Imidlertid fandtes i 1970 stadig kommuner, der kun havde én enkelt kvinde i deres kommunalbestyrelse. Kvindeløse kommunalbestyrelser var heller ikke en sjældenhed. Hele 460 af landets 1107 kommunalbestyrelser var uden kvindelige medlemmer.⁹

Det store spørgsmål op til valget var, hvad det ville betyde for kvinderne, at antallet af medlemmer i de lokale råd ville blive mere end halveret fra 10.000 til 4.677.¹⁰ I kvindebevægelsen frygtede man, at strukturreformen ville bremse den gunstige udvikling kvinderepræsentationen var inde i. Af den årsag afholdt Dansk Kvindesamfund og de politiske partiers kvindeorganisationer i efteråret 1969 en høring på Christiansborg med titlen ”Hvem skal styre de nye kommuner?” Her pegede den konservative indenrigsminister H. C. Toft på, at større enheder plejede at medføre højere kvinderepræsentation.¹¹ Men det lykkedes ham ikke at mane frygten i jorden, og kvindeorganisationerne udbyggede deres traditionelle valgkamp med en landsdækkende kronikkampagne.

16 syn på kvindelig repræsentation

Hvor bredt kravet om, at kvinderne skulle være med til at styre de nye kommuner var funderet, og hvor langt budskabet nåede ud, fremgår af Tabel 1.

Tabel 1: De 16 kronikker publiceret 3. marts 1970 med skribentnavn, kroniktitel og avis/ugeblad.

Kronikørernes uddannelsesniveau var usædvanligt højt, og adskillige var centralt placeret i politik, kulturliv og medier. Hele syv af kronikforfatterne sad i Kvindekommissionen, og det var tydeligvis viden fra kommissionens arbejde, der blev formidlet i kronikkerne.¹² Kvindeorganisationernes, især Dansk Kvindesamfunds, ledelse var stærkt repræsenteret, men aktionens gennemslagskraft beroede også på, at kvinder uden for den etablerede kvindebevægelse ligeledes var med. Fx forfatter Elsa Gress, der i 1964 havde skrevet Det uopdagede køn,  som var en introduktion til den internationale kønsdebat. En anden forfatter der deltog i kronikskrivningen, var Ulla Ryum, som var tilknyttet den danske afdeling af det kommunistiske Kvindernes demokratiske Verdensforbund, oprettet i kølvandet på Den Kolde Krig.

I kraft af denne bredde lykkedes det at få placeret kronikker i aviser af enhver politisk observans og over hele landet. Flertallet af kronikforfatterne tilhørte dog Socialdemokratiet, og partiet udgav efter valget kronikkerne i en pjece til studiekredsbrug.

I det følgende er der spot på tre af kronikkerne: Så skal vi til det igen af Inga Dahlsgård, Kvinderne kan for min skyld holde sig væk af Bente Hansen samt Kvinderne og kommunalvalget af Inger Margrete Pedersen.
 

Inga Dahlsgård – historisk analyse af kvinderepræsentationen

Den 62-årige Inga Dahlsgård var veteranen blandt de udvalgte kronikører. Hun var uddannet tandlæge, men skiftede tidligt spor og skabte sig en karriere i Danmarks Radio. I 1930’erne engagerede hun sig i Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds og kom efter Anden Verdenskrig ind i ledelsen, bl.a. som redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1945-62. Hun var socialdemokrat og en del af det kvindenetværk i partiet, der fik nedsat Kvindekommissionen. Hun var kvindehistorisk interesseret og sørgede for, at der indgik en oversigt over udviklingen i kvinders samfundsmæssige stilling i kommissionens arbejde. I 1975 blev hun redaktør af og hovedfatter til Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor, en banebrydende håndbog i international feministisk historie.

Det er en historisk vinkel, der præger Inga Dahlsgårds kronik med den sigende titel Så skal vi til det igen. Hun skuer bagud til den lave kvinderepræsentation ved første kommunalvalg med kvindedeltagelse i 1909 og stigning efter Anden Verdenskrig, der tog fart op gennem 1960’erne. Æren for denne udvikling giver hun kvindeorganisationerne. Fra første færd opfordrede de kvinder til at gå ind i partierne og partierne til at opstille kvinder. De arrangerede valgmøder med kvindelige kandidater og anbefalede i egen presse og mainstreammedier folk til at stemme personligt på kvinder. Men det var først efter 1945, bevægelsen med Dansk Kvindesamfund i spidsen påtog sig den ”kæmpeindsats, som er nødvendig for at virke ved et valg som f.eks. uddeling af løbesedler, plakater, biografannoncer, optog, systematisk artikelskrivning i aviser og blade.” Indsatsen bar frugt, og kvindeorganisationernes kampagne kom fremover til at præge valgene til både kommunalbestyrelser og Folketinget.

Inga Dahlsgård understreger, at kampagnen var rettet mod begge køn. ”Det er aldrig fra kvindeforeningerne sagt: ”Kvinde, stem på kvinde”, men som det er udtrykt i et slogan: ”Mand som kvinde - stem på hende".” Forklaringen på, at der stadig kun sad knap 10 % kvinder i kommunalbestyrelsen, fandt Inga Dahlsgård i det ”nedarvede kønsrollemønster” og i efterslæbet efter det demokratiske forspring, mænd fik med stemmeret i midten af 1800-tallet. ” (…) hver gang en kvinde vælges, skal en mand besejres. De fik politiske rettigheder først, og selvom der er gået mere end et halvt århundrede, siden kvinderne kom med, så sidder de stadig på posterne.” Det er i erkendelse af, at ligestilling ikke lå lige om hjørnet, og at kommunesammenlægningerne næppe ville gøre det lettere, at hun sluttede med en opfordring til at stemme på en kvinde. ”Men for hver kvinde, som vælges, brydes en lille bitte smule af kønsrollemønstret ned (…) En beskeden indsats for at fremme de lige vilkår kan gøres ved at stemme på kvinder den 3. marts.” ¹³
 

Inger Margrete Pedersen – ligestillingskamp via jura

Den 49-årige Inger Margrete Pedersen var jurist og byretsdommer. Med en flot karriere i det offentlige i bagagen vendte hun i 1960’erne sin interesse mod familieret. Ændringerne i kønsrollemønstret op gennem 1960’erne medførte, at familie- og ægteskabslovgivningen var ude af trit med tiden, og Inger Margrete Pedersen blev inddraget i arbejdet med at forandre lovgivningen. Det skaffede hende status som en af landets førende eksperter i familieret.

Som medlem af styrelsen i Danske Kvinders Nationalråd fra1962-81 havde hun allerede et godt indblik i kvinders samfundsmæssige situation. Da Kvindekommissionen blev nedsat i 1965, blev hun anmodet om at kortlægge forsørgerbegrebet i dansk ret. Ved at gå på tværs af lovgivningen kunne hun påvise, at mænd endnu på adskillige områder blev opfattet som familieoverhoveder. Analysen af forsørgerbegrebet blev dermed stærkt medvirkende til de følgende års gennemførelse af øget retslig ligestilling mellem mænd og kvinder. Herefter deltog Inger Margrete Pedersen aktivt i kommissionsarbejde vedrørende familie- og ægteskabslovgivningen. I 1967-68 repræsenterede hun Danske Kvinders Nationalråd i Kvindekommissionen, og 1966-68 var hun medlem af Ægteskabsudvalget af 1957, hvis arbejde førte til Ægteskabsloven af 1969.

I Inger Margrete Pedersens kronik er det juraen såvel som hendes personlige oplevelse med ligestilling, der er udgangspunkt. Hun beskriver, hvordan den opnåede næsten-juridiske ligestilling mellem kvinder og mænd kan være et tveægget sværd. For den næsten-juridiske ligestilling blev nogle gange brugt til at slå fast, at kvinder havde ligestilling. ”Det gik for alvor op for mig, at det kan være farligt, hvis man ensidigt hæfter sig ved, at kvinderne på mange punkter – dog ikke alle – har fået juridisk ligestilling. Det er i virkeligheden en strudseteknik”. Inger Margrete Pedersen indrømmede i sin kronik, at hun selv tidligere havde ment, at tiden var løbet fra kvindesagen. ”Jeg har da også selv doceret lignende tanker.” Men da hun kom i bestyrelsen for Danske Kvinders Nationalråd, fik hun blik for de problemer, mange kvinders hverdag stadig bestod af. Disse problemer kunne afhjælpes med flere kvinder i de kommunale bestyrelser, mener Inger Margrete Pedersen og slutter af med en forsigtig optimistisk opsang til kvinder: ” (…) det kan faktisk nytte at kaste sig ud i det kommunalpolitiske liv.” ¹⁴
 

Bente Hansen – rødstrømpebevægelsen i sin vorden

Bente Hansen var med sine 30 år den yngste kronikforfatter. Hun var uddannet mag.art. i litteraturhistorie fra Københavns Universitet i 1966, og som sådan en repræsentant for de store årgange af unge kvinder, der i løbet af 1960’erne fik en akademisk uddannelse. Trods sin unge alder havde hun en solid politisk erfaring, idet hun siden begyndelsen af 1960’erne havde været aktiv i en række antiimperialistiske bevægelser mod bl.a. USA's krig i Vietnam samt det nydannede Socialistisk Folkeparti, SF. I 1963 nærmede hun sig den traditionelle kvindesagsbevægelse ved at være med til at danne og blive medlem af Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds. ¹⁵ Hun var ikke med i de første rødstrømpeaktioner, men kom i løbet af 1970’erne med i rødstrømpebevægelsen, da hun i 1974 tog del i en kvindegruppe. ¹⁶

Allerede som studerende arbejdede Bente Hansen som journalist. I 1966-75 sad hun i redaktionen på det venstreradikale tidsskrift Politisk Revy. Derudover var hun forfatter til en række bøger, der på forskellig vis kredsede om marxisme, studenteropgøret og litteraturkritik.

Bente Hansen havde kun løs tilknytning til den etablerede kvindebevægelse, og det var tydeligt i hendes kronik. ”Jeg er blevet opfordret til at skrive en kronik om kvinderne og kommunalvalget…” indledte hun. Men der var ingen tvivl om at hun, på sin egen måde, bakkede op om agitationen for højere kvinderepræsentation. ”Både det gamle billede af den frigjorte blåstrømpe og det nye af den pris- og sexbevidste ”venstreorienterede” tjener det samme formål: at gøre kvindernes sag ufaglig og let komisk.” I kontrast til Inga Dahlsgård og Inger Margrete Pedersen fandt Bente Hansen, at det ikke gjorde nogen forskel, om kvinderepræsentationen steg. Med dyb ironi skrev hun: ”Vi skal selvfølgelig vælge kvinder ind i kommunen. For så bliver det helt anderledes. Kvinder er så ubestikkelige – så intuitivt egnede til politik. Nøjagtigt så intuitive og egnede som deres mandlige modkandidater”. For hende var det kandidatens politiske mod og vilje der betød noget, ikke deres køn. Dog slog hun fast, at det var urimeligt, at kvinder skulle være så meget dygtigere end mænd for at blive valgt.

For hendes skyld kunne kvinder imidlertid godt holde sig væk fra de kommunale råd: ”Indflydelsen og magten ligger uden for folketing og kommuner.” Den eneste måde at gøre op med kvinders undertrykkelse på, var at gøre op med kapitalismen. ¹⁷
 

Årsager til kvinders lave repræsentation i lokalpolitik

Både Inga Dahlsgård, Inger Margrete Pedersen og Bente Hansen pegede på strukturelle barrierer som årsag til, at kvinder var marginaliserede i politik.
Inger Margrete Pedersen og Inga Dahlsgård fandt som sagt ikke grund til optimisme i forhold til kvinderepræsentation. Inga Dahlsgård slog kontant fast, at mænd stadig var normen i politik, Inger Margrete Pedersen mente, at kvinders rolle i samfundet stadig var at være baglandskvinder. Som eksempel herpå henviste hun til avisernes nekrologer, der reflekterede et samfund, hvor mænds samfundsengagement og kvinders familieengagement blev fremhævet. Dette syn på kvinder hæmmede kvinders lyst til at gå ind i politik, konkluderede Inger Margrete Pedersen. Kvinder skulle imidlertid huske, at de som medlemmer af et demokratisk samfund havde pligt til at kaste sig ud i det offentlige liv.

En anden årsag til kvinders lave repræsentation var, at kvinder ikke havde tid til at deltage i politisk arbejde, fordi de havde tre jobs: Hjem, børn og lønarbejde. Kvinder, der ville ind i politik, blev derfor mødt med et krav om, at det ikke måtte gå ud over deres ansvar for hjemmelivet, påpegede Inger Margrete Pedersen.

Bente Hansen berørte ikke kvinders praktiske gøremål, men beskrev i stedet, hvordan kvindesagen blev latterliggjort. Bente Hansen pegede på, at kvinders undertrykkelse i politik var en del af kapitalismens generelle undertrykkelse. Blev der gjort op med kapitalismen, ville kvinder få indflydelse i samfundet, spåede hun. Som det så ud i 1970, kunne kvinder godt holde sig væk fra lokalpolitik, for det var ikke der, magten lå, mente hun.

Selv om Bente Hansen analyserede situationen ud fra en anden optik end Inger Margrete Pedersen og Inga Dahlsgård, var hun enig i, at det var sværere for kvinder at vinde indpas i politik. I kontrast til de to andre, mente hun ikke, at kvinder agerede anderledes i politiske forsamlinger end mænd. Ikke desto mindre slog hun fast, at det var uretfærdigt, at en kvindelig kandidat skulle være dobbelt så klog som en mandlig kandidat for at få den samme placering på partilisten som ham.
 

Tre argumenter for flere kvinder i politik

I kronikkerne kan indkredses tre argumenter for, at der var brug for flere kvinder i de kommunale råd: Først argumentet om, at kvinder havde andre interesser end mænd i politik. Dernæst argumentet om, at kvinder besad andre ressourcer end mænd. Til sidst argumentet om, at politik for at være retfærdigt måtte rumme en ligelig fordeling af kvinder og mænd, jf. Annette Borchorts bidrag i dette festskrift.

Interesseargumentet er tydeligst hos Inger Margrete Pedersen. Interesserne var ikke funderet i kvinders biologi, men i de problemer, kvinder oplevede i deres hverdag. Det var ikke nogen nedvurdering af kvinder at betragte dem som en gruppe. Kvinders fællesskab byggede på deres perifere rolle i samfundet. Den rolle gav kvinder andre politiske interesser end mænd. Inger Margrete Pedersen understregede, at netop inden for det kommunale område var kvinders problemer af stor praktisk betydning. Det var bl.a. betydeligt for kvinder, at kommunen førte en fornuftig boligpolitik, da kvinder stadig var mere i hjemmene end deres mænd. Det var også kvinderne, der udførte den største del af husarbejdet og foretog de fleste indkøb. Derfor havde kvinder interesse i mange aspekter ved kommunens byplanpolitik.

Derudover beskrev Inger Margrete Pedersen, hvordan kvinder havde andre ressourcer end mænd. Ifølge hende havde kvinder flere praktiske ressourcer end mænd som en følge af deres rolle i samfundet og familie, hvor kvinder stadig var ansvarlige for det huslige arbejde, selvom de var udearbejdende. Kvindelige ressourcer kunne udnyttes i alle aspekter af lokalpolitik og ikke kun i sociale og kulturelle råd, hvor flest kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer sad, pointerede Inger Margrete Pedersen. Kvinder kunne med deres ressourcer fra husmodergerningen også gøre gavn i regnskabsudvalg.

Bente Hansen anså ikke, at køn gjorde nogen forskel for kommunalpolitikere. Kvinder havde det samme talent for politik som mænd, mente hun. Derved skildrede hun ingen særlig kvindelig erfaring. Det var ikke kandidaternes køn, der betød noget, men hvad de ville arbejde for, og om de turde tale om sammenhængen mellem kommunerne og kapitalen. I det nuværende samfund gjorde det hverken fra eller til, om kvinder sad i kommunalrådene, da magten lå uden for de folkevalgte forsamlinger, afsluttede Bente Hansen.

Inga Dahlsgård brugte retfærdighedsargumentet i sin kronik, idet hun slog fast, at et demokrati måtte have kvinder med i alle folkevalgte forsamlinger for at være retfærdigt. De lige vilkår mellem mænd og kvinder fandtes ikke anno 1970, men jo flere kvinder der kom ind i politik, desto tættere kom samfundet på lige vilkår. Inger Margrete Pedersen mente i tråd hermed, at det i et demokratisk land var et samfundsproblem, at mænd havde monopol på politik. Kvinder udgjorde halvdelen af befolkningen, og alene af den grund fortjente de lige politisk repræsentation, lød hendes rationale. Bente Hansen tilsluttede sig indirekte retfærdighedsargumentet ved at påpege, at det var urimeligt, at det var sværere for kvinder at komme ind på valglisterne.

Ressourceargumenterne byggede på et utilitaristisk princip om, at det var til kommunernes og dermed alle borgeres bedste, at kvinder stillede deres erfaringer til rådighed. Kvinders unikke ressourcer kunne bibringe samfundet noget særligt i sammenligning med mandlige politikere. I kronikken af Inger Margrete Pedersen blev det betonet, at kvinders ressourcer i samspil med kvinders særlige interesser ville komme alle i samfundet til gavn. Alligevel regnede Inger Margrete Pedersen med, at kvinder især ville varetage kvinders særinteresser og prioritere politiske sager, som mænd traditionelt ikke gik op i, som skoler og børneinstitutioner. At det var ressourcer, der blev lagt vægt på, skyldes, at Inger Margrethe Pedersen forsøgte at bevæge sig bort fra en essentialistisk definition af kvindelighed. Hun var bevidst om, at en streng biologisk definition af køn indebar, at de gamle kønsroller ikke kunne forandres. Det var derfor de samfundsskabte kvindelige ressourcer, der skulle integreres i kommunalpolitisk arbejde.

I retfærdighedsargumentet lå en kritik af, at kvinder blev anset som andenrangsborgere i forhold til politisk repræsentation. Retfærdighedsargumentet bundede i en demokratisk forventning om, at alle samfundsgrupper burde være repræsenterede i et demokrati. I argumentationsformen blev der ikke taget stilling til, hvad kvinder kunne bidrage med politisk, kun at kvinder burde deltage i politik på lige vilkår med mænd.

Strategier for øget kvinderepræsentation

I de tre kronikker kan indkredses fem bud på strategier, der skulle få flere kvinder ind i lokalpolitik. Ændringer af de eksisterende kønsstrukturer var hovedstrategier for alle tre kronikforfattere. Kvinder skulle vise, ifølge Inger Margrete Pedersen, at de kunne være andet end et appendiks til deres mænds liv. I stedet skulle kvinder opdrages, så de kunne indtræde i det offentlige liv og gøre en politisk forskel. Inger Margrete Pedersen mente, at kvinder besad interesser og ressourcer, der var relevante i politik. Derfor måtte kvinder tage mod til sig og kaste sig ud i det offentlige liv. Inga Dahlsgård var enig i, at de eksisterende kønsstrukturer skulle ændres, hun satte sin lid til, at ungdommen ikke var så præget af de traditionelle mande- og kvinderoller.

Ud over en ændring af de traditionsbundne kønsstrukturer skildres det i kronikkerne, hvilke tekniske manøvrer der kunne bruges til at skabe nye veje ind i politik for kvinder. I kronikken af Inga Dahlsgård blev det understreget, at der skulle stemmes personligt på kvinder, hvis der skulle flere kvinder ind i politik. Strategien om at stemme på kvinder var ingenlunde ny. Dansk Kvindesamfund havde iværksat lignende kampagner siden 1945, men langt fra alle stemmeberettigede kvinder stemte på kvinder. Ved de kommunale valg i 1960’erne og 1970’erne blev langt flere kvinder opstillede, end der blev valgt ind. ¹⁸ Så stem-på-en-kvinde-kampagnen havde et vigtigt budskab. De opstillede kvinder blev placeret langt nede på partilisterne, og mange kvinder blev valgt ind som overspringere ved hjælp af personlige stemmer.

Inga Dahlsgård plæderede for, at vælgerne burde stemme på kvinder. Dog nuancerede hun sin holdning ved at uddybe, at det måtte være kvalifikationerne og ikke kønnet, der skulle betyde mest. Ikke desto mindre gjorde hun klart, at mange mænd blev valgt, fordi de var mænd. Inga Dahlsgård slog fast, at både kvinder og mænd skulle stemme på kvinder. På den vis ville det blive undgået, at kvinder skulle repræsentere kvindelige vælgeres eventuelle særinteresser. Hun understregede, at kvindeorganisationernes stem-på-en-kvinde-kampagne gennem tiden havde skabt vigtig debat om kvinder i politik og fået de politiske partier til at opstille flere kvinder. På den led havde kampagnen fået flere kvinder ind i politik.

Inga Dahlsgård frygtede, at det ved dette valg ville blive sværere at stemme på kvinder, da der i de store kommuner med over 5000 indbyggere ikke ville være stemmesedler med fortrykte navne. Det ville gøre den personlige stemmeafgivelse besværlig, da vælgerne på forhånd skulle vide, hvilken kandidat de ville sætte deres kryds ved. Det var en af årsagerne til, at hun ikke troede, at kvindeandelen ville stige.

Bente Hansen antog ikke, at der kunne ske ændringer i kvinders vilkår inden for rammerne af det borgerlige demokrati. Hun propaganderede i stedet for, at den eneste måde at give kvinder deres retsmæssige plads i politik var at gøre op med kapitalismen. Kvindeundertrykkelse var blot en af de mange undertrykkelsesformer, der lå indlejret i den kapitalistiske samfundsorden og ikke et isoleret fænomen.

For Inger Margrete Pedersen var erkendelsen af, at kvinder endnu ikke havde opnået reel ligestilling en vigtig strategi. Selv om den juridiske ligestilling næsten var opnået, var der stadig lang vej til den reelle ligestilling. For hende var det derfor magtpåliggende at brede kvindesagen ud, så omverdenen forstod, at kvindesagen var relevant for samfundet som helhed. Først når samfundet erkendte, at der var et problem, kunne der findes en løsning.

Kommunalvalget og kvindebevægelsen i 1970 – og 2005

Inga Dahlsgård og Inger Margrete Pedersen fik ikke ret i deres dystre spådomme for kommunalvalget den 3. marts 1970. De større kommuner viste sig at være til kvindernes fordel, bl.a. fordi lokale tilhørsforhold trådte i baggrunden, mens partitilhørsforhold og kandidatens person fik større betydning. Kvindeprocenten steg til 10 %. Det var ikke et markant boom i antallet af kvindelige byrådsmedlemmer, men et vigtigt skridt i den rigtige retning. 1970’erne tegnede sig for den mest markante stigning i den kommunale kvindeandel. ¹⁹ Ved årtiets afslutning var kvindeandelen steget til 21 %, og fremgangen fortsatte - mere afdæmpet - frem til 1994, hvorefter den stagnerede på de nuværende 27 %.

Om det var fordi strategierne for at få flere til at stemme på kvinder virkede, kan man kun gisne om, men faktum er, at den stærke kvindebevægelse op gennem 1960’erne og 1970’erne satte et markant aftryk på samfundet. Det var både kvindenetværk i de politiske partier og fagbevægelsen, den etablerede kvindebevægelse og autonome kvindegrupper, der bidrog til dette. Styrken i disse forskellige grupperinger var medvirkende til, at traditionelle kønsstrukturer blev markant modificeret og gav kvinder bedre muligheder i det offentlige liv – også i politik, jf Drude Dalerups bidrag i dette festskrift.

Kommunalreformen fra 1970 blev i 2005 afløst af en ny strukturreform, der eliminerede amterne og skar yderligere ned på antallet af kommuner og dermed kommunalrådsmedlemmer. Ved kommunalvalget i november 2005 skulle vælgerne forholde sig til et nyt kommunalt landkort. ²⁰ Frygten for, at kvinderne skulle blive tabere, meldte sig igen, men tiden var ikke længere til store kvindevalgkampagner. I kølvandet på statsfeminismen, rødstrømpebevægelsen og postmodernismen var kvindebevægelsen blevet til flere kvindebevægelser og feministiske grupper, der ikke kunne tilsidesætte partiskel og andre forskelsmarkører og gøre fælles front for en øget kvinderepræsentation i lokalpolitik.

Den drivende kraft i 1970-kampagnen, Dansk Kvindesamfund, var blevet en skygge af sig selv med under 1000 medlemmer, fordelt på en snes kredse. I 2005 var det statsfeminismen i skikkelse af Ligestillingsafdelingen under Socialministeriet, der agiterede for flere kvinder i politik. Ligestillingsafdelingen fremhævede, at der var ligestilling, og at kvinder selv var en del af årsagen til, at de ikke var bedre repræsenteret. Helt i modstrid med kvindebevægelsens årsagsforklaringer til kvinders lave repræsentation. 

Noter

1. Larsen (2006), s. 9
2. Dahlerup (1998), s. 158
3. Ibid., s. 135.
4. Dam (1999), s. 108
5. Ibid., s. 113
6. Kvindekilder:  www.kvinfo.dk/kilde.php?kilde=623
7. Borchorst (1998), s 1. Ligestillingsrådet blev nedlagt i 2000.
8. Statistiske meddelelser: Valgene til de kommunale råd, 1966, s. 48
9. Betænkning vedrørende Kvinders Deltagelse i det offentlige liv, s. 16
10. Statistiske meddelelser: Valgene til de kommunale råd, 1970, s. 13
11. Betænkning vedrørende Kvinders Deltagelse i det offentlige liv, s. 16
12. Inga Dahlsgaard, Ellen Strange Petersen, Lis Groes, Inger Margrete Pedersen, Rita Knudsen, Karen Dahlerup og Carry Hedemann. Desuden deltog Meta Ditzel som særlig sagkyndig i Kvindekommissionens udvalg vedrørende kvinders uddannelsesproblemer.
13. Socialdemokratiet (1970), s. 5-6
14. Ibid., s. 26-27
15. Hansen (2004), s. 36
16. Ibid., s. 72
17. Socialdemokratiet (1970), s. 12-14
18. Bach (2005), s. 7
19. Ibid., s 3
20. Buch og Elklit (2007) s. 13-14
 

Litteratur

16 kronikker skrevet af kvinder: Oplæg til debat - Aviskronikker om kvindens stilling i dansk politik, skrevet i anledning af kommunevalget 1970, Udgivet af Socialdemokratiet, 1970

Betænkning vedrørende Kvinders Deltagelse i det offentlige liv – afgivet af den af statsministeren nedsatte kommission vedrørende kvindernes stilling i samfundet, Betænkning nr. 615, København, 1971

Bach, Tina Kjær, Kvinder i kommunalpolitik, en rapport udarbejdet for Ligestillingsafdelingen, januar 2005

Borchorst, Anette, Ligestillingsrådets historie, Udgivet af Statsministeriet marts 1998, http://www.stm.dk/publikationer/ligestillingsarbejde/bilag01001.htm

Buch, Roger og Elklit, Jørgen, ’Kontinuitet eller forandring: Var kommunalvalgene i 2005 så nye?’, Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005, Forskningsprogrammet om Strukturreformen og Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2007

Dam, Hanne, På trods…100 års kvindehistorie – Danmark Kvinders Nationalråd 1899-1999, Danske Kvinders Nationalråd, København, 1999

Dahlerup, Drude, Rødstrømperne – Den danske rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985, Gyldendal, København, 1998

Dahlerup, Drude, ’Kommunal ligestillingspolitik som bagtrop?’, Ligestillingspolitik som diskurs og praksis, Samfundslitteratur, København, 2003

Dahlsgård, Inga (red.), Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor, Politikens Forlag, København, 1975

Dansk Kvindebiografisk Leksikon, http://www.kvinfo.dk/side/170/

Hansen, Bente, En køn historie – erindringer fra kvindebevægelsen, Lindhardt og Ringhof, København, 2004

Hansen, Eva Hemmer, Blåstrømper, rødstrømper og uldstrømper – Dansk Kvindesamfunds historie i 100 år, Grevas forlag, København, 1979

Kjær, Ulrik, ’Kommunalpolitikere’, Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005, Forskningsprogrammet om Strukturreformen og Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2007

Kvindekilder, http://www.kvinfo.dk/side/1050/

Larsen, Anne Trine, En slags mandinder, SFAH, København, 2006

Lilja, Britt, Kvindekampens sønner, Gyldendal, København, 2008

Pedersen, Mogens N., ’Kvindernes mobilisering i dansk politik’, Kvinden & Samfundet, Årgang 82, 1966

Petersen, Ellen Strange (red.), Kvinderne og valgretten, J. H. Schultz Forlag, København, 1965

Sjørup, Karen, ‘Subjekt og frigørelse i kvindernes krønike’, Den Jyske Historiker, nummer 75-76, Århus, 1997

Statistiske Meddelelser, Danmarks Statistik, diverse år.