KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Marie Nielsen (1875 - 1951)
Nielsen, Marie Sofie

1875-1951, lærer, politiker.

*23.12.1875 i Nørre Herlev sg., †4.4.1951 i Kbh.

Forældre: husmand Peder N. (1836-1910) og Ane Marie Tygesen (1839-1921).

MN voksede op i et husmandshjem i Nordsjælland. Som 14-årig kom hun ud at tjene på sin fødeegn, men tog senere til Kbh., hvor hun levede af vask og rengøring. I 1904 kom hun ind på Femmers Kvindeseminarium og gennemførte lærerstudiet for sine opsparede penge. Hun tog sin eksamen i 1908 og blev ansat ved Frbg. kommunes skolevæsen. Ved siden af det daglige arbejde var hun medlem af Frbg. værgeråd og tilsynsværge for forsømte børn. I 1912 supplerede hun sin uddannelse med en faglærereksamen i historie med speciale i det tyske socialdemokratis historie. Det var ikke nogen tilfældig interesse. Allerede i 1908 havde hun meldt sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) og i Socialdemokratiet.

MN var aktiv på partiets venstrefløj, som forsøgte at fastholde partiet på dets programprincipper. På kongressen i 1915 blev hun valgt som suppleant for den gamle revolutionære ◊Gerson Trier til partiets hovedbestyrelse. Året efter forlod Trier Socialdemokratiet i protest mod beslutningen om at lade ◊Th. Stauning indtræde som minister i den radikale regering. MN var den, der politisk stod Trier nærmest, og selvom hun delte hans utilfredshed med partiledelsens politik, blev det alligevel hende, der kom til at overtage hans plads i hovedbestyrelsen. Under Første Verdenskrig støttede hun den internationale opposition, som samledes med bl.a. de russiske bolsjevikker i Zimmerwald i Schweiz, og hun fik flere personlige kontakter til russiske og tyske revolutionære. Hun deltog således i det tredje Zimmerwald-møde i Stockholm i 1917 og knyttede stærke bånd til svenske venstresocialister som fx Zeth Höglund.

Den russiske revolution i 1917 og MNs fortsatte kritik af Socialdemokratiet førte til, at hun i foråret 1918 brød med partiet og sammen med en gruppe oppositionelle faglige aktivister dannede det revolutionære Socialistisk Arbejderparti (SAP). Da partiets ugeblad Klassekampen senere samme år overgik til dagblad, fik hun orlov fra skolevæsenet for at blive dets redaktør. Hun havde en skarp pen og skrev store dele af bladet, som opfordrede til dannelse af arbejderråd i Danmark. I forbindelse med politiets skærpede kamp mod de revolutionære blev hun sammen med mange andre politisk oppositionelle arresteret i efteråret 1918 og siden idømt 18 måneders forbedringshus for artikler, hun havde skrevet i sin avis. Efter appel til Højesteret blev straffen nedsat til seks måneders almindeligt fængsel. Frbg. kommune afskedigede hende uden pension som følge af dommen, og hun måtte resten af livet leve som kontorist i sygekassen Fremtiden. Senere fik hun dog tilkendt en pension.

MN blev løsladt i forbindelse med amnestien for politiske fanger efter påskekrisen i 1920. Kort efter udsendte hun den anonyme pjece Er Danmark modent for Socialisering? Det var en lidenskabelig opfordring til indførelse af rådssocialisme i Danmark og en kritik af Socialdemokratiets svigt af de socialistiske holdninger. Pjecen udkom på Dansk Kommunistisk Lærerklubs Forlag. MN havde selv dannet lærerklubben i 1919 som den første kommunistiske organisation i Danmark. Da SAP blev opløst samme år, tilsluttede den ene fløj sig Venstresocialistisk Parti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Den anden fløj, som bl.a. MN og ◊Martin Andersen Nexø tilhørte, gik ind i den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Som repræsentant for lærerklubben deltog hun 1920 i Kommunistisk Internationales (KI) anden kongres i Moskva. Her knyttede hun bl.a. kontakter til internationalens ledere af kvindearbejdet.

Sammen med Andersen Nexø, som havde gode kontakter til KI i Moskva, arbejdede MN for en sammenslutning af DKP og FS. Det lykkedes i 1921 i form af Danmarks Kommunistiske Føderation, der imidlertid revnede året efter. I det næste halvandet år var der to kommunistiske partier i Danmark, “Blaagaardsgadepartiet”, som var tilknyttet Komintern, og “Møntergadepartiet”, som MN var medlem af. Midt i denne turbulente periode måtte hun rejse til Moskva for at forklare sine holdninger for Komintern. I januar 1923 blev hun ekskluderet, men 1924 genoptaget i det nye sammensluttede DKP. Fra at være en af den revolutionære bevægelses selvskrevne ledere var hun i løbet af denne proces blevet placeret i en marginal position. Hun brugte i disse år især sin tid på fagligt arbejde i sammenslutningen af oppositionelle klubber, Fagklubbernes Samvirke. 1923-24 udgav hun også tidsskriftet Kommunistisk Internationale, som KI imidlertid selv krævede lukket, fordi hun ikke indordnede sig under partidisciplinen. Både i 1924 og 1926 var hun opstillet som folketingskandidat, dog uden at blive valgt.

Det kvindepolitiske arbejde, MN havde deltaget i, fik en ny drejning, da hun kom i kontakt med den kommunistiske opposition i Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og den senere formand for KADs afdeling 5. ◊•Inger Gamburg. Sammen dannede de i 1925 Arbejderkvindernes Oplysningsforening, der siden skiftede navn til Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO). MN redigerede AOs magasin Arbejderkvindernes Oplysningsblad 1925-29 og igen 1933-34, nu under titlen Arbejderkvinden. AO adskilte sig fra andre kvindepolitiske grupper ved at have både en yderliggående faglig politik på programmet og en radikal seksualpolitik. Man krævede både en uges ferie, ligeløn og adgang til fri abort. Siden hen slog AO også til lyd for gratis prævention gennem sygekasserne. AO var den første gruppe herhjemme, som rejste det krav om abort, der i 1973 blev en realitet.

I 1927 udgav MN en lille bog med titlen Revolution, der indeholdt alle de artikler, hun var blevet dømt for i 1918, men undgik denne gang at blive dømt igen. Da den kommunistiske bevægelse splittedes i en strid om Stalin versus Trotskij, støttede hun sidstnævnte, og i 1929 blev hun af samme grund ekskluderet af sit parti for anden gang. Hendes position inden for det kommunistiske kvindearbejde var imidlertid for stærk til, at DKP kunne sidde hende helt overhørig, og i 1930 var hun med en delegation af arbejderkvinder på en rejse til det daværende Sovjetunionen. I 1932 blev hun på ny optaget som medlem af DKP.

AO endte med at lide skibbrud i 1934, formodentlig fordi DKPs ledelse ønskede at adskille faglig politik og seksualpolitik. MN ragede igen uklar med partiledelsen, dels på grund af sin modstand mod ophævelsen af den fri abort i Sovjet og den nye puritanske seksualpolitik, som fulgte, og dels fordi hun havde protesteret over for KIs ledelse mod den første af Stalins Moskvaprocesser, som bl.a. udrensede de gamle bolsjevikker. Moskva krævede hende ekskluderet for trotskisme, og i 1936 blev hun smidt ud af DKP for tredje gang. Året efter udgav hun Kampen om Trotzki, hvor hun redegjorde for sit syn på udviklingen i Sovjet.

Indtil sin død var MN tit plaget af sygdom, men var i den udstrækning, hun kunne overkomme det, fortsat politisk aktiv og havde forbindelse til små trotskistiske grupper i Danmark. DKP gjorde sit for at glemme hendes epokegørende indsats både som revolutionær politiker og som kvindepolitisk pioner. Hendes personlige integritet og ubestikkelighed gjorde, at hun alligevel blev husket af mange af dem, hun havde arbejdet sammen med. Radikaliteten i hendes holdninger gjorde hende til en forløber og oplagt inspirationskilde for den nye venstrefløj i 1970’erne. Et udvalg af hendes artikler blev i 1975 samlet og udgivet i bogen Revolution, og senere er bl.a. hendes brevveksling med Andersen Nexø blevet tilgængelig i bogen Venskab og revolution, 1990.

Foto i ABA, KB.

Børge Houmann og Morten Thing: Venskab og revolution, 1990. Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister, 1996. Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1975, 1978.

Privatarkiv i ABA, KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Morten Thing

 
Professioner
Lærere · Redaktører · Kvindesagsforkæmpere
 
Organisationer
Frederiksberg kommunale skolevæsen · Socialdemokratiet · Socialistisk Arbejderparti · Klassekampen · Fremtiden · Dansk Kommunistisk Lærerklub · Fagoppositionens Sammenslutning · Danmarks Kommunistiske Parti · Kommunistisk Internationale · Arbejderkvindernes Oplysningsforening (se Arbejderkvindernes Oplysningsforbund) · Arbejderkvindernes Oplysningsblad · Arbejderkvinden
 
Emneord
Kommunisme · Folkeskolen · Politik · Kvindepolitik · Retssager · Sovjetunionen · Socialisme · Seksualpolitik · Gamle kvindebevægelse · Værgeråd
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg