Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Astrid Noack (1888 - 1954)
Noack, Astrid Marie Sophie

1888-1954, billedhugger.

*30.1.1888 i Ribe, †26.12.1954 i Kbh.

Forældre: købmand Johan Peter N. (1831-1911) og Johanne Metdine Barkentin (1850-1913).

AN var et menneske med et usædvanlig stærkt engagement, dybt optaget af kunsten, både andres og sin egen. Som person var hun selvudslettende og levede samtidig så uregelmæssigt, at hendes helbred i flere perioder var direkte truet.

ANs udgangspunkt var håndværket. I 1902 rejste hun fra Ribe til Kbh. og ernærede sig som porcelænsmaler på fajancefabrikken Aluminia. Derfra tog hun til Vallekilde Højskole, hvor hun gik i lære som billedskærer og 1910 tog svendeprøve. Derefter fortsatte hun på stedets håndværkerskole hos ◊Ivar Bentsen. Kontakten med ham og andre kunstnere, som var en del af højskolebevægelsen, blev afgørende for hende. Hun knyttede sig særligt til maleren ◊Joakim Skovgaard, for hvem hun udførte rammer og andre træskærerarbejder. Også periodens største dekorative projekt, totaludsmykningen af Viborg Domkirke, som Skovgaard var ansvarlig for, blev hun inddraget i, og hun udførte her ornamentale træskærerarbejder til loftet. Blandt projektets kunstnere, bl.a. ◊Niels Larsen Stevns og ◊Arne Lofthus, modnedes hendes lyst til en selvstændig identitet som billedhugger. I samme periode fik hun restaureringsopgaver for Nationalmuseet og dermed et indgående kendskab til ældre træskærerkunst, ligesom hendes æstetiske fornemmelse udvikledes i arbejdet for ◊Carl Petersen, der var arkitekten bag Faaborg Kunstmuseum og Dansk Kunsthandel.

På et håndværkerlegat rejste AN i 1920 til Paris, som dengang var centrum for de betydeligste nyskabelser inden for billedkunsten. Her omgikkes hun den danske billedhugger ◊Adam Fischer og blev en del af hans kreds, der fik afgørende betydning for hende og for formidlingen af de franske idéer til Norden. Lidt senere fik hun en ven og beskytter i Lena Börjeson på Académie Scandinave, den fri kunstskole på Montparnasse, som denne svensk-danske billedhugger havde skabt. Maison Watteau, som akademiet også blev kaldt, var et frodigt miljø med udstillinger, kunstnerfester og uformel undervisning i skulptur. Her fik AN franske og nordiske venner for livet. Sammen med den franske billedhugger J. Osouf studerede hun gotisk fransk skulptur, inden hun fra 1926 fik sin første egentlige kunstundervisning som elev af Fischer og de to franske billedhuggere C. Despiau og P. Cornet. Gennem deres eksempel fandt hun sin egen vej og udviklede en personlig skulptur, hvor kraft og ynde kom til udtryk i en enkel og åndfuld form, en rendyrket æstetik inspireret af antikken, især arkaisk græsk og ægyptisk skulptur. AN var ene kvinde blandt de franskuddannede danske kunstnere, hvis klassicerende modernisme var højt værdsat i perioden fra 1920’erne og frem til omkring 1960. Det kan bl.a. aflæses af erhvervelserne til Ny Carlsberg Glyptotek og Statens Museum for Kunst.

Det var en sorg for AN, at hun på grund af de danske valutabestemmelser i 1932 måtte forlade Paris efter 12 år og rejse hjem, men en trøst, at kammeraterne delte denne skæbne. I brokvartererne kom hun til at bo og arbejde under ydmyge forhold, først, ganske symbolsk, på Nøjsomhedsvej, siden i Rådmandsgade. Sammen med sine ligesindede udstillede hun på Grønningen og blev nu så småt kendt i andet end en eksklusiv inderkreds af kunstnere og kunstelskere. ANs produktion består overvejende af statuer og portrætter. Ønsket om at gengive en syntese af form og rytme er bestemmende for Holtepigen, 1934-37, udført i fransk kalksten, og Stående Kvinde, 1937-42, skåret i teak. Et hovedværk er statuen af ◊•Anna Ancher, 1938-39, skabt posthumt til haven ved Skagens Museum og på én gang et portræt og et monument. I den lykkedes det for AN, ud fra en helhedsopfattelse af den kvindelige Skagensmalers kunst og karakteristiske udseende, at gennemføre sin hensigt: at forene monumentalitet med intimitet. Livet igennem udførte hun talrige portrætbuster, mange af børn, fx Julie Tutein, marmor 1950. Halvstore drenge havde hun en særlig fornemmelse for, ligesom hendes skildringer af de helt små røber hendes store menneskelige følsomhed. Enestående er Det korsfæstede Menneske, 1943-45, refugiet ved Løgumkloster, der med et udtryk af resignation og tillidsfuld mildhed er vidnesbyrd om en usædvanlig Kristusopfattelse.

ANs økonomi var altid håbløs; havde hun penge, forærede hun dem hurtigt væk. Ikke for intet var hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og ven med bl.a. forfatteren ◊Otto Gelsted, men skønt partiet betød meget for hende, markerede hun sig ikke politisk. Hendes kunstneriske indsats er da heller ikke gjort til en del af arbejderbevægelsens historie. AN havde en stor udstillingsvirksomhed og deltog på udstillinger i Danmark, såvel som i bl.a. Paris, Budapest, Helsingfors og Rom, ligesom hun havde separatudstillinger. I 1955 afholdt Kunstforeningen en stor mindeudstilling, endnu én arrangerede Holstebro Kunstmuseum i 1988. Her findes også den største repræsentation af hendes arbejder, deponeret af Astrid Noacks Legatfond, der blev oprettet i 1955 med det formål at forvalte hendes kunstneriske arv. AN modtog i årene 1920-54 en lang række hædersbevisninger og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat og Eckersbergs Medaille 1940 og Thorvaldsens Medaille 1954.

Buste fra 1928 af Adam Fischer i Sønderjyllands Kunstmus. Foto i KB.

Knud Voss: Anna Ancher, Astrid Noack, 1975. Paul la Cour: Astrid Noack, 1943. Signum 1/1961.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Elisabeth Fabritius

 
Professioner
Billedhuggere
 
Organisationer
 
Emneord
Skulptur · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Ribe Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg