KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Amalie Skram (1846 - 1905)
Skram, Berthe Amalie

1846-1905, forfatter.

*22.8.1846 i Bergen, Norge, †15.3.1905 i Kbh.

Forældre: købmand Mons Monsen Alver (1819-98) og Ingeborg Lovise Sivertsen (1821-1908).

~3.10.1864 med skibskaptajn Bernt Ulrik August Müller, *11.4.1837 i Bergen, Norge, †19.11.1898 i New Orleans, USA, s. af læge Jacob Worm Skjelderup M. og Birgitte Ulrica Augusta Stenersen. Ægteskabet opløst 1878.

~3.4.1884 i Kbh. (b.v.) med forfatter ◊Asbjørn Oluf Erik S., *10.3.1847 i Kbh., †21.11.1923 smst., s. af jernbanedirektør ◊Johan Christian Gustav S. og Ida Johanne Hoë. Ægteskabet opløst 1900.

Børn: Jacob, Ludvig, Ida Johanne (1889).

Først da hun i 1884 flyttede fra Norge til Danmark og giftede sig med forfatteren Erik S., blev AS for alvor forfatter. Da var hun 38 år, separeret, moder til to halvvoksne børn og havde nogle år ernæret sig som anmelder, privatunderviser og oversætter. Hendes debutnovelle Madam Høiers Leiefolk, 1882, udgivet under mærket -ie, rystede og forargede det læsende publikum på grund af sin grove og pågående socialrealisme. Efter bosættelsen i Kbh. skrev hun over en periode på en lille snes år en række romaner, der i dag står som hovedværker i nordisk litteraturhistorie.

AS rendyrker som ingen anden dansk forfatter naturalismen og gennemfører med stor konsekvens dens program, der indebærer, at verden skildres som den ser ud, i detaljer og med al dens råhed, snavs og ondskab. Mennesket ses som et dyrisk og driftsbesat individ, hvis egenvilje og strenge moral konstant kolliderer med dybereliggende, ustyrlige og amoralske kræfter. Hovedpersonen i et naturalistisk værk er sjældent sympatisk; således heller ikke hos AS, som skildrer et farverigt persongalleri af mænd og kvinder, børn og gamle, særlinge og sindssyge, fattige og forhutlede eller velhavende og forkrampede eksistenser. Fælles for dem er deres udsathed i det moderne samfund, som ikke mere kan henvise til værdier og garantier, der ligger over eller uden for mennesket selv. Gud er død, moralen er blevet relativeret; tilbage er kun den rå overlevelsesvilje og forplantningsdriften.

Forfatterskabet inddeles traditionelt i tre tematiske kategorier: ægteskabsromanerne, sindssygeromanerne og storværket i fire bind Hellemyrsfolket, 1887-98. Sidstnævnte er både et epos om det moderne samfunds fødsel og en saga om slægten Myre; værket kan læses som en udviklingshistorie om kapitalisering og industrialisering af et traditionelt samfund og samtidig som en afviklingshistorie om de store autoriteters sammenbrud og fremvæksten af den moderne individualisme. Romanen foregår i Bergen, hvor AS også selv voksede op som den eneste datter af en mindre købmand. Hun fik en efter forholdene god skolegang, men til forskel fra brødrene ingen formel uddannelse. Hendes personlige autoritetstab bestod i, at faderen gik fallit med sin forretning, hvorefter den 17-årige AS sporenstregs forlovede sig med en godt ti år ældre og velhavende kaptajn Bernt Ulrik August Müller. Det var et udpræget fornuftsægteskab, AS indgik i 1864; gennem det opnåede hun at komme væk fra Bergen og i ca. ti år rejste hun verden rundt sammen med sin mand og de to sønner, som blev født med kort mellemrum i ægteskabets første år. Rejserne udvidede hendes horisont, bogstaveligt og overført, og hun mødte til overflod det moderne samfund. Som kaptajnens frue blev hun overalt præsenteret for dets fortryllende facader, men selv opsøgte hun gerne og med angstblandet fascination dets bagsider, hvor skidt og møg, druk og hor, snyd og bedrag, sygdom og død florerede. Det var formentlig under denne lange “dannelsesrejse”, at hun gjorde op med endnu en autoritet, idet hun forlod sin pietistiske barnetro til fordel for en indædt og inderlig ateisme. Dermed var også vejen banet for hendes optagelse i det moderne kulturmiljø fra midten af 1870’erne, hvor hun igen tilbragte en tid i Bergen. Her begyndte hun så småt at skrive og fik kontakt med gennembruddets centrale personer, fx Bjørnstjerne Bjørnsson i Norge og ◊Georg Brandes i Danmark; begge havde hun forbindelse med resten af sit liv. I 1877 blev hun skilt og boede nogle år sammen med sin broder i Kristiania, det senere Oslo, før hun flyttede til Kbh. for at gifte sig for anden gang – og for at blive forfatter!

Med debutromanen Constance Ring, 1885, tog AS hul på rækken af ægteskabsromaner. Gennem tre mænd, to ægtemænd og en elsker, oplever Constance tre forskellige sider af den mandlige seksualitet, men ingen af dem kan vække hendes egen. Hun ender med at tage livet af sig, ligesom også hovedpersonerne i Lucie, 1888, og Fru Inés 1891, må lade livet, mens Aurora i Forraadt, 1892, med nød og næppe overlever sin ægtemand. Døden bliver inden for romanernes forløbsmæssige logik kvindernes eneste og sidste udvej. AS skriver sig med denne skarpe konsekvens ind i periodens ophidsede diskussion om mandlig henholdsvis kvindelig seksualpraksis: Sædelighedsfejden. Hendes indfaldsvinkel er en kras kritik af den moderne mands seksuelle dobbeltmoral, der i Constance Ring fx giver sig udtryk i, at ægtemanden uden skrupler søger tilfredsstillelse hos husets tjenestepige, når Constance afviser hans grove tilnærmelser.

Også i Forraadt er mandens seksuelle erfaringer i fokus, spejlet i den unge Auroras maniske, næsten perverterede fiksering på sin ægtemands fortid blandt letlevende kvinder, en fiksering, der totalt stiller sig i vejen for udvikling af hendes egen seksualitet. Overalt i ægteskabsromanerne kan de kvindelige hovedpersoners grundlæggende identitetsproblemer føres tilbage til, at de konstant konfronteres med og skiftevis tiltrækkes og frastødes af en seksualiseret omverden. Som Aurora desperat jager viden om den mandlige seksualitet, søgte naturalisten AS umådeholdent at formulere sandheden og derigennem afdække borgerskabets mange bedrag og selvbedrag. Det skete ikke uden omkostninger: teksterne skrev sig ofte helt tæt ind på materien i både bogstavelig og overført forstand, hvilket frastødte mange læsere og selv gode venner som Bjørnsson.

Det var et hårdt pres således konstant at skulle leve med det paradoksale krav om absolut ægthed i fiktionen; ægteskabet med Erik S. viste sig at være lige så vanskeligt at bakse med som kunsten, og i 1889 blev AS så oven i købet i en alder af 43 år moder til en datter. Alt i alt sled det umådeligt hårdt på hende, og i 1895 søgte hun hjælp hos den moderne psykiatri. Straks hun var blevet indlagt på Kommunehospitalet, kom hun i konflikt med overlægen ◊Knud Pontoppidan, hvis autoritære behandlingsform ikke umiddelbart var, hvad AS havde brug for. Men middelbart var den det måske alligevel. I hvert fald kæmpede hun en hård kamp for at slippe ud af galehuset, og da hun var ude, skrev hun på ingen tid de to sindssygeromaner Professor Hieronimus og Paa Sct. Jørgen, begge udgivet i 1895. Af romanerne fremgår det, at det er netop oppositionen mod den herskesyge overlæge, der på ny giver hovedpersonen Else Kant fokus og mål i tilværelsen. Samtidig arbejder hun sig ud af galskaben. Det er kunstneren Else Kants kamp med stof og form, der driver hende ud i vanviddet, og denne kombination af galskabs- og kunstnerroman er unik for periodens kvindelitteratur, ligesom ASs forfatterskab i sin helhed er det.

Efter kraftpræstationen med de to værker afsluttede AS sidste bind af Hellemyrsfolket, Afkom, 1898, som hun var gået i stå med op til indlæggelsen, og i 1899, efter at hun var blevet skilt, udkom novellesamlingen Sommer, hvis gennemgående tema er den umulige kærlighed. Her sprænges momentant det naturalistiske formsprog af en syndflod af drømme, mystik og makabre fantasier, der peger i surrealistisk retning. AS kunne have udviklet denne teknik, hvis ikke helbred og pengemangel havde stået i vejen. Hendes sidste værk Mennesker blev udgivet heftevis 1902-05, og hun var nødt til at skrive for at få forskud fra forlaget. Men et sådant arbejdspres var AS ikke vant til, og hun døde, inden romanen var færdig, fysisk og psykisk nedbrudt.

Mal. fra ca. 1889 af G. Achen. Mal. fra 1895 af Harald Slott-Møller i Bergens offentlige bibliotek. Statue fra 1949 af Maja Refsum i Bergen. Foto i KB.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk Kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Liw Køltzow: Den unge Amalie Skram, 1992. Irene Engelstad: Sammenbrudd og gjennombrudd, 1984.

Privatarkiv i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Birgit Mortensen

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
 
Emneord
Skønlitteratur · Sædelighedsfejden
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne
 
Regioner
Norge
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg