KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Emma Gad (1852 - 1921)
Gad, Emmarenze Henriette Margrethe

1852-1921, forfatter.

*21.1.1852 i Kbh., †8.1.1921 smst.

Forældre: grosserer Hans Peter Andreas Halkier (1808-60) og Edvarda Sophie Munch (1818-82).

~20.9.1872 med kontreadmiral Nicolaus Urban G., *20.12.1841 i Kbh., †6.4.1920 smst., s. af herredsfoged Henry Christian G. og Ida Adolphine Vilhelmine Bruun.

Børn: Henry Christian (1873), ◊Urban (1879).

EG var og blev Københavner med stort K og var størstedelen af sit liv ubestridt hovedstadens førende litterære værtinde. Hun var født i Bredgade og voksede op som efternøler og eneste pige i en søskendeflok på fem. Faderen var en velstående grosserer, moderen var ud af en norsk kunstnerfamilie. Næsten hele livet forblev EG i samme fornemme kvarter, mange år med bopæl i Dronningens Tværgade 40. Nogle år måtte hun dog tilbringe uden for hovedstaden. Hendes mand Urban G. var søofficer, og da han i 1877 blev forflyttet til Korsør for en periode, fulgte hun naturligvis med, men betragtede det nærmest som en landsforvisning. EG var økonomisk uafhængig af sin mand. Dels havde hun arvet betragtelige renteindtægter fra sin fader, der døde, da hun var otte år, dels begyndte hun fra midten af 1880’erne selv at tjene penge, først og fremmest som dramatiker. Som sådan debuterede hun anonymt på Det Kgl. Teater i 1886 med lystspillet Et Aftenbesøg. Det gik 20 gange, hvad der var meget dengang, og blev så vel modtaget, at hun hurtigt navngav sig og fik mod på at fortsætte i genren. Frem til 1916 udgav hun i alt 18 stykker, der alle blev opført på forskellige teatre. Et af stykkerne, Fruens Politik, 1909, udgav hun sammen med yndlingssønnen Urban G., der et par år efter blev gift med stumfilmstjernen ◊•Asta Nielsen og selv fik en glimrende karriere som filminstruktør.

I debutåret 1886 udsendte EG også etikettebøgerne Man skal aldrig – og Man skal altid, begge anonymt. Den første var en oversættelse fra engelsk, den anden er blevet tolket som hendes egen muntert-ironiske respons på forgængeren og var tillige en slags penneprøve, før hun for alvor tog fat på dramatikken. Det var sidstnævnte, der skabte hendes ry i samtiden. For eftertiden er det derimod den tredje etikettebog Takt og Tone, der kom i 1918 få år før hendes død, som på godt og ondt er blevet identificeret med sin forfatter. Læst med et glimt i øjet kan den endnu opleves som en meget livserfaren bog i den ædle kunst at omgås uden for mange faux pas. Ikke blot etikettebøgerne, men også EGs dramatik viser, hvor godt hun var inde i datidens omgangstone. Med en vis egenartet lethed satte hun i sine stykker aktuelle problemer “under Debat” og levede således på sin egen måde op til ◊Georg Brandes’ berømte litterære programerklæring. Det gælder bl.a. lystspillene Ægtestand, 1913, Et Aftenbesøg, 1886, En Advarsel, 1890, og ikke mindst den store succes Et Sølvbryllup, 1890, der kan ses som et indlæg i den verserende sædelighedsfejde. EG gjorde sig her til talsmand for det standpunkt, at tolerance og livsglæde er vigtigere for den ægteskabelige lykke end seksuel “renhed”. Det uægte barns stilling tages op i Aabent Visir, 1898, der senere omarbejdedes til det mere seriøse drama Barnets Ret, 1911. Hun havde et godt satirisk øje for tidens dobbeltmoral, hykleri og snobberi; I veldædigt Øjemed, 1891, er en næsten molièresk udlevering af den del af den borgerlige velgørenhed, som blot var prestigeprojekter for arrangørernes egen skyld.

Gennem årtier udfoldede EG selv et sandt organisatorisk mesterskab. Hun var vicepræsident og en drivende kraft for Kvindernes Udstilling, 1895, der med forbillede i verdensudstillingen i Chicago to år tidligere skulle vise, hvor langt kvinder var nået inden for uddannelse, på arbejdsmarkedet og i kunsten. Udstillingen var den første i sin art i Europa og blev en stor succes. Overskuddet blev brugt til projekteringen af Kvindernes Bygning, der dog først blev realiseret i 1936. Som et første skridt på vejen stiftede EG i 1898 Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Hegnet, hvor hendes nære veninde •Louise Hansen blev formand. Selv satte hun sig i spidsen for Dansk Kunstflidsforening (DKF), der oprettedes 1900, og var formand for denne indtil 1911. DKF, der arbejdede systematisk for god smag og kvalitet inden for bl.a. husflid og hjemmenes indretning, var ikke bare et kvindeanliggende. Talrige mandlige kunstnere blev også involveret, ikke mindst i de store kunstflidsudstillinger. EG arrangerede en række udstillinger, bl.a. Koloniudstillingen, 1905, der samme år indbragte hende Fortjenstmedaljen i guld. Senere, op gennem 1930’erne, udviklede DKF terapi for hospitalspatienter og blev i 1954 til Ergoterapeutskolen. Her opbevares fortsat arkivmateriale om såvel EG som skolens historie.

Efter at have fået børnepasningen fra hånden kunne den initiativrige EG udfolde sig frit som ligeværdig partner i forholdet til sin 11 år ældre og velbegavede ægtefælle, som hun øjensynligt har været oprigtigt forelsket i. Blandt de mange af datidens koryfæer, der besøgte EG og hendes mand, var især ◊Georg Brandes en trofast husven og hyppig gæst i hjemmet. Trods den dybe uenighed mellem ham og ◊Harald Høffding lykkedes det EG at få dem begge til at skrive til det redaktionelle storværk Vort Hjem, 1903, som hun var den absolutte hovedkraft bag. De fremmeste af tidens mænd og kvinder bidrog, og med sit brede spand af emner fra juveler og vifter til småbørnspsykologi, tyende og pigeskoler er værket fortsat en uvurderlig kilde til forståelse af borgerskabets livsstil omkring år 1900. EG var i sjælden grad både formidler og diplomat og følte sig helt jævnbyrdig og ligeværdig med Brandes, som hun både beundrede og gennemskuede. I 1916 indbød hun ham til middag sammen med Politikens chefredaktør ◊Henrik Cavling. Anledningen var et særligt jubilæum, nemlig årsdagen for hendes ansættelse som redaktør af det radikale dagblads Dametidende. Stillingen, som EG altså fik som 63-årig, var hendes første faste arbejde; indtil da var hun kun freelance, om end med succes, også økonomisk.

I 1916 fejrede EG desuden tiåret for sin måske mest betydelige organisatoriske bedrift, grundlæggelsen af Danske Dramatikeres Forbund (DDF). Forbundet, der var det første af sin art i Norden, blev stiftet af et lille udvalg fra Dansk Forfatterforening, som indså, at dramatikere havde særlige ophavsretlige problemer, især i forbindelse med deres ret til at modtage en vis procentdel af indtægterne ved teateropførelser. Hun blev selv grundigt snydt, da hun i 1890 én gang for alle solgte provinsrettighederne til succesen Et Sølvbryllup til teaterdirektøren ◊Th. Cortes for 500 kr. Det skulle ikke gentage sig, og med forbillede i det franske Société des auteurs dramatiques blev DDF stiftet i 1906 i EGs hjem. ◊Albert Gnudtzmann blev den første formand, og efter hans død i 1912 overtog ◊Hjalmar Bergstrøm posten for et par år, indtil hun i 1914 fik formandshvervet og bestred det til sin død i 1921. EG så langt, da hun tog sit initiativ. DDF blev stiftet for at sikre en professionel varetagelse af danske dramatikeres primære ophavsrettigheder i forbindelse med alle typer opførelser og gengivelser, og trods de helt nye medier, der siden er kommet til, fungerer forbundet endnu delvis efter hendes retningslinier. EG havde også gerne set, at DDF fik indført en slags pensionsordning for dramatikere, men idéen slog ikke an. Som en lille kompensation stiftede DDF i begyndelsen af 1920’erne Emma Gad-Fonden, der stadig yder finansiel støtte til dramatikere.

Trods sin privilegerede stilling levede EG øjensynligt i alle måder op til sine egne bud i Takt og Tone: “Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke over for Andre.” En dyberegående karakteristik leverede hun måske selv, da hun i en artikel i Teater-Bogen, 1901, som hun redigerede sammen med Gnudtzmann, gav et bud på baggrunden for dramatikerens genrevalg. Det beroede vel på, skrev hun, i øvrigt i diskret polemik med Henrik Ibsen, “at man instinktmæssigt har mere Sans for Livets bevægede Optrin og Forholdet mellem Aarsag og Virkning end for Tankelivets hemmelige Rørelser med dets Stemningsovergange og haarfine Nuancer.”

Mal. fra 1896 af Sophie Holten. Mal. fra 1915 af Urban Gad. Tegn. af B. Wegmann i Fr.borgmus. Foto i KB.

Bjarne Kildegaard: Fru Emma Gad, 1984. Britta Lundqvist (red.): Teaterets kvinder, 1984. Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.

Privatarkiv i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Chr. Ludvigsen

 
Professioner
Forfattere · Redaktører · Legatstiftere
 
Organisationer
Kvindernes Udstilling · Hegnet - Kvindernes Handels- og Kontoristforening · Dansk Kunstflidsforening (se Skolen for Beskæftigelsesterapeuter og Ergoterapeutskolen) · Politiken · Dametidende · Danske Dramatikeres Forbund · Emma Gad-Fonden
 
Emneord
Dramatik · Håndarbejde · Salonkultur · Kvindepolitik · Fagforeningspolitik · Hædersbevisninger · Ophavsrettigheder
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg