KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Léonie Sonning (1887 - 1970)
Sonning, Anna Leontina (Léonie)

1887-1970, legatstifter.

*1.5.1887 i Lund, Sverige, †16.3.1970 i Kbh.

Forældre: direktør Leif Rothberg (1848-1906) og Bele Hrej Suvalk (1849-1926).

~30.5.1923 med journalist Carl Johan S., *19.4.1879 i Assens, †9.3.1937 på Frbg., s. af maler Søren S. og Victorine Cathrine Carlsen.

LS var født i Sverige i en velhavende familie og fik et skoleforløb af europæisk tilsnit. Hun var på pension i Tyskland og klosterskole i Frankrig og læste senere litteratur- og kunsthistorie i England og Frankrig. Derpå uddannede hun sig til skuespillerinde. Hun gjorde imidlertid ikke erhvervsmæssigt brug af sin uddannelse efter sit giftermål i 1923 og levede en anonym tilværelse som husmoder. Det, der gjorde hende til en offentligt kendt person, var hendes virksomhed som mæcen. Til minde om LSs afdøde mand, der havde tjent en formue på det khb.ske ejendomsmarked, blev der oprettet et fond, som uddelte en pris til fremme af politik, kultur og kunst i Europa. Administrationen af fonden blev varetaget af Kbh.s Universitet, der også stod for selve prisuddelingen.

Den første modtager af Sonningprisen blev den engelske politiker W. Churchill i 1950. Derefter blev der fra 1959 foretaget en årlig prisuddeling. Modtagerne var fremtrædende personligheder, så udvælgelsen, der blev foretaget af LS selv, vakte ikke kritik. Det gjorde derimod overrækkelsesceremonien. Den fik karakter af selviscenesættelse med et fokus, der gjorde LS til hovedperson på linie med den franske læge A. Schweitzer, den danske fysiker ◊Niels Bohr, den engelske skuespiller L. Olivier, og hvem der nu ellers modtog prisen. Det faldt i høj grad offentligheden for brystet og nedkaldte voldsom kritik over LS. “Vi er trætte af at se fru Sonning gå mannequin i offentlighedens fulde projektørlys,” skrev ◊Børge Outze således i en leder i Information i 1961. Modviljen blev ikke mindre, da LS i eget navn oprettede Léonie Sonnings Musikfond, der fra 1965 hvert år uddelte stipendier til skandinaviske musikstuderende og en hæderspris til en internationalt anerkendt kunstner. Kritikken blev fulgt op af klager fra nogle af lejerne i de ejendomme, som LS ejede og selv administrerede, indtil hun i slutningen af 1960’erne overlod administrationen til fondene. Det var disse ejendomme, som var med til at finansiere priserne. De konkrete klagepunkter var småting, og flere lejere udtalte deres tilfredshed. Men det ændrede ikke ved det billede, som offentligheden dannede sig af LS som en person, der tog fra de fattige og gav til de rige for at bringe sig selv i centrum. Priserne uddeles fortsat, fx modtog arkitekt ◊Jørn Utzon i 1997 500.000 kr. for sin indsats for europæisk kultur, og blandt modtagerne af den prestigefyldte musikpris er bl.a. I. Stravinsky, L. Bernstein og Britten.

Foto i KB.

Politiken 17.3.1970.

Jørgen Fink

 
Professioner
Legatstiftere
 
Organisationer
Sonningprisen · Léonie Sonnings Musikfond
 
Emneord
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Sverige
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg