Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Bodil Udsen (1925 - 2008)
Udsen, Bodil Birgitte

*1925, skuespiller.

*12.1.1925 i Kbh.

Forældre: klaverstemmer Carl Frederik U. (1879-1941) og lægesekretær Agnes Hinrichsen Nielsen (1896-1985).

~20.12.1947 med programchef Kaj Marius Bruun, *22.9.1921 i Hoptrup sg., s. af politibetjent Christian B. og Cicilie Maria Seidel. Ægteskabet opløst.

~med forlagssekretær Ole Holger Krøyer, *29.5.1921 i Nakskov, †2.7.1958 i Kbh., s. af købmand Jens Vrigsted K. og Ellen Wiboltt.

~23.10.1978 (b.v.) med købmand Jens Lemos Therkildsen, *23.10.1907 i Ålborg, †7.3.1999 i Kbh., s. af murermester Johan Lemos T. og Nielssine Nielsen.

Det var i S. Becketts Glade dage, at BU i en alder af 37 år fik sit store gennembrud som Winnie, urkraften, der begravet i en jordbunke kan holde livsmodet oppe med en djærv tragikomik. “Mit livs rolle”, sagde hun dengang ganske træffende, for uanset de senere store karakterroller rummede hendes Winnie i sin essens den dobbelthed af fandenivoldsk latter og ulmende sjælsmørke, som er kernen i BUs personlighed som skuespiller. Allerede som egenrådig lillesøster i hjemmet på Hulgårdsvej i Kbh., hvor der var plads til, at de tre søskende kunne tumle sig med kvarterets unger, elskede BU at optræde og digte historier. Hertil blev hun opmuntret af moderen, som ivrigt læste højt af eventyr, digte og romaner, mens faderen, der var klaverstemmer, holdt af at synge og arrangere musikaftener i hjemmet. Men det før så åbne hjem ændrede sig radikalt, da han døde i 1941. BU var kun 15 år og begyndte allerede da at gå sine egne veje, bl.a. at pjække fra Rysensteen Gymnasium for i stedet at gå på Det Kgl. Bibliotek, for bøger har hun altid været glad for. Hun fik dog sin studentereksamen i 1944, og kort efter kom hun ind på Det Kgl. Teaters elevskole, 19 år gammel. Derfra blev hun smidt ud efter blot et år, uden begrundelse, men sandsynligvis fordi hun havde for meget temperament til, at hun kunne indordne sig.

Efter fem år på kontor og i huset kom BU til Studenterrevyen, hvorfra teaterdirektør ◊Stig Lommer i 1952 hentede hende til ABC Teatret. Siden gik det slag i slag med revyerne, hvor hun fra grunden lærte kunsten at få kontakt med publikum og turde gribe øjeblikket, hvad hun siden har trukket stærkt på. Da hun i 1956 først havde indtaget Helsingørrevyen og hylede af karsken bælg som Fløjtetønden Victoria, var hendes ry som frodig humørbombe slået fast. Den folkelige gennemslagskraft, som hun selv mener hidrører fra hoftemålene, har hun gennem årene med succes gjort brug af i talrige underholdningsfilm og på tv, ikke mindst i rollen som værtshusmutter Emma i ◊Paul Hammerichs og ◊•Lise Nørgaards serie Huset på Christianshavn i 1970’erne. Hendes uforbeholdne, både hjertelige og skallesmækkende gemyt var en appel, der hang ved, selvom komikeren BU, sideløbende med opgaver som fx Madam Rust i ◊Henrik Hertz’ Sparekassen på Ålborg Teater og i Svend, Knud og Valdemar i Riddersalen, efterhånden bevægede sig over i det seriøse rollefag.

Med B. Behans Gidslet på Ålborg Teater i 1962 som afsæt kom BU ind på karakterrollerne. Det skete takket være samarbejdet med instruktøren ◊Erling Schroeder, som har været den person, der har haft størst indflydelse på hendes karriere. Det store gennembrud i Glade dage på Fiolteatret samme år i Palle Skibelunds regi blev et par år senere fulgt op af E. Albees Hvem er bange for Virgina Woolf? på Det Ny Teater med en Martha, der var både grovkornet, sårbar og tragisk furie. Af Schroeder lærte hun ikke bare vigtigheden af grundige forstudier til en rolle, men han formåede at give hende det væsentligste: modspil. Også de senere foretrukne instruktører ◊Kaspar Rostrup og ◊Bent Mejding, der har karakteriseret hende som “en tyfon” og “russisk i sin voldsomhed”, har fremhævet nødvendigheden af at give modstand, for at talentet kunne komme ud på det nødvendige overdrev. Dermed var BU godt rustet til at tage kampen op med teatrets store stridbare kvinder. Hun var en duvende uhyrlig madame i B. da Costas absurde farce Storhertugindens afsked på Ålborg Teater, 1972, som hun siden har betegnet som “et konglomerat af alle, jeg har spillet, lidt for meget af alting”. I 1973 fulgte på Det Danske Teater en prægtig Mutter Courage, titelrollen i Bertolt Brechts stykke, mejslet i sin nådesløse menneskelighed, samt udfordringer som titelrollen i Medea på Det Ny Teater, 1973, og Alice i Strindbergs Dødedansen på Ålborg Teater, 1975.

Med monologen Gertrude Stein på Ålborg Teater i 1981 og siden på Betty Nansen Teatret fik BU skabt sin karrieres største og mest originale præstation som den jødisk-amerikanske forfatter i Paris, der imod alle odds fik tilkæmpet sig en position som kulturmonument. Den store ener foldede sig her ud med en nærmest skulpturel karisma, en glødende løveværdighed og en tilintetgørende tør humor. Samtidig rummede figuren selvironiske sprækker, der bag den punkterende accent og majestætiske pauseringskunst lod ane skyggen af en såret sjæl. Gertrude Stein blev genopsat på Det Ny Teater ved BUs 50-års jubilæum i 1995 som cadeau til en kunstner, der snarere end ensembleskuespiller altid har været i sit es, når hun var i front, og ikke mindst når hun spillede solo. Senere fulgte andre enerådende kvindemastodonter, der ligeledes var fatalt splittede mellem kunsten og privatlivet, i 1997 Maria Callas i Masterclass, det sårede divadyr som suveræn domptør, og 1998 Selma Lagerlöf i P.O. Enquists Billedmagerne, tynget af skyld bag det imposante korset som nationalkoryfæ. Begge stykker blev opført på Betty Nansen Teatret.

I takt med, at BU nu var fyldt 70 år, blev hendes kritiske holdning til valget af roller yderligere skærpet, og hun koncentrerede en stor del af sin indsats om oplæsningens kunst, især af yndlingsforfatterne ◊H.C. Andersen og ◊•Karen Blixen. Hun har i øvrigt aldrig lagt skjult på, at det altid har været en kamp at nå frem til en premiere. Dels har hun foretrukket udfordringer, der umiddelbart lå uden for hendes rækkevidde, dels har hun aldrig dyrket det tekniske skuespil, men er til gengæld perfektionist, når det gælder om at kulegrave en rolle.

BUs store personlighed som skuespiller har gjort hende til et monument i dansk teater, hvor hun omtrent har fået alle de priser, man overhovedet kan få, bl.a. Henkel-Prisen 1970 og Tagea Brandts Rejselegat 1973. I 1975 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen og i 1995 til ridder af 1. grad. Sideløbende med karrieren har hun formået at insistere på, at der skulle være plads til et privatliv, ikke mindst siden hun i starten af 1970’erne mødte sin tredje ægtemand Jens Therkildsen.

Karikatur af Arne Ungermann. Foto i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Monna Dithmer

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
 
Emneord
Teater · Revy · TV · Film · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg