KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Kirsten Walther (1933 - 1987)
Walther, Kirsten

1933-87, skuespiller.

*31.8.1933 i Kbh., †19.2.1987 i Søllerød sg.

Forældre: officer Christian Thomas W. (1892-1956) og Esta Frederikke Thomsen (1903-75).

~26.9.1959 med instruktør Palle Ruben Wolfsberg, *17.7.1931 i Vedbæk sg., s. af arbejdsmand Otto W. og Asther Marie Nielsen.

Børn: Ole (1964).

KW blev student fra Christianshavns Gymnasium i 1952, og herefter blev hun uddannet på Privatteatrenes elevskole 1953-56. I 1957 debuterede hun i •Annelise Reenbergs film Tre piger fra Jylland. Hendes sprudlende humør førte hende naturligt over i lystspilgenren og revyen, hvor hun snart viste sig som en sand komiker. Der var på samme tid noget sødt, sexet og uskyldigt over hende. Tilsyneladende var hun den lidt frække og ikke for kvikke pige, men hun viste sig at være mere klog end som så og have hjertet på rette sted. Sit komiske gennembrud fik hun i 1963 i Indiskret på ABC Teatret, hvortil hun var knyttet i fem år. Det var her, hun i samspil med ◊Jørgen Ryg fejrede sin største komiske sejr, da hun som Blanny i Den grønne elevator fremførte den største brandert, der kunne stå på de skrå brædder. Samtidig udviklede hun sin egen specielle replikbehandling, der gav hendes spil en egen rytme og forståelse, og som med sin uforudsigelighed skabte en række komiske situationer. Hun var et oplagt valg til Danmarks Radios tv-satire Hov-Hov i 1968, hvor der var noget både uimodståeligt og farligt over hendes sødmefyldte satire.

KW introducerede i 1968 Yvonne-figuren i ◊Erik Ballings film om Olsen-banden, der sammen med hendes Karla fra de følgende års tv-serie Huset på Christianshavn af ◊Paul Hammerich og ◊•Lise Nørgaard gjorde hende til folkeeje. Især hendes Yvonne var fremragende og et af Olsen-banden-seriens største kup. Over for bandechefen Egon Olsens geniale planer stod hun i al sin storblomstrede småborgerlighed og udgjorde den egentlige trussel mod kuppenes gennemførelse. Med snusfornuften i højsædet og kravet om at få del i millionerne var hun den naive og let vulgære repræsentant for velfærdsdanskeren, der med husmoderlige idealer valgte at anskue tingene i spisebordshøjde for siden at give den som verdensdame med tydelig dansk accent under sydens palmer, når chancen bød sig. Inden for hjemmets fire vægge talte hun kvindens sag med en inderlighed og indignation, som understregede, hvem der bestemte, samtidig med at hun klædte sig i nedringede gevandter, der signalerede en blanding af uskyld og erotik. Disse forunderlige modsætninger mellem holdninger og private behov formåede KW at forme til en hel person på helt egne præmisser med mange genkendelige og komisk udleverende træk, men uden at lade hverken eventyret eller troværdigheden i stikken.

Kravet om at skulle leve op til rollen som den altid morsomme tærede på KWs kræfter og skabte en voksende nervøsitet hos hende. Tidligt havde hun sideløbende søgt over i det seriøse rollefag og markeret sig bl.a. i TV-Teatrets udgave af B. Behans Gidslet, 1967. På scenen fik hun sit andet gennembrud som karakterskuespiller i S. Becketts Molloy på Alléscenen, 1979, og i Shelagh Delaneys En duft af honning, 1983, på Nørrebros Teater, hvor humoren blev flerstrenget og bevægende på grænsen til det grusomme. Samme sted morede hun i 1984 som en af de gamle tanter i P. Lorres Arsenik og gamle kniplinger. Efter at hun var fyldt 50 år, frasagde hun sig stadig flere roller for at hellige sig sit familieliv, som hun satte over alt. Hun var netop begyndt prøverne på en mindre rolle på Amagerscenen, da hun pludselig døde af et hjertestop.

Foto i KB.

Erik Hvidt

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
ABC-Teatret
 
Emneord
Teater · Film · TV · Komik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg