KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Sonja Mathisen (1924 - 2014)
Mathisen, Inga Sonja

*1924, hoteldirektør.

*5.11.1924 i Randers.

Forældre: håndværker Marius Peter Madsen (1898-1973) og Kristiane Sørine Kjeldsen (1902-75).

~22.7.1961 med hotelejer Wilhelm M., *25.6.1887 i Roskilde, †8.3.1973 i Ebeltoft, s. af hotelejer Per Westergaard M. og Kirstine Stage.

~29.1.1988 med landsretssagfører Kristian Rudolf Vester-Petersen, *29.1.1918 i Korup, Bregnet sg., †12.5.1997 i Dronningborg sg., s. af proprietær Peter Petersen og Ingeborg Vester.

SM voksede op i Randers, hvor hun efter realskolen blev uddannet som kontorist hos cykel- og automobilforhandleren Sofus Nellemann. Den handelsmæssige kurs var dermed lagt, og turen gik efterfølgende til Handelshøjskolen i Århus og eksamen i 1944. Herefter tog hun på udlandsophold i London, hvor hun arbejdede for det engelske Røde Kors i tre år. SM havde nu både praktisk, teoretisk og administrativ erfaring og var derfor på alle måder godt rustet, da hun omkring 1950 vendte tilbage til sin fødeby og fik stillingen som kontorchef på det gamle Hotel Randers. Denne stilling bestred hun i fem år, og hun må have gjort et overbevisende stykke arbejde, for hun modtog nu et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til. I Kbh. var et konsortium af håndværksmestre ved at opføre et nyt hotel, og hun blev bedt om at tiltræde som økonomidirektør for stedet. Energisk og initiativrig som hun var, slog hun til og fik snart travlt med at få det nye hotel i gang. I 1958 kunne dørene åbnes til Hotel Imperial, som var lagt an på at tilfredsstille den moderne gæst på alle mulige måder. Et internationalt hotel i første klasse med topmoderne indretning og faciliteter. De 190 værelser var udstyret med telefon, radio, tv og eget bad. Der var spisesteder for enhver smag, selskabslokaler, konferenceværelser, rejsebureau, frisør og kiosk. En særlig attraktion blev den åbne sommerhave Atrium. SM beviste hurtigt sit værd, allerede i 1958 blev hun underdirektør og året efter administrerende direktør for Hotel Imperial.

Tilbage i Randers sad Wilhelm M., ejeren af Hotel Randers. Hotellets historie gik helt tilbage til 1856, og det havde stort set været på familiens hænder siden 1892, da han overtog stedet i 1914. Med en solid uddannelsesmæssig ballast var han en garant for udvikling og fremgang, og han havde i 1927 foretaget en gennemgribende modernisering af hotellet. Han var ked af at miste SM som medarbejder og opsøgte hende derfor for at tilbyde hende stillingen som direktør for sit hotel. Hun indvilgede i at forpagte stedet og vendte således tilbage til sin gamle arbejdsplads i 1960. Det var dog ikke kun arbejde, der ventede hende i Randers, for året efter blev hun og Wilhelm M. gift. Hun fik rigeligt at se til. Ud over de to hoteller havde hun ledelsen af Rutebilstationens restaurant samt Restaurant Nørreriis i Randers. Hun pendlede frem og tilbage mellem Kbh. og Randers og fløj i årenes løb turen mellem Tirstrup og Kastrup over 5.000 gange. Hun var nu en af de få kvinder, der selvstændigt varetog ledelsesfunktioner i hotelbranchen og ikke blot deltog i driften som medhjælpende hustru. Uddannelse, erfaring og talent havde kvalificeret hende til de chefposter, som hun blev headhuntet til, og hun var nået til tops i branchen i kraft af sin personlige kompetence. SM og Wilhelm M. sørgede for, at gæsterne på Hotel Randers stedse kunne benytte sig af de mest moderne faciliteter. I starten af 1960'erne var det blevet umuligt for gæsterne, der i stigende grad ankom i bil, at finde en parkeringsplads i nærheden af hotellet. For at afhjælpe dette problem fik SM den idé at etablere et parkeringsanlæg under hotellet. Den underjordiske parkeringskælder kunne indvies i 1964. Sideløbende med moderniseringstiltag som dette var det dog en mærkesag for hende at bibeholde indretningen fra ombygningen i 1927. Dette gjorde efterhånden hotellet til et helt unikt og højt skattet opholdssted. Kendetegnende for hendes virke som hoteldirektør var stilsans og kvalitetsbevidsthed samt evnen til såvel at være på forkant med udviklingen som at fastholde traditionen. Da Wilhelm M. døde i 1973, blev SM eneejer af Hotel Randers. På et tidligt tidspunkt blev hun opmærksom på de potentialer, der lå i den internationale turisme. Med Hotel Imperial som kontaktbase i Kbh. lykkedes det hende i løbet af 1970'erne at placere Hotel Randers på de udenlandske turisters rute gennem Danmark. Særlig amerikanere tiltaltes af atmosfæren på hotellet og har siden gæstet det flittigt. I 1995 gik hun af som direktør for Hotel Imperial og har siden koncentreret sig om driften af Hotel Randers.

SM har haft ry for at være en pertentlig arbejdsgiver, omgærdet med respekt. Af personalet er hun altid blevet omtalt som Fruen, og hun fik navnet jernladyen for sin vane med at gå de ansattes arbejde efter i krogene. Hun har betragtet hotellerne som sine børn, og hun har viet hele sit liv til driften af dem. Ganske passende er hun blevet kaldt "enevældig hoteldronning".

 

Børsen 10.2.1995. Berlingske Tidende 13.1.1985.

Sandra Trefzer

 
Professioner
Direktører · Virksomhedsejere · Restauratører · Akademikere
 
Organisationer
Hotel Imperial · Hotel Randers
 
Emneord
Hoteller · Restauranter · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg