KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Catharine Simonsen (1816 - 1849)
Simonsen, Catharine Elisabeth

1816-49, operasanger.

*7.3.1816 i Kbh., †3.5.1849 smst.

Forældre: farvermester Niels Rysslaender (ca. 1781-1845) og Juliane Marie Strøm (1785-1846).

~3.10.1834 med violinist ◊Hans Sophus S., *25.12.1810 i Svendborg, †11.2.1857 smst., s. af stadsmusikant, organist Gregers Hiort S. og Anne Elisabeth Petersen.

Børn: Ernesta (1843), Fanny (1844), ◊Niels (1846).

“Vel glimrede Mad. Simonsens Udførelse af Angela ikke ved Ild, fiin Nuancering og træffende Udtryk af Affecterne, men hendes behagelige Personlighed og den store Flid, hvorved det lykkedes hende at give Rollen dens Grundtone og flere Steder endog megen Livfuldhed, gjorde hende til en særdeles elskværdig Fremstillerinde, og hendes Sang var henrivende skjøn i Foredraget som i Virtuositet.” Således bedømmer teaterhistorikeren ◊Thomas Overskou den 23-årige CSs udførelse af den kvindelige hovedrolle i D.F.E. Aubers Den sorte Domino. Karakteristikken synes at samle tidens indtryk af hendes kunst: en gennemmusikalsk, frodig sanger med en stor og varm sopran, som blev behandlet med betydelig virtuositet. Som skuespiller var hun derimod ubetydelig. CS stammede fra et fattigt håndværkerhjem med en finsk fader og en svensk moder. Hendes sangtalent blev tidligt opdaget, og fra otteårs alderen fik hun klaver- og sangundervisning. I 1829 blev hun optaget på ◊Giuseppe Sibonis konservatorium, og indtil hans død ti år senere studerede hun flittigt under hans vejledning. Den italienske skoling satte hende i stand til med stort held at udføre tidens store primadonnaroller, Elvira i V. Bellinis Puritanerne, Alice i G. Meyerbeers Robert af Normandiet, Mathilde i G.A. Rossinis Wilhelm Tell m.fl.

Allerede som 14-årig debuterede CS i en syngespilrolle på Det Kgl. Teater. 1834 blev hun gift med en violinist i Det Kgl. Kapel, og de følgende års mange børnefødsler hæmmede hendes karriere. Selvom hun var blevet kongeligt ansat samme år, som hun blev gift, blev hun afskediget i 1836. Halvandet år senere vendte hun dog tilbage til scenen, hvor hendes vokale talent dårligt kunne undværes. Under de italienske gæstespil på Hofteatret i 1840’erne kunne hun med stort held konkurrere med de udefrakommende virtuoser. I 1843 udnævntes hun og den italienske primadonna Felicità Forconi til kgl. kammersangerinder. Samme år mødte hun under en Tysklandsrejse komponisten Felix Mendelssohn. Skønt han udtalte sig rosende om hendes talent, turde CS ikke binde an med et udenlandsk gæstespil. Da den feterede svenske sangerinde Jenny Lind i 1845 optrådte som gæstesanger i Det Kgl. Teaters opsætning af Bellinis Norma, hvor hun havde titelpartiet, udtrykte også hun sin beundring for CS, der udførte Adalgisas parti. CS optrådte hyppigt og med stor succes ved koncerter, hvor hendes sanglige præstationer stod i fokus. Også her var det den italienske operamusik af Bellini, Rossini, og G. Donizetti, der dominerede hendes programmer.

1848 stod CS på scenen som Donna Anna i Don Juan. Det blev hendes sidste optræden, få måneder senere døde hun i barselsseng som kun 33-årig, efterladende sig otte mindreårige børn. CS var ud af en musikalsk slægt, og flere af hendes efterkommere tog den kunstneriske arv op på professionel basis. Sønnen Niels Juel S. gik i hendes fodspor som operasanger, blandt dattersønnerne var komponisten ◊Hakon Schmedes og operasangeren ◊Erik Schmedes, mens datterdatteren ◊•Gerda Christophersen blev teaterdirektør og skuespiller.

Mal. af E. Bærentzen på Det Kgl. Teater. Litografi og tegn. af samme i Teatermus.

Thomas Overskou: Den danske Skueplads, 1854-76.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Sten Høgel

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Sang · Opera
 
Tidsperioder
1800-tallet
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg