KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Helle Stangerup (1939 - 2015)
Stangerup, Eva Helle

*1939, forfatter.

*30.10.1939 på Frbg.

Forældre: professor ◊Carl Hakon S. (1908-76) og skuespiller Betty Helene Eva Voss Söderberg (1910-93).

~25.7.1969 med godsejer Adam Vilhelm Josef Knuth, *10.7.1933 på Knuthenborg, Hunseby sg., s. af godsejer Frederik Marcus K. og Christa Theodora Lund. Ægteskabet opløst 1979.

Børn: Adam Christoffer (1973), Johan Henrik Marcus (1976).

HSs barndomshjem og i særdeleshed moderens psyke og skæbne er beskrevet med stor følsomhed i broderen, forfatteren ◊Henrik S.s bog Datter af, 1995. Der var en distance mellem forældrene, den intellektuelle og lærde litterat Hakon S. og den intuitive og sanselige skuespiller Betty Söderberg, datter af den svenske dramatiker og forfatter H. Söderberg. Både faderen og moderen var meget optaget af deres respektive karrierer og ønskede, at børnene skulle erhverve sig en klassisk dannelse. Begge børn blev sat i kostskole, broderen herhjemme, HS på forskellige skoler i England og Schweiz. Hun tog dog studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1959. I sin ungdom ønskede hun en praktisk livsvej, ikke en kunstnerisk som moderens. Valget faldt på det juridiske studium og 1966 blev hun cand.jur. fra Kbh.s Universitet. Hun mødte sin senere ægtemand i 1968, og det følgende år bosatte de sig på hans slægtsgods Knuthenborg på Lolland. I børnebogen Knuthenborg Safaripark – set indefra, 1978, udgivet under navnet Helle Knuth, fortæller HS muntert og levende om denne Nordeuropas største dyrepark, som hun og hendes mand opbyggede i årene 1972-80.

Allerede året efter sin embedseksamen havde HS debuteret med kriminalromanen Gravskrift for Rødhætte, der udspiller sig i et internationalt luftfartsmiljø. Det egentlige gennembrud var imidlertid romanen Gule handsker, 1968, hvor hun placerede sine personer i den danske provins. Bogens intense miljøskildring og fortættede suspense gav den stor gennemslagskraft hos publikum og inspirerede til yderligere fem spændingsromaner. De er vidt forskellige i stil og miljø, fra det humoristisk afvæbnende i Diamanter er dydens løn, 1970, til det dystert vemodige i Solsikkerne, 1972, der skildrer en polsk undergrundsgruppes kamp mod det kommunistiske system. Den psykologiske gyser Ulvetid, 1980, blev lanceret efter en længere pause i forfatterskabet og filmatiseret samme år.

I 1985 skiftede HS genre og udsendte den historiske roman Christine, der blev en overvældende salgssucces. Sigtet med bogen var at berette om “den magt og indflydelse, som kvinderne havde, inden de blev ofre for victorianismens moralsyn og ændrede samfundsforhold, som bevirkede, at de bedrestillede forfaldt til lediggang, parykker og pudder”, forklarede hun i sin takketale, da hun modtog De Gyldne Laurbær for romanen. Titelpersonen er datter af ◊Christian 2. og dronning ◊•Elisabeth. Mens kongen kæmper for at genvinde riget, må hun friste en tilværelse i udlændighed. Tvunget af de politiske omstændigheder lever hun et omflakkende og rastløst liv, men hun skildres som et helstøbt menneske, der trods alle anslag bevarer sin indre styrke og ydre integritet. Efter denne succes fulgte Spardame, 1989, om de stærke kvinder, der omgav ◊Christian 4., yndlingsdatteren ◊•Leonora Christina, hendes moder ◊•Kirsten Munk, dennes moder ◊•Ellen Marsvin, kongens svigerdatter ◊•Sophie Amalie og hans maitresse ◊•Vibeke Kruse. Det kvindelige persongalleri er holdt sammen med dramatisk flair, men romanen opnåede ikke helt den samme opmærksomhed som Christine. Perioden omkring Reformationen er igen skildret i Sankt Markus nat, 1992, der fortæller om utilpassede eksistenser i en ekspressiv, medrivende prosa. HSs historiske romaner er i ordets bedste forstand kulørt underholdning om tider, der ligger fjernt fra vor, men hun mister ikke overblikket eller forfalder til fad sentimentalitet. Romanerne har en stram indre logik og er ofte karakteriseret ved fin psykologisk indsigt.

1996 vendte HS tilbage til samtidsskildringen med thrilleren Stedfar, hvor hun beretter om rige magtmennesker i et dekadent miljø i Nordsjælland. I løbet af sin karriere har hun desuden skrevet manuskripter til tv-dramaer og udsendt rejseskildringer fra Sibirien og Antarktis. Blandt rækken af hædersbevisninger er Thit Jensens Forfatterlegat, som HS modtog i 1990. Romanerne er oversat til flere sprog, bl.a. fransk, tysk, svensk, norsk og engelsk.

Foto i KB.

Carsten Berthelsen

 
Professioner
Forfattere · Akademikere
 
Organisationer
Knuthenborg Safaripark
 
Emneord
Skønlitteratur · Jura
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg