KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Helle Ryslinge (1944 - )
Ryslinge, Helle

*1944, skuespiller, filminstruktør.

*10.1.1944.

~med Tom Nagel Rasmussen.

HR fik i 1986 et stort folkeligt gennembrud som instruktør med debutfilmen Flamberede hjerter, der indbragte hende såvel en Bodil-pris som en Robert-pris for årets bedste spillefilm. Indtil da havde det dynamiske multitalent været rundt i mange hjørner af det alternative teater-, musik- og filmmiljø. Efter en læreruddannelse og to afskedigelser fra skolevæsenet på grund af sin hippie-livsstil, skiftede hun klasseværelset ud med teaterscenen, idet hun gennem sin ægtefælle Tom Nagel Rasmussen i 1968 kom ind som skuespiller på børneteatret Comedievognen. Men hun ville noget andet end at spille børneteater og fortsatte i andre teatergrupper, bl.a. Secret Service, Solvognen, Jomfru Ane Teatret og Troels Triers revyshow. Hun arbejdede også som skuespiller i andre sammenhænge, bl.a. medvirkede hun i •Jytte Rex’ film Achilleshælen er mit våben, 1979.

I 1979 slog HR igennem med two-women-showet Dameattraktioner, som hun og skuespilleren •Anne Marie Helger rejste landet rundt med. Her hudflettede de to komikere de samfundsskabte kvindeidealer og ikke mindst kvinderne selv, der villigt tog dem på sig. Crazyshowet dannede udgangspunkt for filminstruktøren Christian Braad Thomsens film Koks i kulissen, 1983, som HR og Helger spillede hovedrollerne i og også var manuskriptmedarbejdere på. HR komponerede desuden musikken. Sammen med Helger har hun udviklet en stil, der har rødder tilbage til 1800-tallets angelsaksiske varietégenre, burlesken, en særlig type show, hvor satire kombineres med striptease. Stilen er karakteriseret ved provokerende erotiske poseringer og ved kostumer, der på en gang er ekstravagante og frivole. De burleske skuespillerinder smider borgerskabet grovhederne lige i synet.

Denne stil videreførte HR i Flamberede hjerter, som hun både instruerede og skrev manuskript til. Filmen indledtes med skuespilleren •Kirsten Lehfeldts sangnummer, hvor hun som sexet sygeplejerske satiriserede over kirurgens præstationsbehov i dobbelt forstand. Burlesken fik dog følgeskab af en vis melankoli over kærlighedens trange vilkår. Satiren ramte ikke blot mandschauvinisten, men også kvinders fascination af machoen. Heller ikke “de frelste” fra de alternative miljøer gik ram forbi. Hendes næste film var Sirup, 1990, hvor hun ligeledes havde skrevet manuskriptet. Det var endnu en komedie om hendes egen generation, denne gang med en mandlig hovedperson, en charlatan i kunstmiljøet, og med Lehfeldt i den kvindelige hovedrolle. I 1994 skabte hun filmen Carlo og Ester, der var provokerende ved at vise den fysiske kærlighed mellem to gamle mennesker. I 1990’erne har HR desuden spillet hovedrollen som den arbejdsløse Viggos kone Oda i Erik Clausens arbejdsløshedsfilm De frigjorte, 1993. Hun har ligeledes instrueret flere teaterstykker, bl.a. på Svalegangen i Århus. 1996 lavede hun novellefilmen Ølaben, en barsk satire over alkoholisme. HR har været en af fornyerne af den danske folkekomedie og en af dansk films få auteurer, dvs. instruktører, der skriver manuskripter til deres egne film og har et personligt budskab. Som skuespiller har hun ud over de burleske figurer inkarneret en række hudløse, tidstypiske kvindetyper.

Foto i KB, filmmus.

Ib Bondebjerg (red.): Dansk Film 1972-97, 1997.

Vibeke Pedersen

 
Professioner
Instruktører · Skuespillere
 
Organisationer
 
Emneord
Film · Teater
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg