KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Hanne Rømer (1949 - )
Rømer, Hanne

*1949, komponist.

*29.7.1949 i Hvidovre.

Forældre: musiklærer Henning R. (1919-93) og musiklærer Astrid Valborg Jensen (1919-95).

Børn: Anna (1973), Pernille (1978).

Komponist, vise- og jazzsanger, guitarist, saxofonist, bigband- og kordirigent, musikpædagog, musikpolitisk talskvinde: HRs musikalske talent har spændt vidt. Ud over sit mangeårige virke som musiker og komponist har hun med sit smittende engagement og pædagogiske talent bidraget med nye metoder inden for rytmisk musikpædagogik. Musikpolitisk har hun bl.a. markeret sig som det første kvindelige medlem af Den Danske Jazzkreds 1978-81 og som medlem af Kulturfondens bestyrelse 1994-96. Efterhånden har hun i tiltagende grad prioriteret komponisterhvervet og har bl.a. skrevet flere værker for større kor- og orkesterbesætninger.

Sammen med sine søskende Lotte R. og Ole R. voksede HR op i et hjem, hvor musikken var det naturlige samlingspunkt. Hun studerede klassisk guitar ved Musikkonservatoriet 1971-73 og tog bifagseksamen i musik ved Kbh.s Universitet i 1975, i samme periode lærte hun sig at spille saxofon, trods manglende kvindelige forbilleder. HR hører til den generation af kvindelige musikere, der siden midten af 1970’erne har markeret sig på den rytmiske musikscene. I 1975 dannede hun sammen med søsteren Lotte R., Karen Mortensen og Irene Becker rockgruppen Hos Anna, en kbh.sk pendant til •Anne Linnets Shit og Chanel fra 1974. HR komponerede en del af gruppens materiale, men det blev kvindebigbandet Hexehyl Big Band, som hun samlede i 1978, der for alvor udfordrede hendes kompositoriske evner. Efter videreuddannelse på Dick Grove School of Music i Los Angeles 1981-83, hvor HR fik diplom som komponist, arrangør og orkesterleder, komponerede hun flere værker til Danmarks Radios Underholdningsorkester og vandt i 1985 Komponisternes Underholdningsmusik Pris (KUP 85) for orkesterværket Total Fear is a Sneaky Friend.

HRs musik er inspireret af både rytmisk og klassisk musik, og i 1996 blev hun medlem af komponistsammenslutningen Den tredie vej, hvor rytmiske musikere komponerer for klassiske besætninger. Siden 1990 har hun ledet Sønderjyllands amtsorkester Jomfru Fanny Big Band, og siden 1994 det nordiske kvindebigband April Light Orchestra, som blev dannet til den nordiske kvindekonference i Åbo. I løbet af 1990’erne har HR udgivet flere cd’er, bl.a Akiyava, 1990, og Ametyst, 1994, i duo med pianisten Marietta Wandall samt Come Rain or Come Shine indspillet med egen kvartet i 1994. Både som musiker, dirigent og komponist har HR været et forbillede og en inspirator, centralt placeret i arbejdet for at skabe bedre forhold for kvindelige musikere.

Lotte Rømer: Sølvfuglens vinger, 1997. Dansk Musik Tidsskrift 4/1992-93.

Pia Rasmussen

 
Professioner
Komponister
 
Organisationer
Den Danske Jazzkreds · Kulturfonden · Hos Anna · Hexehyl Big Band · Jomfru Fanny Big Band · April Light Orchestra · Den tredie vej
 
Emneord
Musik · Udenlandske uddannelser · Rytmisk musik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg