KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Lisbeth Petersen (1939 - )
Petersen, Lisbeth Beate Lindenskov

*1939, politiker.

*28.3.1939 i Tórshavn.

Forældre: redaktør Georg Lindenskov Samuelsen (1910-87) og Rachel Hansina Fonsdal (*1912).

~17.12.1960 med maskinchef Jákup P., *31.7.1927 i Signabøur, Kollafjørður sg., s. af fisker Jóannes P. og Elsa Johansen.

Børn: Elsa (1961), Georg (1967).

LP voksede op i Tórshavn, de første ni år som enebarn, siden sammen med sin lillesøster, i en familie, hvor samfundsforhold og verdenspolitik var daglige samtaleemner ved middagsbordet i hjemmet. Det var i en tid, hvor spørgsmålet om Færøernes fremtid stod højt på dagsordenen efter den faktiske adskillelse mellem Danmark og Færøerne, som Anden Verdenskrig havde medført. Samtidig var det en urolig periode med arbejdskonflikter og stærke strømninger på det sociale område. Farfaderen ◊Andreas Samuelsen var medlem både af det færøske lagting og den danske rigsdag, og som Sambandspartiets leder blev han Færøernes første lagmand efter etableringen af det færøske hjemmestyre i 1948. Faderen var i mere end 50 år redaktør af partiavisen Dimmalætting.

Efter realeksamen i 1955 tog LP til Danmark og blev optaget på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, der først under krigen var begyndt at optage kvindelige elever. Herfra blev hun student i 1958 og tænkte nu på at blive journalist, men hendes fader frarådede det kraftigt og mente, at den verden var for hård for kvinder. I stedet tog hun arbejde som ekspedient i en manufakturforretning. I 1959 påbegyndte LP en uddannelse på Handelshøjskolen, samtidig med at hun arbejdede som kontorhjælp hos SAS. Uddannelsen blev ikke afsluttet, for hjemme på Færøerne havde hun mødt sin kommende mand, og efter et år i Kbh. rejste hun hjem igen. I 1960 blev de gift, og LP var pludselig og temmelig uforberedt husmoder og sømandskone. Da manden var maskinmester i den danske handelsflåde og borte fra hjemmet, undertiden i op til mere end et år ad gangen, kom hun til at dele skæbne med mange færøske kvinder og måtte i lange perioder passe hjem og børn alene. Dette liv krævede en selvstændig indsats, og LP blev bevidst om, at de færøske kvinders stilling var karakteriseret ved et stort personligt og samfundsmæssigt ansvar, men med næsten ingen indflydelse i det offentlige liv. Politik var for mænd, og da hun meldte sig ind i Sambandspartiets vælgerforening, var endnu ingen kvinde valgt til Lagtinget. Men tiden var ved at ændre sig, og LP deltog aktivt i kvindeforeningen i Tórshavn. Indlæg fra kvinder begyndte at blive synlige i den offentlige debat, og op igennem 1970’erne blev der for alvor taget fat på spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder, samtidig med at det blev mere og mere almindeligt, at kvinder fik arbejde uden for hjemmet. Fra 1979 til 1983 blev der hvert år afholdt “Kvindeting” med kvinder fra alle politiske partier. Tanken var at oplære kvinder i politisk arbejde ved at behandle et udvalgt emne efter samme procedure som i Lagtinget, et eksperiment, LP var aktiv i.

LP stillede for første gang op og blev valgt ved byrådsvalget i Tórshavn i 1984. Hun blev sit partis første folkevalgte kvindelige repræsentant nogensinde. I de påfølgende forhandlinger fik hun tilbudt borgmesterposten, men hun foretrak posten som viceborgmester og formand for det sociale udvalg. Disse poster bevarede hun også efter valget i 1988 og kom, specielt gennem arbejdet i det sociale udvalg, i bred kontakt med byens borgere. Efter valget 1992 var presset fra hendes støtter, ikke mindst de kvindelige, vokset så meget, at hun besluttede at overtage formandskabet i kommunen og blev således Tórshavns første kvindelige borgmester. 1992 blev et særligt år for Færøerne med økonomisk sammenbrud i erhvervslivet og kriseforanstaltninger på alle områder i samfundet. De følgende år blev de måske vanskeligste i landets historie; men som borgmester i landets hovedstad vandt LP tillid i brede kredse. Tilliden manifesterede sig ved kommunalvalget 1996, hvor hendes parti fra at have været det mindste ved hendes indtræden i politik blev det største i Tórshavns byråd. Men til trods for hendes og partiets store fremgang konstituerede byrådet sig uden ledende poster til Sambandspartiet.

LP blev indvalgt i Lagtinget i 1990 og genvalgt i 1994 og 1998. Efter Sambandspartiets valgsejr i 1994 blev hun centralt placeret landspolitisk. Hun har været medlem af Lagtingets formandskab og haft særlig interesse for kontakterne til Island og Grønland som medlem af og i en periode formand for det vestnordiske parlamentariske samarbejdsråd, senere Vestnordisk Råd. Hun har med sine erfaringer som borgmester opnået en stærk position i Sambandspartiet, og med sin rolige og velovervejede fremtræden fået betydning for mange som eksempel på, at kvinder kan gøre sig gældende på alle områder i samfundet.

Gunnar Hoydal

 
Professioner
Kommunalpolitikere · Borgmestre · Lagtingsmedlemmer
 
Organisationer
Vestnordisk Råd · Lagtinget · Sambandspartiet
 
Emneord
Færøerne · Politik · Socialpolitik · Forvaltning · Kommuner
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Færøerne
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg