KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Rachel Rastenni (1915 - 1998)
Rastenni, Anna Rachel

1915-98, sanger.

*21.8.1915 i Kbh., †17.8.1998 smst.

Forældre: skrædder Salomon Wolff Rastén (1889-1939) og syerske Elka Elkanowitz (1886-1972).

~23.6.1940 med repræsentant Harry Hirsch Rothstein, *13.2.1914 i Kbh., s. af kasketmager Leib R. og Matel Liebe Salzmann. Ægteskabet opløst 1946.

~26.4.1948 med kreditforeningsdirektør Vagn Aage Terpager, *13.9.1917 i Middelfart, †25.5.1996 i Gentofte sg., s. af trafikkontrollør Niels Sørensen T. og Anna Marie Andersen. Ægteskabet opløst.

Børn: Charlotte (1963).

Med sange som Heksedansen, Hele ugen alene og Her i vores hus sang RR sig ind i de danske hjerter og var gennem årtier en af landets populæreste refrænsangerinder. Hun formidlede de lyse, humørfyldte sange med en menneskelighed og varme, der gav hende tilnavnet Danmarks glade stemme. RRs forældre, der begge var russiske jøder, flygtede uafhængigt af hinanden til Danmark i 1906. Her blev faderen skræddermester, mens moderen blev ansat som syerske på hans systue. RR voksede op sammen med storebroderen Adolf Rastén, der senere blev journalist, og sin tvillingesøster Lea, der slog sig ned i Sverige.

Som ung kom RR i lære som handskesyerske, men scenen trak, og i midten af 1930’erne begyndte hun at optræde som danser. 1936-37 optrådte hun som akrobatisk danserinde i Nykøbing-F-revyen og kom efter engagementer i Helsingørrevyen og på restaurant Prater til Zigeunerhallen, hvor hun optrådte med både dans og sang. I 1938 havde hun sin radiodebut i programmet Lettere Sange. Samme år fik den danske swingkonge ◊Kai Ewans øre for hendes sangstemme, og i begyndelsen af 1940’erne medvirkede hun på en række Ewansindspilninger og optrådte desuden som jazzsangerinde med Bruno Henriksens orkester, Harlem Kiddies og sin egen swingtrio. I 1942 medvirkede hun i Lulu Ziegler-kabaretten og to år efter i Dagmarrevyen. Da den tyske besættelsesmagt i 1943 indledte jagten på de danske jøder flygtede hun til Sverige, hvor hun samarbejdede med T. Ehrlings orkestre og sang på kabaret og varieté.

Efter Anden Verdenskrig vendte RR tilbage til Danmark, hvor hun indsang en lang række plader og optrådte i talrige radioudsendelser med populære viser og refrænsange. Ugebladet Se og Hør kårede hende som Danmarks populæreste sangerinde, og i 1958 modtog hun, som den første dansker nogensinde, en guldplade for en mio. solgte grammofonplader. Samme år vandt hun det danske Melodi Grand Prix med Jeg rev et blad ud af min dagbog. Hun modtog Ekstra Bladets humørmedalje og blev i 1981 tildelt Gramexprisen for sin indsats i dansk musikliv. I 1970’erne udvidede RR sit repertoire med en række jødiske sange. Under Yom Kippur-krigen i Mellemøsten i 1973 indsang hun en støtteplade for Israel med jiddische og hebræiske sange; hun besøgte ofte landet og blev i 1975 indskrevet i Jerusalems såkaldte Gyldne Bog.

RR var gift to gange, men levede alene, da hun i 1963 fik datteren Charlotte. Gennem hele sin karriere holdt hun en forsigtig distance til medierne, hun betragtede sit privatliv som helligt og forholdt sig ydmygt til den hyldest, hun var genstand for.

Foto i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Pia Rasmussen

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
 
Emneord
Popmusik · Sang · Revy · Jazz · Radio · Udlandsophold · Rytmisk musik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg