KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Merete Ries (1938 - 2018)
Ries, Merete Jul

*1938, forlagsdirektør.

*11.10.1938 i Kbh.

Forældre: lastbilchauffør Martin Jul Jensen (1900-73) og sygehjælper Inger Else Fenneberg (1910-83).

~1963 (b.v.) med lecturer Paul R., *24.9.1932 i Tunbridge Wells, England. Ægteskabet opløst 1967.

~9.5.1973 med afdelingsforstander Jørgen Jakobsen, *12.2.1940 i Kastrup sg., Præstø amt, s. af gårdejer Johannes Christian J. og Else Marie Olsen.

Børn: Christopher (1963).

Hun gør ikke folkelighed til sin religion, og hun tør stå ved elitekulturen. “Hvad var vi uden en elite, uden elitens alvor, nidkærhed, overskud og evne til at skabe modstand,” spørger MR, forlagsstifter og sin generations betydeligste kvindelige forlægger. Om end det med hendes ord er “selvmorderisk svært at udgive kvalitetslitteratur i Danmark,” er hendes sigte med udgivervirksomheden netop at berige markedet med en litteratur, der er båret af engagement, som rummer kvalitet. Markedet for underholdningslitteratur overlader hun gerne til andre, som på det felt er dygtigere end hun. MR erkender sit manglende talent for at få succes ved at udgive noget hø. Anerkendelse kan man nok høste ved at anlægge den linie, hun har lagt, det er sværere at spinde guld. Af forfattere har MR bl.a. introduceret ungdomsoprørets filosof H. Marcuse, den danske verdenssucces Peter Høeg og mange afrikanske forfattere, således W. Soyinka fra Nigeria, som hun publicerede i 1985, året før han fik Nobelprisen. Hun har også virket som oversætter fra engelsk, bl.a. af værker af Doris Lessing og Virginia Woolf.

MR er opvokset hos en enlig moder. Hun blev student 1957 fra Aurehøj Statsgymnasium, studerede dansk på Kbh.s Universitet, men afbrød studierne efter at have indgået ægteskab og flyttede med ægtemanden til England. I 1966 vendte hun tilbage til Danmark med sin treårige søn og ernærede sig som vikar i folkeskolen. Gennem forfatteren •Toni Liversage, som MR kendte fra Kvinderegensen og boede hos i denne periode, skabtes kontakt til forlaget Gyldendal, og hun var ansat 1966-80, fra 1968 som redaktør på forlaget, hvor hun fik ry som en jordnær og engageret og til tider højttalende medarbejder. Hun gik bl.a. i brechen for den nye kvindelitteratur og var udslagsgivende for udgivelsen af •Jette Drewsens Hvad tænkte egentlig Arendse, 1972, den første nyfeministiske roman. Hendes afsked 1980 i forbindelse med en sparerunde vakte opsigt, ikke mindst fordi hun ved den lejlighed tog et åbent opgør med ledelsen, som, mente hun, ved sine fejldispositioner selv var ansvarlig for de vanskeligheder, huset stod med. 41 forfattere protesterede mod fyringen i et åbent brev i Politiken, og hendes chef til 1979 Erik Vagn Jensen tilsluttede sig kritikken: “Gyldendal kvajede sig læsterligt (...) De forstod ikke, hvad der var til husets gavn.” MR, der i 1973 havde giftet sig med agronomen Jørgen Jakobsen, som bragte sine to sønner med ind i familien, var vikar i Danmarks Radios kulturafdeling, indtil hun 1981 blev forlagsredaktør på forlaget Tiderne Skifter. Året efter stiftede hun sit eget forlag, et anpartsselskab, som hun gav det selvironiske navn Rosinante efter Don Quixotes hest. Rosinante drev hun fra hjemmet i Charlottenlund som eget forlag til 1989 og derefter i samarbejde med forlaget Munksgaard, hvor hun blev redaktionschef. Blandt Munksgaard/Rosinantes markante udgivelser var OMverden, 1990-91, et forsøg på at lancere et dansk nyhedsmagasin, og Nordisk kvindelitteraturhistorie, der udkom i fem bind 1993-98. I 1998 købte Gyldendal og MR i fællesskab Rosinante af Munksgaardgruppen, og hun vendte således tilbage til sit gamle forlag som direktør.

MR har ikke lagt skjul på, at hun betragter forlagsvirksomhed som et erhverv, men har også taget til orde for en anden kulturpolitik og efterlyste i 1988 bedre priser for litterære produkter. Prægnant udtrykte hun i 1992, at “Kulturpolitikkens eneste opgave er at repræsentere et modspil til markedet.” 1993-94 var hun formand for Kulturministeriets litteraturudvalg, hvis arbejde førte til oprettelsen af Litteraturrådet 1996. Rådet skal yde støtte til at frembringe og udbrede litteratur, men ikke give egentlig udgivelsesstøtte i den form, MR havde ønsket det. Hun modtog PH-Prisen i 1987 og festskriftet Trykt – og godt ved sin 60-års fødselsdag 1998.

Erik Vagn Jensen: Mahogni og Marcuse, 1987.

Michael Hertz

 
Professioner
Forlæggere · Direktører · Virksomhedsejere · Oversættere
 
Organisationer
Gyldendal · Rosinante
 
Emneord
Forlag · Udlandsophold · Skønlitteratur
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg