KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Beinta Broberg (ca. 1667 - 1752)
Broberg, Bente Christine (Beinta)

ca. 1667-1752.

*ca. 1667 i Tórshavn, †15.2.1752.

Forældre: sorenskriver Peder Sørensen B. (†1695) og Birgitte Marie Jensdatter Bøgvad (†1715).

~ca. 1695 med sognepræst Jónas Jónasen, *ca. 1660, †ca. 1700, s. af sognepræst Jónas Mikkelsen og Anna Johannesdatter.

~ca. 1702 med sognepræst Niels Gregersen Aagaard, *1672, †18.4.1706, s. af sognepræst Gregers Pedersen Viborg og Maren Nielsdatter Aagaard.

~ca. 1706 med sognepræst Peder Ditlevsen Arhboe, *23.11.1675 i Vester Velling sg., †7.1.1756, s. af Ditlev Hansen og Dorthe Pedersdatter.

Børn: Frederik, Christine Marie.

BB er en af de mest kendte kvinder på Færøerne, men hendes berømmelse beror især på skildringer af hende i sagn, romaner og på film. Den historiske person er blevet overskygget af de mytiske og fiktive fortællinger om hende. Hun giftede sig inden for en kort årrække omkring 1700 med tre præster, som alle fik en krank skæbne, og denne kendsgerning har givet inspiration til flere forfattere. Sagnlitteraturen kaldte hende Illa Beinta (Den onde Beinta) og gav hende skyld for sine to første ægtemænds død og for, at den sidste blev sindssyg. Hun behandlede sine underordnede dårligt og ansås for at øve trolddom. I 1900-tallet har to færøske forfattere skrevet romaner med BB som hovedperson. ◊Hans A. Djurhuus’ Beinta, som udkom i 1927, skildrer hende som en ulykkelig kvinde, der forvoldte ulykker for sine ægtemænd uden dog direkte at være skyld i dem. Barbara af ◊Jørgen-Frantz Jacobsen, som er den betydeligste af de to romaner, udkom posthumt i 1939. Modellen for titelpersonen er forfatterens kusine Estrid Bannister Good, og hovedpersonernes navne er fiktive. Men handlingen i romanen er henlagt til BBs tid og miljø og skildrer hendes møde og samliv med sin sidste ægtemand. Her tolkes hun som et naturbarn, som lever sine følelser ud uden skyld i den sorg, hun forvolder sine medmennesker. Drejebogen til den danske filminstruktør Nils Malmros’ film Barbara, 1997, følger Jørgen-Frantz Jacobsens roman.

Embedsmændene på Færøerne var ofte danskere, men de fleste blev på Færøerne resten af deres liv. Sammen med præster og storbønder udgjorde de den herskende klasse. BB var født i en sådan familie. Begge hendes forældre kom fra Danmark. Hendes første ægtemand, som var enkemand og havde en søn, var præst i Norðoyggjar. Han døde, da de havde været gift i ca. fem år. BB blev ikke, som det ellers var sædvane, gift med efterfølgeren i embedet. Hun boede på præstegården i det såkaldte nådens år, som præsteenker var berettiget til, og giftede sig herefter med den næste præst, der fik embede på Færøerne. De flyttede ind i præstegården i Vágar, men også han døde få år efter giftermålet. Den tredje ægtemand var Peder Arhboe, efterfølgeren i Vágar pastorat. Han blev fradømt sit embede i 1718 på grund af forskellige stridigheder med lokalbefolkningen. Af de undersøgelser, der gik forud for fradømmelsen, får man indtryk af, at han var psykisk syg. De levede derefter i fattige kår i Vágar til deres død. BB fik en søn og tre døtre, hvoraf man kun kender navnet på den ene. De samtidige kilder belyser udelukkende hendes liv indirekte og giver ikke noget fingerpeg om hendes aktive medvirken i begivenhederne. Snarere får man indtryk af en kvinde, som har handlet i overensstemmelse med det, man kunne forvente af kvinder på den tid.

Jacob Jacobsen: Færøske Folkesagn og Æventyr, 1898-1901. Eyðun Andreassen: Úr søgu og søgn, 1986. Saga-book 21/1982-83. Frøði 1/1998.

Lena Nolsøe

 
Professioner
 
Organisationer
 
Emneord
Romanfigurer · Færøerne
 
Tidsperioder
1600-tallet · 1700-tallet
 
Regioner
Færøerne
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg