KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Friederike Brun (1765 - 1835)
Brun, Sophie Christiane Friederike

1765-1835, forfatter, salonværtinde.

*3.6.1765 i Gräfentonna, Sachsen, †25.3.1835 i Kbh.

Forældre: sognepræst ◊Balthasar Münther (1735-93) og Magdalene Sophia Ernestine Friederika von Wangenheim (1742-1808).

~18.7.1783 med købmand ◊Constantin B., *27.11.1746 i Wismar, Mecklenburg, †19.2.1836 i Kbh., s. af læge Johan Carl B. og Justine Catharine Stever.

Børn: Carl (1782), Friderich Carl Balthasar (1784), Charlotte (1788), Augusta (1790), ◊•Ida (g. de Bombelles, 1792).

10 uger gammel kom FB fra Sachsen til Kbh., da hendes fader blev præst ved den tyske Skt. Petri Kirke. I selvbiografien Wahrheit aus Morgenträumen, 1824, beskrev hun sin gode barndom i den indflydelsesrige tyske kreds, som færdedes i præsteboligen og i familiens urtehave på Østerbro. Hun kom i den tyske livlæge von Bergers musikalske salon på Bakkehuset i 1770’erne og hos de indflydelsesrige familier Bernstorff og Reventlow. FB modtog undervisning i hjemmet sammen med sin broder, den senere biskop ◊Friedrich Münter, og gik på en reformpædagogisk privat pigeskole. Den tyske digter ◊Friedrich Klopstock og ◊J.H. Basedow interesserede sig for det kvikke barn, der tidligt læste både tysk og dansk litteratur, oversatte den keltiske barde Ossian som 13-årig og læste Tasso på italiensk, da hun var 14. Græsk og latin, som broderen fik undervisning i, måtte hun ikke lære for sin fader, der ikke ønskede, at hun skulle blive en lærd, men en dannet og oplyst kvinde, en skønånd. Med tiden skulle hun blive både en glimrende forfatter og en berejst salonværtinde i den store stil, en dygtig organisator med sikker smag for litteratur og kunst og talent for pædagogik.

I 1778 opførtes ◊Johannes Ewalds Balders Død i Kbh. Friedrich Münter præsenterede sin søster for den unge digter, der lagde hånden på hendes pande med ordene: “Her bor en Digtersjæl.” FB betragtede det som en indvielse og debuterede i 1782 med et bind digte, udgivet af faderen, der året efter også udgav hendes første rejsebeskrivelse Tagebuch meiner ersten Reise. De havde sammen rejst gennem Tyskland og bl.a. mødt digtere som J.G. Herder, G.A. Bürger og C.M. Wieland. I selvbiografien har hun skildret både den 14-åriges stærke forelskelse i den meget ældre ◊August Hennings og sin sværmeriske betagelse af Emilie von Schimmelmann, der døde ung. Tidsånden var følsom og naturlighedsdyrkende. FB gjorde oprør mod rokokotidens frisurer, sko og korsetter, hendes ideal var at gå frit og naturligt som en negerkvinde, hun havde set på gaden i Kbh. Den unge pige tiltrak en del friere og besluttede sig i 1783 for købmanden Constantin B. Et brev er bevaret, hvor faderen råder hende til at sige ja til den velhavende frier, der nok er ældre, men ved godt helbred, har råd til at sikre sin eventuelle enke og kan tilbyde hende et liv med læsning, kunst, rejser og en fortsat uformel dannelse.

FB blev i vinteren 1788-89 forkølet og døv og var tunghør resten af livet. Hun led desuden af forskellige smerter, nervøsitet, hovedpine og menstruationsforstyrrelser, især efter at have mistet en spæd søn i 1786. I sommeren 1789 forlod hun sin familie og foretog en kurrejse til Pyrmont. Den unge digter ◊Jens Baggesen blev inviteret med, og de beskrev begge rejsen, han i Labyrinten 1792-93, hun i en utrykt rejsedagbog. Efter datteren Augustas fødsel i 1790 rejste hun samme år til Frankrig og Schweiz sammen med sin mand og de to ældste børn. Hun førte dagbog og udgav 1799-1801 fire bind rejsebeskrivelser, skrevet på tysk. Her beskrev hun sine oplevelser i tråd med Rousseaus Den ny Heloise. Ligesom hans Julie mødte hun i nærheden af Genève en mand, hun forelskede sig i, men som sin heltinde fulgte hun dydens vej og valgte et platonisk forhold til sin udkårne, den schweiziske populærfilosof K.V. Bonstetten. Sammen med den tyske lyriker F.V. Matthisson dannede de en venskabstrekant. Bonstetten var med i den venskabskreds, Germaine de Staël havde skabt omkring sit gods Coppet ved Geneve, og gennem ham blev FB veninde med den berømte salonværtinde.

Da FB kom hjem i 1791, havde ægtefællen, der var rejst hjem før hende, købt landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø. Året efter fik hun sit femte og sidste barn, datteren Ida. Huset blev bygget om i italiensk stil, og FB begyndte at holde salon. Hun inviterede bl.a. Baggesen og hans kone Sophie til at bo der, og komponisterne ◊J.A.P. Schulz og ◊C.E.F. Weyse hørte med til inderkredsen. Da hun i 1795 igen drog sydpå, rejste hun som forfatter og salonværtinde. Samme år havde Matthisson udgivet et bind af hendes digte, der kom i fem forøgede og reviderede udgaver frem til 1820. På sin nye rejse mødtes hun atter med Bonstetten og Matthisson. Bonstetten fulgte hende til Italien, hvor hun havde en velbesøgt salon i Rom, og siden boede hun hos ham i Schweiz. Hun opholdt sig også en tid på kur i Karlsbad, hvor hun bl.a. omgikkedes Goethe. Mens hun var i Italien, så hun englænderen Emma Hamilton optræde med sine såkaldte attituder og tableaux vivantes, en plastisk kunstart, Hamilton selv havde opfundet. Oplevelsen blev afgørende for FBs uddannelse og opdragelse af den lille Ida. Alle hendes børn modtog undervisning hjemme efter Rousseaus og reformpædagogikkens principper, og i Idas ästhetische Entwickelung, et efterskrift til selvbiografien, beskrev FB, hvordan den yngste datter også blev undervist i at udtrykke sig med sin krop i dans, sang, attituder og levende tableauer. Som voksen blev Ida en europæisk berømthed, men optrådte allerede som barn i moderens saloner.

I 1797 hentede Constantin B. sin hustru hjem. Det følgende år kom Bonstetten med en søn til Kbh., drevet på flugt af de omfattende revolutionsuroligheder i Europa, og flyttede ind hos Bruns. FB udgav hans brevveksling med historikeren J. von Müller, og hun fik trykt flere af sine egne rejsebeskrivelser og prosastykker. Da Bonstetten rejste i 1801, tog hun med og fortsatte til Rom sammen med Ida, hvor hun igen åbnede en salon. I 1803 vendte hun hjem, men allerede to år efter tog hun til Schweiz med begge sine yngste døtre og omgikkedes Bonstetten og Mme de Staël. I 1806 rejste moder og børn videre til Rom sammen med Bonstetten. De bosatte sig i Villa Malta, og FB fik også her en glimrende salon med mange tyske og romerske gæster. I 1808 rejste både Bonstetten og datteren Augusta, mens FB og Ida blev i Italien. To år efter stillede Constantin B. sin kone et ultimatum: enten kom både hun og Ida hjem, eller også måtte hun sende datteren alene til Danmark. FB valgte det første og blev i Kbh. resten af sit liv. Hun skrev og holdt salon, især i årene 1810-1816 af europæisk format og med de romerske akademier som forbillede. Ida var moderens store aktiv, og da hun blev gift og forlod salonen, blegnede den, men forblev et samlingssted for kongehuset, familien og de mange plejedøtre, som FB opdrog. Forholdet til ægtefællen blev aldrig helt godt, og mange anekdoter verserede i Kbh. om det umage par.

FBs store forfatterskab er ikke romantisk, men følsomt-klassicistisk. Hun var meget læst og yndet i sin samtid, digtere som Goethe og S.T. Coleridge blev inspireret af hende og lånte fra hendes tekster, og en række af hendes digte sattes i musik og blev populære. I 1900-tallet har interessen især været fokuseret på hendes selvbiografi og rejsebeskrivelserne fra Rom, og hendes værker er primært blevet betragtet som historisk kildemateriale. Eftertiden fandt hende affekteret og voldsom, og hun blev desuden et offer for den dansk-tyske sprogstrid. Hun var dansker, men skrev på tysk og er derfor forsvundet ud af begge nationers litteraturhistorie. I 1990’erne har den europæiske interesse for både hendes forfatterskab og salon dog været stigende og affødt ny forskning i bl.a. Italien og Tyskland. FB gik til det sidste ind for folkefrihed og republikker og købte således for overskuddet fra den sidste digtcyklus Lieder aus Hellas, 1824, geværer til den græske frihedskrig. Hun var vidende om europæisk kunsthistorie og klassisk arkæologi, og hendes kunstkritik i tidsskrifter som Minerva og Athene er omfattende. ◊Bertel Thorvaldsen støttede hun før de fleste ved at betale for en afstøbning af Jasonstatuen.

Brevvekslingen med Caroline von Humboldt viser begge kvinders intellektuelle og sproglige format, men også hvor store omkostningerne for at sprænge rammerne blev for FB. Hun blev foragtet af den næste kunstnergeneration, hendes ægteskab gik skidt, og hun var altid plaget af smerter og hysteriske symptomer, som hun beskrev selvreflekteret og næsten ironisk. Som en outsider på grund af sprog, køn og social status fik hun ingen umiddelbare efterfølgere, men var en enestående figur både som forfatter, pædagog og formidler og som salonværtinde.

Mal. fra 1789 af Erik Paulsen i privateje. Buste fra 1796 af J.J. Busch i Thorvaldsens Mus. Foto i KB.

Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur, 1998. Louis Bobé: Frederikke Brun, 1910. NORA 2/1994.

Privatarkiv i KB, RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Karen Klitgaard Povlsen

 
Professioner
Forfattere · Lærde kvinder
 
Organisationer
 
Emneord
Salonkultur · Skønlitteratur · Rejsebeskrivelser · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1700-tallet · 1800-tallet
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg