KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Olivia Holm-Møller (1875 - 1970)
Holm-Møller, Olivia

1875-1970, maler, billedhugger.

*5.11.1875 i Homå sg., †3.11.1970 i Rungsted, Hørsholm sg.

Forældre: lærer Carl Vilhelm August Møller (1840-1906) og Ane Kirstine Barbara Holm (1844-1937).

OHM er en af vort århundredes største danske malere, der i kraft af sin stærke tro på sig selv og andre mennesker formåede at gå sine egne veje. Hun malede ekspressivt og til tider næsten abstrakte billeder med stor farvekraft og fremstillede flere billedserier. Hendes kunst, der endnu ikke har fået den plads i kunsthistorien, som den fortjener, kan opfattes som et bindeled mellem den tidlige modernisme i dansk kunst i 1910’erne og 1920’erne og det senere Cobramaleri fra omkring 1950.

OHM blev født i 1875 midt i en søskendeflok på 14. Faderen var lærer og møllersøn fra Ebeltoft Mølle, mens moderen var barn af forstanderen på Nimtofte Højskole. Barndomshjemmet i Homå ved Grenå var præget af den grundtvigske tankegang, og som 17-årig kom OHM på højskole og blev selv højskolelærer. Frem til 1900 underviste hun på tre forskellige højskoler i dansk, gymnastik og håndgerning. Højskolebevægelsen i Danmark havde dengang stor betydning, bl.a. for landbokvindernes muligheder for at erhverve viden og kunnen. Skolerne lå i landområderne, langt fra byernes borgerlige uddannelsesinstitutioner. For OHM var højskolen en naturlig optakt til kunstnerkarrieren. I 1900 tog hun til Kbh. og forberedte sig først på ◊•Emilie Mundts og ◊•Marie Luplaus tegneskole, og året efter blev hun elev på Kunstakademiet under professor ◊August Saabye. I 1910 forlod hun akademiet uden at have taget afgang. Livet igennem havde hun økonomisk trange kår. Ved siden af studierne arbejdede hun, først i huset hos maleren ◊Constantin Hansen, senere på ◊C.M. Hess’ jernstøberi i Vejle, hvor hun modellerede kakkelovnsmotiver. De sammensparede penge benyttede hun til at rejse udenlands for at studere kunst på museer. Den første rejse gik til London og British Museum i 1905, senere fulgte Italien, Holland, Belgien og Frankrig. Hun arbejdede en del med relieffer, og efter sine rejser, specielt i Italien, opgav hun at blive en teknisk god kunstner, hun kunne alligevel ikke opnå Michelangelos fuldkommenhed. Efterhånden forlod hun skulpturen til fordel for maleriet og træsnittet. Materialerne var billigere, og hun fandt en vej frem til farvens udtrykskraft.

Mens OHM stadig var elev ved Kunstakademiet og arbejdede i Vejle, udførte hun i 1904 sin første og eneste udsmykningsopgave som billedhugger: et relief til kapellet på Østre Kirkegård i Vejle. I 1908 fik hun sin debut på Charlottenborgs Forårsudstilling. Selv opfattede hun maleriet Niobe, 1914, som sit kunstneriske gennembrud; Niobe, der forgæves beskytter sine børn mod gudernes vrede pile. Maleriet var blevet til i stor vrede over udbruddet af Første Verdenskrig, og netop det, at OHM anvendte følelserne som ekspressivt udtryk i maleriet og opgav forestillingen om teknisk fuldkommenhed, kom til at præge hendes kunst resten af livet.

Da OHM var omkring 40 år, døde hendes svigerinde fra to små børn. OHM tog da 1914 tilbage til fødebyen Homå og påtog sig opgaven at opdrage de to drenge og føre husholdning for broderen Severin H.-M. Hun købte nabohuset, byggede et atelier og indrettede sig med eftermiddagene til at male i. Perioden blev meget produktiv, og der findes utallige billeder, hvor de to drenge optræder, bl.a. maleriet Læsende Drenge, ca. 1925, hvor de ses fordybet i avis og bøger. OHM havde fået frie hænder til at opdrage børnene, og da de var skolemodne, valgte hun at undervise dem hjemme efter den italienske pædagog Maria Montessoris principper, der satte børnenes selvstændighed og selvvirksomhed i højsædet. Det betød, at hun orienterede sig i mange forskellige emner, fx atomets opbygning, og i øvrigt gav drengene et personligt og kropsligt udfoldelsesrum. Hun omgikkes kun ganske få mennesker, og hendes aparte idéer forargede den øvrige landbobefolkning. Både broderen Severin og OHM var stærkt imod militæret, og når de gode venner pædagogen •Thora Constantin-Hansen og dennes søster Signe kom på besøg, udfoldede der sig livlige diskussioner om kunst, politik, pædagogik og litteratur. Politisk bevidst havde OHM været siden højskoletiden, ligesom troen også spillede en central rolle i hendes univers.

Efter Første Verdenskrig begyndte OHM igen at rejse i 1921, og for at få råd til sine mange rejser sparede hun både på mad og tøj. I disse år udviklede hun sig som maler, farven blev lysere og fik symbolsk betydning; høstlandskabet blev skildret i alle dets gule farvenuancer, og de religiøse motiver ændredes fra det mere traditionelle og fortællende til at udtrykke universelle menneskelige værdier. Selv sagde hun, at hun stræbte efter “at finde Menneskeligheden i Mennesket”. Det var således ikke længere kunsten på museerne, der interesserede hende, men mennesker og deres relationer til hinanden, naturen og universet. Slægten, 1934-47, betragtede hun som sit hovedværk, og på mange måder udtrykker den store billedserie på ni billeder også mange af hendes barndoms- og ungdomsværdier fra højskolemiljøet, men omsat i et moderne verdensbillede. Den skildrer menneskeslægtens drifter fra fødsel til død: den erotiske kamp mellem mand og kvinde, magt- og pengebegær, byrderne, den skabende og ødelæggende drift. Med sin anti-militaristiske holdning og troen på mennesket midt i en krigstid skabte OHM en billedserie, der udtrykker nogle grundlæggende kristne værdier. En del af serien blev købt af Askov Højskole, hvor den stadig hænger. Allerede i 1930-32 havde hun udført bestillingsarbejdet De kloge Jomfruer til Kvinderegensen, en billedrække på seks store landskabsmalerier. Den danske kunstscene begyndte at få øjnene op for enegængeren med de mærkelige billeder.

I 1927 havde OHM som 52-årig taget kørekort og købt bil. Da hun deltog i verdensudstillingen i Bruxelles 1935, blev det en hel familierejse med telt i grøftekanten og medbragt madkurv. Hun vedblev at køre, til hun var over 90 år. Også OHMs store udstillingsaktivitet varede ved. Hun deltog i mange gruppeudstillinger, ligesom hun havde talrige separatudstillinger, alene i Den frie Udstillingsbygning havde hun 20 separatudstillinger i perioden 1916-68. Rejseaktiviteterne fortsatte også livet ud. Først rejste hun alene, derefter sammen med familien og siden med kunstnerkollegaen og vennen ◊Jens Nielsen, med hvem hun i dag deler museum i Holstebro. I 1940 fik hun Tagea Brandts Rejselegat, som hun dog først kunne benytte efter Anden Verdenskrig; 1947-48 rejste hun til Tunis, Algeriet og Marokko. Det blev begyndelsen til mere eksotiske rejsemål, og i en alder af 75 år tog hun i 1950 til Mexico for at studere præcolumbiansk kunst og den mexicanske maler J.C. Orozco. Siden rejste hun til Indien 1954-55, hvor hun bl.a. portrætterede Mahatma Gandhis barnebarn Thara Gandhi, til Kina i 1960 og Afrika 1961-62. På sine rejser tegnede hun skitser og lavede akvareller, som hun omsatte til malerier hjemme. Det blev til nogle fascinerende iagttagelser af andre kulturers menneskeliv og dragter i et lysfyldt landskab. Omkring midten af 1950’erne købte hun en villa i Rungsted, hvor hun kunne have sin store samling af malerier, tegninger og træsnit omkring sig. Her boede hun frem til sin død i 1970, 95 år gammel. Selvom hun aldrig har haft den helt store gennemslagskraft i dansk kunsthistorie, hun er fx ikke nævnt i Ny dansk kunsthistorie, 1993-96, så har hun alligevel haft sine tilhængere, bl.a. Cobramaleren ◊Asger Jorn. Den store billedproduktion, hun efterlod sig, vidner om hendes store kunstnerpersonlighed og mod til at gå egne veje. I 1971 blev Jens Nielsen og Olivia Holm-Møller Museet i Holstebro indviet.

Mal. fra ca. 1943 af Anne Marie Telmányi. Selvportræt fra ca. 1947 på Jens Nielsen og Olivia Holm-Møller Mus. Foto i KB.

Brita Mosdal (red.): Olivia Holm-Møller, 1995. Grenå og omegn før og nu, 1989. Niels Th. Mortensen: Olivia Holm-Møller, 1960.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Lis Bruselius

 
Professioner
Malere · Billedhuggere
 
Organisationer
Den frie Udstilling
 
Emneord
Billedkunst · Skulptur · Træsnit · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg