KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Hanne-Vibeke Holst (1959 - )
Holst, Hanne-Vibeke Bruus

*1959, forfatter

*21.2.1959 i Hjørring.

Forældre: forfatter ◊Knud Holst Andersen (1936-95) og Kirsten Johanne Høybye (forfatter •Kirsten Holst *1936).

~26.9.1984 med kabinetschef Laurs Nørlund, *16.2.1961 i Kbh., s. af journalist Niels N. og translatør Jette Hjele. Ægteskabet opløst 1996.

~20.6.1997 (b.v.) med filmfotograf Morten Bruus, *19.1.1948, s. af teaterinstruktør ◊Carlo Marin Pedersen og Grethe Thrane.

Børn: Mikael (1988), Anastasia (1989), Jonathan (1997).

Med havets brænding og lyden af begge forældres klaprende skrivemaskiner som lydkulisse voksede HVH op i Løkken sammen med to mindre søstre. Efter et ophold på en pigeskole i Wien tog hun studentereksamen fra Brønderslev Gymnasium i 1977. Barndomshjemmet var præget af, at forældrene havde stærkt svingende indtægter, og HVH har ved flere lejligheder fortalt, at det var hende magtpåliggende at opnå økonomisk stabilitet i sit eget liv. Hun har altid ønsket at være forfatter, men for at sikre sig et rimeligt udkomme besluttede hun at tage en journalistuddannelse. Efter sin eksamen fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984 var hun først ansat på Berlingske Tidende i et par år og derefter på Søndags-B.T., det senere Ugebladet Søndag. Siden 1987 har hun arbejdet freelance, fra 1995 bl.a. som klummeskribent på Alt for damerne. Ligesom det faldt hende naturligt at skrive, blandede hun sig selvfølgeligt i samfundsmæssige anliggender, og hendes brede sociale- og kulturpolitiske interesser har gennem årene ført til en række meget forskellige tillidshverv og bestyrelsesposter, bl.a. i regeringens højskoleudvalg, Sex og Samfunds præsidium og den danske UNESCO-nationalkommission.

Som vordende journalist startede HVH en debat i B.T. om butiksdøden med et indigneret læserbrev om et ældre ægtepar, der havde en lille gammeldags købmandsbutik, men nu måtte dreje nøglen om. Indlægget skulle vise sig typisk for HVH, hvis sociale engagement hviler på jordbunden humanisme og folkelige værdier. Det første ægteskab førte til et liv som diplomatfrue i Bruxelles og Moskva, og fra begge destinationer rapporterede hun flittigt hjem til bl.a. Politiken og Alt for damerne, men også i artiklerne fra den store verden var det hverdagen, hun ville fortælle om. At hun har noget afvæbnende og tillidsvækkende i sit væsen, der får folk til at fortælle, viste sig både i hendes tv-dokumentarserie Fra ´Swinouj´scie til Odessa, 1995, om det nye Østeuropa, og i en række tv-forfatterportrætter, der blev sendt 1997-99. Men at perspektivet er nært, betyder ikke, at det er apolitisk. HVH har tværtimod vist sig som en af de få kulturpersonligheder, der ikke nøjes med at kommentere verden, men også tager stilling til den, og hun er bl.a. gået aktivt ind i EU-debatten på ja-siden.

Siden debuten med ungdomsbogen Hejsa, Majsa!, 1980, har forfatterskabet, der også omfatter manuskripterne til filmen Dagens Donna, 1990, og tv-serien Strisser på Samsø, 1997, til stadighed kredset om moderne pige- og kvindeliv. Den egentlige tematik drejer sig især om en indre dobbelthed i den ny tids kvindeidentitet: behovet for nærhed, der tilsyneladende ikke kan opfyldes, uden at man samtidig får stækket sin handlekraft og dynamik. Denne ambivalens, som HVH med stor konsekvens har beskrevet med lige vægt på begge poler, er den indre motor, der trods mange klichéer og en vis ferm professionalisme holder forfatterskabet levende og gør hende interessant at læse for moderne kvinder. I 1990’ernes trilogi: Thereses tilstand, 1992, Det virkelige liv, 1994, og En lykkelig kvinde, 1998, er splittelsen for alvor rykket inden for i hovedpersonen. Kort før En lykkelig kvinde udkom, udtalte hun, at hendes forfatterskab er “destilleret liv”. Theresetrilogien er både et generationsportræt og stærkt præget af HVHs personlige liv. Som en understrøm gennem samtlige tre bind løber beretningen om et problematisk forhold til forældrene, som begge er fjerne og selvoptagne. Ikke mindst er En lykkelig kvinde en begrædelse af manglen på en faders kærlige nærvær. Det er en feministisk udviklingsroman, der handler om at smide en egoistisk mand på porten og i stedet finde sig en ægte omsorgsfuld partner. Men det er også historien om en kvindes længsel efter at realisere sig selv gennem forholdet til en positiv, nærværende faderfigur.

I 1997 skrev HVH til bladet Samvirke om den svenske feminist Nina Björks bog Kvindelighedens maskerade. Siden har hun betegnet sig selv som feminist og været aktiv i Kvindeligt Selskabs regi. Forfatterskabets seneste udspil Min mosters migræne – eller Hvordan jeg blev kvinde, 1999, kalder hun selv “en feministisk erindringsbog”. Som ◊•Suzanne Brøgger har hun opnået at blive en samlingsfigur for mange af sin tids kvinder. Den tætte forbindelse mellem liv og værk, der gør HVHs bøger til 1990’ernes svar på 1970’ernes bekendelseslitteratur, repræsenterer unægteligt et behov for at spejle sig og vise sig selv frem i idealiseret udgave. Men samtidig blotter hun sin egen sårbarhed og inviterer generøst læseren inden for i et univers, mange kvinder har kunnet se sig selv og deres liv fortolket i. Selvom den kunstneriske kvalitet af hendes bøger er omtvistet, har denne genkendelighed gjort hende til en gennemgående og fremtrædende figur i dansk kulturliv, og som forfatter besidder hun en sjælden popularitet.

Jette Hansen: Det bløde punkt, 1999.

Jette Hansen

 
Professioner
Forfattere · Journalister
 
Organisationer
Sex og Samfund (se Foreningen for Familieplanlægning) · UNESCO-nationalkommissionen
 
Emneord
Skønlitteratur · Journalistik · Feminisme · Ungdomsbøger · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Nordjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg