KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Kirsten Holst (1936 - 2008)
Holst Høybye, Kirsten Johanne

*1936, forfatter, redaktør.

*18.3.1936 i Lemvig.

Forældre: politimester Palle Høybye (1907-87) og musiklærer Anne-Margrethe Thomsen (*1905).

~13.9.1958 med forfatter ◊Knud Holst Andersen, *15.4.1936 i Skæve sg., †18.8.1995 i Ålborg, s. af husmand Edvard A. og Herdisa Holst Christensen. Ægteskabet opløst 1978.

~18.4.1986 med teknisk leder Henning Pedersen, *14.10.1935 i Horsens, s. af direktør N. J. P. og Jenny Rasmussen.

Børn: •Hanne-Vibeke (1959), Charlotte (1960), Henriette (1965).

KH boede det meste af sin barndom i Horsens, hvor hun voksede op blandt fem søskende. Allerede dengang havde hun stort mod på at skrive og forfattede små skuespil, indlæg til aviser m.v. Senere flyttede familien til Hjørring, hvor faderen blev politimester. KH blev student fra byens gymnasium i 1952 og arbejdede som lærervikar, indtil hun i 1957 drog til Sorbonne i Paris for at læse fransk. Her mødte hun forfatteren Knud H., hun afbrød studierne og fulgte med ham til Kbh. Året efter flyttede de til Nordjylland, hvor hun arbejdede som skolelærer, opfostrede parrets tre døtre og genoptog skriveriet fra sin barndom og ungdom. Mange år senere skulle den ældste af børnene, Hanne Vibeke H., gå i sine forældres fodspor og selv blive forfatter. I 1968 skrev KH på bestilling ungdomsserien Hvorfor bliver alting altid anderledes til tv, og fra 1971 til 1982 var hun freelancemedarbejder ved Danmarks Radio (DR), hvor hun bl.a. redigerede børneprogrammet Søndagskvisten. Mens hun var ansat på DR, debuterede hun i 1976 som romanforfatter med første del af bøgerne om Safty, en krimiserie for børn, der senere blev fulgt op af børnedetektivserien om Ungerne. De to serier hentede ligesom Baggårdsrødderne, 1978, inspiration i både hendes egne barndomsoplevelser og i hendes erfaringer med sine børn. Den yngste datter blev en direkte model for en læse-let-serie på seks bøger fra 1979-80.

KH var i 1978 blevet skilt fra Knud H. I 1984 giftede hun sig igen og slog sig ned i Stouby ved Vejle i forældrenes gamle feriehus. I disse år fik hun nye opgaver som brevkasseredaktør ved Familie Journalen fra 1984 og børnebogsanmelder ved Berlingske Tidende 1985-89. I takt med sine børns udvikling skrev hun i løbet af 1980’erne desuden en række ungdomsromaner. Ligesom børnebøgerne er de kendetegnet ved deres ligefremme skildringer af universelle problemstillinger og af samspillet børn og unge imellem. Især Min ven Thomas, 1987, der bl.a. skildrer homoseksualitet blandt unge, er blevet en ungdomsklassiker og er også belønnet med Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris. Senere er bl.a. Rejsen til Bethlehem og Var det kærlighed, begge 1996, kommet til.

Parallelt med børne- og ungdomsbøgerne har KH skrevet flere radio- og tv-spil. Uden for børnebogsverdenen er hun dog mest kendt for sine populære kriminalromaner for voksne. Denne del af forfatterskabet indledtes med De unge, de rige og de smukke, 1976, som blev præmieret i Nordisk Thrillerkonkurrence. Gennem årene har hun med sine enkle, koncentrerede handlingsforløb, der afvikles i et jysk provinsmiljø, opbygget et stilsikkert alternativ til den hårdkogte storbythriller. Med politifolkene Høyer og Terkelsen har hun samtidig skabt en ny type detektiv, der kan tage fejl og lever i en genkendelig verden med dens menneskelige relationer og problemer. KH har modtaget en række priser og legater. Ud over de allerede nævnte bl.a. Poe-Prisen 1981 og Kulturministeriets Børnebogspris 1982. Siden 1995 har hun desuden været præsident for Skandinaviska Kriminalsälskapet.

Jytte Pedersen: Kirsten Holst, 1996. Kari Sønsthagen: Danske børnebogsforfattere siden 1970, 1983.

Anne Scott Sørensen

 
Professioner
Forfattere · Redaktører
 
Organisationer
Danmarks Radio · Familie Journalen (se Illustreret Familie-Journal) · Skandinaviska Kriminalsällskapet
 
Emneord
Skønlitteratur · Børnebøger · Brevkasser · Ungdomsbøger · Kriminalromaner
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Ringkøbing Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg