KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Ragnhild Hveger (1920 - 2011)
Hveger, Ragnhild Tove

*1920, svømmer.

*10.12.1920 i Nyborg.

Forældre: lokomotivfører Vilhelm Alfred H. (*1886) og Hilda Margrethe Thomsen (*1882).

~16.6.1950 med havnefogedassistent Aage Erik Andersen, *4.10.1924 i Store Heddinge, s. af fisker Ejner Sofus A. og Dagmar Kristine Larsen.

Tilnavnet Den gyldne Torpedo fik RH af avisen The Times på grund af sin overbevisende indsats ved Europamesterskabet (EM) i svømning i London i 1938, og dette tilnavn illustrerer rammende den respekt, som hun var omgivet af som svømmer i en klasse helt for sig selv i perioden 1937-43. Hun var i sin samtid beundret for sin rytmiske og glidende svømmestil, hvor ikke mindst hendes benspark var særdeles effektive. Men hun er også et eksempel på et enestående talent, som måtte betale en høj pris for at udnytte sine særlige evner. Hendes forældre lagde i ungdomsårene stærkt pres på hende, for at hun skulle fastholde en ensidig satsning på svømningen, selvom hun gerne ville være sygeplejerske. Og da Danmarks Olympiske Komité manglede penge til at finansiere den danske deltagelse ved De Olympiske Lege (OL) i 1936, måtte den 15-årige RH holde for og stille op til opvisninger, stævner og verdensrekordforsøg: “Jeg husker endnu den uhyggelige stilhed, der var i hele hallen, når jeg ikke havde sat verdensrekord. Hvor dumt det måske lyder, så lå jeg i vandet og fik dårlig samvittighed. Jeg følte, jeg havde svigtet publikum.”

RH begyndte at svømme i Helsingør Svømmeklub i 1932 og vandt det følgende år sin første sejr ved et svømmestævne i Helsingborg. I 1935 vandt hun sit første Danmarksmesterskab samt to nordiske mesterskaber og blev samme år kåret som Årets Fund af Idrætsbladets læsere. I 1936 satte hun den første af sine 44 verdensrekorder, hvoraf hovedparten var i crawl, og samme år vandt hun sølvmedalje ved OL i Berlin. Efter at have sat 11 verdensrekorder i 1937 blev hun tildelt B.T.s guldmedalje for årets største idrætspræstation, og i 1938 vandt hun tre gange guld ved EM. RH havde som størstedelen af datidens kvindelige svømmestjerner ◊•Ingeborg Paul-Petersen som træner i en periode og blev også uddannet som svømmelærer på Paul Petersens Institut i begyndelsen af 1940’erne. Hun sluttede herefter første del af sin svømmekarriere, da hun i foråret 1943 rejste til Kiel og arbejdede en periode som svømmelærer der.

RHs forældre og broder var tilknyttet det danske nazistparti, og som følge heraf var hun efter Befrielsen i 1945 interneret i seks uger, inden hun blev frifundet. Denne ydmygende oplevelse prægede hende stærkt, og hun var gennem flere år ugleset i det danske svømmemiljø. I stedet arbejdede hun nogle år i Sverige som svømmelærer, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i 1948. Her blev hendes amatørstatus gjort til genstand for omfattende undersøgelser i Dansk Svømme- og Livredningsforbund og i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) Amatør- og Ordensudvalg, og hun blev erklæret professionel og idømt en toårig karantæne, som udløb i slutningen af 1950. Herefter kunne hun atter deltage i konkurrencer, og ved OL i Helsingfors i 1952 blev det til en femteplads i 400 m crawl, i øvrigt i en tid som var bedre end sølvmedaljetiden fra 1936. På trods af hendes omdiskuterede status i dansk idræt i årene efter krigen var svømningen hendes rette element og fristed, og i 1953 fortalte hun: “I det daglige føler jeg, at jeg er andre mennesker langt underlegne på alle måder. Kun i vandet får jeg bugt med mine mindreværdskomplekser. Der er vist få, idrætten har betydet så meget for, rent menneskeligt, som for mig. Hver eneste sejr, hver rekord, jeg har vundet, har været en slags moralsk rygstød.”

RH fortsatte sin aktive karriere indtil EM i 1954, hvor hun i den for en elitesvømmer høje alder af 33 år opnåede en femteplads. Herefter var hun svømmelærer i Østerbro Svømmehal indtil 1975. I 1966 blev hun optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale, USA, og i 1992 ved indvielsen af Kbh.s renoverede idrætspark blev hun som en af ti danske idrætsfolk optaget i Parkens Hall of Fame. Ved DIFs 100-års jubilæum i 1996 blev hun udpeget som århundredets kvindelige sportsnavn i Danmark. RH vandt i alt 20 individuelle danske mesterskaber og fem individuelle nordiske mesterskaber, hvortil kommer tre europæiske titler fra 1938 samt sølvmedaljen fra OL i 1936. Ved siden af sine 44 verdensrekorder satte hun 52 danske rekorder i svømning.

Foto i KB.

Ole Skjerk

 
Professioner
Svømmere · Lærere
 
Organisationer
 
Emneord
Idræt · Svømning · Eliteidræt · Olympiske lege
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg