KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Johanne Luise Heiberg (1812 - 1890)
Heiberg, Johanne Luise

1812-90, skuespiller, forfatter.

*22.11.1812 i Kbh., †21.12.1890 smst.

Forældre: vintapper, traktør Christian Heinrich Joseph Pätges (1777-1834) og Henriette Hartwig (ca. 1780-1861).

~31.7.1831 med forfatter ◊Johan Ludvig H., *14.12.1791 i Kbh., †25.8.1860 på Bonderup, Store Tåstrup sg., s. af forfatter ◊Peter Andreas H. og Thomasine Buntzen (forfatter ◊•Thomasine Gyllembourg).

Adoptivbørn: Sarah Henriette (1853), Lelia Adela (1855), Anna Louise (1857).

JLH var et fattigt tysk-jødisk indvandrerbarn, det næstyngste af traktørparret Pätges' ni børn. Traktørparret drev beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård i Kbh. og boede selv i sidebygningen. Englændernes bombardement af Kbh. i 1807, der ødelagde store dele af byen, ruinerede dem. Det var den stoute moder, der holdt sammen på hjemmet. JLH udviklede sig til en yderst sammensat person. Som en hårdtarbejdende, men også eksotisk blomst skød hun op nedefra og blev sin tids største danske skuespiller.

I 1816 flyttede familien til Ålborg, hvor moderen holdt madpensionat for officerer, og for JLHs og lillesøsterens skyld husede hun den tyske stabsoboist J.F. Zangenbergs danseskole. Her fik de to piger gratis dansetimer. I 1820 flyttede familien tilbage til hovedstadens beværtningsliv. På et tidspunkt fik moderen sommertraktørtelt på Dyrehavsbakken, og hun optog i sit hus en datter af visesangeren Michel Levin, kaldet "Jøden under Træet" fra Dyrehavsbakken. Levins datter lærte de to piger at synge opera, og med en personlig anbefaling fra Zangenberg til solodanser ◊Carl Dahlén bragte hun dem til optagelsesprøve på Det Kgl. Teaters balletskole på Hofteatret. De viste bl.a. fandangodansen Dans mellem syv Æg, som også Goethe lader pigen Mignon danse i sin roman Wilhelm Meisters Læreaar. Livet igennem skulle JLH spejle sig i Goethes Mignon og især knytte sig til ældre mænd. Som balletelev fandt hun en uegennyttig mentor i den 13 år ældre assistent Johan Gebhard Harboe, der med sin ugengældte forelskelse i længden blev hende en tragisk klods om benet.

For JLH blev dansen hendes anden natur, og i hendes positurer og gestik sås danseren altid siden uvilkårligt. Hun udviklede en jernvilje og havde samtidig en sylfides udstråling. Hun debuterede 1821 som balletamorin, viste sin første solodans i balletmester ◊Vincenzo Galeottis Bjergbøndernes Børn og Spejlet 1824 og dansede i balletkorpset og i flere solopartier til 1826. Ud over at være fintmærkende og yndefuld viste hun intellektuel begavelse og stemmetalent. Fra 1823 fik hun skuespilleren og elevinstruktøren ◊Ferdinand Lindgreen som lærer, og hun optrådte i 21 små drenge- og pigeroller i skuespil, fx drengen Giovanni i ◊Adam Oehlenschlägers tragedie Correggio, 1823. Romantikkens dyrkelse af pubertetspigen blev JLHs næste chance. Ved en aftenunderholdning på Hofteatret 1826 spillede hun livfuld ingenue mod den 40-årige ◊Christen Niemann Rosenkilde i ◊Poul Martin Møllers Hans og Trine, en komisk versdialog mellem to skolebørn i Kgs. Have. Det nye dramatikertalent Johan Ludvig H. så med sin stilsikre skoling og viden om pariserlystspil hendes store potentiale også i denne genre. En måned efter hendes optræden i Hofteatret stod den 21 år ældre Johan Ludvig H. i hendes hjem med sin første rolle til hende, Trine i skolevaudevillen Aprilsnarrene, der blev opført i 1826, og som skulle blive hans gennembrud som dramatiker og hendes som ingenue. Det Kgl. Teaters direktør ◊Jonas Collin blev den unge JLHs vejleder, og 1826 blev hun dramatisk elev ved teatret.

JLH var slank og mørkhåret med et karakterfuldt ansigt i konstant bevægelse domineret af talende blå øjne, og hun havde en karismatisk udstråling. Hendes karriere fulgte den franske rollefagstrappestige: ingenuen, elskerinden og koketten. Johan Ludvig H. fulgte hendes alder og udvikling med nye roller til hende, umiddelbart med Christine i Et Eventyr i Rosenborg Have, 1827, og samme år Caroline i De Uadskillelige. I sit romantiske festspil for kongehuset Elverhøj, 1828, tolkede han hendes personlighed med hovedrollen som folkets datter Agnete, der viser sig at være adelig og til slut på kongens bud får den unge adelsmand, hun elsker. Ridder Ebbesens elskovserklæringer var hans egen indirekte kærlighedserklæring til JLH. I hendes intense lyriske tolkning blev Agnete sylfiden over dem alle, og festspillet blev det fælles karrierehøjdepunkt. Johan Ludvig H. friede til hende, men fik afslag. I 1829 sørgede Collin for, at JLH skiftede miljø ved at flytte fra sine forældres små kår og ind hos den ni år ældre skuespillerindekollega ◊•Anna Nielsen, dengang gift Wexschall. Samme år fastansatte teatret JLH som skuespiller. I sin værtindes gæstfri kunstnerhjem havde hun familiær status og boltrede sig frit med mange tilbedere. En dag friede den unge skuespiller ved Det Kgl. Teater Christopher Hvid til hende. Han tog hendes forskræmte tavshed for et ja, og et års ulykkelig forlovelse blev resultatet.

Ved Wexschalls skilsmisse i 1830 måtte JLH flytte. Øjeblikkeligt tilbød Johan Ludvig H.s moder Thomasine Gyllembourg den 17-årige JLH et fristed i sit hus på Christianshavn. Livet i Gyllembourgs stille forfatterstuer blev for JLH en intens dannelsesproces. Formiddagskaffen alene med fru Gyllembourg og middagen, hvor Johan Ludvig H. kom på besøg, blev dagens inspirationspunkter. Moders og søns livlige konversation indførte gradvist JLH i færdigheder og emner, der ellers for en ung pige med hendes jævne herkomst og nødtørftige skolebaggrund var lukket land. De fik kun få visitter og gav sjældent selskaber, men de var til gengæld så meget mere udsøgte og spirituelle, en udvalgt inderkreds af fremtrædende og toneangivende mænd i Norden, men kun få kvinder. Gyllembourg overtalte JLH til at bryde sin forlovelse med Hvid, som hun kun havde opretholdt af pligt og under stigende indre protest. Johan Ludvig H. og JHL havde på hans initiativ kaldt hinanden søster og broder. Efterhånden udviklede hun en stor ømhed for ham, der manifesterede sig ved hans sammenbrud efter en vens selvmord. Hun var dog længe betænkelig ved at miste sin frihed og ved det ulige ægteskab. De giftede sig diskret i 1831 på højden af fælles succes. Fordi Johan Ludvig H. var professor, bestemte kongen, at hendes nye navn på plakaten ikke skulle være den sædvanlige titel for gifte skuespillerinder, nemlig Madam, men følge hendes mands rang og være Fru Heiberg.

Mod JLHs vilje føjede Johan Ludvig H. sin moders ønske om at bo hos dem. To år efter svigermoderens død i 1856 og med Johan Ludvig H.s støtte skrev JLH under pseudonym artiklen Tag ikke i Huset hos dine Børn, hvor hun formanede kommende svigermødre om at blive i egen bolig, også for deres egen skyld. Udadtil forblev den begavede kunstnertrios hjem dog en åndsaristokratisk salon, og også som værtinde var JLH næsten altid i spil.

Tidlige afstikkere til tragedien foretog JLH med sin opsigtsvækkende følsomme tolkning af Julie i Shakespeares Romeo og Julie, 1828, og med sit plastisk-mimiske karakterstudium som den stumme Fenella i D.F. Aubers opera Den stumme i Portici, 1830. Også som oversætter var Johan Ludvig H. hendes storleverandør, især af franske lystspilroller som fx den forkælede Emmeline i E. Scribes bravurnummer Den første Kærlighed, 1831. Ægtefællen skrev fortsat nye roller til hende, i vaudeviller eller mere meditative romantiske skuespil, som Marie i Alferne, 1835, titelrollen som illusionernes dronning i Fata Morgana, 1838, og Anna i Syvsoverdag, 1840. Også andre danske dramatikere, fra Oehlenschläger til ◊Thomas Overskou og ◊H.C. Andersen, skrev mange roller til den talentfulde skuespillerinde. På scenen spændte JLH dæmonerne for vognen. Hun var en gennemført teatral skuespiller. Sine scenefigurer kaldte hun plastiske og vokale mosaikker, og hun komponerede dem med størst mulig kontrastvirkning for øje ned i mindste detalje. Stor omhu viede hun den rette kostumering og valget af rollekarakteriserende rekvisitter. Hun ville, at allerede første entre skulle vise figurens essens. Hun beherskede lige suverænt Johan Ludvig H.s lyrisk underfundige replik og Scribes pariserlystspiltone og kom til at bære en stor del af teatrets repertoire. Sin blanding af livslyst og højspænding omsatte hun i et utal af kåde danske og franske lystspilingenuer, følsomme romantiske heltinder og ironiske eller til det komiske affekterede verdensdamer. Sit fulde format viste hun i det smallere repertoires mere tungtvejende og færre roller.

Begrænsningen i sine udfoldelsesmuligheder søgte JLH med årene at løse ved selv at vælge sine roller. Som karakterskuespiller foldede hun sig for alvor ud i komplekse roller med tragisk bund. Hendes ven ◊Henrik Hertz blev den danske dramatiker, der her forstod hende bedst, og i den otte år yngre ◊Michael Wiehe fandt hun en kongenial scenepartner, som hun kom til at elske heftigt, platonisk og ulykkeligt. Hertz skrev roller til hende, der lyrisk udfordrede de mere modent erotiske eller disharmoniske sider af hendes komplekse personlighed. Hun tolkede suverænt hans jaloux Ragnhild i tragedien Svend Dyrings Hus, 1837, den blinde Jolanthe i Kong Renés Datter, 1845, og titelrollen som kurtisane i incesttragedien Ninon, 1848. Også den tragisk hemmelighedsfulde titelfigur i Oehlenschlägers Dina, 1842, blev et historisk karakterportræt, som hun foldede ud til en komplekst moderne figur. I en gruppe klassiske roller flyttede hun grænser med sine erotiske og mimiske nytolkninger. Det oplevedes fx i de tre Shakespeareroller, hendes radikalt lidenskabelige Julie i 1847, som hun havde spillet første gang i 1828, hendes melankolske androgyne Viola i Helligtrekongersaften, 1847, og i 1860 hendes provokerende unge sensuelle Lady Macbeth. Hos Molière var hun Agnès i Fruentimmerskolen, 1847, medens hun i ◊Ludvig Holbergs Den Vægelsindede, 1850, spillede Lucretia, mimisk taget på kornet som sårbar skallesmækkende mimose. I 1861 fremstillede hun den paradoksale titelfigur i Schillers tragedie Maria Stuart.

JLH havde forlængst dannet epoke som romantisk hovedkraft, da hendes ægtefælle som Det Kgl. Teaters enedirektør 1849-56 kom ud i hård kamp mod kravet om større scenerealisme og mere arbejdspladsdemokrati. JLH, der hidtil nærmest havde overskygget sin mand på teatret, kæmpede for ham som en løvinde. Hun blev nu isoleret og mistede Wiehe som ven, og ægtefællens nederlag og afgang oplevede hun som blodig uret. Efter hans død 1860 tog hun 1861 tre moderløse søstre fra St. Croix til sig, og året efter adopterede hun dem. Et tæt venskab til sin død fik hun nu med den fremtrædende nationalliberale politiker ◊A.F. Krieger. 1826-64 spillede JLH ca. 275 roller, men hun undgik overgangen til ældre rollefag. Da hun var 51 år gammel, valgte hun at gå af uden afskedsforestilling. 1867-74 blev hun Det Kgl. Teaters første kvindelige instruktør. Ifølge balletmester ◊August Bournonville bekæmpede hun "med en Embedsmine" den ny scenerealisme. Men modsat ægtefællen så hun fremtidens teater tegne sig i Bjørnstjerne Bjørnsons og Henrik Ibsens ungdomsdramaer, og hun satte flere af deres stykker op. Ibsens personlige tak, Rimbrev fra 1871, hylder hendes egne sublime sceneskikkelser, men afslører samtidig prisen: at ende som offentlig statue.

JLH var også skribent. Hun var en levende og ivrig brevskriver, hvilket fremgår af de brevsamlinger, der er udgivet efter hendes død: 1914-15 udgav ◊Aage Friis og ◊P. Munch: Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger, og 1940 kom Fra det heibergske Hjem, ligeledes udgivet af Friis. Heibergske Familiebreve udkom i 1943 ved ◊Morten Borup, og under redaktion af Just Rahbek blev Breve fra og til Johanne Luise Heiberg udgivet i to bind 1955. Fra 1844 skrev JLH under pseudonym bladartikler om kvinder, teater og kirke. Hun fik endvidere succes med tre små vaudeviller En Søndag paa Amager, 1848, Abekatten, 1849, og En Sommeraften, 1853. I 1862 udgav hun sammen med politikeren ◊C.G. Andræ og Krieger Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg og 1882 sammen med rektor ◊A.G.Ø. Hauch Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, der var et nøgternt brevindblik i hendes svigerforældres engang så skandalevækkende skilsmisse. Sin selvbiografi i fire bind Et Liv gjenoplevet i Erindringen skrev hun 1855-82. Den blev udsendt i 1891-92 af rigsarkivar ◊A.D. Jørgensen, første bind året efter hendes død. Hun så heri sin livsopgave i lyset af den kristne etik, og hun tolkede sit sceneliv efter rollefagstrinrækken med karakterskuespillet som apoteosen. Sin udvikling og sit værks komposition spejlede hun i to dannelsesværker med stik modsat syn på en skuespillerindes personlige muligheder, Goethes mandlige dannelsesroman Wilhelm Meister og ◊Søren Kierkegaards Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv fra 1848, der var en præcis diagnose af hendes egen modne udvikling. Som teaterhistorisk kilde er JLHs værk ofte for subjektivt og polemisk til at kunne stå alene, men som iscenesat selvbiografi over en skuespillers arbejde med sig selv er det et dansk hovedværk af internationalt format. JLH fik som første kvinde Fortjenstmedaljen i guld 1882.

Mal. fra 1852 af Elisabeth Jerichau Baumann på Teatermus. Mal. fra 1859 af Wilhelm Marstrand på Fr.borgmus. Statue fra 1860-62 af V. Bissen på Det Kgl. Teater. Foto i KB.

Vibeke Schrøder: Dæmoni og dannelse, 1995. Kela Kvam (red.): Dansk teaterhistorie, 1992-93. Bodil Wamberg: Johanne Luise Heiberg, 1987. Elin Andersen: Den bristende uskyld, 1986. Erik Aschengreen: Fra Trine Rar til Maria Stuart, 1961. Kritik 97/1991.

Privatarkiv i RA, KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Janne Risum

 
Professioner
Skuespillere · Forfattere · Dansere · Instruktører
 
Organisationer
Det Kgl. Teater · Den Kgl. Ballet
 
Emneord
Ballet · Dans · Teater · Breve
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne · 1870'erne · 1880'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg