KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Agnes Henningsen (1868 - 1962)
Henningsen, Agnes Kathinka Malling

1868-1962, forfatter.

*18.11.1868 på Skovsbo, Rynkeby sg., †21.4.1962 i Kbh.

Forældre: forpagter Peter Andersen (1837-83) og Ophelia Petrea Amalia Cathinca Malling (1839-74).

~24.10.1887 med adjunkt Mads H., *27.7.1862 i Fredericia, †19.6.1929 i New York, s. af kæmner Jens Christian H. og Mette Kirstine Pagh. Ægteskabet opløst 1917.

~5.9.1919 med overretssagfører, direktør Jens Sigvard Simon Koch, *18.2.1871 på Frbg., †20.10.1935 i Kbh., s. af kirkegårdsinspektør Rudolph Sigvard K. og Martha Charlotte Jensen. Børn: Ellinor (1887), Esther (1889), Tage (1891), ◊Poul (1894).

AH blev født på godset Skovsbo ved Rynkeby på Fyn og voksede op som den mellemste af tre søstre. Allerede i 1874 døde deres livsglade og omsværmede moder, og det betød en dramatisk omvæltning i de tre små pigers liv. Faderen giftede sig hurtigt igen med børnenes lærerinde, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, både børnene og ægtefællerne vantrivedes. Faderen sygnede hen og døde fordrukken og forgældet i 1883. De traumatiske oplevelser omkring forældrenes dødsfald betød, at AH vendte sig fra religionen, og hun forblev ateist hele sit liv. Efter faderens død besluttede familien at sende de tre søstre på pigekostskole i Antvorskov ved Slagelse. Der skulle rettes op på deres skolekundskaber, men også i deres almene pigeopdragelse var der, målt med tidens målestok, mangler. AHs fader havde nok straffet dem, når han fandt det påkrævet, men skammede dem aldrig ud; i stedet havde han aftalt et særligt sandhedskrav med sine børn, og dette var blevet håndhævet med omhu. I en sommerferie hos AHs moster på skovridergården ved Glorup på Sydfyn traf AH den unge Mads H., som hun forelskede sig i. Trods familiens modstand blev de to gift i 1887. Mads H. havde læst teologi, men valgte herefter at blive magister og fik stilling som gymnasielærer ved Ordrup Latinskole. Det unge ægtepar lavede forsøgsvis, i pagt med tidens progressive strømninger, en aftale om det sande ægteskab med frihed og plads til begges selvrealisering. Men de fik tre børn, der krævede deres moder og samlivet bar mest præg af slid, fattigdom og uforløst seksualitet. Fra denne traditionelle, bundne kvindesituation valgte AH selv at agere. Hun fik kontakt med ◊Herman Bang, som hun var en stor beundrer af, og med hans hjælp og vejledning fik hun i 1891 trykt en række noveller i avisen København. Af hensyn til mandens lærerembede valgte hun at skrive under et pseudonym, Helga Maynert. På avisens redaktion mødte hun forfatteren ◊Carl Ewald, der også var gift, og forelskede sig i ham. Han blev fader til hendes fjerde barn Poul H. For Mads H. var idealerne fra “det sande ægteskab” ved at være slidt op. Han trivedes ikke med AHs nye, litterære venskaber og havde svært ved at tolerere hendes brug af den aftalte frihed. I 1895 blev han grebet i uterlighed over for en skoleelev, afskediget fra sin stilling og emigrerede til USA. Ægtefællerne blev separeret samme år og siden skilt. Som aleneforsørger til fire børn var udfordringerne store, også for store. AH flyttede for en tid ind med den lille Poul hos Ewald, der fortsat boede sammen med sin hustru. Imens blev AHs tre andre børn passet hos bedsteforældrene i Fredericia. De sidste arvepenge blev sat i en frisørsalon på Vimmelskaftet, Manon kaldte hun den. Med sin udsøgte smag og sans for farver og påklædning var AH ikke uden talent for at drive en sådan forretning, men hun blev trist af mangel på opmærksomhed fra sine litterære bekendte, som ikke syntes, de kunne omgås en damefrisør, og hun blev såret af byens skadefro sladder over hendes nederlag. Efter nogle nedslidende år som gæst i sit yngste barns faders hjem flyttede AH i 1898 først til Vesterbro og siden til Roskilde. Nu fik hun omsider arbejdsro. I 1899 kom debutromanen Glansbilledet og samme år romanen Strømmen. De to romaner har kvindelige hovedpersoner, begge har depressive overtoner, og en stor del af skylden for kvindernes ulykke lægges af forfatteren i deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. I 1900 lykkedes det AH at få finansieret en rejse til Polen, og året efter kom romanen Polens Døtre, en fin og nærgående sædeskildring af to forskellige kvinders skæbneforløb omkring den samme mand. I kampen om hans gunst svigter begge kvinderne sig selv og deres egen værdighed. De går til grunde som ofre for konventionens krav om passivitet og dydighed, samtidig med at de indhentes af kønsangst og frigiditet. Bogens mandsportræt har ◊Georg Brandes som model; AH kendte ham personligt og erkendte ham som tidens stærke mandssymbol. Påvirkningen fra den Herman Bangske impressionisme, der prægede debuten, er her aftaget; AH havde fundet sin egen ubarmhjertigt åbne stil, som udleverer og forklarer uden at pege fingre eller moralisere. Efter romanen De Spedalske, 1903, forsøgte AH sig med skuespil. To af disse er trykt, Den Uovervindelige, 1904, og Elskerinden, 1906. Det er karakteristisk, at tidens store skuespillerinde ◊•Betty Nansen nægtede at spille hovedrollen i Elskerinden. Det er en nådesløs skildring af den klassiske elskerinderolle, kvinden, for hvem manden er alt, og manden, der bruger elskerinden som underholdning og adspredelse. Tiden har kendt disse skæbner alt for godt, teatertraditionen var ikke til så grel realisme. Med romanen Lykken, 1905, problematiserer AH en anden af tidens kollektive fortielser, frigiditeten. Med sviende ærlighed viser hun, hvorledes den frigide og fordømmende kvindetype naturligt udvikles i et samfund behersket af brutale, hensynsløse mænd. Romanen var modig, men kom til at nære den foragt og angst for AH, som det kbh.ske borgerskab i forvejen led af. Som hendes litterære succes voksede i disse år, voksede også denne moralske kvababbelse i den borgerlige offentlighed. Efter romanerne Den elskede Eva, 1911, og Den store Kærlighed, 1917, rejste der sig en decideret hetz imod hende, og planerne om at sætte hende på finansloven med en livsvarig forfatterydelse blev forpurret. Der udspandt sig en hidsig debat i regering og rigsdag om, hvorvidt statsstøttet kunst skulle være til gavn for samfundet. Hele forløbet blev tæt fulgt af pressen. Ved tingets afstemning om AHs ydelse stemte kun én for; det var ◊Edvard Brandes. Delvis på baggrund af alt dette postyr ønskede AH sig i sikkerhed i et ægteskab, og i 1919 giftede hun sig med vennen, juristen Simon Koch. Hun oplevede dog også nogen offentlig opbakning; en gruppe af tidens store forfattere bragte et brev til hende i pressen, hvori de støttede hende og hendes ret til at udtrykke sig frit. Blandt brevets underskrivere finder man ingen af tidens toneangivende kvinder, og også Dansk Kvindesamfund svigtede hende. Romanen Den Guderne elsker, 1921, er AHs forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, hendes kærlighedscredo. Med romantrilogien Kærlighedens Aarstider, Det rige Efteraar og Den sidste Aften, 1927-30 giver AH sin endelige version af kærlighedens muligheder. I 1935 døde hendes anden ægtefælle, og endnu en epoke i hendes liv var forbi. Sorgen bragte refleksionerne fra hele hendes egen livshistorie frem, genoplevet med alderens indsigt, nådesløshed og humoristiske overskud. Fra 1941 til 1955 udkom hendes otte bind erindringer med de sigende titler: Let Gang paa Jorden, Byen erobret, Kærlighedssynder, Dødsfjende-Hjertenskær, Jeg er Levemand, Den rige Fugl og Skygger over Vejen. Læst i dag er disse værker hendes største bedrift, Danmarkshistorie og kvindehistorie vævet sammen af et dramatisk, fintsansende menneske, som uden forbehold blotlagde sit inderste og insisterede på at være i sin egen ret. Hendes samtid var sjældent forstående, men AH kom til at leve længe nok til at opleve anerkendelsen og en ny generations interesse for sine værker. Da Det Danske Akademi stiftedes 1960, blev hun medlem her som den eneste kvinde ud over ◊•Karen Blixen.

Mal. fra 1901 og 1910 af L. Find. Tegn. fra 1922 af Albert Naur. Foto i KB.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Lise Busk-Jensen (red.): Nordiske forfatterinder, 1990. Bodil Wamberg: Letsindighedens pris, 1983.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Marianne Zibrandtsen

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
Det Danske Akademi
 
Emneord
Skønlitteratur
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg