KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Inge Henningsen (1941 - )
Henningsen, Inge Biehl

*1941, universitetslektor.

*14.4.1941 på Frbg.

Forældre: herreekviperingshandler Sven Aage H. (1909-91) og korrespondent Elisabeth Braunstein (1911-96).

Bofælle 1965-79: politiker Steen Folke, *3.10.1940 på Frbg., s. af undervisningsdirektør Rikard Frederiksen og lærer Inge Folke Rasmussen.

Bofælle siden 1982: professor Knut Liestøl, *1.8.1948 i Oslo, s. af geolog Olav L. og geolog Gerd Brevig.

Børn: Anders (1972), Anne (1975), Astrid (1983).

Efter at have taget matematisk studentereksamen 1959 fra Holte Gymnasium læste IH statistik på Kbh.s Universitet, et studium, hvor der som på andre af de anvendt matematiske fag i de år var en trods alt synlig kvindeandel. Som nyuddannet cand.stat. i 1966 blev hun ansat på Institut for Matematisk Statistik under Kbh.s Universitet, hvor hun har forsket og undervist siden, fra 1974 som lektor. I årenes løb har hun deltaget i arbejdet i forskellige af universitetets styrende organer og var fx medlem af konsistorium 1984-92.

IHs politiske aktiviteter startede i studietiden, hvor hun bl.a. var formand for Studentersamfundet. Fra partiets start i 1967 var hun aktiv i Venstresocialisterne (VS), hvor også hendes daværende samlever Steen Folke fik en fremtrædende rolle, og hun blev medlem af hovedbestyrelsen, folketingskandidat samt en aktiv debattør, og hun var i slutningen af 1960’erne redaktør af venstrefløjstidsskriftet Politisk Revy. Under et studieophold i USA 1969-70 blev hun optaget af den nye kvindebevægelse, som blomstrede op netop på dette tidspunkt, et par år forud for den danske, og efter hjemkomsten blev hun en drivkraft i det nye kvindearbejde i VS, bl.a. som medarrangør af det første interne VS-kvindeseminar i 1971 på Krabbesholm Højskole. I perioden 1980-91 var IH redaktør af det socialistiske tidsskrift Naturkampen, et blad, der siden 1976 havde fungeret som centralt talerør, debatforum og inspirationskilde for den voksende gruppe, som arbejdede kritisk med teknik og naturvidenskab. Blandt de emner, IH tog under behandling i tidsskriftet, var øget personregistrering, styring af cancerforskning, risikovurdering af ny teknologi, indførelse af hjernedødskriteriet, EFs forhold til den tredje verdens landbrug samt prognoserne for aids-udviklingen i Danmark.

Både i sit daglige arbejde på Kbh.s Universitet og i sine udadvendte aktiviteter har IH lagt vægt på formidling. Hun er såvel mundtligt som skriftligt en fremragende formidler, der mestrer kunsten at få også ikke-talkyndige til at forstå statistiske resultater og at påpege hidtil usete sammenhænge. Ofte har hun brugt sin faglige viden i debatter om formålet med dataindsamling og registeropbygning, ligesom hun har kritiseret forkert anvendt statistik. Gennemgående temaer i hendes forskning har været kvinders uddannelsesvalg og deres placering på universiteterne og i forskningen, og siden midt i 1980’erne har hun indgået i kvindeforskningens arbejde med disse emner. Hun var tidligt ude med en kritik af 1980’ernes strategi om Kvinder i mandefag og gennemhullede en af denne strategis meget hårdføre myter ved en statistisk påvisning af, at pigers valg af fag ikke er snævrere end drenges. Siden 1996 har IH samarbejdet med kvindeforskere inden for sociologi, politologi og psykologi om forskningsprojektet Køn i den akademiske organisation, en kortlægning af kvinders og mænds vilkår og muligheder i højere uddannelse og forskning. Projektet indgår i et initiativ, der går på tværs af de danske forskningsråd, og som kortlægger kønsbarrierer i den danske forsknings- og uddannelsesverden. IH var medlem af Forskningsministeriets udvalg Ligestilling i Forskning, som i 1998 foreslog at styrke kvinders situation på universiteterne ved bl.a. at oprette 40 særlige professorater til kvinder, et forslag, som imidlertid ikke kunne samle flertal i Folketinget.

Anne-Marie Eriksen

 
Professioner
Forskere · Akademikere
 
Organisationer
Københavns Universitet · Naturkampen · Politisk Revy · Studentersamfundet · Venstresocialisterne
 
Emneord
Kvindepolitik · Politik · Statistik · Nye kvindebevægelse · Rødstrømpebevægelsen · Kvindeforskning · Ligestilling
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg