KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Illa Christensen (1851 - 1922)
Christensen, Mathilde (Illa)

1851-1922, forfatter.

*10.6.1851 i Kbh., ?23.10.1922 smst.

Forældre: ?teaterdirektør, byfoged Harald Constantin C. (1823-92) og Wenzelsine Christiane Frederikke Stæger (1824-1910).

IC var forfatter og en temmelig atypisk repræsentant for den gruppe kvinder, der debuterede i 1880?erne. Hun var eneste barn i en embedsmandsfamilie, hvor faderen besad flere betydelige poster. I 1856 fik han overdraget administrationen af Det Kgl. Teater efter ?J. L. Heiberg, en post, han bestred i tre år, inden han i en årrække var byfoged i Hobro, hvor IC altså levede sine ungdomsår. Hun var forlovet en kort periode, men kæresten døde i 1873 inden giftermålet. Fra 1886 var familien tilbage i Kbh., hvor IC tilbragte resten af sit liv. Hun var beslægtet med komponisten ?Niels W. Gade, der underviste hende i musik og ofte havde hende som gæst. Hun rejste en del med forældrene og fik i det hele taget en solid, borgerlig pigeopdragelse.

Som oftest var periodens kvindelige forfattere engageret i samtidens kultur- eller kønsdebat. Det gælder imidlertid ikke IC, som hverken skrev journalistiske indlæg om kvindens stilling eller var medlem af nogen kvindeorganisation. Tilsvarende har hendes kontakt til centrale personer i det litterære miljø omkring det moderne gennembrud været spinkel. Hun afslog således et tilbud fra ?Georg Brandes om at diskutere sin kunst med ham, fordi hun ikke ønskede at følge ham, hvis han ville råde hende til at indstille sine skriverier. IC måtte være sig selv som forfatter, og det blev hun på godt og ondt. På godt fordi hun repræsenterer en enestående bestræbelse på selvstændigt at give sproglig form til den moderne eksistens uden skelen til sociale eller politiske spørgsmål. På ondt fordi hendes selvvalgte position som ener anbragte hende i et tomrum i forhold til den historie, hun gerne ville fortælle. Hun blev derfor henvist til delvis at trække på stof og motiver, som hørte en fortidig litterær tradition til.

Forfatterskabet, udgivet under pseudonymet F.C. van der Burgh, er koncentreret i enhver forstand. Dets omfang er, som for mange af periodens kvindeforfattere, begrænset; fire romaner og to novellesamlinger udgør kernen i hendes litterære produktion, der desuden omfatter tre opførte teaterstykker samt en lille halv snes noveller. Samtlige værker er desuden skrevet og udgivet inden for en forholdsvis begrænset periode af ICs liv. Hun debuterede i 1884 og udgav sin sidste roman i 1890. Derefter udkom i gennemsnit en novelle årligt frem til 1898. Og endelig er formsproget fortættet. IC er den af gennembruddets kvindelige forfattere, der med størst sikkerhed griber den impressionistiske teknik. Således omsætter hun til stilistik, hvad naturvidenskab og filosofi havde ræsonneret sig frem til: Der er ingen entydig sandhed og ingen fast synsvinkel, hvorfra alle ting kan forstås og fortolkes. Såvel romaner som noveller er skrevet ud fra denne opfattelse, og hendes litterære teknik etablerer et subtilt spil i teksten, hvor der skabes tvivl om, hvorvidt det, der ses, nu også er det, der sker. I konsekvens heraf bliver forfatterskabets persongalleri lige så facetteret.

IC er bedst, når hun sætter sig for at skildre det moderne storbymenneske, der bombarderes med indtryk uden at have en fortolkningsramme at bearbejde ud fra. Portrættet af parvenuen, flanøren og koketten er hendes originale bidrag til kvindelitteraturen, og litteraturhistorisk sammenlignes IC da også af den grund ofte med ?Herman Bang. I modsætning til ham lader hun dog som regel, i hvert fald i romanerne, sine eksistentielt ugidelige hovedpersoner ende med at finde mål og retning i tilværelsen. I En Søn, 1890, kæmper et ungt ægtepar sig således fra en oprindelig afstand frem til hinanden, og i ?Dagtyve? ? og Arbejdsdage, 1889, træffes et par igen efter lang tids adskillelse og møder da hinanden som mere helstøbte mennesker.

Såvel disse romaner som forfatterskabets to andre, Et ubetydeligt Menneske og De smaa Tings Magt, begge 1885, præges dog af en vis uoverensstemmelse mellem form og indhold, idet IC ikke følger den stilistiske modernitet op af en tilsvarende tematisk. Romanerne er nok fortalt moderne, men det, der fortælles om, trækker ganske ofte på motiver og temaer, som romantikken introducerede. Den identitetssøgen, hendes unge mennesker begiver sig ud i, er således på typisk romantisk vis begrundet i et svigt fra fædrenes side. Men hvor romantikken lod familien være både problemets årsag og dets løsning, lader IC sine unge selv kæmpe sig frem til deres egen identitet, uafhængigt af familien og på ganske realistiske præmisser uden det anstrøg af magi, der kan præge den romantiske fortælling. På denne vis moderniserer hun et klassisk, romantisk tema.

Det er dog i novellerne, ICs skrivekunst for alvor folder sig ud. Kortformen er perfekt til at udtrykke det stykvise, det øjebliksafhængige, det tilfældige i den moderne tilværelse, og det udnytter IC med stor konsekvens. De to samlinger Skitser fra henholdsvis 1884 og 1886 rummer således mange fine noveller, der bærer vidnesbyrd om den moderne tilværelses eksistensvilkår.

Foto i KB.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Birgit Mortensen

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
 
Emneord
Skønlitteratur
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1880'erne · 1890'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg