KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Annisette Hansen (1948 - )
Hansen, Annisette

*1948, sanger.

*29.8.1948 i Kbh.

Forældre: tjener Finn H. (1910-75) og revydanser Rita Kuni Andersen (1919-87).

~11.6.1999 (b.v.) med komponist, musiker Thomas Koppel, *27.4.1944 i Örebro, Sverige, s. af komponist ◊Herman David K. og Edel Vibeke Clausen-Bruun.

Børn: Billie (1972), Naja Rosa (1980).

Siden rockgruppen Savage Rose debuterede på Plænen i Tivoli i 1968, har AH været gruppens ubestridte kraftcenter. Dengang chokerede hun borgerskabet med sin eksotiske sigøjneragtige fremtræden med bare tæer og stor touperet løvemanke og blev et af ungdomsoprørets symboler på kvindelig kraft og sanselighed. Men det var først og fremmest stemmen, der blev lagt mærke til; hendes særprægede hæse, kraftfulde stemme med det store vibrato var genstand for megen omtale lige fra bekymrede udtalelser fra sanglærere og halslæger til lovprisninger fra toneangivende musikanmeldere. I det amerikanske musiktidsskrift Rolling Stone har L. Bang sammenlignet hende med Aretha Franklin, Grace Slick og Julie Driscoll og tilføjet: “Og det utrolige er, at hun har bevæget sig gennem alle disse markante forbilleder og alligevel evnet at opnå en absolut originalitet.” Allerede som syvårig optrådte AH sammen med søsteren Rudi H., kendt fra rollen som Mie i de populære Far til fire-film. AH gik ud af 9. klasse på Buddinge Skole, tog en uddannelse som vinduesdekoratør og sang samtidig med gruppen Dandy Swingers 1965-68. I 1968 begyndte hun at synge i Savage Rose, som var startet året før af brødrene Thomas og Anders Koppel. Savage Rose skilte sig ud fra andre danske rockbands med deres sofistikerede blanding af klassisk, rock og jazz. Efter en stormende karriere, der kulminerede med musikken til ◊Flemming Flindts ballet Dødens Triumf i 1971, skiftede gruppen gear; de gav frivilligt afkald på en international karriere for at følge deres musikalske og politiske overbevisninger. Efter nogle års eksperimenter med gospel, soul og jazz reduceredes kernen i Savage Rose til AH og Thomas Koppel, der også dannede par privat. Fra midten af 1970’erne var Savage Rose et politisk orkester, der primært spillede til demonstrationer og støttefester på venstrefløjen, og i begyndelsen af 1980’erne optrådte de også i palæstinensiske flygtningelejre og på partisanbaser i Libanon. Det var en menneskeligt rig, men økonomisk stram tid, hvor parret i perioder måtte leve af bistandshjælp i deres kolonihavehus i Sydhavnen. I 1988 fik Savage Rose et salgsmæssigt comeback med pladen Sangen for Livet, hvor datteren Billie medvirkede. Året efter udkom fodboldsangen Stjerneskud til Dansk Boldspil-Unions 100 års jubilæum, og gruppen fejrede passende deres 25-års jubilæum på Plænen i Tivoli i 1993. I 1996 modtog AH Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorers hæderspris, samme år fik Savage Rose en dansk Grammy for den engelsksprogede pladeudgivelse Black Angel, der blev indspillet i USA. Lyden er blevet mere international, men musikken og AHs stemme har bevaret sin egenart; en vild rose og et levende bevis på, at kvindelighed og styrke kan forenes i et kraftfuldt udtryk.

Torben Bille (red.): Dansk Rock 1956-1997, 1997. P. Kaare: Savage Rose, 1969.

Pia Rasmussen

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Savage Rose
 
Emneord
Sang · Rockmusik · Rytmisk musik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg