KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Alvilda Larsen (1914 - 1974)
Larsen Møller, Alvilda Marie Louise

1914-74, politiker.

*6.9.1914 i Slesvig, †24.4.1974 i Værløse sg.

Forældre: malersvend Hans Christian Lauritz L. (1880-1941) og Louise Christine Münster (1891-1981).

~16.9.1939 med fagforeningsformand Frederik Møller, *24.12.1909 i Fredericia, †21.10.1967 i Værløse sg., s. af landmand Ernst Emil M. og Kathrine Andersen.

Børn: Lole (1942).

AL arvede sit politiske engagement fra faderen, der var en kendt kommunist og formand for Malernes Fagforening i Kbh. Efter mellemskoleeksamen i 1931 blev hun uddannet i kontorfaget og arbejdede siden i en periode som kontorassistent. Samme år, hun afsluttede skolen, meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), og i 1935 blev hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Hun gjorde sig hurtigt politisk gældende. Fra 1934 sad hun i DKUs hovedbestyrelse, fra 1936 var hun formand for DKU, 1937-40 var hun redaktør af ungdomsforbundets blad Fremad, og fra 1937 var hun medlem af DKPs centralkomité. I 1941 måtte hun trække sig fra posten som formand for DKU af helbredsgrunde.

Da den danske regering på den tyske besættelsesmagts ordre i 1941 forbød DKP og internerede partimedlemmerne, blev AL arresteret og indsat i Vestre Fængsel. Et par måneder efter blev hun dog løsladt igen, fordi hun havde haft tuberkulose, og efter at være blevet behandlet kunne hun genoptage sit erhvervsarbejde. Sommeren 1943 flygtede hun til Sverige, hvor hun blev DKPs repræsentant. Hermed fik partiet en kontakt til omverdenen, ikke mindst til russerne via ambassaden i Stockholm. Hun indtrådte desuden som DKPs repræsentant i frihedsbevægelsens kontaktudvalg. Under sit ophold i Sverige gjorde hun også en stor indsats for andre flygtninge fra Danmark, bl.a. i samarbejde med partifællen, arkitekt ◊Edvard Heiberg. ALs ægtefælle kom i tysk koncentrationslejr, men overlevede og kunne som sin hustru vende tilbage til Danmark efter krigen, om end stærkt svækket af opholdet i Stutthof.

DKP forblev et illegalt parti under resten af Besættelsen og havde derfor heller ikke kunnet opstille ved folketingsvalget i 1943. Efter Befrielsen fik partiet via en særlov tildelt de tre mandater, som de danske nazister havde haft siden 1943, og AL indtrådte i Folketinget som stedfortræder for ◊Alfred Jensen, der blev minister. Som stedfortræder sad hun i tinget det følgende halve år og var i denne tid medlem af finansudvalget som den første kvinde nogensinde. Ved valget i oktober 1945 fik DKP ikke færre end 18 mandater, heriblandt to kvinder, ◊•Ragnhild Andersen og ◊•Inger Merete Nordentoft. AL blev derimod ikke genvalgt i denne omgang, men var senere folketingsmedlem igen 1947-50 og 1953-57. I perioden 1946-54 var hun tillige medlem af kommunalbestyrelsen på Frbg. AL og Ragnhild Andersen var de mest fremtrædende blandt DKPs kvindelige politikere. Partiet var udpræget mandsdomineret og talte kun få kvinder i ledelsen, men AL og Ragnhild Andersen fik lov at tegne partiet, når det drejede sig om socialpolitik, børn og kvindespørgsmål. Ikke mindst det sidstnævnte område interesserede AL. Op gennem 1950’erne var hun partiets officielle kvindeleder og var som sådan med til at arrangere Kvindernes Verdenskongres i Kbh. i 1953 og 1960 sammen med Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK). Hun var også aktiv i partiets fredsarbejde og var selv engageret i DDK, som udgjorde den danske afdeling af sammenslutningen Fédération Démocratique Internationales des Femmes. Formelt var DDK uafhængig af DKP, men reelt var forbundet stærkt påvirket herfra. Tanken var at organisere kvinder uanset deres politiske orientering, bl.a. i kamp for freden. DDK udgav bladet Vi Kvinder og talte blandt sine formænd i 1950’erne ◊•Agnete Olsen, Ruth Hermann, Elna Nørrevig Jørgensen og Nordentoft.

1957-66 arbejdede AL som journalist på Land og Folk, hvor hun især tog sig af bolig- og socialstof. Under det store opgør i DKP 1956-58, som endte med, at partiets formand ◊Aksel Larsen blev ekskluderet, støttede hun den Moskvatro fløj. Efter en strid med partiledelsen forlod hun imidlertid i 1966 både bladet og centralkomitéen. Til sin død var hun herefter ansat i Boligselskabernes Landsforening som kursuslærer. AL er blevet beskrevet som “partiets mest afholdte skikkelse, livsglad og inspirerende. Hun havde evne til at samle mennesker om en stor sag”, hed det i en nekrolog.

Tegn. af H. Bendix på Fr.borgmus. Foto i ABA, KB.

Frode Toft: Kampens Ungdom, 1956.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Morten Thing

 
Professioner
Folketingsmedlemmer · Kommunalpolitikere · Redaktører
 
Organisationer
Danmarks Kommunistiske Parti · Danmarks Kommunistiske Ungdom · Fremad · Folketinget · Land og Folk · Boligselskabernes Landsforening
 
Emneord
Politik · Kvindepolitik · Finanspolitik · Socialpolitik · Anden Verdenskrig · Journalistik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Slesvig
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg