Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Elisabeth Jerichau Baumann (1819 - 1881)
Jerichau Baumann, Elisabeth Maria Anna

1819-81, maler.

*27.11.1819 i Warszawa, †11.7.1881 i Kbh.

Forældre: kortfabrikant Philip Adolph Baumann (1776-1863) og Johanne Frederikke Reyer (1790-1854).

~19.2.1846 med billedhugger ◊Jens Adolf Jerichau, *17.4.1816 i Assens, †24.7.1883 i Neder Dråby, Dråby sg., Frederiksborg amt, s. af urtekræmmer, løjtnant Carl Christian J. og Karen Birch.

Børn: Thorald Harald Adolph Carol Lorentz (1848), Marie (1850), ◊Harald (1851), Caroline Elisabeth Nanny (1853), Louise (1859), Sophie Dagmar Elisabeth (1859), ◊Holger (1861).

EJB voksede op i et velsitueret hjem i Polen som datter af en tysk kortfabrikant. Efter tidens forhold fik hun en god uddannelse. Hun var et vildt pigebarn, der hverken følte sig forstået i familien eller i skolen, hvor hun blev drillet. Siden betragtede hun denne utilpassethed som medvirkende til, at hun gik kunstnervejen. Den Polske Revolution 1829 greb ind i familieforholdene, og en tid blev hun opdraget uden for hjemmet hos slægtninge. Da EJB besluttede at blive maler, ønskede hun at stå mål med mandlige kunstnere og ikke at blive anset for en særlig dygtig maler af kvindekøn. I sine Ungdomserindringer, 1874, beskrev hun med en let og åbenhjertig pen sine år som fremadstræbende kunstner, en kort overgang i Berlin og årene 1838-45 i Düsseldorf, dengang et internationalt kraftfelt inden for de bildende kunster. Akademiet var lukket for kvinder, men hun kom i berøring med dets ledende kræfter, bl.a. J.G. von Schadow og hans religiøst-poetiske værker og C.F. Lessing, der var eksponent for det frembrydende demokratiske og borgerligt-revolutionære maleri.

I 1844 debuterede EJB med et billede af en polsk familie på ruinerne af et afbrændt hus. Værket placerede hende inden for Düsseldorfskolens socialkritiske maleri. 1845 flyttede hun til Rom og blev samme år gift med den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. 1849 flyttede ægteparret til Kbh., hvor ægtefællen 1857-63 var direktør for Kunstakademiet. Ægteskabet så hun siden som et valg, der for alvor sporede hende ind på kunstnerkarrieren, og ægtefællen blev en højt værdsat kritiker af hendes værker. Parforholdet blev ukonventionelt, præget af op- og nedture og et samliv, der indebar, at hun i lange perioder opholdt sig alene eller sammen med ægtefællen og et eller flere af børnene i udlandet. Mellem 1847 og 1861 fødte hun ni børn, hvoraf to døde som spæde. I perioder var hun familiens hovedforsørger. EJBs udadvendthed og sociale robusthed bragte hende efterhånden i konflikt med ægtefællens stigende trang til at isolere sig.

EJB havde med sin europæiske malerstil svært ved at slå igennem i Danmark. Hun kom i opposition til den hjemlige nationalromantiske linie og til dens chefideolog, den indflydelsesrige ◊N.L. Høyen og kredsen omkring ham. I et forsøg på at vinde accept udvidede hun sin motivkreds til den danske almue og historisk-litterære motiver, som i det allegoriske billede Danmark, 1851, der gjorde hendes navn kendt. Billedet, der var inspireret af Treårskrigen 1848-51 forestillede en valkyrielignende kvinde med sværd i hånd. Maleriet er siden reproduceret adskillige gange. I 1861 blev EJB udnævnt til medlem af Akademiet som en af de første kvinder.

Stimuleret af et indtrængende portræt af ægtefællen 1846 søgte EJB med et vist held at slå an som portrætmaler. Hun malede bl.a. medlemmer af kongehuset, nationalliberale politikere som ◊Orla Lehmann, 1848, og kunstnere som ◊•Johanne Luise Heiberg, 1852. ◊H.C. Andersen malede hun flere gange, bl.a. i 1865, og han hørte til Jerichau-familiens mere trofaste venner i det florerende salonliv, som EJB gjorde sig til en fantasifuld arrangør af i Kbh. og Rom. Særlig sympati synes hun at have næret for veninderne, forfatteren ◊•Magdalene Thoresen og præstefruen Henriette Blædel. Den tyske feminist Fanny Stahr Lewald hørte til hendes ungdomsveninder, og Heiberg oplevede hun som en person, der havde vist hende forståelse som nyankommen til Danmark. EJB betragtede sig selv som en emanciperet kvinde, men ytrede afsmag over for kvinders efterligning af maskuline adfærdsformer i kvindefrigørelsens tjeneste. Selv overskred hun med sin levevis kraftigt, hvad der blev anset for korrekt kvindelig adfærd. Med sin undertiden klovneagtige, undertiden grande dame-prægede optræden, sin barokke humor, selvironi og patos forblev hun en fremmed fugl i den kbh.ske kulturelite. Og med sit gåpåmod og sin producerende dynamik oversteg hun de forventninger, samtiden havde til en malende kvinde, gift med Kunstakademiets direktør. Endnu i levende live blev hun en omvandrende myte.

Med sin veludviklede rollebevidsthed og sociale fleksibilitet gav EJB selv myten stadig næring. I mange år var hun repræsenteret på Charlottenborgs Forårsudstilling med adskillige malerier. Hendes værker lå fortrinsvis inden for portrætgenren, og hun dyrkede bl.a. børneportrættet ved siden af sine mere sporadiske eksperimenter med historiemaleri, religiøs ikonografi og blomstermaleri. Især i sit livs tre sidste årtier satsede EJB stærkt på at slå igennem uden for Danmarks grænser. Hun drog fordel af sine kontakter til det danske kongehus, især ◊Christian 9. og ◊•dronning Louise, og blev hjulpet på vej som leverandør af portrætter til hofferne i bl.a. Rusland, Grækenland og Storbritannien af det danske kongepars status som “hele Europas svigerforældre”. Hendes betydning uden for Danmarks grænser, hvor hun udstillede i London 1852, på verdensudstillingen i Paris 1867 samt i Sverige og Tyskland, afspejler sig ved, at mange af hendes malerier i dag befinder sig i udenlandske samlinger.

EJB havde en veludviklet sans for den forretningsmæssige side af kunstproduktion. Hun arbejdede ivrigt for at varetage både sine egne og ægtefællens interesser i denne henseende og var murbrækker for flere af sine malende børn i ind- og udland. Døtrene Marie og Louise blev allerede som unge erklæret for mentalt utilregnelige og måtte i perioder placeres uden for barndomshjemmet, i udenlandsk privatpleje eller på hospital. Disse og andre familietragedier mødte EJB med betragtelig råstyrke, understøttet af en lys religiøsitet og en evne til psykisk metamorfose. Hun anså moderfølelsen som den dybeste og mest varige i sit og andre kvinders liv. Af børnene kom sønnen, maleren Harald J., til at indtage en særlig fortrolig plads. Han ledsagede hende bl.a., da hun rejste til Grækenland og Det Osmanniske Rige 1874-75, fem år efter at hun første gang havde besøgt området. Mens flere af hendes arbejder herfra kan virke overfladiske, foldede hendes tekniske og koloristiske brillans sig ud i flere kvindefigurer inspireret af rejserne, bl.a. et helfigurbillede af prinsesse Nazili Hanum, 1875. Efter sønnens død skrev hun mindeskriftet Til Erindring om Harald Jerichau, 1879, og siden erindringsværket Brogede Rejsebilleder, 1881, om deres fælles liv bl.a. i den nære Orient. Bogen udkom posthumt og illustreredes af talrige værker af dem begge. Også journalistikken dyrkede EJB, og hun skrev bl.a. artikler til Illustreret Tidende og udenlandske tidsskrifter. Til hendes uigennemførte planer hørte en roman om en kvindelig nihilist og en biografi om den komplicerede ægtefælle, som hun anså for at være et sandt geni, men et knuget og dybt selvoptaget menneske.

EJBs ægteskab var opløsningen nær i 1873 på ægtefællens foranledning, men hun nægtede at efterkomme hans ønske om skilsmisse. Parret opløste formelt ægteskabets økonomiske grundlag, og EJB fik værgemål over dem af børnene, der endnu var umyndige, den psykisk syge Marie undtaget. Baggrunden synes at have været ægtefællens ønske om helt at blive fritaget for familiemæssige bindinger; han var kunstnerisk udbrændt og følte sin autoritet tilsidesat i familien. EJBs håb om ægteskabelig forsoning blev kun delvist indfriet. Hun formulerede sig næppe upræcist, når hun med selvfølelse over for sin mand erklærede at være den person i hans liv, som havde elsket ham med den dybeste og mest trofaste kærlighed. I 1996 blev EJBs liv tema for Birgit Poupliers roman Lisinka.

Selvportræt i Fr.borgmus. Tegn. af J.A. Jerichau i Fr.borgmus., relief af samme i Glyptoteket, buste af samme i Fyns Kunstmus.

Foto i KB.

L. Dietrichson: Svundne Tider, 1899. Nicolaj Bøgh: Elisabeth Jerichau Baumann, 1886. Den jyske historiker 79/1997.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tinne Vammen

 
Professioner
Malere
 
Organisationer
Det kongelige Academie for de Skønne Kunster (se Kunstakademiet) · Charlottenborg
 
Emneord
Billedkunst · Portrætter · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne · 1870'erne
 
Regioner
Polen
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg