KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Rikke Olsen (1939 - )
Olsen, Rikke Agnete

*1939, historiker.

*18.6.1939 i Kjellerup, Hørup sg.

Forældre: skoleinspektør Sigvald Christian Richardt Clausen (1903-71) og Marna Frederikke Kristensen (1906-89) .

~18.10.1959 med studerende Cai Schatt Behrend, *19.4.1938 i Kbh., s. af ingeniør Poul S. B. og Marie Elisabeth Winge. Ægteskabet opløst 1964.

~21.5.1971 (b.v.) med rigsantikvar ◊Olaf Heymann O., *7.6.1928 i Kbh., s. af professor ◊Albert Georg O. og Agnete Ebba Bing (◊•Agnete Olsen).

RO, født som enebarn i en radikal lærerfamilie med rødder blandt Sallings landmænd, blev nysproglig student fra Viborg Katedralskole i 1958 og cand. mag. i historie og fransk fra Kbh.s Universitet i 1966. Under studierne havde hun fået tilknytning til Nationalmuseets middelalderafdeling og havde særlig assisteret borgforskerne ◊Vilhelm la Cour og ◊Hans Stiesdal. I 1967 blev hun museumsinspektør med særligt ansvar for middelaldersamlingen, men opgav denne stilling og fulgte sin mand Olaf O., da han i 1971 blev professor ved Århus Universitet. Dette blev udgangspunktet for en omfattende forsknings- og populariseringsvirksomhed på freelancebasis, først og fremmest inden for borgforskningen, hvor fundamentet for den faglige videreudvikling har været de internationale Château Gaillard kollokvier med regelmæssige publikationer, mens middelalderforskerne og i øvrigt den interesserede danske offentlighed holdtes à jour gennem Borge i Danmark, 1986, samt Voldsteder i Danmark, projekteret i fire bind, hvoraf de to første er udkommet i 1992 og 1998. Hertil kom flere oversættelser af danske middelalderlige årbøger: Sjællandske Krønike, Jyske Krønike og den slesvigske Ryd klosters årbog.

Efter i årene omkring 1980 at have udgivet en række historiske skildringer for børn og unge kastede RO sig ud i det imponerende vovestykke at skrive sin egen Danmarkshistorie Danmark i Verden, der foreløbig er udkommet i ni bind. Det seneste fra 1999 fører udviklingen frem til Reformationen. Med værket, der er præget af hendes indlevelsesevne og klare sprog, har RO markeret sig som en fin formidler og spændende fortæller af den danske historie. Samtidig er der kommet bredere kulturhistoriske skildringer som Hunden i historien, 1996, og Riddertid og romantik, 1998. I mange år har hun endvidere opbygget en omfattende foredragsvirksomhed. En helt fri form blev udviklet ved en række historiske egnsspil, inspireret af Vikingetiden og Middelalderen, der blev skrevet til opførelse på Fyrkat og Spøttrup. Endelig har hun siden 1970’erne været engageret i at lede og gennemføre kulturelt inspirerede grupperejser til fjerne rejsemål. Her har specielt Kina været i fokus, men også Dansk Vestindien og europæiske udkantområder. ROs indsats er præget af en umådelig virketrang, hvor populariseringsvirksomheden forenes med nøje overholdelse af alle faglige krav. 1996-99 var hun formand for Dansk Selskab for Oldtids- og Middelalderforskning.

Jørgen Steen Jensen

 
Professioner
Akademikere · Forskere · Oversættere · Forfattere · Foredragsholdere
 
Organisationer
Nationalmuseet · Dansk Selskab for Oldtids- og Middelalderforskning
 
Emneord
Forskningsformidling · Historie · Romansk filologi · Middelalderen · Faglitteratur · Dramatik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Viborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg