KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Eva Gredal (1927 - 1995)
Gredal, Eva Wilhelmsson

1927-95, minister.

*19.2.1927 i Hvorup sg., †2.8.1995 i Stege.

Forældre: konditorsvend Albert Victor Michael Wilhelmsson Tuure (1903-76) og oldfrue Mary Rigmor Larsen (1903-92).

~6.3.1949 med farvandsdirektør Kaj Otto G., *16.6.1925 i Holbæk, †19.5.1992 i Stege, s. af lektor Niels Julius G. og Martha Mortensen.

Børn: Niels Otto (1950), Jens Mikael (1954), Anne Sofie (1957), Julie Eva (1967).

EG voksede op under beskedne kår. Faderen, der var konditorsvend, var ofte syg og arbejdsløs, og moderen måtte tjene ekstra penge ved at sy for folk. Undertiden måtte familien klare sig med dagpenge og socialhjælp. EG fremhævede selv ved flere lejligheder, at det havde stor betydning for hendes sociale engagement, at hun kom fra små forhold med syge forældre i en tid med et dårligt socialt sikkerhedsnet. Hun tog realeksamen i 1943, blev student på aftenskole i 1947 og uddannet som socialrådgiver i 1954. EG var aktiv i faglig sammenhæng og var 1959-67 formand for Dansk Socialrådgiverforening. 1967-71 var hun desuden næstformand i Landsforeningen for Mentalhygiejne og 1968-70 redaktør af tidsskriftet Mentalhygiejne. Samtidig var hun af den opfattelse, at hvis socialarbejderne ønskede mere politisk indflydelse, burde det ske gennem et politisk parti. Selv blev hun socialdemokrat, og hun tog med glæde mod tilbuddet i 1968 om at lade sig opstille til Folketinget.

I 1971 kom EG i Folketinget og blev allerede samme år udnævnt til socialminister af statsminister ◊J.O. Krag. Det var en flyvende start for en nyvalgt politiker. Hendes uddannelse, sociale engagement og erfaringer med praktisk og organisatorisk socialrådgiverarbejde gav dog en vigtig ballast for ministerarbejdet og kompenserede for hendes begrænsede erfaringer fra Folketinget. Samtidig viste det sig hurtigt, at hun i det politiske arbejde havde en særlig evne til forhandling både med sit eget og de andre partier. Hun var medlem af Folketinget 1971-75 og igen 1977-79. Hun fortsatte som socialminister i ◊Anker Jørgensens to regeringer 1972-73 og 1975-78. Da Socialdemokratiet i 1978 dannede regering med Venstre, måtte EG til sin store skuffelse afgive ministerposten til partifællen ◊Erling Jensen. Som socialminister vil hun blive husket for indførelsen af dagpengereformen i 1972 og især for Bistandsloven, der trådte i kraft i 1976. Denne lov, som er blevet betegnet som hendes politiske svendestykke, afløste alle tidligere omsorgs- og forsorgslove. Princippet var en samling af de sociale love under ét i kommunalt regi. Man afskaffede sondringen mellem selvforskyldt og uforskyldt nød, ligesom ydelserne i højere grad kom til at bero på et skøn og en forhandling om den enkelte brugers situation. EG blev betegnet som regeringens “dyre dame”, men det faldt i hendes lod at omstille det sociale område til økonomisk strammere tider. Det var en vanskelig opgave i 1970’erne med megen politisk aktivitet og mobilisering. Det gav da også en række konflikter med venstrefløjen og pressionsgrupper uden for Folketinget. I forbindelse med nedskæringerne opstod der en række kontroversielle sager, som EG som minister måtte tage ansvaret for. Det gjaldt fx udflytningen af Kofoeds Skole samt kritikken af forholdene på de lukkede afdelinger på Ebberødgård.

En mindre kendt del af EGs virke var arbejdet for ligestillingen mellem kønnene. Hun var mangeårigt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og 1957-58 næstformand. I 1974 var hun en varm fortaler for, at der skulle oprettes et ligestillingsråd i Danmark, ligesom det allerede var sket i de andre nordiske lande. Ved FNs kvindekonference i Mexico i 1975 var hun leder af den danske delegation. Samme år fik hun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris. En af begrundelserne var, at hun som toppolitiker havde formået at bevare sine kvindepolitiske holdninger. Der opstod imidlertid også konflikter omkring hende på det kvindepolitiske område. Fx fik hun store dele af rødstrømpebevægelsen på nakken, da hun i 1974 indførte den såkaldte dyneløfterparagraf, som gav mulighed for at kontrollere, at udbetaling af ekstra tilskud til enlige mødre kun blev givet til kvinder, der ikke havde nogen samlever. 1979-89 var EG medlem af Europaparlamentet og i en del af perioden med i bestyrelsen for den socialistiske gruppe. Hun var en overbevist EF-tilhænger, hvilket fx på ligestillingsområdet indebar, at hun ofte var i skarp opposition til de mange EF-kritiske danske kvinder, som så Danmarks indtræden i fællesskabet som et tilbageskridt for ligestillingen. I modsætning hertil mente EG, at EF var en ligestillingsmæssig gevinst, bl.a. i kraft af direktiverne om ligeløn og ligebehandling af mænd og kvinder. Efter at være trådt ud af parlamentet var hun aktiv i Europabevægelsen, hvis formand hun var 1990-92. Endvidere videreførte hun sit sociale engagement som direktør for Mentalhygiejnisk Forening fra 1990. Da EG i 1989 forlod det politiske liv, flyttede hun fra lejligheden på Østerbro til et stråtækt hus på Møn, hvor hun bl.a. kastede sig over en række praktiske gøremål, omgivet af mand, børn og børnebørn.

EG gjorde en stor indsats for de socialt svage grupper i samfundet, og hun insisterede på, at der skulle opbygges en velfærdsstat med et velfungerende socialt sikkerhedsnet. Hun troede på det formelle politiske system og mente, at man skulle lægge sit politiske arbejde her. Som socialminister fik hun stor indflydelse og blev derfor opfattet som en kontroversiel politiker. Hun blev kraftigt angrebet af de mange bevægelser og pressionsgrupper, der i hendes ministertid var aktive uden for netop dette system.

Foto i ABA, KB, Folketinget.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Ann-Dorte Christensen

 
Professioner
Ministre · Socialrådgivere · Fagforeningsformænd · Folketingsmedlemmer · Europaparlamentsmedlemmer · Direktører · Redaktører
 
Organisationer
Dansk Socialrådgiverforening · Landsforeningen for Mentalhygiejne · Mentalhygiejne · Folketinget · Socialdemokratiet · Dansk Kvindesamfund · Europaparlamentet · Europabevægelsen · Mentalhygiejnisk Forening · Socialministeriet
 
Emneord
Politik · Fagforeninger · Fagforeningspolitik · Psykiatri · Socialpolitik · Kvindepolitik · Ligestillingspolitik · Europapolitik · EU · Forvaltning · Stat
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Nordjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg