KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Liffa Gregoriussen (1904 - 1992)
Gregoriussen, Olivia (Liffa) Arge

1904-92, modist.

*19.6.1904 i Tórshavn, †3.1.1992 smst.

Forældre: stenhugger Sigmund Zacharias Arge (1866-1941) og Anne Margrethe Frederikke Andreasen (1868-1941).

~30.10.1930 med navigatør Magnus G., *10.10.1898 i Kvívík sg., †12.2.1987 i Tórshavn, s. af fisker Jacob Pauli G. og Magnina Magnussen.

Børn: Andriass (1931), Jákup Pauli (1932), Sigmundur (1934), Jóan Petur (1940).

LG tilhørte en slægt med stærke håndværkertraditioner. Hendes fader og hans brødre arbejdede som stenhuggere, smede og urmagere i Tórshavn. Søskendeflokken bestod af otte piger og en dreng, der døde ung. To af søstrene blev skolelærerinder, og to blev modister. Storesøsteren Ninna Jacobsen boede i Kbh., da Jens Oliver Lisberg i 1919 tegnede det færøske flag, som blev anerkendt i 1940, og hun syede det første flag for ham. LG kom i lære som modist hos hende, og i 1926 åbnede hun selv en hatte- og korsetforretning, først i sin faders lade og en overgang i sit eget hjem. Forretningen fortsatte hun i over 50 år med sloganet, som stod hugget i en stenplade i vinduet: “Ver snøgg undir kjólanum” (Vær fiks under kjolen). Barndomshjemmet var religiøst, og man gik trofast i kirke. LGs engagement i kirken medførte, at hun var medlem af menighedsrådet i Tórshavn fra 1977 til 1985. I tillæg til at passe hjem, forretning og opdrage fire sønner fik hun desuden tid til både parti- og kvindepolitisk arbejde. Hun meldte sig ind i Tjóðveldisflokkurin (Det republikanske Parti) fra dets start i 1948. I 1952 blev Tórshavns Kvindeforening stiftet, og LG var fra begyndelsen primus motor og endte med at blive æresmedlem. Hun engagerede sig stærkt i kvinders ret til eget liv og uddannelse og fik kvindeforeningen til at optage forbindelse med lignende foreninger i de andre nordiske lande. For hende var det vigtigt, at kvinder lærte deres eget værd at kende for at opnå selvtillid. Ingen vil kunne glemme LG ved Tórshavns første mannequinopvisning. Da alle de unge og slanke piger havde præsenteret modetøjet, besteg hun podiet. Hun var da 69 år, en lille buttet kvinde, der kom svingende ind i et flot sort korset, sorte strømper, en overdådig hat og en rose i hånden. Ovationerne bragede, hun var aftenens absolutte topscorer.

Sygdom og sorg blev LG ikke sparet for. Hendes mand var meget ofte syg, hvilket medførte, at hun måtte være familiens forsørger, og hendes ældste søn døde i 50-års alderen. Selv døde hun i 1992 på plejehjemmet Lágargarður efter et langt og aktivt liv.

Mal. fra 1981 af Ingálvur á Reyni på Listasavn Føroya.

Hanna Joensen

 
Professioner
Modister · Butiksindehavere
 
Organisationer
Tórshavns Kvindeforening
 
Emneord
Handel · Kvindepolitik · Kirkeligt arbejde · Konfektion · Færøerne
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Færøerne
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg