KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Sonja Hauberg (1918 - 1947)
Hauberg, Sonja

1918-47, forfatter.

*5.3.1918 på Frbg., †2.8.1947 i Kbh.

Forældre: arkitekt Harald Theodor Christian H. (1883-1956) og billedvæver Anna Giersing (1888-1977).

~5.8.1938 (b.v.) med ambassadør Vagn Hoffmeyer Hoelgaard, *12.9.1913 i Kbh., †1993., s. af redaktør Jens Arnold H. og forfatter Sigrid Emma Hoffmeyer. Ægteskabet opløst 1941.

~15.7.1945 med maler ◊Richard Strange Mortensen, *23.10.1910 i Kbh., †6.1.1993 i Ejby, Kirke Hyllinge sg., s. af toldvagtmester Hans Hjalmar M. og Clara Jenny Sophie Jensen.

Børn: Finn (1946).

SH voksede op i landlige omgivelser, først i Nordsjælland, derefter i Skovshoved. Faderen var arkitekt, moderen, en søster til maleren ◊Harald Giersing, var uddannet som billedvæver. Efter studentereksamen 1937 fra Ordrup Gymnasium studerede hun sammenlignende litteratur ved Kbh.s Universitet samtidig med, at hun udgav digte, noveller og skitser i tidsskriftet Vild Hvede og artikler i dagspressen. Hun var medlem af Unge Kunstneres Klub sammen med bl.a. ◊•Tove Ditlevsen, ◊Morten Nielsen og ◊Piet Hein og sympatiserede med det illegale arbejde under Besættelsen. I 1942 debuterede hun i bogform med Hvad vil du mig?, en roman om en ensom kvindelig studerendes psykiske sammenbrud med baggrund i en moderbinding. Romanen viste forfatteren som en lovende psykologisk-realistisk skildrer af sjælelivets komplekse mekanismer. To år senere udgav hun Syv Aar for Lea. Som opvæksthistorie er den centreret om det tab af barndommen på landet, som hun selv havde oplevet, og den fremmedfølelse, som omgangsformerne i byen og skolen uddybede. Skildringen af gymnasieskolens pres og terperi og ungdomstidens oplevelse af meningsløshed vakte debat i skolekredse og fik også stor anerkendelse, bl.a. i form af Politikens Kunstnerpris. Romanen har haft langvarig gennemslagskraft; den er blevet genudgivet til midt i 1980’erne og læst af generationer af unge i puberteten. Med sin skolekritik placerer den sig i forlængelse af ◊Hans Scherfigs Det forsømte Foraar, 1940. Kort efter Befrielsen i 1945 blev SHs teaterstykke Ebbe Skammelsøn opført af Tokantens Forsøgsscene på Frbg. Teater og udgivet. Dramaet aktualiserer den gamle folkevises stof ved at henlægge dens konflikt til moderne krigstid. Med sin anti-naturalistiske opsætning fik det en blandet modtagelse. Den nonfigurative scenografi var udført af maleren ◊Richard Mortensen, som SH blev gift med samme år efter et kortvarigt tidligere ægteskab. 1946 fik de sønnen Finn Hauberg Mortensen, der som voksen blev litteraturprofessor. SH, der havde organiseret sig i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), var i 1947 medarrangør af et forfattermøde i Finland med sovjetiske og nordiske kolleger, fra dansk side bl.a. ◊•Lise Sørensen, der ledsagede hende på rejsen. Under opholdet i Finland pådrog SH sig den tyfus, som hun efter et længere hospitalsophold døde af. Hun efterlod sig den formmæssigt eksperimenterende og symbolladede roman April, som først blev udgivet 1961. Hun nåede at skrive et digt om døden og en art litterært testamente, der i billedsprog taler om forsøget på at komme ned til “de farlige Steder” og skildre dem illusionsløst. Begge dele er tilføjet romanen. På trods af SHs politiske interesse er forfatterskabet først og fremmest psykologisk og eksistentielt orienteret. Med billeder fra naturen og i en tæt sanset psykologisk realisme med symbolsk ladning skildrer hun sine kvindelige hovedpersoners kærlighedsforventninger og deres søgen efter mening og helhed. Hendes værker har det fælles mønster, at den kvindelige hovedperson er placeret mellem to mænd: den broderlige ven, som hun har et fællesskab med, og med hvem hun kan komme til syne som person, og elskeren, som hun kæmper for at blive forstået af. Alle SHs kvindefigurer skuffes i deres kærlighedsforventninger; det lykkes ikke at forene venskab med erotik. Anskuet under denne synsvinkel kan forfatterskabet læses som en udforskning af følelsesmæssige og seksuelle konflikter i dannelsen af en kvindelig identitet.

Mal. fra ca. 1945 af Knud Mühlhausen. Foto i KB.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Torben Brostrøm: Danske digtere i det 20. århundrede, 1982.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

May Schack

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
 
Emneord
Skønlitteratur
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

Tilbage til søg »  

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg