KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Ulla Ryum (1937 - )
Ryum, Ulla

*1937, forfatter.

*4.5.1937 på Frbg.

Forældre: sekretariatschef Steen R. (1910-97) og syerske Elise Kirstine Hammer (*1908).

Børn: Rasmus (1968), Martin (1973).

UR placeres af Thomas Bredsdorff sammen med forfattere som Svend Åge Madsen og ◊Villy Sørensen i bogen Sære fortællere, og hendes tidlige forfatterskab gør da også, at hun ofte karakteriseres som en af de få kvindelige modernister i den danske litteraturhistorie. Samtidig er hun en af de mest interessante skikkelser i moderne dansk teaterliv, dels som dramatiker og instruktør, dels som teaterteoretiker og underviser på Statens Teaterskole, Filmskolen og Forfatterskolen. Et særkende er hendes baggrund. Hun er uddannet smørrebrødsjomfru, men har også har skrevet ph.d.-afhandling om Dramaets fiktive talehandlinger, 1993, en sammensmeltning mellem det jordnære og det åndelige, der er lige så berigende som fremherskende i hendes livsværk. Rislende igennem hele forfatterskabet, på tværs af alle genrer og skift, løber et kærlighedsbudskab: “... det allervigtigste imellem levende folk – at de ved og forstår og ikke er bange for at vide og forstå, at de har brug for hinanden alle sammen altid,” som det formuleres i hørespillet Denne ene dag, der blev udgivet i 1974 og to år efter opført.

UR boede som barn først på Østerbro og siden i Hornbæk. Familien var katolsk og havde en stærk politisk bevidsthed. Hendes fader var modstandsmand, og hendes moder var medstifter af det pacifistiske, kommunistisk dominerede Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, som UR som voksen selv skulle blive landsformand for 1975-78. Den politiske aktivitet omkring Vietnambevægelsen, som hun var en del af, mens hun boede i et kvindekollektiv i Nordsverige, var på internationalt plan. Den kollektive boform begyndte hun at praktisere som 16-årig, hvor hun flyttede hjemmefra, og det er en boform, der har været den foretrukne lige siden. I 1960 blev der indført en lov om, at moderen måtte anføre sit barns fader som “anonym” i stedet for “ukendt”, hvis hun kunne påvise, at hun selv kunne forsørge sit barn. UR var en af de første kvinder i Danmark, der af kvindepolitiske årsager benyttede sig af denne lov. Hendes ældste søn blev født i 1968, og hun var da allerede en velkonsolideret forfatter med en stribe bøger bag sig. Hun havde udgivet sin første roman Spejl som 23-årig i 1962, og i de følgende fem år skrev hun endnu syv værker. Heriblandt den smertesmukke roman Natsangersken, 1963, om kvinden, hvis “liv har været en lang række forsøg på at begynde”, og den prisbelønnede fortællingesamling Jakelnatten, 1967. Samtidig havde hun arbejde som foredragsholder for organisationen Arte og som lærer i kulturhistorie og sociologi på Kunsthøjskolen i Holbæk. Det hjalp desuden på økonomien, at hun var blevet tildelt Statens Kunstfonds treårige stipendium i 1965. UR har lige siden opretholdt det høje produktionsniveau, og forfatterskabet viser en formidabel spændvidde i både genrer og udtryksform. Sideløbende har hun igennem årene røgtet mange forskellige kulturelle tillidshverv, bl.a. som medlem af Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg 1977-80 og i Nordisk Teaterkomité 1981-85, ligesom hun i stigende grad også har arbejdet som instruktør af egne og andres dramatiske værker.

Sønnen Rasmus’ fødsel blev anledning til, at kortformen og dramatikken kom til at optage mere plads i forfatterskabet, da blevask og babymos, som UR har forklaret, dårligt levner tid til de lange seje træk, som romanformen kræver. I 1969 kom novellesamlingen Tusindskove og i 1971 Noter om idag og igår. De følgende år var det dramatikken og teatret, der havde hendes hjerte. Samtidig blev forfatterskabet mere politisk. Hovedværket i 1970’erne blev fem høre- og skuespil, der tilsammen danner en stor dramatisk cyklus om, hvordan den vestlige verden ødelægger sig selv. Stykkerne blev alle opført, Den bedrøvede bugtaler i Radioteatret i 1970, Myterne på Comediehuset i 1973, Krigen på Det Kgl. Teater i 1975, Jægerens ansigter på Comediehuset i 1978, og Og fuglene synger igen i Radioteatret i 1980. Alle stykkerne blev udgivet i samlingen Seks skuespil, 1990, hvor det sjette er kærlighedshørespillet Denne ene dag. I regibemærkningerne til skuespillet Krigen, hvor to grupper spiller to historier simultant, gøres der opmærksom på, at “Alle sceneændringer skal foregå for åbent tæppe og kunne forstås af publikum. Om muligt skal skuespillerne, mens de foretager ændringerne forklare hvad meningen er med dem.”

Og dette er et kendetegn for URs dramatik. Uanset om hun har skrevet for øret eller øjet, har teatrets inderste nerve og grundform, samspillet mellem skuespiller og publikum i ét rum, altid været hendes udgangspunkt. Således også i hendes teori om det moderne drama. I slutningen af 1970’erne begyndte UR at forske i kønnets betydning for sprog og erkendelse, og i 1980 holdt hun sit første foredrag om dette emne på en international konference for kvindelige filminstruktører i Amsterdam. I de kommende år forskede og underviste hun i køn og sprog, bl.a. på Norsk Kvindeuniversitet, hvor hun arbejdede tæt sammen med universitetets leder Berit Ås. I bogen Sprog og køn, 1984, skrev hun i et essay om kvindelige dramatikere: “Vi udvikler ofte scenerne gennem associationsteknik, tillægger ikke konflikter nogen særlig betydning, konkluderer sjældent, og snarere demonstrerer en række alternative muligheder, forholder os påfaldende ahierarkisk og næsten altid tidsdynamisk, og altså tidsrummæssigt.” Disse tanker er essensen i URs teori om det moderne drama som et kvindeligt modsvar til den aristoteliske tradition, hvor et drama opbygges ud fra en begyndelse, en midte og en slutning. Teorien om det moderne dramas opbygning er behandlet i artiklen Om den ikke aristoteliske fortælleteknik, 1982. Som en af de få herhjemme har hun også beskæftiget sig med teaterantropologi, og hos samerne og andre folkeslag, der har en mundtlig fortælletradition, har hun genfundet den særlige spiralske fortælleform, som hun anså som karakteristisk for kvinder.

I 1986 genoptog UR fiktionsprosaen med fremtidsvisionen Jeg er den I tror. Romanen udgør den førstskrevne del af en slags trilologi, der foregår i tiden fra før Anden Verdenskrig frem til år 2039. De to andre dele er de prosalyriske tekster Skjulte beretninger, 1993, og Mod begyndelsen, 1999. UR har selv karakteriseret disse udgivelser som et triptykon, en tredelt altertavle. En karakteristik, der ligger i forlængelse af den religiøse drejning, forfatterskabet tog midt i 1990’erne med de dramatiske værker Passion, 1996, og Vandringen og Sandets døtre, 1997. URs værker er oversat til seks forskellige sprog, og hun har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, bl.a., Danske Dramatikeres Hæderspris 1975, Tagea Brandts Rejselegat 1981, Bogpræmie for Jeg er den I tror 1987, og Holberg-Medaillen 1989 for sin dramatik.

Foto i KB.

Torben Brostrøm (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, 1982. Bogens Verden 8/1995.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Katrine Brøgger Speldt

 
Professioner
Forfattere · Forskere · Akademikere
 
Organisationer
Statens Teaterskole · Filmskolen · Forfatterskolen · Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (se Fédération Démocratique Internationales des Femmes) · Statens Kunstfond · Nordisk Teater og Danse-komité · Norsk Kvinneuniversitet
 
Emneord
Skønlitteratur · Dramatik · Radioteater · Teater · Kvindepolitik · Kvindeforskning · Antropologi · Udlandsophold · Teaterantropologi
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

Tilbage til søg »  

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg