KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Helga Pedersen (1911 - 1980)
Pedersen, Inger Helga

1911-80, højesteretsdommer, minister.

*24.6.1911 på Hulby Møllegård, Tårnborg sg., †27.1.1980 i Korsør.

Forældre: proprietær Jens Peder Nicolaj P. (1877-1955) og Vilhelmine Sofie Kolding (1884-1973).

HP blev født på forældrenes gård ved Korsør Nor, hvor hendes glæde ved naturen og interesse for dens pleje tidligt blev vakt. Hjemegnen vedblev at have hendes kærlighed, og hun vendte, så ofte hun kunne, tilbage til barndomshjemmet, som hun efter faderens død selv drev videre med hjælp af en forvalter. Hun blev student fra Slagelse Gymnasium i 1930 og cand.jur. fra Kbh.s Universitet 1936. I en del af studieårene boede hun som en af det første kuld alumner på det i 1932 oprettede kollegium Kvinderegensen, hvor hun med sit venlige, hjælpsomme og lattermilde væsen vandt sig flere venner for livet.

Efter kort tids ansættelse i Finansministeriet kom HP allerede i 1936 til Justitsministeriet. Hun virkede der som sekretær i Direktoratet for Fængselsvæsenet 1936-42, afbrudt af en periode som henholdsvis sagfører- og dommerfuldmægtig i Skjern 1937-39, indtil justitsminister ◊K.K. Steincke kaldte hende tilbage til ministeriet for at tiltræde som ministersekretær. Denne stilling varetog hun i perioden 1940-46, således at hun kom til at bistå de skiftende justitsministre Steincke, ◊Svend Unmack Larsen, ◊Harald Petersen, ◊F. Thune Jacobsen, ◊Niels Busch-Jensen og ◊Aage Elmquist i den meget spændende og spændte periode under Besættelsen. Hvervet gav hende et indgående kendskab til en justitsministers mange opgaver, der må have forberedt hende på selv senere hen at varetage ministeropgaven. 1942-46 var hun tillige sekretær hos Rigsadvokaten og medhjælper hos Statsadvokaten for Sjælland. Hun var medlem af Fængselshjælpens styrelse 1941-73 og fra 1948 af Juridisk Forenings bestyrelse.

Straks efter Befrielsen rejste HP til New York for at videreuddanne sig ved Columbia University. Her grundlagdes hendes interesse for internationalt samarbejde, som senere skulle få stor betydning for hende, ikke mindst i spørgsmål om kvinders sociale og retlige stilling, hvorom hun i de følgende år holdt en række foredrag både i USA og i Danmark. 1949-50 var hun formand for Danske Kvinders Nationalråd og deltog i denne egenskab i 1950 i FNs Commission on the Status of Women. Frem til 1974 var hun tillige delegeret ved UNESCOs generalforsamling, fra 1962 som formand for den danske delegation. 1947-48 var HP konstitueret dommer i Østre Landsret. Hendes domstolskarriere kom dog i første omgang til at udfolde sig i byretten i Kbh. 1948-56, bortset fra ministerperioden 1950-53. 1956-64 var hun tilbage i Østre Landsret, og hun blev højesteretsdommer i 1964 som den anden kvinde efter ◊•Bodil Dybdal, udnævnt 1953. Også efter udnævnelsen til byretsdommer gjordes der brug af HPs omfattende viden og erfaring med lovforberedende arbejde, bl.a. som medlem af Justitsministeriets udvalg om ændring af prostitutionslovgivningen 1949-50.

HP var ikke knyttet til noget parti, da hun i 1950 modtog statsminister ◊Erik Eriksens tilbud om justitsministerposten i VK-regeringen. Hun blev fra mange sider mødt med tvivl om sine evner til at bestride posten. Men med sin dygtighed, viden og erfaring samt personlige fasthed og klare argumentation overvandt hun denne skepsis, og ikke mindst håndteringen af de vanskelige sager fra retsopgøret efter den tyske besættelse skabte respekt for hendes indsats. Hun var imod dødsstraf og betingede sig forud for sin tiltræden, at hun måtte indstille samtlige dødsdømte til benådning, samt at regler om dødsstraf under krigsforhold skulle gives i den militære og ikke i den borgerlige straffelov. Hun måtte dog tåle nogle drøje kommentarer på grund af Fængselsdirektoratets procedure ved løsladelsen af den prominente krigsforbryder W. Best, idet han efter benådningen blev udvist den 29. august 1951, netop på otteårs dagen for tyskernes overtagelse af magten ved regeringens fratræden, hvor den hårde nazistiske terror indledtes. I sin ministertid fik hun ophævet reglerne om, at strafbart forhold skulle medføre tab af borgerlige rettigheder som tillægsstraf. Det var en social og human reform, der var udtryk for hendes grundholdning og en forudsætning for en mere vellykket resocialisering af kriminelle. Hun fik Rigsdagens samtykke til forøgelse af antallet af såvel landsdommere som højesteretsdommere samt til, at Højesteret kunne arbejde i to afdelinger for at lette presset fra de mange sager, der var en følge af retsopgøret. Hun fik ophævet hasardforordningen fra 1753, der forbød al spil om penge, og indført fuldt stop ved indkørsel til særlige hovedveje. Rent administrativt gennemførte hun som minister, at kvinder kunne få tildelt ordener, hvor de tidligere måtte nøjes med medaljer. Som medlem af Forfatningskommissionen af 1951 fik hun anledning til at tale varmt for kvinders ubetingede arveret til tronen, selvom resultatet blev den betingede kvindelige arveret, der giver prinser forret for prinsesser.

HP blev valgt ind i Folketinget for Venstre i Sorø amt i 1953, men måtte gå af som minister ved VK-regeringens fald kort tid efter. Hun forblev medlem af Folketinget til 1964, hvor hun stod foran sin udnævnelse til højesteretsdommer. Som folketingsmedlem fungerede hun som Venstres ordfører i en række juridiske sager. I spørgsmålet om en ændret abortlovgivning i 1956 stemte hun som den eneste i sit parti for forslaget om, at Mødrehjælpen skulle have øget indflydelse på aborttilladelserne på bekostning af lægerne. Hun var en blandt få medlemmer af Venstre, der var imod udleveringen af de islandske håndskrifter fra Kbh.s Universitet, og blev allerede, mens hun sad i Folketinget, interesseret i arbejdet med beskyttelsen af forfatter- og kunstnerrettigheder og i oprettelsen af Statens Kunstfond. Hun var medlem af Ophavsretsrådet 1963-72, af Planlægningsrådet for de Højere Uddannelser 1964-73 og af Fængselsnævnet 1968-73 samt formand for repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1964-73. Ved repræsentantskabets indstilling af et antal “uforståelige” moderne kunstnere, bl.a. ◊Klaus Rifbjerg, til at modtage støtte fra Kunstfonden, blev hun medansvarlig for fremkomsten af “rindalismen”, den folkelige modstand mod kunststøtte, som lagerforvalter Peter Rindal startede i 1965.

1971 blev HP den første kvindelige dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, et hverv, der havde hendes varme interesse, og som hun bibeholdt lige til sin død. Også som formand for Dansk Pressenævn igennem de sidste otte år af sit liv fik hun mulighed for at varetage de svages retssikkerhed. De allersvageste, dyrene, træerne og miljøet, fandt også i hende en forkæmper og beskytter. Hun var bestyrelsesmedlem af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse fra 1964 og formand for Fonden for Træer og Miljø fra 1974. Hun publicerede enkelte juridiske artikler, fx om ægteskabsloven, men blev som skribent mest kendt for bogen Céline og Danmark, der udkom både på dansk og fransk i 1975. Den franske forfatter Louis-Ferdinand Destouches, der skrev under pseudonymet Céline, flygtede i 1944 til Danmark af frygt for forfølgelse efter krigen på grund af sin pro-tyske holdning. Frankrig ønskede ham udleveret og straffet for landsforræderi i 1945, men det danske politi fastholdt ham i en beskyttelsesforvaring indtil 1947. Først i 1951 kunne han efter amnesti vende tilbage til Frankrig, hvor han straks gav sig til at skrive kritisk om de danske myndigheders behandling af ham. I bogen imødegår HP med sagligt underbyggede argumenter den voldsomme kritik fra Céline, hans enke og tilhængere blandt franske litterater.

HP trådte mange nye stier for sit køn og blev fuldt fortjent i 1951 udnævnt til den første kvindelige kommandør af Dannebrogordenen. I 1976 blev hun kommandør af 1. grad.

Karikatur fra 1973-74 af Bjarne Laursen på Amalienborg.

Foto i KB, Folketinget.

Johanne Hansen (red.): Hele verden til spillerum, 1984. Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen, 1984. Tage Kaarsted: De danske Ministerier 1929-53, 1977.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Inger Dübeck

 
Professioner
Akademikere · Dommere · Højesteretsdommere · Ministre · Folketingsmedlemmer
 
Organisationer
Justitsministeriet · Direktoratet for Fængselsvæsenet · Rigsadvokaten · Fængselshjælpen (se Dansk Forsorgsselskab) · Juridisk Forening · Danske Kvinders Nationalråd (se Dansk Kvinderåd) · Østre Landsret · Københavns Byret · Højesteret · Forfatningskommissionen af 1951 · Folketinget · Venstre · Ophavretsrådet · Planlægningsrådet for de Højere Uddannelser · Fængselsnævnet · Statens Kunstfond · Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg · Dansk Pressenævn · Foreningen til Dyrenes Beskyttelse · Fonden for Træer og Miljø
 
Emneord
Retsvæsen · Jura · Stat · Forvaltning · Politik · Internationalt arbejde · Hædersbevisninger · Menneskerettigheder · Retspolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Vestsjællands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

Tilbage til søg »  

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg