KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Tine A. Brøndum (1963 - )
Brøndum, Tine Aurvig

*1963, fagforeningsformand.

*17.4.1963 i Helsingør.

Forældre: tømrer Ole Jørgensen (*1941) og økonoma Kirsten Aurvig (*1941).

Børn: Daniel (1989).

Da TAB som den første kvinde og som den hidtil yngste i 1996 blev valgt til næstformand i LO, var det i mange henseender en utraditionel fagforeningspolitiker, der dermed kom ind i organisationens øverste ledelse. Hun er født i Helsingør som den ældste af fire søskende og voksede op i Østjylland. Hendes moder var eneforsørger, og familien måtte flytte rundt i landet, alt efter hvor moderen dengang kunne få arbejde som køkkenassistent. TAB nåede at skifte skole ti gange, før hun som 14-årig kom ind på Tvindskolen i Ulfborg. Efter i et par år at have arbejdet som rengøringsassistent, fabriksarbejder og hjemmehjælp fik hun i 1984 arbejde som pædagogmedhjælper. Kun kort tid efter sin ansættelse valgtes hun til tillidsrepræsentant, fordi “ingen andre gad”, som hun har selv har udtrykt det, og hun i øvrigt “kæftede op” om pædagogmedhjælpernes urimelige forhold. Det blev starten på hendes faglige karriere i det venstreorienterede Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF). Selv var hun på dette tidspunkt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Herefter gik det stærkt, og allerede i 1986 blev hun formand for PMFs afdeling på Frbg.

Fra 1992 lagde TAB imidlertid sine kræfter i LO, idet hun blev formand for LO-Storkbh., sammenslutningen af kbh.ske fagforeninger, hvor hun bl.a. gjorde en stor indsats for at bilægge striden mellem den venstreorienterede og den socialdemokratiske del af fagbevægelsen. DKP-medlemskabet var i 1988 opgivet og blev tre år senere erstattet med en socialdemokratisk partibog. 1995 blev hun ansat som LO-sekretær med ansvar for arbejdsmiljø, ydre miljø, social-, ligestillings- og familiepolitik, forskning og teknologi samt for ungdomsarbejdet. Da hun året efter stillede op til næstformandsposten i LO, blev valget imødeset med stor spænding. Ville det lykkes den rapkæftede unge kvinde, der ikke kom fra et af de gamle LO-forbund, men fra den offentlige sektor, og som ikke havde lagt skjul på sine venstreorienterede sympatier, at vinde denne høje LO-post? Med støtte fra kvinderne, ikke mindst Kvindeligt Arbejderforbund, men også fra det stærke Dansk Metalarbejderforbund, blev hun valgt med et sikkert flertal og slog sin modkandidat, den garvede LO-sekretær Ib Wistisen. Dermed blev der skrevet LO-historie. Hun er gået ind i ledelsen med den opfattelse, at fagbevægelsen har brug for ny inspiration, der skal komme fra andre end de traditionelle fagforeningsfolk, og at organisationen derfor skal være mere lydhør, især over for de unge, der ikke blot vil have mere i lønningsposen, men stiller andre krav, bl.a. om tid til familie og børn. TAB repræsenterer en ny stil i LO, som hun vil gøre mindre pæn og mere farlig.

Foto i ABA.

Karin Sandvad

 
Professioner
Pædagogmedhjælpere · Fagforeningsformænd
 
Organisationer
LO - Landsorganisationen i Danmark · Pædagogisk Medhjælper Forbund
 
Emneord
Fagbevægelsen · Fagforeningspolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

Tilbage til søg »  

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg