|
Fra Bering:
Til Sogneraadsvalget i Ormslev-Kolt Kommune afgaves 509 Stemmer, hvoraf 180 var fra Kvinder. Et Udvalg, bestaaende af 5 Kvinder fra Kredsen »Bering og Omegn« var nedsat for at forhandle med de bestaaende forskellige Foreninger om Optagelse af Kvinder paa deres Valglister, hvilket blev nægtet os af »Arbejder- og Husmandsforeningen«. Derefter blev der forsøgt hos Venstres Udvalg og det lykkedes at faa optaget 2 Kvinder paa deres Liste, som skulde forelægges ved et større Møde. Ved dette forkastedes Listen og en anden vedtoges uden Kvinder. Derefter blev af en Del misfornøjede Vælgere forhandlet og vedtaget en Liste med 2 Kvinder, som Nr. l og 2. Paa denne Liste blev Nr. l valgt. Sogneraadet bestaar fra 1. April af 8 Mænd og l Kvinde. Det kvindelige Medlem er Gaardejer P. Sørensens Hustru i Ormslev, en dygtig, energisk og rettænkende Kvinde, hun er Medlem af Hjælpekassens Bestyrelse. Hendes Valg anerkendes af alle, som mener at Kvinders Deltagelse i det kommunale Arbejde kan blive til Lykke. Hun har været Medlem af »Dansk Kvindesamfund«s Kreds her siden dens Oprettelse.
J. H.
Fra Bjerringbro
mødte alle stemmeberettigede Kvinder ved Kommunevalget den 9. Marts, undtagen 6, af hvilke de 5 var forhindrede ved Sygdom.
(Vi vilde nødig være den 6., hvis hun ingen gyldig Grund har haft. Red.).
Fra Fredericia:
Kredsen her holder sig saa godt som mulig udenfor Politik, men da Byraadsvalgene er politiske, og vi dog vilde arbejde med og gøre vor Indflydelse gældende, klargjorde vi Stillingen ved et Medlemsmøde og raadede Medlemmerne til at indmelde sig i en af de to Lejre her i Byen, som vilde opstille Lister: Den kommunale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund. Begge var villige til at optage Kvinder paa Listerne, naar vi selv satte dem igennem. Det blev senere foreslaaet at danne en kvindelig Vælgerforening, det gjorde vi, og fik i Løbet af faa Dage samlet ca. 300 Kvinder. Ved den kommunale Vælgerforenings Møde, hvor vi sluttede os til, fik vi vor Kandidat ind som Nr. 2 paa Listen, altsaa næsthøjeste Stemmetal.
Vor Kandidat, Fru Vinhandler Christoffersen, er en Kvinde, der sidder i en stor Virksomhed, som hun selv bestyrer efter sin Mands Død; hun er Medlem af »Dansk Kvindesamfund«, er en intelligent og oplyst Kvinde, som vi tror vil kunne udfylde sin Plads og gøre god Gavn i Byens Raad.
I det hele var Kvinderne her i Byen meget virksomme, og deltog godt i Valget, og vi har kun Glæde af vort Arbejde dermed, da vi mener, at det er lykkedes godt for os. E. B.
Fra Glostrup:
Med det nye Aar rykkede Tiden for Sogneraadsvalget ret nær, og Kredsen begyndte da at arbejde for Valget. - Paa et Medlemsmøde blev det vedtaget at henvende sig til de stedlige Foreninger. Socialdemokratisk Forening, Grundejerforeningen og Landboerne, med Forespørgsel, om de agtede at optage Kvinder paa deres Kandidatlister. Paa denne Henvendelse indløb der fra Grundejerforeningen et benægtende Svar; Soc. Dem. Forening svarede slet ikke og havde ej heller Kvinder paa sin Liste*).
*) I sidste Øjeblik blev dog en af de mandlige Kandidater strøget og en kvindelig Kandidat indsat paa hans Plads!
Paa Landboernes Liste var der ganske vist optaget to Kvinder, men begge stod saa langt nede paa Listen, at Mulighed for Valg var udelukket.
Efter dette mente Kredsen sig berettiget til at opstille en selvstændig Liste med 2 Kvinder og 3 Mænd, af forskellig politisk Farve, som Kandidater.
I Tiden kort før Valget havde Kredsen to offentlige Møder med ypperlige Foredrag, henholdsvis af Frk. Anne Bruun og Frk. Eline Hansen, København. Møderne var stærkt besøgt, Diskussionen efter hvert Møde livlig, og der indmeldte sig mange nye Medlemmer. Ved Valget den 15. Marts fik vor Liste l Kandidat (Distriktslæge Behnckes Frue) valgt med 81 Stemmer. (Det samlede afgivne Stemmetal var 793).
Det har været en Glæde at se det vaagnende Liv i denne døde By, som tidligere ej lod sig ryste op af noget som helst. Kredsen her er nu utvivlsomt i stærk Vækst og har Udsigt til at faa endnu flere Medlemmer i den nærmeste Tid. Ad Aare vil det da forhaabentlig ikke kunne tænkes, at de mandlige Vælgere ved Opstilling af Kandidater forbigaar Kvinderne i Glostrup.
A. J.
Fra Hillerød:
Kvinderne i Hillerød havde den Glæde at se en Kvinde indsat som Medlem af det kommunale Raad ved Valget d. 9. Marts.
»Borgerlisten« (Sammenslutning af Venstre og Højre) havde sat en Kvinde paa en sikker Plads, medens Socialdemokraterne slet ingen Kvinder havde, og en tredje Liste (de Radikales) havde sat hende paa en Plads, hvor hun umulig kunde blive valgt. M. M.
Fra København:
Den 12. Marts 1909.
Der var noget usædvanligt paa Færde. - Det saa man straks.
Da jeg ved godt 9-Tiden tog med Sporvognen til mit Valgsted var alle Stoppesteder belejrede af samvittighedsfulde og morgenduelige Vælgere.
I tætte Kolonner stod Folk allerede ved 91/2 -Tiden i Baasene, hvor de hørte hjemme. Foran mig staar en blind Morlille med sin Ledsager. »Jeg er saamænd ikke saa gammel, kun 65. Lige til Vorherre tog mit Syn arbejdede jeg, - betalte Skat og stemte aldrig. Jeg lagde jo lidt op, - saameget, at jeg dog i Dag kan være med, - jeg staar paa Listen, - det ved jeg . .« og med et eget lyttende Udtryk i Ansigtet, som Blinde ofte har, følger hun fra sin stille Verden det første Valg, hun trods sine hvide Haar er med til.
»Vil Vælgerne ulejlige sig nedenunder, der finder »Valghandlingen« Sted!« Det er en Politibetjent, der pligtskyldigst giver denne Oplysning.
»Valghandling! Nej, saamænd vil jeg ej,« siger en rapmundet 25-aarig Syerske bagved mig. »Det har staaet i Aviserne, at man skal stille sig op ved sit Bogstav og jeg bliver her. Jeg véd da, at Danielsen begynder med D.« -
Klokken slaar 10, og Stemmeafgivningen begynder.
»Deres Navn?« - »Jeg hedder Olsen«. »Ja, saa skal De ned i Stueetagen, - dette her er A.« - »Jamen, jeg hedder A. Olsen !!«
Stormende Munterhed. De omkringstaaende kvindelige Vælgere er grusomme nok til at bemærke: »Og det var endda en Mand!«
De skulde ikke have gjort det. Et Øjeblik efter, var der en af deres Medsøstre, der paa det mest indtrængende anmodede om at faa sin Mand med ind i Rummet. »Det kan ikke tillades.« - »Jamen, det er min Mand, og han har lovet at hjælpe mig.« »Ingen maa ledsage Vælgeren ind i Rummet.« - Her var gode Raad dyre. Et Øjeblik efter forsvinder den hjælpeløse bag ved det stribede Forhæng med venstre Haands Tommelfinger fast knuget til det Bogstav, hun skal stemme paa.«
I denne Forbindelse maa dog siges, at der gaar Historier om mange Ægteherrer, der ogsaa havde vanskeligt ved at forstaa, at hvad der skete bag dette Styrtebadsomhæng var hemmeligt, - selv om det galt ens egen Kone.
Den saa meget frygtede ægteskabelige Splid, som Kvinde-Valgretten skulde medføre, saa man intet til. Tværtimod har jeg aldrig set saa mange Ægtepar Arm i Arm som den Dag.
Valgstemningen tog til efterhaanden som Dagen og Aftenen skred frem. Fortovene var bogstavelig tapetserede med Opraab om, at Liste A. B. C. og D., hver for sig, var den bedste. Automobiler, smykkede med Flag og Flammeskrift for den eller den Liste, hentede og afleverede ældre og svagelige Vælgere.
Smaabørn pludrede om at »stemme«, og var lykkelige over at etablere smaa Valgsteder med hemmelige Rum, hvor de en efter en indledes for at »stemme« i et Hyl, der opskræmmede hele Gaardens Beboere.
Ud paa Aftenen begyndte man at flokkes om de Lokaler, hvortil Valgtelegrammerne var bestilte.
Til Dansk Kvindesamfunds Lokaler paa Nørregade kom det første Telegram Kl. 12 og det sidste Kl. 4! - Men da var der ogsaa kun »en lille trofast Flok« til at læse det.
Spændingen er nu forbi og hvad enten man er tilfreds eller ej med Valgets Udfald, tror jeg, at københavnske Kvinder kan siges at have handlet som interesserede Borgere. Men derfor ikke om paa den lade Side! Nu kommer den nye Borgerrepræsentations Møder, - dem maa vi følge med langt større Interesse end hidtil, og saa om fire Aar er der ikke en af os, der ikke stemmer.
Fra Odense:
Der var Valgstemning oppe over hele Linjen. Den gamle, stilfærdige, konservative By, som Odense er, var ikke til at kende igen. En stor Menneskemasse bølgede frem og tilbage i Gaderne, og det var ikke mindst Kvinderne, der gav Dagen sit Fysiognomi.
Gamle, ærværdige, Aristokratiske Damer gik - eller kørte - ned for at gøre deres Borgerpligt, og først paa Dagen stemte der flere Kvinder end Mænd. De konservative Partier havde gjort meget for at purre deres Kvinder ud, og det maa vel nok for en Del tilskrives dem, at Dagen for Højre blev saa stor en Sejr, som den blev.
Da Arbejderpartierne hen paa Dagen begyndte at komme, saa man ikke nær saa mange Kvinder. Men som Helhed maa Kvindernes Deltagelse i Valget siges at have været overordentlig god, og de odensianske Kvinder har dermed vist, at de sætter Pris paa at faa og bruge deres Stemmeret. Her i Odense var opstillet 4 Kvinder, én paa hver af de 4 Lister: Fru Sofie Jørgensen, Frk. Cathr. Jensen, Fru Valborg Brahm og Frk. Vilhelmine Schmidt. De to første blev valgt. Og hermed har baade de gifte og de ugifte Kvinder faaet Repræsentanter i Odense kommunale Raad.
R. R.
Fra Rønne:
Paa Bornholm er der kun valgt 3 Kvinder ind i de kommunale Raad, nemlig Lærerinde, Frk. Johanne Ipsen i Aakirkeby og i Rønne Fotograf, Frk. Hansine Hansen paa Socialdemokraternes Liste og Fru Rigmor Schmidt (Formand for D. K.s Rønne-Kreds) paa Venstres Liste. Derimod har Kvinderne stemt livligt, særlig i Byerne men ogsaa i enkelte Landkommuner.
Princippet: »Ingen Kvinder i Kommunalraadene« har vi altsaa lige naaet at faa brudt, og nu maa vi bruge de næste 4 Aar godt, saa der kan naas et bedre, Resultat ved næste Valg.
R. S.
Fra Skive
Ved Byraadsvalget her i Skive Torsdag d. 11. Marts, fik vi 3 Kvinder ind i Byraadet nemlig: Fru Kæmpegaard (Medlem af D. Kv. S.s Styrelse), Fru Thomsen og Fru Laura Petersen. Vi glæder os over Resultatet. Her var 3 Lister: Højre, Venstre og Social-Dem., der blev valgt l Kvinde paa hver. Mange Kvinder deltog i Valget - Ogsaa i Landsognet deltog mange Kvinder, baade gamle og unge. Det var et højtideligt Øjeblik, da man aflagde sin Stemme, og det var en Glæde at se saa mange.
Thyra Dorf.
Fra Struer:
Resultatet af Sogneraadsvalget i Struer d. 2. Marts blev for os Kvinder tilfredsstillende. Der blev valgt 2 Kvinder, nemlig Fru Lokomotivfører Christensen og Fru Kirstine Busk (Formand for Dansk Kvindesamfunds Struer-Kreds).
Kvindernes Deltagelse i Valget var, trods megen Agitation (Møder, Opraab Løbesedler o. l.) ikke stor. Mellemstandens Kvinder holdt sig især tilbage. Social-Demokratiet agiterede derimod ivrigt, deltog næsten alle i Valget og fik ogsaa sat en Kvinde ind - Fru Christensen.
K. B.
|